• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Staten griber ind

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Uroen på begge fløje stemte Rigsdagen mildt over for en udvidelse af statspolitiet. Kun de to kommunister var imod. I april 1933 fik justitsminister Zahle øget korpset med 155 mand. Samtidig indførtes uniformsforbud for medlemmer af politiske organisationer. Man ønskede at undgå tyske tilstande. I dette tilfælde gik også de konservative imod med den begrundelse, at loven var et indgreb i borgernes ret til at vise, hvilken organisation de sluttede sig til. Her sejrede hensynet til KU, som da også søgte at omgå forbudet, der i øvrigt lempedes året efter, men kun for spejdere og FDF'ere.

De konservative var også mod det næste præventive indgreb, som kom i april 1934. Det var en lov, som forbød sammenslutninger, der ved ulovlig magtanvendelse ønskede at påvirke offentlige anliggender. Samtidig indførtes forbud mod fabrikation og salg af våben, ligesom fremmedloven blev strammet. Zahle havde også ønsket en ændring i straffeloven, så straffen for fredsforstyrrelser ved skænderi og slagsmål blev skærpet. Men det ville Venstre ikke acceptere.

 I 1933 blev kronen nedskåret til 56 procent. Det fik Konservativ Ungdom til i agitatorisk øjemed at fremstille en oversavet krone. Den solgtes for 56 øre og kaldtes for Stauning-kronen.

I 1933 blev kronen nedskåret til 56 procent. Det fik Konservativ Ungdom til i agitatorisk øjemed at fremstille en oversavet krone. Den solgtes for 56 øre og kaldtes for Stauning-kronen.

Denne lovgivning blev til under akkompagnement af voldsomme strejkeuroligheder i København og talrige havnebyer. Det var navnlig eksportslagterierne og transportområdet, der blev ramt. Slagteriarbejderne var ikke medlemmer af De samvirkende Fagforbund. Da de samtidig ikke kunne affinde sig med forligsmandens mæglingsforslag, gik de i strejke. Det ville meget hurtigt lamme den vitale baconeksport, og efter seks dage greb regering og Rigsdag ind og forbød strejken. I Esbjerg kunne det lokale politi ikke klare slagsmålene og måtte rekvirere forstærkning fra Københavns politi. På ministermøde diskuterede man, „hvornår indskriden bør finde sted over for den kommunistiske terrorledelse”. Fra Esbjerg forelå den alarmerende meddelelse, at 6-8000 mennesker havde erklæret generalstrejke og forlangt politiet fjernet, før de gik i arbejde igen. Regeringen besluttede at lade politiet blive, til politimesteren og byrådet tog ansvaret for dets tilbagetrækning. I København byggedes barrikader, og i Fælledparken udkæmpedes en voldsom batalje mellem demonstranter og beredent politi. I Folketinget rettede Aksel Larsen voldsomme angreb på politiet og justitsministeren.

Annonce

 En af 1930'rnes voldsomste strejkeuroligheder fandt sted i Esbjerg i april 1934. Her nedlagde havnearbejderne arbejdet, fordi de blev forulempet af sømændene, der ville hindre dem i at laste eksportskibene. Det kom til slagsmål, og det kommunale ordenspoliti kunne ikke opretholde ro og orden. Justitsminister Zahle sendte forstærkning fra Københavns politi, og her er nogle af de københavnske betjente fotograferet foran rutebåden A. P. Bernstorff. Sådanne uroligheder fremmede tanken om et statsligt enhedspoliti.

En af 1930'rnes voldsomste strejkeuroligheder fandt sted i Esbjerg i april 1934. Her nedlagde havnearbejderne arbejdet, fordi de blev forulempet af sømændene, der ville hindre dem i at laste eksportskibene. Det kom til slagsmål, og det kommunale ordenspoliti kunne ikke opretholde ro og orden. Justitsminister Zahle sendte forstærkning fra Københavns politi, og her er nogle af de københavnske betjente fotograferet foran rutebåden A. P. Bernstorff. Sådanne uroligheder fremmede tanken om et statsligt enhedspoliti.

På højrefløjen blev regeringen i Folketinget angrebet af LS' repræsentanter i Venstre, og da Christmas Møller i marts 1934 talte om „den megen vildskab”, der prægede kampen for at bedre landbrugets kår, fik han følgende svar fra LS-manden Valdemar Thomsen:

"Over for kapitalismens misbrug har det nuværende flertal intet at stille op, og det hænger vel sammen med, at netop det system kun kan eksistere, hvor der er opsparede værdier at snylte på. Stemmekøb, bengnaveri og korruption, som vi er velsignet med ud over alle grænser, er vel nok kræftskaden i vort samfund."

Det var et angreb, som i ordvalget mindede om nazisternes. Det havde også adresse til Venstres leder, Oluf Krag, der var kreditforeningsdirektør, en misliebig beskæftigelse efter LS' opfattelse. Han tog til genmæle, og Valdemar Thomsen og endnu et medlem af Venstres folketingsgruppe trådte ud af Venstre og deltog i maj 1934 i dannelsen af Det frie Folkeparti, senere kaldt Bondepartiet, en ren LS-formation. Samtidig dannede den konservative rebel Bent Holstein efter en gæstevisit hos Venstre sit eget enmandsparti under navnet De Uafhængige.

 Et par hundrede hjemløse besluttede i 1928 at marchere fra Kjellerup til København for at overrække regeringen en resolution med krav om hjælp. Eventyreren, løjtnant Knud Clauson Kaas medvirkede som „teknisk leder”. I 1935 fik han overdraget ledelsen af indkvartering og bespisning af deltagerne i bondetoget.

Et par hundrede hjemløse besluttede i 1928 at marchere fra Kjellerup til København for at overrække regeringen en resolution med krav om hjælp. Eventyreren, løjtnant Knud Clauson Kaas medvirkede som „teknisk leder”. I 1935 fik han overdraget ledelsen af indkvartering og bespisning af deltagerne i bondetoget.

Det politiske mønster for resten af 1930'erne var nu fastlagt. Hvert af de fire gamle partier havde fået et nyt parti i haserne. Socialdemokratiet – DKP, de radikale – Retsforbundet, de konservative – DNSAP og Venstre – Det frie Folkeparti. Det gjorde ikke det parlamentariske liv lettere, især ikke for Venstre og Socialdemokratiet.

I marts 1928 havde nogle hundrede hjemløse søgt at gennemføre en demonstrationsmarch fra Kjellerup syd for Viborg til København. Undervejs overnattede de i skoler og blev bespist på kommunal regning. De nåede dog kun til Vejle, hvor toget på justitsministerens foranledning blev opløst. 1 juli 1935 tog LS tråden op ved at sende ca. 40.000 bønder til København, umiddelbart for Rigsdagen trådte sammen til ekstraordinær sommersamling. Nok så meget som hjemløsetoget var bøndernes forbillede dog snarere det svenske bondetog til kongen i 1914 eller Lappo-bevægelsens march til Helsingfors i 1930. Tanken var at henvende sig til kongen for, som man sagde, at opnå ligeret med andre erhverv. Ændret kronekurs, mindstepris på kod, sikring mod indførsel af korn og nedsættelse af ejendomsskatterne. Et LS-blad skildrede bondetoget: „Det var et skuespil, der handlede om Danmarks bønder, som i en svær tid strømmede til fra alle landets kanter for at gå til deres konge og kræve deres ret … Muldens børn havde for en dag forladt hjem og arne. Som på arilds tid søgte de i tusindtal til landets hersker og fader, over for hvem de ville klage deres nød … Det var ikke ubesindige hedsporer og fantaster, disse bønder med de solbrune, vejrbidte, barske ansigter. De indgød en ro og en ligevægt, der tydeligt vidnede om, at den danske bonde er klar over, at mister han besindelsen, er alt tabt. Med et roligt smil gik han til sin konge, men gennem smilet skimtedes alvoren.”

 Deltagerne i bondetoget i 1935 fik som vist på billedet anvist natlogi. De sov i gymnastiksale, på korntørringslofter og hos sympatisører i hovedstaden. Bondetoget vakte opsigt ved den store tilslutning, som gjorde det til den hidtil største massedemonstration i Danmark. Men bøndernes krav prellede af på regering og Rigsdag, som ikke ville gøre mere for landbruget end det, der var gjort.

Deltagerne i bondetoget i 1935 fik som vist på billedet anvist natlogi. De sov i gymnastiksale, på korntørringslofter og hos sympatisører i hovedstaden. Bondetoget vakte opsigt ved den store tilslutning, som gjorde det til den hidtil største massedemonstration i Danmark. Men bøndernes krav prellede af på regering og Rigsdag, som ikke ville gøre mere for landbruget end det, der var gjort.

Bonden fik ikke meget ud af at gå til sin konge. Han hilste dem nok fra balkonen, men indenfor havde han konstitutionelt korrekt statsministeren ved sin side, og denne afviste med knubbede ord talsmændene for de 40.000 bønder på slotspladsen. LS søgte efterfølgende at etablere en valutastrejke, hvorved man undlod at sende mejeriernes og slagteriernes valutaindtjening til Nationalbanken for derved at presse kronens kurs ned, men også dette initiativ faldt til jorden. Gassen var ved at gå af ballonen.

I Sønderjylland syntes der omkring 1930 at være faldet mere ro omkring forholdene. De økonomiske vilkår for landbruget var blevet bedre, f.eks. var høstudbyttet i 1930 mere end fordoblet i forhold til 1920. Men syd for grænsen, i Slesvig-Holsten, bredte nazismen sig som en steppebrand og kraftigere end i det øvrige Tyskland og stærkere i Sydslesvig end i Holsten. Ved rigsdagsvalget i 1928 kun fire procent, i 1932 64 procent i landdistrikterne, 45 procent i byerne. I det overvejende landbrugssamfund slog krisen særlig hårdt. De slesvig-holstenske nazister begyndte snart at rejse krav om en grænserevision. „Tyskland har ret til Nordslesvig”, hed det. Denne „ret” forestillede man sig at kunne gennemtvinge ved at destabilisere Nordslesvig, altså Sønderjylland, så den danske regering blev tvunget til at gå til den tyske regering og selv foreslå en grænseregulering. Metoden hertil var at få det organiserede tyske mindretal til at slutte sig til nazismen, hvilket ikke var vanskeligt, så meget mere som de tyske arbejdere forlængst havde sluttet sig til det danske socialdemokrati. I forståelse med nazisterne i Slesvig-Holsten blev nazisten, dyrlæge Jens Møller i juli 1935 leder af mindretallet. En rabiat fløj i LS søgte også over mod nazismen.

 Landbrugernes Sammenslutning yndede at slå på gammelnordiske idealer som ved dette mode i Thisted i 1939. Man lod luren gjalde til kamp for bondens ret og havde forestillinger, som var hentet i Tyskland. Bevægelsen var generende for de etablerede landboorganisationer og Venstre, fordi den gennem Det frie Folkeparti fra 1934 blev repræsenteret i Folketinget. I 1939 tog partiet navneforandring til Bondepartiet. Under besættelsen gled bevægelsen helt over på nazistisk side og mistede derved hurtigt enhver betydning.

Landbrugernes Sammenslutning yndede at slå på gammelnordiske idealer som ved dette mode i Thisted i 1939. Man lod luren gjalde til kamp for bondens ret og havde forestillinger, som var hentet i Tyskland. Bevægelsen var generende for de etablerede landboorganisationer og Venstre, fordi den gennem Det frie Folkeparti fra 1934 blev repræsenteret i Folketinget. I 1939 tog partiet navneforandring til Bondepartiet. Under besættelsen gled bevægelsen helt over på nazistisk side og mistede derved hurtigt enhver betydning.

I Danmark vidste man ikke, at Hitler var imod en grænseregulering. Han ville ikke sætte Tysklands gode forhold til de nordiske lande over styr, fordi det var et led i de nazistiske forestillinger, at den nordiske race bestod af en art overmennesker modsat de slaviske folk og jøderne. Derfor blev de slesvigholstenske nazister hele tiden holdt i ave fra Berlin.

Men deres voldsomme offentlige angreb på Danmark, og deres stigende infiltration i det tyske mindretal i Sønderjylland fremkaldte megen ængstelse både hos de danske sønderjyder og i regeringen. Sønderjydernes leder i den tyske tid, H. P. Hanssen, gik ind i denne fornyede nationalitetskamp ved møder og foredrag. Socialdemokraternes folketingsmand I. P. Nielsen-Dynt vendte sig også mod nazismen. De dansksindede sønderjyder fandt på tværs af partiskellene sammen i nyoprettede organisationer som „De danske sønderjyske Samfund” og „Det unge Grænseværn”.

På det økonomiske område stillede staten i november 1932 20 mill. kr. til rådighed for gældssanering i hele landet, deraf seks mill. kr. i Sønderjylland, ofte forbundet med en udstykning, hvorved nye husmandsbrug blev oprettet. I november 1933 besøgte statsminister Stauning Sønderjylland for ved selvsyn at sætte sig ind i forholdene. Det medførte i maj 1934 en lov om rentelempelse for sønderjyske landmænd. Den blev det mest virkningsfulde initiativ til at afhjælpe de særlige vanskeligheder i Sønderjylland. Disse foranstaltninger førte sammen med de stigende landbrugspriser efter handelsaftalen med England efterhånden til øget ro.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Staten griber ind i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 26. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306319