Forlig med Venstre

Den 22. januar 1932 fik Danmark det næste stød. Tyskland havde allerede i 1929 forhøjet kreaturtolden, og nu kom en næsten tredobling af smørtolden. Det betød, at dansk smør på det nærmeste blev udelukket fra det tyske marked. Det ramte den i forvejen skrøbelige valutabeholdning. Fra en beholdning på 63 mill. kr. var den nu nede på tre mill., og man kunne uden særlig fantasi se, at meget snart ville Danmark ikke være i stand til at betale, hvad der blev købt i udlandet, medmindre noget blev gjort.

Spørgsmålet var, hvad man kunne gøre og med hvem. Mellem regeringspartierne var der ikke på forhånd ubetinget enighed, men de havde den fordel, at de kunne spille på uenigheden mellem Venstre og konservative. Nu tilbød – af alle -den liberale Madsen-Mygdal, at Venstre ville medvirke til et nyt statsindgreb. Han frygtede for, at de konservative skulle komme igennem med deres ønske om told, og han fandt det påtrængende nødvendigt at sikre landbruget de nødvendige råstoffer udefra. Venstre havde atter taget føringen og det på et område, hvor de konservative følte det nødvendigt at følge trop. Christmas Møller havde nemlig tidligere været inde på, at valutahandelen måtte reguleres. Det bør tilføjes, at ideen om en valutaregulering som den, der nu kom, var fostret af Niels Neergaard i 1924.

Nu gennemførtes på én dag – den 29. januar 1932 – „lov og foranstaltninger til værn for den danske valuta”. Selv om loven i første omgang kun skulle være gældende i to måneder, fik den afgørende indflydelse på erhvervslivet. Den blev nemlig forlænget gang på gang. I virkeligheden skal man helt tilbage til augustloven fra 1914 for at finde et tilsvarende økonomisk-politisk indgreb. Fremmed valuta blev nu rationeret. Til hver enkelt importforretning krævedes tilladelse fra Nationalbankens valutakontor, snart kaldt Valutacentralen. Særligt hensyn skulle tages til varer eller råstoffer, der var nødvendige for at skabe eksport, eller som kunne fremme beskæftigelsen. Valutacentralen skulle altså udøve et skøn, der hvilede på et branchekendskab. I virkeligheden havde kun importerhvervene og de store organisationer den fornødne indsigt, og med dem udvikledes snart et snævert samarbejde. Ved de snærende bånd, Valutacentralen lagde på erhvervslivet, blev den hurtigt den heftigst kritiserede af 1930'rnes kriseforanstaltninger.

Mens der i oktober 1931 havde været tale om et trekantet forlig mellem regeringspartierne og de konservative, var Venstre nu ved at betræde reguleringspolitikkens snoede vej. Foruden i valutaforliget deltog partiet også i marts 1932 i forsvarsordningen, som de konservative var imod. Gradvis blev Madsen-Mygdal skubbet til side, mens rektor Oluf Krag kom til at spille en stadig større rolle. Som Landboforeningernes formand afløstes i 1932 den gamle tids bonde, P. P. Pinstrup, af den smidigere landbrugsskoleforstander og landstingsmand Henrik Hauch. Både han og Krag svarede bedre til 1930'rnes forhold end de to udprægede landbopolitikere, de kom i stedet for.

Denne gang smededes aftalerne af Fisker, Krag og Christmas Møller – og som ny den radikale gårdmand fra Lejre, Jørgen Jørgensen. Nu, i juni 1932, skete der en halvering af amtsskatterne, der kun hvilede på fast ejendom på landet, medens kommunerne fik ni mill. kr, og landbrug og fiskeri 21 mill. kr. i statstilskud. Med i aftalerne var til gengæld lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring, som socialminister Steincke havde kæmpet energisk for. Den betød ca. 11 mill. kr. mere til arbejdsløshedskasserne, mens arbejdsløshedsforsikringerne kostede ca. 16 mill kr. Som man kunne vente, var der uenighed om finansieringen. Regeringen foretrak direkte skatter, de konservative de indirekte. Resultatet blev også her et kompromis. En tredjedel hentedes ved en forøgelse af indkomstskatten, to tredjedele ved at øge de gammelkendte punktafgifter og ved at indføre told på levende planter og blomster. Således bandt man altså en krisebuket i 1932. I samtiden fandt man overvejende den førte politik rigtig, hvad jo også Rigsdagens enighed viser.

Da valutaloven i maj 1932 skulle forlænges, havde Venstre og konservative fået kolde fødder. De benyttede sig af landstingsflertallet til at bestemme, at Valutacentralen skulle begrænses eller helt standse sin virksomhed inden den 15. oktober, og at afleveringspligten for fremmed valuta skulle ophæves inden udgangen af august. Landmændene mente, at kronens kurs var sat for højt i forhold til engelske pund, hvorved de i kroner og øre fik for lidt for deres varer. Folketingsflertallet bøjede sig i håb om, at noget ville vise sig, inden fristen udløb.

I sommerens løb voksede utilfredsheden med den førte valutapolitik. LS hidsede bønderne op med kravet om fri valutanotering, og importørerne klagede højlydt over, at den tildelte valuta var ganske utilstrækkelig. Agitationen gjorde indtryk, fordi den skete på en reel baggrund af forarmede bønder og importvirksomhed på vej mod fallit. Problemet var, hvorledes smerten skulle fordeles, for også industrien og byarbejderne var nødlidende.

Alting syntes at have rottet sig sammen mod Danmark. I foråret 1932 lagde englænderne told på landbrugsvarer eller begrænsede importen, og i juli gik England på en konference i Ottawa ind på at give dansk landbrugs værste konkurrenter, New Zealand og Canada, fortrinsret til det engelske hjemmemarked ved at fritage dem for den 10-15 procent told, andre skulle betale. Det var et udtryk for, at England dels ville værne sit eget landbrug, dels styrke båndene i imperiet. For Danmark var det en alvorlig bet. Lige så slemt var det, at vi købte meget mindre af englænderne end de hos os.

Da regeringen i slutningen af juli optog forhandlinger med oppositionen om, hvad der skulle træde i stedet for valutakontrollen, kunne man ikke blive enig. Regeringen ophævede da afleveringspligten for fremmed valuta og gav valutanoteringen fri. Dette medførte et mindre fald i kronens kurs i forhold til engelske pund. Det så ud til, at regeringen var ved at køre fast, fordi Landstingets flertal var et andet end Folketingets, således at lovindgreb ikke kunne gennemføres uden lange og vanskelige forhandlinger, selv når det hastede mest.

Landstingets medlemmer sad i perioder á otte år, men forskudt, så der var valg til den ene halvdel af Landstinget hvert fjerde år. Et sådant valg fandt sted i september 1932. Regeringspartierne var på grund af de økonomiske forhold i defensiven. Forskydningerne var dog små. De radikale måtte afgive et mandat til de konservative. Mere skete der ikke, men det var tilstrækkeligt til, at både Venstre og konservative blev mere uforsonlige over for den valutapolitik, som regeringen fandt nødvendig.

Folketingets valgperiode udløb i april 1933, og Stauning, som følte landstingsvalget som et nederlag, ønskede i denne situation en ny styrkeprøve ved opløsning af Folketinget med henvisning til landstingsvalget. Han mente, at valutaspørgsmålet var et brugbart valggrundlag i byerne, mens de radikale og især P. Munch frygtede for deres forholdsvis mange vælgere på landet. Stauning fik sin vilje, men Munch krævede, at beslutningen om at afholde folketingsvalg i utide udtrykkeligt begrundedes med, at det skyldtes en konflikt mellem Folketing og Landsting, som hindrede den nødvendige valutalovgivning. Dette blev da tilrettelagt således, at handelsminister Hauge fremsatte et forslag, der skulle gælde til 1934, og som bl.a. medførte, at Valutacentralen flyttedes fra Nationalbanken til Handelsministeriet. Selv om forslaget også indebar, at en række importvarer kom på friliste, betegnede oppositionen forslaget som diktatur, det kunne ikke vedtages, og Stauning lod da folketingsvalg udskrive til den 16. november 1932.