Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Respekt for parikronen

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Regeringens forslag om besparelser blev fremsat i februar 1927. Motiveringen var, at kronens øgede værdi skulle respekteres i landets offentlige husholdning for derved at tilvejebringe muligheder for at nedsætte de byrder, som hvilede alt for tungt på erhvervslivet, hvis omkostninger især til løn var for høje. Madsen-Mygdal erklærede, at „de overenskomster, der nu afsluttes, i virkeligheden planlægger arbejdsløsheden for det kommende år”. Staten skulle spare ca. 60 mill. kr. ud af et budget på ca. 360 mill kr., og kommunerne skulle spare ca. 14 mill. kr. Det ville ramme alders- og invaliderenten, sygekasserne, ulykkesforsikringen og arbejdsløshedskasserne, postog telegrafvæsnet samt noget mindre også forsvaret og udenrigstjenesten. Tjenestemændene måtte gå ned i Iøn og DSB afskedige ca. 1500. Lillebæltsbroen, der var vedtaget i 1924, skulle puttes i mølpose.

 Modsætningen mellem land og by, mellem bonde og arbejder var i 1920'rne og 30'rne betydelig. Vælgermøderne blev ofte stormfulde. Fordomme på landet sagde, at arbejderne var upålidelige og dovne, medens disse mente, at bondestanden bestod af forædte og nærige gårdmænd. I Blækspruttens tegning fra 1928 har den unge kunstner Herluf Jensenius søgt at indfange noget af denne atmosfære. Bringesvære bønder vogter lokalet, hvor statsminister Madsen-Mygdal taler, medens de cigaretrygende arbejdere med hænderne i lommen stirrer ind mod lyset. Sixpence var arbejderens kendetegn, og bondens var træsko.

Modsætningen mellem land og by, mellem bonde og arbejder var i 1920'rne og 30'rne betydelig. Vælgermøderne blev ofte stormfulde. Fordomme på landet sagde, at arbejderne var upålidelige og dovne, medens disse mente, at bondestanden bestod af forædte og nærige gårdmænd. I Blækspruttens tegning fra 1928 har den unge kunstner Herluf Jensenius søgt at indfange noget af denne atmosfære. Bringesvære bønder vogter lokalet, hvor statsminister Madsen-Mygdal taler, medens de cigaretrygende arbejdere med hænderne i lommen stirrer ind mod lyset. Sixpence var arbejderens kendetegn, og bondens var træsko.

Striden om forslagene blev bitter. Socialdemokratiet gik straks med de stærkeste vendinger imod. Social-Demokratens overskrift lød: „Rov fra de fattige”, og Stauning kaldte det „et storstilet pengeafpresningsforsøg over for dem, der intet ejer, til fordel for dem, der ejer noget”. På baggrund heraf havde partiet gode muligheder for at befæste sine positioner i arbejderbevægelsen, også fordi arbejdsløsheden var stigende – i foråret 1927 lå den på ca. 23 procent. Man behøvede blot at hamre på bonderegeringen og dens støtteparti.

De konservative var heller ikke tilfredse. De kunne i princippet tiltræde de fleste besparelser, men som gruppeformanden Victor Pürschel sagde, var nedskæringer ikke nok, sunde industrier burde støttes under vanskelige konkurrenceforhold. Udtalelsen viste, at Det konservative Folkeparti varetog byerhvervenes interesser. Christmas Møller føjede til, at nedskæringerne burde ske gradvist. Man kunne ikke gå fra den ene yderlighed til den anden. Han ængstedes for de mindrebemidlede konservative, som måske ville glide over til Socialdemokratiet, hvis partiet for villigt traskede Venstre i hælene. Endelig var der tjenestemændene, som de konservative følte en særlig forpligtelse overfor, og som krævede værn om deres lønninger.

Annonce

De radikale havde forståelse for en vis tilpasning til prisfaldet og kunne derfor følge regeringen et stykke, men da deres ændringsforslag blev afvist, endte de med at stemme imod forslagene, bortset fra ulykkesforsikringsloven.

Resultatet blev, at Venstre for at få de konservative med måtte begrænse nedskæringen i tjenestemandslønningerne. De konservative gennemtvang, at regeringen tog en forhandling med tjenstemandsorganisationerne, og herved blev besparelserne ikke på ca. 28 mill. kr., men kun på ca. 20 mill. Tjenestemændene var dog forbitrede, da de aldrig havde fået fuld kompensation for den betydelige nedgang i reallønnen under krigen.

Også de svageste i samfundet blev ramt af nedskæringerne. Invaliderenten blev nedsat fra 800 til 540 kr. om året. Det var formentlig det forslag, som skabte størst generel uvilje mod regeringen. Gennemsnitsdetailpristallet var på 232 i 1921, da invalideloven blev vedtaget, i 1927 på 177, dvs. et fald på ca. 23 procent, mens invaliderenten faldt med ca. 33 procent. Det samme var landbrugets eksportindtægter faldet, hvilket altså var godt ti procentpoints mere end den generelle deflation. Også den indtægtsbestemte aldersrente fik et betydeligt dyk, mens den faste aldersrente ikke ændredes for ægtepar og blev forhøjet for enlige. Det var en væsentlig forbedring for aldersrentenyderne i forhold til regeringens oplæg, der både skar i den faste rente og delte den i en statslig og kommunal del.

 Selv om det efterhånden blev mere og mere sjældent, kunne man endnu i 1930 se en dødsannonce som denne i en Århus-avis. Fattighjælp betød fortabelse af rettigheder som f.eks. valgret. Omkring 1930 modtog godt fire procent af Århus' befolkning fattighjælp.

Selv om det efterhånden blev mere og mere sjældent, kunne man endnu i 1930 se en dødsannonce som denne i en Århus-avis. Fattighjælp betød fortabelse af rettigheder som f.eks. valgret. Omkring 1930 modtog godt fire procent af Århus' befolkning fattighjælp.

Værst gik det dog ud over arbejdsløshedslovgivningen. To tredjedele af arbejdsanvisningskontorerne blev nedlagt, dagpengene til enlige nedsat og betingelsen for understøttelse strammet, ligesom det offentlige tilskud til arbejdsløshedsforsikringen blev sat væsentligt ned. Samtidig bortfaldt den ekstraordinære understøttelse, som især de tungeste klienter siden 1921 havde nydt godt af gennem Arbejdsløshedsfonden. Staten afskaffede hele sit tilskud, og arbejdsgiverne fik deres betydeligt nedsat. Dette slag mod en stor, svag gruppe glemte arbejderbevægelsen aldrig. Lovene blev vedtaget den 1. juli 1927, men allerede året efter måtte regeringen acceptere, at Arbejdsløshedsfonden støttede betrængte hjælpekasser.

Besparelserne var ved de konservatives medvirken blevet ca. otte mill. kr. mindre end foreslået. Pengene blev anvendt til nedsættelsen af DSB's og postvæsenets takster og af skatterne på indkomst, aktieselskaber og formue, derunder af lavt forrentet kapital anbragt i større gårde. Det gav Socialdemokratiet yderligere agitationsmuligheder.

I virkeligheden steg den danske befolknings købekraft om end med udsving dog hvert år fra 1914 frem til 1932, hvor købekraften var ca. 70 procent højere end ved krigsudbruddet. Også investeringerne var stigende. Meget af propagandaen mod ministeriet Madsen-Mygdal var af psykologisk karakter. Men det må understreges, at der i opgørelsen er tale om tal for hele befolkningen, og den var vokset kraftigt i perioden. Selv om der også var mindrebemidlede, som havde nydt godt af væksten og næsten ikke mærkede indgrebene, ramte regeringens sparepolitik især bestemte, forholdsvis følsomme grupper.

På undervisningsområdet måtte lærerne som andre tjenestemænd tåle, at deres løn gik ned. Derimod gav undervisningsminister Jens Byskov de private skoler et sikrere økonomisk grundlag, og han fik i forståelse med Stauning tilvejebragt bred enighed om at forbedre Nationalmuseets lokaleforhold. For bedre at kunne udnytte Det kongelige Teaters personale havde man længe søgt efter en mulighed for at oprette endnu en scene. Takket være Statsradiofoniens behov lykkedes det Byskov at komme igennem med det, der snart blev døbt „Stærekassen”. Han skabte tillige grundlaget for et universitet i Århus. I Folketinget måtte han kæmpe en hård kamp – ikke mindst med sine egne partifæller – for at bevare forfatterunderstøttelsen til Thit jensen og Harald Bergstedt, der havde agiteret for børnebegrænsning og dermed for, hvad der dengang kaldtes fosterdrab.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Respekt for parikronen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306285