Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ungdom i det fri

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Da Studenterforeningens ledende senior i 1929 erklærede, at „kammeratægteskab” på det smukkeste praktiseredes af de studerende, fremkaldte dette moralbrud harmdirrende protester fra dem, der frygtede for sædernes forfald. Kammeratægteskab var datidens betegnelse for et fast, papirløst forhold. Samme år blev en mor idømt ti dages simpelt fængsel for at have tilladt sin 15-årige datter at leve i kammeratægteskab med en student. På landet var forholdene formentlig, som de altid havde været, og gik det galt, som man sagde, giftede man sig oftest.

I byerne var det lettere at holde de unge under opsigt, men forholdet mellem kønnene blev stadig friere. Skønt ungdomsårgangene i 1930'erne var voksende, faldt antallet af børn født uden for ægteskab. Årsagen var utvivlsomt det stigende kendskab til fødselskontrol, som også formindskede antallet af ulovlige svangerskabsafbrydelser. I almindelighed betragtedes det som en skam at skulle være ugift mor. De, der ikke søgte illegal abort, gemte sig i forældrenes hjem eller søgte „diskret ophold” hos en fremmed familie, hvor de udførte husarbejde, indtil barnet blev født og eventuelt kunne bortadopteres.

 Konfirmandinden i 1936 var en lille dame i moderigtig kjole og med vandonduleret frisure. For langt de fleste, både piger og drenge, betød konfirmationen skolegangens ophør og arbejdslivets begyndelse, som mange i øvrigt kendte til i forvejen som bybude og medhjælpere i landbruget.

Konfirmandinden i 1936 var en lille dame i moderigtig kjole og med vandonduleret frisure. For langt de fleste, både piger og drenge, betød konfirmationen skolegangens ophør og arbejdslivets begyndelse, som mange i øvrigt kendte til i forvejen som bybude og medhjælpere i landbruget.

Det friere syn på børneopdragelse og den mere liberale holdning til unges omgang uden for hjemmet var med til at gøre mellemkrigstiden til friluftslivets periode. Af betydning for dette var det også, at der i højere grad var kommet ordnet fritid og ferie bl.a. gennem ferieloven og lærlingeloven fra 1937. Cyklen var blevet allemandseje, motorcykler opnåelige for mange.

Annonce

I 1930 stiftedes Dansk Vandrelaug og Herbergs-Ringen, der var en sammensætning af danske ungdomsorganisationer, og vandrerhjem skød op i byerne og nær smukke udflugtsmål. For et ringe beløb kunne man overnatte på sovesale mod at deltage i madlavning og rengøring. Bilister og motorcyklister havde ikke adgang til vandrerhjemmene, og antallet af overnatninger pr. person var begrænset. Man skulle ud på landevejen og videre til næste mål. Ved 2. verdenskrigs udbrud var man oppe på 293.000 overnatninger om året på 140 vandrerhjem. Der var udstedt knap 50.000 vandrerkort.

Spejderbevægelsen trivedes også. Det danske Spejderkorps (populært kaldt „de gule” efter uniformen) havde med udgangspunkt i Baden-Powells spejderlov karaktertræning på programmet. Det talte i 1940 8.700 medlemmer. KFUM-spejderne („de grønne”) havde tidligt udskilt sig fra „de gule”og var et led af KFUM med „Guds riges udbredelse blandt drenge”som formål. I 1940 havde de 9.150 medlemmer. Større end disse var Frivilligt Drengeforbund (FDF) med sine 15.300 medlemmer, der ligeledes med nær tilknytning til KFUM ville „berede vejen for Kristi Riges udbredelse”. Et barn af Socialdemokratiet var De Unges Idræt (DUI), der var for både piger og drenge, og som ville udvikle deres selvstændighed og ansvarsfølelse (underforstået som gode socialdemokrater). Det havde ca. 10.000 medlemmer. Pigespejderarbejdet kom først for alvor i gang efter 1 .Verdenskrig. Det danske Pigespejderkorps („de blå piger”) med 4.050 medlemmer var en pendant til de „gule” drenge, ligesom KFUK-spejderne („de grønne piger”) med 6.850 medlemmer var det til de „grønne” drenge. FDF og DUI tiltrak især arbejderbørn, og de „gule” drenge og de „blå” piger rekrutterede fra borgerskabet, mens de „grønne” drenge havde deres styrke i København og i landdistriterne. Såvel baptisterne som metodisterne oprettede deres egne små spejderkorps, ligesom kommunisterne havde deres „Unge Pionerer”. Under besættelsen voksede alle korpsene kraftigt. Det samlede medlemstal steg fra ca. 55.000 i 1940 til ca. 90.000 i 1945.

Langt det mest omfattende ungdomsarbejde foregik dog i De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger, som i 1930 havde 69.000 aktive og passive medlemmer, i 1940 133.000, og De Danske Gymnastikforeninger, der i samme tidsrum steg fra 76.000 til 152.000. Det samlede antal aktive voksne gymnaster steg fra ca. 52.000 i 1930 til ca. 130.000 i 1938, heraf ca. 70.000 kvinder. Gymnastik var den foretrukne sportsgren for kvinder. Der var dobbelt så mange, der dyrkede gymnastik uden for end i København. Gymnastik kunne udøves i det fri om sommeren og i forsamlingshuset eller skolens gymnastiksal om vinteren. Redskaber og badefaciliteter så man stort på.

For unge mænd var den mest populære sportsgren fodbold. Den talte ca. 80.000 aktive. Næst efter kom svømning med ca. 35.000, hvoraf mere end halvdelen var kvinder. Men mens der var 1300 fodboldbaner i hele landet, var der kun otte svømmehaller. Træning og konkurrencer foregik altså ved sø og strand, og netop svømning var den sportsgren, Danmark stod bedst i gennem 1930'erne på grund af de dygtige svømmepiger. Ragnhild Hveger blev således betegnet som et internationalt svømmefænomen, idet hun var indehaver af alle verdensrekorder i crawl med undtagelse af 100 m. Og i radioen kunne man høre sportsjournalisten Gunnar „Nu” Hansen forkynde, når „lille henrivende Inge” satte nye verdensrekorder i brystsvømning.

Mange andre sportsgrene som håndbold og roning, badminton og tennis trak titusinder af unge, mens golf i 1937 kun udøvedes af 1000 personer. De større kommuner med de mange unge følte i stigende grad et ansvar for sportsfolkene. Sport var sundt og fyldte fritiden med noget positivt. Når man dyrkede sport, hang man ikke på restaurationer eller gadehjørner. Endelig var et lokalopgør i fodbold noget, der kunne samle store tilskuerskarer. I løbet af 1930'erne skød derfor flere og flere sportsanlæg frem, og i det små også sportshaller og friluftsbassiner. Staten viste sin velvilje over for den stigende sportsinteresse ved i finansåret 1938-39 at sætte sit tilskud til Dansk Idrætsforbund op fra 35.000 kr. til 64.000 kr.

Ved siden af de eksisterende folkehøjskoler blev gymnastikhøjskolerne et særligt islæt i mellemkrigstiden. I Ollerup ved Svendborg oprettede Niels Bukh en sådan i 1920 med sommerskole for kvinder og vinterskole for mænd. Her uddannedes delingsførere til det frivillige ungdomsarbejde. Hovedfaget var den såkaldt primitive gymnastik. I tiden 1920-40 besøgtes skolen af ca. 8500 elever, og den var kendt langt ud over landets grænser ved opvisninger. Niels Bukh, hvis gymnastiksystem vandt stor genklang i det nazistiske Tyskland, deltog i 1936 med et hold ved de olympiske lege i Berlin. I 1925 grundlagdes Snoghøj Gymnastikhøjskole for kvinder og i 1938 Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse.

 Kun få kunne som Erik Henningsens unge par i 1926 køre i åben bil med chauffør og ud i det fri, hvor man dansede charleston til den medbragte rejsegrammofon. Men billedet rammer godt den mere frigjorte holdning mellem kønnene. Grammofonen var i 1930'erne inden for manges rækkevidde. Den bragte ikke mindst jazzen langt omkring.

Kun få kunne som Erik Henningsens unge par i 1926 køre i åben bil med chauffør og ud i det fri, hvor man dansede charleston til den medbragte rejsegrammofon. Men billedet rammer godt den mere frigjorte holdning mellem kønnene. Grammofonen var i 1930'erne inden for manges rækkevidde. Den bragte ikke mindst jazzen langt omkring.

Et særligt problem var ungdomsarbejdsløsheden. Den var særligt demoraliserende og drøftedes indgående i samtiden. Man frygtede, at lediggangen både førte til kriminalitet og ud i politisk fordærv ved at gøre de unge til et let bytte for propagandaen fra kommunister og nazister. I 1937 var der ca. 5000 unge arbejdsløse, året efter var tallet steget til ca. 9000. De konservative ønskede primært at løse problemet ved at indkalde alle våbenføre unge mænd til aftjening af værnepligt, og da det var en utopi under det socialdemokratisk-radikale styre, var deres sekundære ønske arbejdstjeneste i arbejdslejre. Det var kendt andre steder i Europa, især i Tyskland, hvor Hitler brugte arbejdstjenesten som en førmilitær uddannelse og til politisk indoktrinering. Tilhængerne af arbejdslejre i Danmark forestillede sig, at de unge skulle arbejde ved plantning og grundforbedring og samtidig modtage undervisning i almindelige skolefag. Ideen om opdragelse til at tjene nationen lå bag.

Ifølge loven om ungdomsarbejdsløshed fra 1933 var det frivilligt at deltage i de arbejdsløshedsforanstaltninger, staten iværksatte. I 1938 ændredes loven, så arbejdsløshedsunderstøttelsen bortfaldt, hvis man ikke tog i arbejdslejr. Det var det nærmeste, Danmark kom arbejdstjeneste. Fjernt fra alfarvej oprettedes op mod en snes statsungdomslejre. Beliggenhed og arbejdets art med skovl og trillebør var lidet tillokkende for byungdommen, og over halvdelen af de arbejdsløse afslog. De foretrak at fægte sig frem. Da krigen kom, blev statsungdomslejrene delvis overflødige og enten nedlagt eller omdannet til arbejdstekniske ungdomsskoler. For mænd var arbejdsløsheden i 1940 endnu på 25 procent, men den faldt drastisk under besættelsen og var i 1944 helt nede på fire procent.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Ungdom i det fri i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306314