Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fortsatte indgreb

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Efter folketingsvalget var der næsten et år til landstingsvalget i september 1936. Venstre og konservative så frem til dette med ængstelse, socialdemokrater og radikale med forventning. Der skulle blot flyttes tre mandater for at ændre flertallet, og Venstre stod til at gå tilbage, Socialdemokratiet til fremgang.

Men indtil videre havde man stadig det gamle Landsting, og selv om brodden var taget af krisens virkninger, krævede den stadig indgreb, som altså fortsat måtte ske i forståelse med et af de to oppositionspartier. Straks efter folketingsvalget udtalte de konservative, at det havde vist befolkningens tilslutning til Valutacentralens opretholdelse. Derfor undlod de nu at stemme, mens Venstre stemte imod valutaloven, der var blevet garneret med bestemmelser om priskontrol. Loven blev derfor vedtaget alene med regeringspartiernes stemmer. Christmas Møllers begrundelse for partiets holdning fik det til at svide i sjælen på mangen gammelkonservativ. Han sagde nemlig, at industrien måtte tage priskontrollen med, når den ønskede at bevare Valutacentralen. De to ting hang sammen, fordi restriktionerne i virkeligheden gav visse virksomheder monopol.

Et andet af de store problemer, som også havde været et hovedtema under valgkampen, var landbrugets meget betydelige gæld. Tusindvis af bønder skyldte mere bort end panteværdien af ejendommen. Landbrugsminister Bording kom i april med et forslag om at yde rentetilskud, men landstingsflertallet modsatte sig, hvad man kaldte et for den danske bonde uværdigt almisseprincip, som i øvrigt også begunstigede husmændene. Folketingsflertallet måtte da acceptere et forslag om at hjælpe de 60.000 bønder, som skyldte mere end 110 procent af panteværdien, ikke ved rentetilskud, men ved saneringslån på 25 procent af panteværdien. Ved hjælp af et sådant lån, der altså ikke var en almisse, fik de gældbundne landmænd mulighed for at ombytte dyre lån med billige. Det var en støtte, som kostede samfundet 100 mill. kr., vel 1930'rnes dyreste enkeltindgreb. Socialministeriets samlede udgifter i finansåret 1936-37 var på 143 mill. kr. Finansminister H. P. Hansen ønskede at skaffe pengene ved en forhøjelse af indkomst- og formueskatten. Men landstingsflertallet bestemte, at han i stedet skulle udstede rentebærende statsobligationer, hvorved forhøjelsen af indkomstskatten blev mindre. Yderligere fik finansministeren tilladelse til bl.a. at optage et statslån på 65 mill. kr.

Annonce

 Århus Rådhus viser væksten i de kommunale opgaver i 1930'erne. Men det er også et eksempel på konflikten mellem kravet om monumentalt byggeri og ønsket om et funktionalistisk kontorhus. Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller måtte efter en heftig offentlig debat sætte et tårn på rådhuset, som opførtes 1938-42, men indviedes 1941 ved byens 500-års købstadsjubilæum.

Århus Rådhus viser væksten i de kommunale opgaver i 1930'erne. Men det er også et eksempel på konflikten mellem kravet om monumentalt byggeri og ønsket om et funktionalistisk kontorhus. Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller måtte efter en heftig offentlig debat sætte et tårn på rådhuset, som opførtes 1938-42, men indviedes 1941 ved byens 500-års købstadsjubilæum.

Fra Kanslergadeforliget havde landbrugsministeren hvert år gengangere i form af love, der krævede fornyelser. Det gjaldt grundforbedring à 10-15 mill. kr. pr. år til bekæmpelse af arbejdsløshed, og det gjaldt navnlig landbrugsordningerne for korn- og svineproduktionen, som blev forlænget år for år i samarbejde med landbrugsorganisationerne.

Derimod kunne indenrigsminister Dahlgaard ingen vegne komme med en mellemkommunal udligningsfond, der skulle råde bod på forskellen mellem rige og fattige kommuner. For langt de fleste skatteydere var kommuneskatten dengang meget højere end statsskatten, og det betød, at nedsættelse af statsskatterne ikke blev til fordel for de mindrebemidlede, som ofte slet ikke betalte statsskat. Dahlgaard fik med stort besvær Venstres stemmer til at gennemføre et engangstilskud til de ringest stillede kommuner. En principiel ordning spærrede Landstinget for.

I februar 1936 erklærede arbejdsgiverne lockout, som med ledsagende strejker omfattede over 100.000 arbejdere. Lagde man hertil de 19 procent, der i forvejen var arbejdsløse, kom man op på en kvart million uden beskæftigelse. Det var den største konflikt, der havde ramt landet siden 1925, og den næststørste overhovedet. 1930-35 var befolkningen i hovedstaden vokset med ca. 70.000, eller betydeligt mere end de foregående år. I købstæderne var befolkningstilvæksten i samme periode mere end fordoblet. Der var således basis for betydelig social uro. Forligsinstitutionen stillede mæglingsforslag, som arbejderne antog, men arbejdsgiverne afviste.

Samtidig forkastede slagteriarbejderne ved en urafstemning et overenskomstforslag, som deres forbund og slagterierne havde accepteret. Denne forkastelse ville lamme eksporten til England og efter regeringens opfattelse virke ødelæggende på vor økonomi. Da konflikten havde løbet en måned, besluttede regeringen sig for at gribe ind. Det gjorde det naturligvis lettere, at i hovedkonflikten havde arbejdersiden med to tredjedeles flertal accepteret mæglingsforslaget. I den tale, hvormed Stauning foreslog ved lov at standse konflikten, karakteriserede han lockouten som „et uhyre farligt spil … et spørgsmål om samfundets økonomiske ligevægt, om produktionens opretholdelse og forøgelse og dermed om arbejdsløshedens formindskelse”. Landstingsflertallet var vel enigt heri og kunne også acceptere, at konflikten straks bragtes til ophør, men at uoverensstemmelserne bag den skulle indbringes for en voldgift. Dette affandt regeringen sig med, og loven kunne da vedtages med alle stemmer minus Det frie Folkeparti og DKP. Sagens forløb stimulerede kun irritationen mod Landstinget. Men inden 2. verdenskrig brød ud i 1939, havde Rigsdagen som noget næsten selvfølgeligt grebet ind yderligere fire gange. Gamle principper måtte vige for samfundets tarv som helhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Fortsatte indgreb i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306323