Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En regering, der holdt i 11 år

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Da det ministerium Stauning, som nu blev dannet, havde siddet en halv snes år, fik indenrigsminister Bertel Dahlgaard en fransk ministerfrue til bords ved en officiel middag. Hun spurgte, hvor længe han havde været minister, og da han svarede ti år, stirrede hun vantro på ham og sagde: „Åh, ti uger, eller måske ti måneder?” Og da Dahlgaard fastholdt de ti år, udbrød hun: „Jamen jeg troede ikke, Danmark var et diktatur!”

Staunings ministerium var en koalitionsregering af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre. Men selv om der hele tiden havde været gode kontakter især mellem Stauning og Munch, var der ingen forhåndsaftaler, og mange anså det lige efter valget for sandsynligst, at der ville blive tale om en socialdemokratisk mindretalsregering med de radikale som støtteparti, altså som i 1924-26. Men i begge partier fandt man en sådan løsning utilfredsstillende. Socialdemokraterne ville i en fællesregering have mere styr på de radikale, og de fleste af disse vurderede det således, at de ved at sidde med kunne få større indflydelse end ved at stå udenfor. Ove Rode, der stadig spillede en stor rolle i partiet især som vogter af den mere liberale linie, mindedes, hvor ubehageligt det i 1924-26 havde været at bestride ordførerskabet for et støtteparti uden at have del i forberedelserne.

 Fro 1929 trådte indenrigsminister Bertel Dahlgaard mere og mere frem ved siden af den radikale leder, P. Munch. Bertel Dahlgaard var valgt i Salling, der i det meste af det 20. århundrede havde forholdsvis mange radikale. Han var af bondeslægt, men selv en kyndig statistiker, og han så det som sin opgave at holde en snor i socialdemokraterne. Dahlgaard sad i Folketinget 1920-60, var indenrigsminister 1929-40 og økonomiminister 1957-61; hans største politiske indflydelse lå i årene efter 1945.

Fro 1929 trådte indenrigsminister Bertel Dahlgaard mere og mere frem ved siden af den radikale leder, P. Munch. Bertel Dahlgaard var valgt i Salling, der i det meste af det 20. århundrede havde forholdsvis mange radikale. Han var af bondeslægt, men selv en kyndig statistiker, og han så det som sin opgave at holde en snor i socialdemokraterne. Dahlgaard sad i Folketinget 1920-60, var indenrigsminister 1929-40 og økonomiminister 1957-61; hans største politiske indflydelse lå i årene efter 1945.

I den radikale hovedbestyrelse, som blev indkaldt for at tage stilling til en eventuel regeringsdeltagelse, fik Rodes energiske støtte til tanken afgørende betydning, da Zahle og andre var i tvivl eller direkte imod. Rode sagde ligefrem, at det ville blive „en sand katastrofe for partiet”, hvis ikke det gik ind på Socialdemokratiets tilbud, som fra to ministre var sat op til tre.

Annonce

I Socialdemokratiet var meningerne også delte; men det var ufornødent for Stauning at tale med store bogstaver. Han havde lederkredsen med sig, og partiet var dengang i almindelighed indstillet på at følge sine kårne mænd.

Før man tog fat på personspørgsmålene, diskuterede de to partiers ledelser sig frem til enighed om et regeringsprogram formuleret efter det princip, at man kun søgte at gennemføre, hvad begge var enige om. De radikale gik med til at genfremsætte afrustningsforslaget, til at fremme industriens modernisering og beskæftigelsen og til at oparbejde nye markeder. Man var også enig om at søge reglerne om skattebetaling som forudsætning for kommunal valgret ændret, om at afskaffe Landstinget, om en ny straffelov og om en revision af lovene om banker, aktieselskaber og forsikringsselskaber. Socialdemokraterne accepterede at se bort fra toldbeskyttelse og indførelse af en særlig kirkeforfatning. Umiddelbart var der tilslutning fra begge partier om en videreførelse af jordlovgivningen fra 1919, om at begynde at flytte beskatningen fra arbejde og forbrug over på de samfundsskabte værdier, bl.a. ved at ændre de kommunale ejendomsskatter fra ejendomsskyld til grundskyld, ligesom der også var forhåndsenighed om at lovgive om truster og monopoler og om at genopbygge og forenkle den sociale lovgivning.

Der var altså tale om et kompromis. Et og andet kunne måske falde en radikal for brystet, men han kunne så trøste sig med, at i Landstinget krævedes enten Venstres eller konservatives tilslutning for at få noget igennem. Denne problemstilling kunne også holdes frem for de socialdemokrater, som ikke fandt regeringsprogrammet vidtgående nok. Det er åbenbart, at man med dette søgte efter en realistisk politik, som svarede til ønskerne i de vælgergrupper, socialdemokrater og radikale repræsenterede.

 Ministeriet Stauning-Munch er i dette århundrede den regering, der har siddet længst, nemlig 1929-40. Siddende fra venstre justitsminister C.Th. Zahle, undervisningsminister F.J. Borgbjerg, statsminister Th. Stauning, udenrigsminister P. Munch og finansminister C.V. Bramsnæs. Stående fra venstre landbrugsminister K. Bording, kirkeminister P. Dahl, socialminister K. K. Steincke, forsvarsminister L. Rasmussen, handelsminister C. N. Hauge, trafikminister J. Friis-Skotte og indenrigsminister B. Dahlgaard. Det var dog kun Stauning, Munch, Bording og Dahlgaard, som var ministre i hele perioden.

Ministeriet Stauning-Munch er i dette århundrede den regering, der har siddet længst, nemlig 1929-40. Siddende fra venstre justitsminister C.Th. Zahle, undervisningsminister F.J. Borgbjerg, statsminister Th. Stauning, udenrigsminister P. Munch og finansminister C.V. Bramsnæs. Stående fra venstre landbrugsminister K. Bording, kirkeminister P. Dahl, socialminister K. K. Steincke, forsvarsminister L. Rasmussen, handelsminister C. N. Hauge, trafikminister J. Friis-Skotte og indenrigsminister B. Dahlgaard. Det var dog kun Stauning, Munch, Bording og Dahlgaard, som var ministre i hele perioden.

Vigtig, undertiden afgørende for en regeringsdannelse, er imidlertid den forholdsmæssige fordeling af ministerposterne og spørgsmålet om, hvem der skal med. Dette sidste voldte en smule besvær. Blandt af- og nedrustningstilhængere stod Krigsministeriet og Marineministeriet, som siden 1905 havde været ledet af én minister, i høj kurs. Forsvarsministeren kunne gå foran i forsøgene på at videreføre den nedrustning, der var påbegyndt i 1922, og som havde udløst valget i 1929. Derfor ønskede socialdemokraterne at besætte posten med Laust Rasmussen, deres minister 1924-26. Men endnu mere hedt attråede de radikale, at P. Munch blev forsvarsminister, som han havde været det 1913-20, hvor han ganske vist på grund af krigsforholdene havde været ansvarlig for en betydelig oprustning. Selv stod hans hu til Udenrigsministeriet.

Dette havde ikke senere tiders prestige, fordi småstater dengang i almindelighed ikke spillede nogen rolle i storpolitikken, og fordi det nordiske samarbejde også var meget begrænset. Der var imidlertid Folkeforbundet, som Munch var optaget af, og så havde han i øvrigt kun ubehagelige erindringer om sin forsvarsministertid. Socialdemokraterne og Munch fik deres vilje, Laust Rasmussen blev forsvarsminister og Munch udenrigsminister, men med den aftale, at de begge skulle deltage i behandlingen af militærspørgsmålet.

Til de implicerede parters overraskelse sagde Zahle ja tak til Staunings tilbud om Justitsministeriet. Han havde ellers netop nedlagt sit hverv som formand for partiet og var tillige gået over i Landstinget. Indenrigsministerposten ønskede de radikale, at Bertel Dahlgaard skulle have. Det var meget svært, sagde Stauning til Munch. Den kantet-kritiske Dahlgaard var ikke populær i Socialdemokratiet, som ugerne så ham føre nidkær kontrol med kommunerne, hvor partiet i disse år konsoliderede sin indflydelse. Men Stauning ville ikke lade det briste på dette personspørgsmål, og Dahlgaard kom med.

De øvrige poster stod altså til Staunings disposition. Bortset fra Nina Bang, som var død, og Carl Moltke, der som diplomat stod udenfor og derfor ikke rigtig talte med, fik Stauning genplaceret alle sine kolleger fra 1924-26. Bramsnæs blev således atter finansminister og Kr. Bording landbrugsminister, mens Borgbjerg denne gang blev undervisningsminister, Steincke socialminister og Hauge handelsminister.

Alt i alt var regeringen velbemandet, både sagligt og politisk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: En regering, der holdt i 11 år i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 8. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306291