Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Børn

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Det var befolkningskommissionens opgave at komme med forslag til en befolkningspolitik, der kunne genoprette tilliden til samfundet udtrykt gennem et stigende antal børnefødsler og tillige fremme „en socialpolitisk udvikling hen imod bedre, sundere og sikrere levevilkår for befolkningen som helhed”. Problemet var, at der fødtes stadig færre børn. Før 1890 fødte kvinderne gennemsnitligt 4,4 børn, igennem 1920'rne og 30'rne var tallet faldet til 2,2. Præventive midler blev stadig mere kendte og benyttede. I 1925 fødtes ca. 72.000 børn. Da havde fødselstallet allerede været dalende i adskillige år, og i 1933 nåedes et lavpunkt med ca. 63.000 levendefødte. Men også spædbørnsdødeligheden gjorde sit til at holde befolkningstallet nede i forhold til andre lande. I Danmark døde godt syv procent af spædbørnene i løbet af det første leveår; i lande som England og Holland kun fem procent. Regeringen så gerne, at kvinderne i gennemsnit fødte hver tre børn. Det kom imidlertid helt af sig selv. I 1934 begyndte befolkningstallet at stige. I 1938 kom fødselstallet op på ca. 68.000, og befolkningskommissionen ophørte med sit arbejde.

 Mødrehjælpen havde kontorer i København og nogle af de større byer – som her i Århus. Den var en privat filantropisk forening, oprettet i 1924 ved en sammenslutning af et par eksisterende foreninger. Dens formål var at hjælpe enlige mødre og ulykkeligt stillede gravide kvinder. Det skete ved at sikre dem underholdsbidrag fra svigefulde fædre og ved at skaffe gode plejehjem til børnene, hvis mødrene ikke selv kunne beholde dem.

Mødrehjælpen havde kontorer i København og nogle af de større byer – som her i Århus. Den var en privat filantropisk forening, oprettet i 1924 ved en sammenslutning af et par eksisterende foreninger. Dens formål var at hjælpe enlige mødre og ulykkeligt stillede gravide kvinder. Det skete ved at sikre dem underholdsbidrag fra svigefulde fædre og ved at skaffe gode plejehjem til børnene, hvis mødrene ikke selv kunne beholde dem.

Uafhængig af kommissionens arbejde var også loven fra 1937 om bekæmpelse af sygelighed og dødelighed blandt børn i det første leveår. Herefter kunne kommuner, der ansatte sundhedsplejersker, få halvdelen af udgifterne refunderet af staten. Sundhedsplejerskerne tilbød regelmæssige besøg i alle hjem med nyfødte. Stort set ingen afslog, men indtil 1940 fik kun 23 provinsbyer og hovedstaden sundhedsplejersker. I landkommunerne var der slet ingen. Virkningen kan aflæses af statistikken. I København faldt spædbørnsdødeligheden i 1939 til fire procent, mens den for hele landet var på seks procent.

Jævnsides med befolkningskommissionen virkede 1932-36 en svangerskabskommission. Den havde større held med sit arbejde. Baggrunden var, at straffeloven af 1930 fortsat kriminaliserede svangerskabsafbrydelse, medmindre der var fare for kvindens liv, hvis graviditeten skyldtes voldtægt, og dersom der var grund til at frygte for, at barnet var abnormt. Den kvinde, som lod foretage illegal abort, risikerede op til to års fængsel, men domstolene frifandt i stort omfang kvinderne på trods af loven. Man antager at der blev foretaget 5-10.000 ulovlige aborter om året. Derfor foreslog kommissionen, at afbrydelse af svangerskab skulle være mulig af sociale grunde, ligesom den gik ind for at lovliggøre annoncering for præventive midler og for seksualoplysningsklinikker ved hospitalerne.

Annonce

De politiske muligheder for at få disse forslag gennemført var små. Stemningen mod fosterdrab – et udtryk, som også Steincke brugte – var stærk ikke kun i borgerlige og kirkelige kredse, men også hos de radikale og langt ind i socialdemokraternes rækker. Stort set kun kommunisterne og kulturradikale som Poul Henningsen var tilhængere af fri abort. Steincke ville heller ikke acceptere den sociale indikation, fordi den med hans ord ville være „altædende”, dvs. bane vejen for fri abort. I stedet udvidede han definitionen af den helbredsbetingede mulighed for svangerskabsafbrydelse, idet det i loven, som blev vedtaget i 1937, kom til at hedde, at der kunne gennemføres abort, når der var „alvorlig fare for kvindens liv og helbred”. Seksualklinikkerne blev heller ikke til noget.

Efter forslag fra befolkningskommissionen fik den private institution Mødrehjælpen fra 1939 offentligt tilskud. Den skulle hjælpe kvinder til at gennemføre svangerskabet. Navnlig for ugifte mødre, der næsten altid kom fra de mindrebemidlede lag, blev Mødrehjælpen af værdi.

 Hver sommer rullede ferietog fra Københavns Hovedbanegård ud på landet, hvor de blege og ofte fejlernærede storbybørn kunne vinde kræfter og opleve naturen. Det kunne ske i en privat familie, som tog et feriebarn, eller i nogle af de mange feriekolonier, som idealistiske kommunelærere oprettede og drev.

Hver sommer rullede ferietog fra Københavns Hovedbanegård ud på landet, hvor de blege og ofte fejlernærede storbybørn kunne vinde kræfter og opleve naturen. Det kunne ske i en privat familie, som tog et feriebarn, eller i nogle af de mange feriekolonier, som idealistiske kommunelærere oprettede og drev.

Et andet resultat af kommissionens arbejde var, at der i 1938 blev åbnet mulighed for at give statslån til byggeri og til huslejenedsættelse for familier, som havde mindst tre børn. Loven sigtede navnlig på at fremme parcelhusbyggeriet. Denne boligform anså man i særlig grad for egnet for børnerige familier.

Da de fleste gifte kvinder ikke var udearbejdende, blev de fleste børn også passet hjemme. I 1936 var der i alt kun 551 vuggestuepladser i hele landet, heraf tre fjerdedele i hovedstaden. I 1939 var det samlede antal steget til 949 pladser. For børnehavernes vedkommende var antallet af pladser 8526 i 1936, i 1939 10.424, men den regionale variation var også her stor. Behovet var betydeligt større. Mange børn blev passet af ældre søskende eller måtte skøtte sig selv.

Generelt ændredes kvindernes forhold ikke meget i mellemkrigstiden. Interessen for børnene var derimod større, både hvad angik spædbørnspleje og opdragelse, som blev friere. Omsorgen for den opvoksende slægt udstrakte sig også til at søge uønskede børns fødsel hindret af racehygiejniske grunde. Det var baggrunden for, at der i 1934 blev gennemført en lov om sterilisation af åndssvage, „når samfundsmæssige forhold taler derfor”. Af samme årsag fik justitsminister Steincke i 1938 ægteskabsloven ændret. Det eksisterende forbud mod ægteskab mellem sindssyge og åndssvage blev nu udvidet til at omfatte psykopater, alkoholikere, epileptikere og lettere åndssvage. Disse kategorier måtte altså avle børn uden for ægteskab eller lade sig sterilisere for at få lov til at gifte sig. Under forarbejdet til lovforslaget havde man været inde på, at det også skulle forbydes blinde, døve og talelidende at indgå ægteskab. Men det opgav man. Racehygiejne var overalt på mode i disse år, om end det kun var i Tyskland, at den antog depraverede former.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Børn i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306313