Fagbevægelsen cementerede sin position efter 1. verdenskrig, selv om arbejdsløsheden var betydelig, og staten greb ind i arbejdsmarkedets forhold. Fagforeningerne var entydigt socialdemokratiske, de få kommunister var isolerede. Blandt de stærkeste forbund under De samvirkende Fagforbund (i dag LO) var Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund. De større forbund – som her smedenes i Ålborg 1935 – havde kontorhold, og formændene var lønnede for helt at kunne varetage medlemmernes interesser.

.

I sine erindringer skriver P. Munch om forhandlingerne i London: „For mit vedkommende var jeg ikke uvillig over for en talrig delegation. Jeg gik ud fra, at det ville blive lettere at holde sammen på de forskellige grupper herhjemme, når de fik adgang til på stedet at sætte sig ind i de muligheder, der forelå.” Med de forskellige grupper mente han de interesseorganisationer, der ofte har været omtalt i det foregående, f.eks. landboforeningerne, husmandsforeningerne, Industrirådet og Grosserersocietetet, men også Arbejdsgiverforeningen og De samvirkende Fagforbund og talrige andre, der den dag i dag lever i bedste velgående. Der var dog ikke noget nyt i, at disse stærke organisationer blev inddraget i handelsforhandlinger og i lovforberedende arbejde. Navnlig under 1. verdenskrigs ekstraordinære forhold var de kommet til at spille en stor rolle. Men de havde deres kritikere. På den ene side hævdedes, at de fik for stor magt, og på den anden side at de var blevet en del af systemet. Det var bl.a. det, LS i 1930'erne angreb Landboforeningerne for.

1930'rnes økonomisk-politiske lovgivning øgede samspillet mellem statsmagt og organisationer og dermed organisationernes indflydelse. Den udøvedes ikke alene ved, at deres repræsentanter selv sad med ved forhandlingsbordet og ved administrationen af de mange reguleringer, men også gennem formelle og uformelle forbindelser med de politiske partier, der alle havde intim kontakt med en eller flere organisationer. Det betød imidlertid ikke, at regering og Rigsdag var viljeløse instrumenter i disses hænder. Statens magt voksede også i disse år, og når det kom til en afgørende konflikt, var den parat til at sætte sin afgørelse igennem, som det f.eks. var tilfældet ved indgreb i arbejdskonflikten i januar 1933.

Forskellen på partierne og interesseorganisationerne var, at de første stræbte efter samfundsmæssige helhedsløsninger, som naturligvis især tog sigte på de samfundsgrupper, hvis interesser det pågældende parti varetog ud fra sin ideologi. De sidste tog alene hensyn til en enkelt gruppes økonomiske interesser, som ofte var i modstrid med andres. Heri lå en klar mulighed for kollisioner, der da også indtraf. Men begge parter havde brug for hinanden og kom således til at styrke hinanden – og dermed det centralt dirigerede samfund.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Stat og organisationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig