Vilholm Buhl havde været skattedirektør i København, da han i 1937 blev finansminister. Ved sin tiltræden forkyndte han, at han betalte sin skat med glæde, et slagord, der nu blev tillagt ham, men som andre socialdemokratiske politikere før ham havde udtalt. Han var stilfærdig, men stærk, og han kom til at udfylde tomrummet efter Stauning.

.

Den krigeriske udvikling førte ikke til mere end symbolske militære foranstaltninger i Danmark. Den 3. september 1939 var der i alt ca. 36.000 mand fra hæren foruden 2-3000 befalingsmænd inde, men som allerede nævnt blev tre årgange svarende til ca. 17.000 soldater hjemsendt den 16. september. Også til søværnet skete der ekstraordinære indkaldelser, hvorved man nåede op på i alt ca. 4000 mand. Alle søforter og skibe var bemandede.

Den 6. september 1939 udsendtes en forholdsordre til de militære enheder. I denne hed det bl.a.: „Sker direkte angreb på dansk område, skal sådanne handlinger, når fjendtlig hensigt er utvivlsom, uden nærmere ordre imødegås med alle til rådighed stående midler – dog under fornøden hensyntagen til de foreliggende omstændigheder.” Selv om slutningen synes at afsvække ordren, måtte meningen være, at der skulle kæmpes.

Den 3. september var der blevet udlagt minespærringer ved indløbene til Københavns Havn for at hindre en overrumpling. Samtidig lagde tyskerne miner i internationalt farvand syd for Langeland og Øresund. Dagen efter kastede et engelsk fly ved en fejltagelse bomber over Esbjerg, hvorved en blev dræbt og syv såret. Forfærdelsen i Danmark var stor. Tyskerne havde allerede den 28. august advaret den danske regering mod at tolerere engelske overflyvninger. De regnede øjensynligt, men fejlagtigt, med engelsk luftmilitær bistand til Polen. Den 8. september smed et Royal Air Force-fly flyveblade ned over Sønderborg. Tyskerne krævede nu, at dansk militær beskød fremmede fly, som kom ind over dansk område. Nødtvungent lod den danske regering opstille luftværnsskyts ved Esbjerg, Rødekro og Løgumkloster. Samtidig søgte og fik regeringen af finansudvalget bevilget 20 mill. kr. til materielanskaffelser til hær og flåde og fem mill. til det civile luftværn. „Lad os tage praktisk på tingene og lade være med at fordybe os i en principiel diskussion,” sagde forsvarsminister Alsing Andersen ved denne lejlighed. Tilsyneladende var de store politiske partier under indtryk af krigens alvor begyndt at nærme sig hinanden.

Efter tysk pres udlagde den danske marine i november miner mellem Langeland og Lolland, Als og Ærø og i Grønsund. Tyskerne hævdede, at engelske ubåde opererede i danske farvande og derfra søgte ind i Østersøen. Det var dog ikke tilfældet, da englænderne for længst havde afskrevet dette farvand. Da krigen mellem Sovjetunionen og Finland brød ud den 30. november, og da der kort efter skete betydelige tyske troppekoncentrationer i de tyske østersøhavne, indstillede generalkommandoen til regeringen, at der blev foretaget forstærkningsarbejder til støtte for forsvaret og indkaldt ca. 12.000 mand i perioden indtil 1. maj 1940. Regeringen imødekom ikke indstillingen. Dens inderste mening kom en deprimeret og udslidt statsminister for skade at tilkendegive i en radiotale den 1. januar 1940. Stauning sagde bl.a.:

"Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje til krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt kampberedskab. Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning for vor neutralitet, men krigsførelse i egentlig forstand er udelukket af de geografiske forhold, ligesom befolkningens ringe størrelse også udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op imod magter, som kan tænkes at stå kampberedte over for Danmark."

Det var ikke de ord, befolkningen havde ventet, selv om de i virkeligheden dækkede den hidtil førte politik, som havde vælgernes tilslutning. Men tonen var for opgivende, og bedre blev det ikke, da Stauning fulgte talen op i et interview, hvor han sagde, at han personligt aldrig havde været så nedtrykt, som han var nu. Heraf opstod der et stort politisk røre, hvor Stauning især fra konservativ side blev genstand for kraftig kritik. For at få skabt ro accepterede regeringspartierne en udtalelse, vedtaget enstemmigt af Folketinget den 19. januar 1940, hvori det hed, „at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed”. Nu syntes det, som om der var tale om et eksistensforsvar, hvad regeringen stadig ikke forestillede sig. Den ville kun bruge militære magtmidler, hvis der, som man havde sagt i 1937, forelå „rimelig mulighed” for, at det kunne nytte. Men i vide kredse var der skabt en anden opfattelse, som underbyggedes af, at der i februar 1940 bevilgedes yderligere 65 mill. kr. til materielanskaffelser. Ganske som under 1. verdenskrig var regeringspartierne parate til ved militære bevillinger at tilvejebringe, hvad man kaldte „politisk borgfred”, selv om man ikke troede på militærets nytteværdi. På dette sene tidspunkt var det i øvrigt umuligt at købe krigsmateriel.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Dansk usikkerhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig