Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kulturkampen

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Blandt intellektuelle socialister diskuteredes i disse år, om det var muligt at skabe en særlig arbejderkultur. En central figur i denne debat var socialdemokraten Julius Bomholt. Han var påvirket af 1920'rnes proletariske kulturbevægelse i Sovjetunionen. I 1932 udgav han bogen „Arbejderkultur”. Han sluttede sig til Hartvig Frisch' udsagn: „Kultur er vaner”. Og kulturen marcherede i takt med de økonomiske fremskridt, til hvert trin i den økonomiske udvikling svarede et trin i den kulturelle. Bomholt mente, at bibliotekerne havde socialiseret bogen, ligesom nyhedsformidlingen gennem dagspressen og filmen var blevet fælleseje. Gennem det nye medium radioen var det muligt at socialisere foredrag, musik og drama og „udslette kulturens nationale grænser og gøre verden til ét sogn”. Der skulle skabes „en massekultur af internationalt format”. Det var ingen tilfældighed, at Bomholt i 1940 blev formand for Radiorådet og senere (i 1961) kulturminister. Nogle af Bomholts konkrete forslag blev gennemført efter 2. verdenskrig, men den arbejderkultur, som Bomholt havde profeteret, skabtes ikke. For de fleste arbejdere var målet netop at antage middelklassens kultur med hensyn til boligindretning, kunst, påklædning og andre vaner.

 Julius Bomholt var arbejdersøn, men teologisk kandidat. Han blev Socialdemokratiets førende kulturpolitiker. Han ville skabe en frisk, socialistisk proletarkunst, som skulle afløse den borgerlige forfaldskunst, og virkede utrættelig herfor i skrift og tale. Han var forstander for Arbejderhøjskolen i Esbjerg, medlem af Folketinget og fra 1934 medlem af Radiorådet som repræsentant for Arbejdernes Radioforbund, fra 1940 formand for rådet, der kontrollerede Statsradiofonien.

Julius Bomholt var arbejdersøn, men teologisk kandidat. Han blev Socialdemokratiets førende kulturpolitiker. Han ville skabe en frisk, socialistisk proletarkunst, som skulle afløse den borgerlige forfaldskunst, og virkede utrættelig herfor i skrift og tale. Han var forstander for Arbejderhøjskolen i Esbjerg, medlem af Folketinget og fra 1934 medlem af Radiorådet som repræsentant for Arbejdernes Radioforbund, fra 1940 formand for rådet, der kontrollerede Statsradiofonien.

Om de venstreintellektuelle brugte man også udtrykket de kulturradikale. De havde ikke noget med Det radikale Venstre at gøre. Brødrene Brandes' åndsradikalisme havde for længst måttet vige pladsen for grundtvigianismen, personificeret i f.eks. undervisningsminister Jørgen Jørgensen, der i folkeskolens formålsparagraf fra 1937 skrev, at kristendomsundervisningen i folkeskolen skulle være i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære. De kulturradikale var ateister. Heller ikke Socialdemokratiet tog de kulturradikale til deres hjerte, og de fleste af dem sympatiserede snarere med forskellig styrke med kommunismen.

I tidsskriftet „Kritisk Revy”, som udkom 1926-28, fandt mange af dem et åndehul. Det var udgivet af arkitekt Poul Henningsen, multikunstneren, som netop på dette tidspunkt konstruerede sin banebrydende blændfrie PH-lampe, der er karakteriseret som det første originale stykke industrikunst i Danmark. Tidsskriftets budskab lød: „Vi tror på en kunst af menneskeligt indhold, kunsten for samfundets skyld.” Navnlig socialdemokraterne måtte stå for skud. De beskyldtes for „kun at drømme om den mulighed at løfte hele arbejderklassen op i bourgeoisiets levemåde”. Det gik især løs på den anvendte kunst inden for arkitektur og kunstindustri og sluttede sig til funktionalismen. Men man gik videre ud og diskuterede også litteratur og revy. Bladet vendte sig mod den rene underholdning og krævede, at også scenens kunst forholdt sig til samfundet. Gelsted og Hans Kirk var flittige bidragydere. „Kritisk Revy” blev de toneangivende venstreintellektuelles centrale tidsskrift i mellemkrigstiden. Da det ophørte, gik nogle af dets medarbejdere til det rent marxistiske „Plan”. Mange var påvirkede af kunst- og kulturpolitikken i Sovjet. I 1933 udgav Poul Henningsen kampskriftet „Hvad med Kulturen?”, der i forlængelse af „Kritisk Revy” vendte sig mod Socialdemokratiets småborgerlige kulturpolitik. Først og fremmest bekæmpedes dog nazismen, som man fandt sneg sig ind alle vegne i det danske samfund.

Annonce

 „Hvad med Kulturen”, spurgte kulturpolitikeren, arkitekten, forfatteren og provokatøren Poul Henningsen i 1933 i en pamflet med dette navn. Den vakte forargelse i borgerskabet og irritation hos socialdemokraterne, som PH fandt småborgerlige.

„Hvad med Kulturen”, spurgte kulturpolitikeren, arkitekten, forfatteren og provokatøren Poul Henningsen i 1933 i en pamflet med dette navn. Den vakte forargelse i borgerskabet og irritation hos socialdemokraterne, som PH fandt småborgerlige.

I denne kamp stod foreningen „Frisindet Kulturkamp” fra 1935 i forgrunden. Initiativet til den var kommunistisk, og partiet var repræsenteret i bestyrelsen med Elias Bredsdorff. Formand var først filosofiprofessoren Jørgen Jørgensen, derpå lægen Georg Moltved, begge kommunistiske sympatisører. Den havde op mod 1000 medlemmer og var udbygget med faggrupper for arkitekter, skuespillere, skribenter m.v. samt provinsafdelinger. Den udgav tidsskriftet „Kulturkampen”, der især blev læst af kunstnere og akademikere. Formålet var „på en bred, frisindet basis at arbejde for de humanistiske og demokratiske idealer og synspunkter”, hvilket i Otto Gelsteds udlægning blev til „en aktiv humanisme, der støtter sig til arbejderklassen og virker med til at virkeliggøre det klasseløse samfund”. At foreningen og dens tidsskrift blev udsat for stærk afstandtagen fra både borgerlig og socialdemokratisk side, giver sig selv.

Ligesom adskillige på højrefløjen var optaget af nazismens tilsyneladende orden og plan og under besøg i Tyskland kun så, hvad de ville se, beundrede mange venstreorienterede Sovjetunionen. Også de lukkede øjnene for det, der ikke stemte med overbevisningen. Rædselsberetninger fra jødeforfølgelser og kz-lejre i Tyskland blev afvist eller bagatelliseret af højrefløjen, medens kulturradikale, der besøgte Stalins diktatur, kunne karakterisere det som „et frit land, hvor livet er let at leve”. Moskva-processerne i 1936-38 mod fremtrædende kommunistiske ledere, der alle i standardvendinger tilstod de groveste forbrydelser, blev diskuteret vidt og bredt, men ikke dengang betvivlet af kommunisterne og andre, der sympatiserede med Sovjetunionen. Da Hitler-Stalin-pagten blev indgået den 23. august 1939 var grundlaget for „Frisindet Kulturkamp” revet bort, og bevægelsen opløstes.

 I 1935 optog Poul Henningsen med fotograf Poul Eibye bag kameraet en danmarksfilm, som blev en skandale. Den forholdt sig åbent kritisk over for meget af det, den viste. Hertil kom, at den i sin klippe- og billedstil var forud for sin tid. Den virkede flimrende og springende. Først eftertiden så dens kvaliteter. Større samtidig anerkendelse vandt PH som lampeskaber og revyforfatter.

I 1935 optog Poul Henningsen med fotograf Poul Eibye bag kameraet en danmarksfilm, som blev en skandale. Den forholdt sig åbent kritisk over for meget af det, den viste. Hertil kom, at den i sin klippe- og billedstil var forud for sin tid. Den virkede flimrende og springende. Først eftertiden så dens kvaliteter. Større samtidig anerkendelse vandt PH som lampeskaber og revyforfatter.

På det religiøse område var regelmæssig kirkegang vigende og lå på et niveau fra ca. 7 til ca. 13%, højere, jo længere vestpå i landet man kom. Så godt som alle, uanset klasse og stand, var dog fortsat medlemmer af folkekirken og lod deres børn døbe og konfirmere. Tidligere tiders vækkelser var stort set hørt op. Både grundtvigianismen og Indre Mission stagnerede i de egne, hvor de havde deres bastioner. De danske Ungdomsforeninger, der var af grundtvigsk proveniens, havde ca. 35-40.000 medlemmer med tyngdepunkt i de jyske landsogne. KFUM & -K, der i langt højere grad var en bybevægelse, havde i 1939 57.500 medlemmer efter at have mistet 11.000 medlemmer i løbet af 30'rne. I de kirkeligt aktive kredse stod man fjernt fra og fremmed over for såvel kulturradikalisme som kommunisme, lige så vel som det gjaldt nazismen. Der var tale om adskilte verdener. Socialdemokratiets traditionelle krav om adskillelse af stat og kirke blev i løbet af 30'rne i al stilhed droppet.

Blandt teologer fik tidehvervsbevægelsen et ikke ubetydeligt indpas. Den ville finde virkeligheden i den konkrete eksistens og vende sig fra de helliges miljøfællesskab til hverdagens arbejde og mennesker. Mens Tidehverv var og forblev en specialitet for teologer, var den angelsaksiske Oxfordbevægelse en lægmandsbevægelse. Den ville med sine fire absolutter (ærlighed, renhed, uselviskhed og kærlighed) modernisere kristendommen. Den vandt i 30'rne en vis tilslutning i det bedre borgerskab („Frelsens Hær i smoking”), men blev dog en døgnflue. Efter 1945 søgtes den genoplivet under navnet Moralsk Oprustning.

 Begrebet „borgerlig konfirmation” dækker over en ikke-religiøs ungdomsfest. Socialdemokratiet var i disse år i teorien kirkefjendsk, og man søgte derfor at give de unge en erstatning. Kendte personligheder som f.eks. landsfaderen Th. Stauning indkaldtes som talere, men nogen succes blev institutionen aldrig. Matrostøj betegnede for drengenes vedkommende, at man endnu regnedes for barn. Med jakke og slips trådte man ind i de voksnes rækker, men skellet var flydende.

Begrebet „borgerlig konfirmation” dækker over en ikke-religiøs ungdomsfest. Socialdemokratiet var i disse år i teorien kirkefjendsk, og man søgte derfor at give de unge en erstatning. Kendte personligheder som f.eks. landsfaderen Th. Stauning indkaldtes som talere, men nogen succes blev institutionen aldrig. Matrostøj betegnede for drengenes vedkommende, at man endnu regnedes for barn. Med jakke og slips trådte man ind i de voksnes rækker, men skellet var flydende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Kulturkampen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306300