Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nye socialdemokratiske signaler?

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Ikke længe efter Hitlers magtovertagelse begyndte socialdemokratiske politiske flygtninge at komme til Danmark fra Tyskland. Blandt dem var Weimarrepublikkens første rigskansler Philipp Scheidemann. Han og andre kunne give førstehåndsskildringer af nazismens uvæsen. I alt ca. 4500 jøder flygtede til Danmark; de fleste kom videre til Palæstina. Udsatte var også kommunisterne, og f.eks. flygtede Bertolt Brecht til Danmark og bosatte sig her nogle år. Fra dansk side var man ængstelig ved flygtningenes tilstedeværelse, både fordi der var stor arbejdsløshed, og fordi man frygtede for Nazi-Tysklands reaktion, hvis Danmark i alt for høj grad blev værtsnation for Hitlers fjender. Betingelsen for at opnå opholdstilladelse var, at flygtningene afholdt sig fra enhver politisk virksomhed. Det gjorde de selvfølgelig ikke. Illegalt gik der mange tråde til Tyskland. Arbejdstilladelse fik flygtningene kun, hvis de efter fagforeningernes skøn ikke tog arbejde fra danske. I begrænset omfang fik fremragende intellektuelle passende stillinger. Flere private hjælpekomiteer blev oprettet. Socialdemokraterne hjalp deres tyske partikammerater gennem Matteotti Fonden, opkaldt efter en myrdet italiensk politiker. Kommunisterne, Det Mosaiske Troessamfund, Kirken og åndsarbejderne stiftede også støtteorganisationer.

 Matteotti Fonden, der især støttede socialdemokrater, som flygtede fra Tyskland, samlede også ind til ofrene for den spanske borgerkrig. Medens hjælpen til flygtningene af hensyn til det nazistiske regime i Tyskland skulle ydes diskret, havde indsamlingen til Spaniens nødlidende en humanitær karakter og kunne derfor ske i fuld offentlighed.

Matteotti Fonden, der især støttede socialdemokrater, som flygtede fra Tyskland, samlede også ind til ofrene for den spanske borgerkrig. Medens hjælpen til flygtningene af hensyn til det nazistiske regime i Tyskland skulle ydes diskret, havde indsamlingen til Spaniens nødlidende en humanitær karakter og kunne derfor ske i fuld offentlighed.

Tyskerne fulgte årvågent, hvad deres flygtede landsmænd foretog sig og krævede dem i nogle tilfælde udleveret, hvilket dog ikke skete. Over for fornærmelser i pressen og fra talerstole var tyskerne i det hele taget på vagt, og Stauning og Munch havde stort besvær med at få pressen til at beherske sig, selv om de fleste dagblade var påpasselige. Et karakteristisk udslag af regeringens store forsigtighed så man i juli 1935, hvor Det kongelige Teater på henstilling af undervisningsminister Borgbjerg opgav at spille Soyas stykke „Umbabumba skifter Forfatning”. Borgbjerg lod forstå, at han fandt en opførelse på et dansk statsteater betænkeligt af udenrigspolitiske hensyn. Vi burde iagttage et høfligt forhold til alle venskabeligt sindede stater, og Hitler var nu engang statschef, sagde undervisningsministeren. I september 1935 meddelte regeringen chefen for grænsegendarmeriet, oberst S. B. Paludan-Müller en alvorlig misbilligelse, idømte ham en bøde og sendte ham på orlov, alt sammen fordi han i en udenrigspolitisk artikel havde angrebet Mussolinis Italien.

Weimarrepublikken havde levnet de tyske socialdemokrater en stor og meningsfuld plads. Nu blev de fejet bort, sat i fængsel eller kz-lejr, drevet på flugt eller under jorden eller i det mindste gjort tavse og uvirksomme. Det virkede chokagtigt på deres danske partifæller. Stauning begyndte at overveje rigtigheden af Socialdemokratiets afrustningsprogram. I oktober 1933 fik han, om end med besvær hovedbestyrelsen til at godkende, at afrustningsforslaget ikke skulle genfremsættes. Baggrunden var uroen omkring grænsen, og erkendelsen af, at det danske forsvar efter 1932 kun var egnet til f.eks. at tilbagevise et angreb fra mindre strejfkorps „af brune horder”, der søgte at trænge over grænsen.

Annonce

 Provokatøren og dramatikeren C. E. Soya, der her ses foran Karl Larsens portræt af ham, blev i sine moraliserende stykker en fornyer af dansk dramatik. Han gik til angreb på alle former for dobbeltmoral og skinhellighed og vakte derfor forargelse.

Provokatøren og dramatikeren C. E. Soya, der her ses foran Karl Larsens portræt af ham, blev i sine moraliserende stykker en fornyer af dansk dramatik. Han gik til angreb på alle former for dobbeltmoral og skinhellighed og vakte derfor forargelse.

Men Stauning var nok længere fremme i sine overvejelser. I al fald sagde hans talerør, den socialdemokratiske ordfører Hans Nielsen, under finanslovsdebatten i oktober 1933: „Fra gammel tid har overklassen her i landet haft en tilbøjelighed til at tage patent på fædrelandskærlighed. Vi socialdemokrater anerkender ikke overklassens ret i så henseende, thi vi elsker vort land og vort sprog og vor historie lige så fuldt som andre borgere her i landet.” Det var nye toner, og de vakte da også opsigt og modsigelse. Laust Rasmussen, der var fratrådt som forsvarsminister efter valget i 1932, og andre af partiets pacifister gjorde ophævelser. Hartvig Frisch og I. P. Nielsen støttede Stauning. Da Aksel Larsen hånede Stauning for holdningsændring, svarede denne: „Vi er virkelig så nationale, at vi synes, der er bedre i et dansk arbejderhjem end i en udenlandsk fangelejr.”

Samtidig med denne debat udgav Hartvig Frisch bogen „Pest over Europa”, der blev vidt udbredt. Pesten var kommunismen, fascismen og nazismen. En demokratisk stat måtte ikke vise fejhed over for sine fjender, og han bebrejdede det italienske og tyske Socialdemokrati deres eftergivenhed. Yngre socialdemokrater som Hans Hedtoft og H. C. Hansen var enige med Stauning og Frisch.

Noget reelt kom der imidlertid ikke ud af disse overvejelser. Man strøg ordet afrustning, men videre gik man ikke. I et halvt århundrede havde Socialdemokratiet indoktrineret sine medlemmer og vælgere med militærets skadelighed; man kunne ikke nu vende partiet på en studs. Hertil kom, at for Stauning var alliancen med de radikale helt afgørende, og de ville under ingen omstændigheder høre tale om en militær nyordning og et skandinavisk fællesforsvar, som Stauning var inde på. Alternativet var et samarbejde med de konservative, men det anså Stauning for udelukket at få sit parti med til. Han var låst fast.

 Hartvig Frisch var en videnskabeligt velfunderet klassisk filolog. Han benyttede sin indsigt til både i skrift og tale at formulere almene synspunkter. 1 1928 udgav han et tobindsværk, „Europas Kulturhistorie”. Kultur er vaner, forkyndte han. Frisch stod på den materialistiske historieopfattelses grund. Han blev socialdemokratisk medlem af Folketinget i 1926 og fra 1935 gruppeformand og ordfører. Nazisterne havde ikke glemt hans bog „Pest over Europa”, og han blev under krigen tvunget bort fra offentlig politisk fremtræden. Han blev da professor ved Københavns Universitet, og 1947-50 var han undervisningsminister.

Hartvig Frisch var en videnskabeligt velfunderet klassisk filolog. Han benyttede sin indsigt til både i skrift og tale at formulere almene synspunkter. 1 1928 udgav han et tobindsværk, „Europas Kulturhistorie”. Kultur er vaner, forkyndte han. Frisch stod på den materialistiske historieopfattelses grund. Han blev socialdemokratisk medlem af Folketinget i 1926 og fra 1935 gruppeformand og ordfører. Nazisterne havde ikke glemt hans bog „Pest over Europa”, og han blev under krigen tvunget bort fra offentlig politisk fremtræden. Han blev da professor ved Københavns Universitet, og 1947-50 var han undervisningsminister.

Linien fra oktober 1933 fortsattes i Socialdemokratiets nye program fra maj 1934. Det var skrevet af Stauning selv og bar titlen „Danmark for Folket”. Det indeholdt ingen principielle ændringer, men var rundere i formuleringerne, afsnittet om socialisering meget forsigtigt. Alt i alt var programmet affattet således, at det opererede inden for det eksisterende samfund, som man på demokratisk vis ønskede yderligere demokratiseret ad skattevejen, ved kontrol, planlægning og offentlige arbejder.

Om forsvaret hed det: „Der er ikke tilstrækkelig basis for isoleret afrustning for tiden; nu må arbejdet gøres inden for Folkenes Forbund på international basis, og vi må anse det for en national pligt fortsat at støtte afrustnings- og fredsarbejdet igennem de organer, der søger at løse disse opgaver.” Med de sidste sætninger søgte man at tilgodese partiets traditionelle linie, men i den første lå tilkendegivelsen af en ændret kurs, selv om man ikke varslede oprustning som en konsekvens deraf.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Nye socialdemokratiske signaler? i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306320