Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Smitten fra syd

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Samtidig med at politikerne var travlt beskæftiget med at bekæmpe krisen ved en økonomisk-social lovgivning, fulgte de vågent og ængsteligt de mange uroligheder, der ofte endte med voldsanvendelse. Mange af politikerne havde endnu en klar erindring om syndikalistspektaklerne i hovedstaden 1918-20, der var stimuleret af revolutionsurolighederne i Tyskland. Ikke mindst Zahle, der også havde været justitsminister 1913-20, havde en meget håndfast opfattelse af begrebet lov og orden. Nu var det galt igen. De tyske byer havde i tiden op til Hitlers magtovertagelse i januar 1933 været vidne til stigende terrorvirksomhed i form af de nazistiske, uniformerede stormtroppers overfald på anderledes tænkende, især kommunisterne og socialdemokraterne.

I København begyndte råbene at gjalde gennem gaderne. Unge kommunister gik med russerbluse og skreg „Rød Front”, og DsU'erne, som havde blå bluser og armbind med tre pile, svarede med råbet „Kampklar”. Nazisterne bar hagekorsarmbind og heilede med fremstrakt hånd. De unge konservative fulgte dem et stykke ad vejen. De danske nazister fik ved en paladsrevolution i 1933 den sønderjyske læge Frits Clausen som fører. Selv om han beundrede Christmas Møller og var dansksindet, havde han alligevel forladt Det konservative Folkeparti af foragt for dets parlamentariske linie og af uvilje mod dets efter hans opfattelse mange pampere. Hans forestillinger var forvirrede og uklare, og selv om han var afholdt på sin hjemegn, trak man i almindelighed på smilebåndet ad ham. DNSAP udgjorde med ham som fører ingen risiko for folkestyret.

 Kommunisterne efterlignede den bolsjevikiske uniformering, som det ses her på billedet, og marcherede gennem Københavns gader under feltråbet „Rød Front”. Unge socialdemokrater havde et ordensværn udrustet med faner med et tre-pile mærke. De råbte „Kampklar”. KU'erne rådede over „stormtropper”. De og nazisterne førte sig frem med andre krigeriske råb, iført lange støvler og skrårem. Af frygt for statens sikkerhed blev det fra april 1933 forbudt for andre end tjenestemænd at bære uniform.

Kommunisterne efterlignede den bolsjevikiske uniformering, som det ses her på billedet, og marcherede gennem Københavns gader under feltråbet „Rød Front”. Unge socialdemokrater havde et ordensværn udrustet med faner med et tre-pile mærke. De råbte „Kampklar”. KU'erne rådede over „stormtropper”. De og nazisterne førte sig frem med andre krigeriske råb, iført lange støvler og skrårem. Af frygt for statens sikkerhed blev det fra april 1933 forbudt for andre end tjenestemænd at bære uniform.

Mere alvorligt tog man Konservativ Ungdom. I det ydre efterlignede KU'erne Hitlers stormtropper med lange støvler, ikke brune, men grønne skjorter, skrårem, marchformationer og faneborge. Alt sammen noget, som syntes at tilfredsstille et behov i tiden. KU'erne gik heller ikke af vejen for et rask slagsmål med DsU'erne og ungkommunisterne. Opsigt vakte det, da den unge konservative politiker Carsten Raft anbefalede brugen af bidetænger af hensyn til modstandernes mulige anvendelse af pigtrådsspærringer. Det kaldte på smilet hos nogle, på forargelse hos andre. Var der således meget både ungdommeligt og naragtigt i iscenesættelsen og også meget udansk, henstår spørgsmålet om KU-bevægelsens mål.

Annonce

Dette er vanskeligt at sætte på en entydig formel. Man var hypernational, for et stærkt forsvar og antitysk, men alligevel er det en smal sag at finde udtalelser som denne fra 1933:

"Vi nægter ikke, at vi i adskilligt sympatiserer med nationalsocialismen, thi vi unge forstår vore jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været tyskere, ville vi vel næsten alle have stået i de brune bataljoner. Vi beundrer nazismens nationalfølelse, offervilje og disciplin, og vi mener, at Europa skylder den en tak, fordi den har slået kommunismen ned og derigennem reddet Tyskland for Vesteuropas kultur."

Antikommunisme indgik i KU's ideologi, men ikke antisemitisme. Man kan også finde spor af Mussolinis korporative stat, der indebar, at arbejdere og arbejdsgivere erhverv for erhverv stod i samme korporation, hvorved klassemodsætningerne skulle hekses bort. Også i kritikken af det kapitalistiske system spores fascistiske forestillinger. Man forudså det parlamentariske demokratis undergang, og mange ønskede den ligefrem – lede, som man var, over Rigsdagens lidet heroiske lappeværk, der ikke løste samfundets problemer. Nogen egentlig politisk teori lå ikke bag, men en opsamling af forskelligt konservativt og højreradikalt tankegods, der flød rundt i tiden, og som kunne genfindes i en række europæiske lande. Ikke kun KU'erne var påvirkede af sådanne tendenser. Også fremtrædende personer som idrætslederen Niels Bukh og forfatteren Kaj Munk kunne begejstres over sider af fascismen.

 Det danske nazistparti – DNSAP – var en tro kopi af det tyske, både med hensyn til ideologi, og når det gjaldt ydre iscenesættelse. Forskellen var, at i Danmark fik bevægelsen hverken statsapparatet stillet til rådighed eller ret mange tilhængere. Man gik strækmarch, heilede med oprakt højre hånd og var stort set til grin, så længe tyskerne forblev syd for grænsen.

Det danske nazistparti – DNSAP – var en tro kopi af det tyske, både med hensyn til ideologi, og når det gjaldt ydre iscenesættelse. Forskellen var, at i Danmark fik bevægelsen hverken statsapparatet stillet til rådighed eller ret mange tilhængere. Man gik strækmarch, heilede med oprakt højre hånd og var stort set til grin, så længe tyskerne forblev syd for grænsen.

Uden tvivl ville en del KU'ere være havnet i et dansk fascistisk eller nazistisk parti, hvis KU ikke havde eksisteret i den form, det havde. Når KU aldrig fik nogen afgørende politisk indflydelse, hænger det sammen med Christmas Møllers stærke position i Det konservative Folkeparti. Han havde været KU's formandskandidat, og de unge så op til ham. Men han tålte ingen afvigelse fra den demokratiske linie, selv om han gjorde en dyd af nødvendighed og affandt sig med KU's militaristiske ydre adfærd. Han havde brug for de stemmer, KU kunne mobilisere, også – hvor paradoksalt det end lyder – fordi det styrkede ham over for partiets fløj af ældre konservative, som så skævt til ham. Men da KU i efteråret 1933 søgte at påvirke et nyt konservativt partiprogram i antidemokratisk retning, sagde han fra. KU ønskede forbud mod kommunisterne, en korporativ forfatning og en antiliberal økonomisk politik. Christmas Møller erklærede, at han ville gå af, hvis noget sådant vandt indpas i programmet, hvilket da heller ikke skete.

Christmas Møller neutraliserede altså de unge konservative. De blev ved moderpartiet, som var klart demokratisk. I Sverige var Højres ungdomsorganisation under de samme påvirkninger som KU, men de gik dybere. Da Højre tog klar afstand fra nazismen, skiltes de to organisationers veje. I andre lande vandrede de unge konservative også længere til højre og blev en risiko for folkestyret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Smitten fra syd i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306318