Stilhed før stormen

Da ministrene hin forårsdag i 1929 satte sig på taburetterne, kunne de gøre det i en forvisning om, at det atter var begyndt at gå fremad især for de befolkningsklasser, som de to regeringspartier var udgået fra. Arbejdsløsheden var i 1929 på årsbasis nået ned på knap 16 procent. Samtidig var en arbejders realløn svagt stigende, selv om den i kroner og øre var det samme som i 1928, nemlig godt 3000 kr. om året ved fuld beskæftigelse. Reallønsforøgelsen gav sig udslag i, at en arbejderfamilies udgifter til fødevarer faldt forholdsmæssigt, mens andelen af udgifter til husleje, hjem, tandlæge, forlystelser osv. steg.

Arbejdsmændene, der oven på deres strejke i 1925 var udtrådt af De samvirkende Fagforbund med virkning fra 1. november 1926, vendte nu tilbage. Fagbevægelsen var atter samlet, selv om det ikke var idel harmoni mellem faglærte og ufaglærte. Men håndværk og industri beskæftigede stadig kun 29 procent af befolkningen, hvis man regner både forsørgere og forsørgede med. Det var stort set samme andel som for krigen.

Landbruget regnede sig stadig for det mest betydningsfulde erhverv, og det kunne siges at finde dækning i en andel af befolkningen på 30 procent, hvilket ganske vist var en smule vigende. Men 80 procent af vor eksport bestod af landbrugsvarer, kun 16 procent var industriprodukter. Overalt blev landbrugsproduktionen i disse år udvidet især ved øget mekanisering, også i Danmark. Hele landet var for længst dækket af elværker, som selvfølgelig også betjente håndværk og industri. Høstudbyttet steg fra midten af 1920'rne med ca. 15 procent op mod 1929, husdyrproduktionen med ca. 25 procent, og forrentningsprocenten gik op fra ca. en til ca. fem.

Statens jordlovsudvalg udfoldede i disse år en omfattende virksomhed under sin energiske leder, Niels Frederiksen. Jordlovsudvalget forestod udstykningerne. Ved den såkaldte lensafløsning havde lensgreverne, lensbaronerne og stamhusbesidderne i 1919 måttet afstå ca. 53.000 ha landbrugsjord, 20.000 til udstykning og 33.000 til lenenes fæstegårdmænd, der nu blev selvejere. Hertil kom, at præstegårdsjorden i disse år også blev udstykket. I tiden op til 1929 opstod 9000 husmandsbrug, dvs. landbrug op til ca. 10 ha. Det opfattedes af De nye landbrug var statshusmandsbrug oprettet på jordrentevilkår, dvs. at besidderens årlige ydelser var konjunkturbestemte. Oprettelsen af de mange selvstændige småbrug formindskede vandringen fra land til by. I byerne modvirkedes derved en radikalisering af proletariatet, fordi der kom færre landboere til byerne, og på landet blev husmandsfamilierne et stabiliserende element. Selv om godsejerne oplevede lensloven med den efterfølgende udstykning som hensynsløs og uretfærdig – foruden lidet rationel – kom de herved til at yde et væsentligt bidrag til at cementere det bestående samfund.

Rige blev husmændene ikke. En husmandsfamilies årsindkomst i 1928/29 er beregnet til gennemsnitligt ca. 2400 kr., efter at forrentningen af ejendommens gæld er trukket fra. Det var en stigning på knap 15 procent i forhold til det foregående år. Men gårdmandsbrugene (10-100 ha) fordoblede næsten deres indtægt, som steg til ca. 3500 kr. En daglejers årsløn stagnerede derimod i heldigste fald omkring 1600 kr., og det var meget vanskeligt for arbejderbevægelsen at få landarbejderne til at organisere sig. Godsernes indtægter var faldende, hårdt ramte som adskillige af dem var på grund af lenslovens afståelser. Antallet af godser (over 120 ha) faldt ligefrem fra ca. 1300 i 1919 til ca. 1000 i 1933. Det danske kulturlandskab ændrede i disse år karakter på en måde, som man ikke havde oplevet siden landsbyfællesskabets ophør og udflytningen 130 år før. På herregårdsmarkerne dukkede husmandskolonier op på række og geled, og snese af de 233 fredede herregårdsbygninger havde nu så lavt et jordtilligende, at de – hvis de da ikke købtes af velhavende folk fra byen – overgik til andet formål i form af højskoler eller sociale institutioner.

Selv om det var gået fremad for regeringspartiernes vælgere, betød det dog ikke, at man var tilfreds. Efter at Socialdemokratiet havde forladt tanken om statsgodser, kunne begge partier enes om at kræve udstykningen fortsat evt. ved ekspropriation. Løn- og arbejdsvilkår kunne stadig forbedres. Der var også reelle sociale problemer f.eks, for enlige mødre, hvilket kan læses ud af dødelighedsstatistikken: børn født uden for ægteskab havde halvanden gang så stor dødelighed som børn født i ægteskab, og uligheden fortsatte for de børn, der overlevede. Der var også spørgsmålet om, hvor store samfundets ydelser skulle være til alders- og invalidepensionister. Heller ikke 1903-skoleloven med eksamensmellemskolen for de særligt udvalgte mellem 11 og 15 år tilfredsstillede tilhængerne af enhedsskolen. Der var således opgaver nok at tage fat på for den nye regering.