Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dødsstraffen afskaffes

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

En anden øjensynlig lige så kontroversiel sag fandt også sin løsning i ministeriets første periode, nemlig spørgsmålet om dødsstraffens afskaffelse, eller sagt på en anden måde: en ny straffelov til erstatning af den eksisterende fra 1866. I Danmark betjente man sig af halshugning med økse, sidste gang var i 1892, og dødsstraffen var i alt kun fuldbyrdet fire gange siden 1866, skønt der blev afsagt i alt 45 dødsdomme indtil 1892. Efter 1892 dømtes tilsammen 13 mænd og ni kvinder til døden. Sidste gang, en dødsdom blev afsagt, var så sent som i 1928. En af de dømte kvinder havde dræbt otte spædbørn. Alle fik dødsstraffen forvandlet til livsvarigt tugthus, men ugifte kvinder, som havde ombragt deres nyfødte barn, kom i heldigste fald på fri fod efter fire år.

Tidens kriminalister fandt en sådan forskel på loven og dens håndhævelse urimelig. Men selv om dødsstraffen havde stor folkelig tilslutning, og der i Rigsdagen var betydelige mindretal for dens bevarelse, lykkedes det dog justitsminister Zahle at komme igennem med en ny straffelov i april 1930. Som den snilde parlamentariker han var, havde han i sit lovforslag kædet dødsstraffens afskaffelse sammen med en række andre lettere acceptable reformforslag. Derved opnåede han, hvad hans forgængere forgæves havde prøvet i hver rigsdagssamling siden 1924-25.

Straffeloven af 1930, som i princippet stadig er gældende, søgte at se på hver enkelt lovovertræder som individ og at inddrage dennes sociale baggrund. Hvor den gamle straffelov så at sige havde en fast takst for enhver forbrydelse, blev området for særbehandling af lovovertrædere nu udvidet, så det i højere grad blev muligt at benytte andre sanktioner end straf. Den kriminelle lavalder blev hævet fra 14 til 15 år, og for kriminelle mellem 15 og 21 år indførtes ungdomsfængsel som en mulighed. Særlig besværlige forbrydere „med hang til lediggang og uordnet levevis” kunne idømmes tvangsarbejde i arbejdshus, og særlig farlige kunne anbringes i tidsubestemt sikkerhedsforvaring. For mindre forseelser kunne idømmes hæftestraf. Strafferammen for en række forseelser mildnedes, hvorved man tilpassede sig domspraksis. Det gjaldt det, der med datidens udtryk kaldtes fosterfordrivelser og barnemord, omgængelse mod naturen, dvs. homoseksualitet, ligesom ægteskabsbrud ikke længere kunne føre til påtale efter den krænkede ægtefælles begæring. Venstre og Victor Pürschel stillede forgæves ændringsforslag om at bevare en paragraf om hor, der skulle kunne straffes med indtil tre måneders hæfte. Men det forblev fortsat ulovligt at annoncere med salg af „genstande, der er tjenlige til at forebygge følger af samleje”. Det blev først tilladt i 1956.

Annonce

I andre tilfælde blev det strafbares område udvidet f.eks. vedrørende uagtsomme lovovertrædelser som beruselse, der udsatte andre for fare. Hvor man hidtil ved dom for en vanærende handling havde mistet de borgerlige rettigheder, dvs. valgret, pensionsret, retten til at være læge, lærer, lods osv., skete fradømmelsen nu i et antal år efter løsladelsen. Det var ment som en mildnelse, men kom i virkeligheden til at virke som en tillægsstraf.

Selv om ordet resocialisering ikke dengang indgik i hverdagssproget, var dette dog en hovedhensigt med loven. Men dens besværlige tilblivelsesproces viser, hvor vanskeligt det var at komme til rette med dette princip over for forestillingerne om hævn og beskyttelse. Loven var et kompromis, hvor nye tanker havde bøjet sig mod gammel retstradition.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Dødsstraffen afskaffes i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306294