På Rådhuspladsen i København samledes folk den 2. september 1939 for at få de store dagblades sidste nyheder om det, der viste sig at være den 2. verdenskrigs udbrud. Mennesker, der aldrig havde set hinanden før, udvekslede tanker og forlydender. Da pressen efter den 9. april 1940 blev underkastet censur, voksede omsætningen af rygter undertiden til det absurde.

.

Johannes Kjærbøl, de danske smedes formand, var handelsminister 1935-40, arbejds- og socialminister 1940-42 og arbejdsminister 1942-43. Han kom på disse poster til at administrere en række af krigens tyngende indgreb. Efter krigen blev han en effektiv og human chef for administrationen af den kvarte million tyske flygtninge, som i 1945 opholdt sig i Danmark. Han fik siden flere ministerposter i de socialdemokratiske regeringer.

.

L. Larsen-Ledet var tidens førende afholdsagitator, djærv, pågående og slagfærdig. I september 1939 blev der en overgang lukket for salg af spiritus, og skal man tro Aksel Alriks tegning i Svikmøllen, jublede han til de tørstende sjæle: „Nå! Nu kan du nok mærke, hvordan det er at være Afholdsmand!” Afholdsbevægelsen kulminerede i årene op til 2. verdenskrig. Ved kommuneafstemninger kunne spiritussalg forbydes, hvilket også skete mange steder, især i Vestjylland.

.

I august 1914 havde man overvejet at omdanne regeringen ved at optage ministre fra oppositionen for derved at opnå fuldstændig borgfred, som man kaldte det. Tanken var faldet, og den kunne heller ikke virkeliggøres i september 1939. Regeringen tilbød Venstre og konservative poster som ministre uden portefølje, men Venstre krævede fagministerier, og så fortsatte ministeriet Stauning-Munch i princippet uforandret, idet trafikminister Fisker og den besværlige justitsminister Steincke dog blev udskiftet. Han havde efterhånden fået tirret det meste af dagspressen i sine stort set forgæves forsøg på ad lovgivningens vej at bremse pressens muligheder for ustraffet at bagvaske især politikere. Da han selv senere søgte at blive renset ved en række injurieprocesser, fik han også sine kolleger imod sig, og Stauning lod ham falde.

Danskerne mærkede straks krigen. Ved 1. verdenskrigs udbrud havde indenrigsministeren fået vidtstrakt bemyndigelse til at gribe ind over for erhvervslivet for at sikre befolkningens forsyninger ved hjælp af restriktioner og rationeringer. Den 2. september 1939 var det handelsminister Johannes Kjærbøl, der fik dette redskab, bistået af statens erhvervsøkonomiske råd. Han benyttede det straks. Privat bilkørsel blev forbudt, og for erhvervskørsel kom der rationering af benzinen, ligesom el og gas, sukker, kaffe og te blev rationeret. Offentlig transport, reklame- og gadebelysning blev indskrænket. På mel og korn kom der maksimalpriser, og der indførtes huslejestop. For at sikre befolkningens forsyninger bemyndigede loven også handelsministeren til at ekspropriere varelagre mod fuld erstatning og til at indføre priskontrol. Modellen fra 1. verdenskrig var tydelig, men viljen til at affinde sig med indgrebene større end dengang. Man anså dem nu for uafvendelige.

Som under 1. verdenskrig, men hurtigere, fik vi at føle, at vi handelsmæssigt var i klemme mellem England og Tyskland. Allerede i september 1939 sænkede den tyske marine flere skandinaviske skibe på vej til engelsk havn. Danske skibe fik påmalet et dannebrog og undgik torpedering, men tyskerne havde mineret uden for de engelske havne; 29 danske skibe blev minesprængt i tiden indtil besættelsen, og 384 danske søfolk omkom. I løbet af 1930'erne havde englænderne styrket deres egen produktion af landbrugsvarer, og når de fortsat var interesserede i at importere fra Danmark, skyldtes det i høj grad ønsket om at formindske den danske eksport til Tyskland som et led i deres økonomiske krigsførelse.

Priserne på importvarer begyndte straks at stige, mens eksportpriserne stagnerede, hvilket ramte landbruget hårdt. Det øgede beredskab kostede penge, og befolkningens forbrug måtte holdes nede, fordi eksportindtægterne faldt. Allerede den 5. oktober vedtog Rigsdagen at dække de 85 mill. kr., som de ekstraordinære udgifter til militæret og det civile luftværn beløb sig til, ved at sætte afgifterne på chokolade, tobak, øl og spiritus op. Samtidig øgedes indkomst- og formueskatten med 40 procent ud over de 15 procent, som indkomstskatten var blevet forhøjet med i marts 1939.

Men hermed var kun de første vanskeligheder overvundet. Problemet var landbruget og sterlingkursen, og situationen kunne for så vidt minde meget om krisen forud for Kanslergadeforliget seks år før. Landboforeningerne og dermed Venstre, LS og dermed Bondepartiet ønskede, at kursen skulle følge pundet nedad. Alle andre, dvs. regeringspartierne og de konservative, handel, industri, fagforbund og husmænd mente, at der fortsat burde gribes ind for at hindre prisstigninger, således som Nationalbanken allerede 1. september 1939 havde gjort ved at standse kronefaldet. Regeringen optog forhandlinger med England for at få en højere pris på vore landbrugsprodukter, og det lykkedes også at få en ny handelsaftale i stand så sent som den 2. april 1940. Den godkendte i princippet, at vi som under 1. verdenskrig handlede med begge krigsførende parter, men mængden, vi kunne afsætte, og priserne, englænderne ville betale, var langtfra tilfredsstillende. En uge efter var det hele ligegyldigt.

Inden man var kommet så langt, havde Rigsdagen i november 1939 vedtaget at hjælpe landbruget ved at støtte med et beløb, der udgjorde seks procent af eksportværdien af bacon, smør, mælkekonserves og æg. Samtidig blev hjemmemarkedsprisen hævet tilsvarende, og der ydedes tilskud til at nedsætte fragten på foderkorn. Det ville alt i alt koste staten ca. 18 mill. kr. indtil udgangen af januar 1940. Venstre karakteriserede ordningen som „en almisse”. Landbrugsrådet var enigt heri.

Det var heller ikke noget stort beløb i forhold til, hvad finansminister Vilh. Buhl samtidig begyndte at indkræve til dækning af de ekstraordinære krigstidsudgifter. I marts 1940 fik han vedtaget at øge indkomst- og formueskatterne for finansåret 1940-41 med 135 mill. kr., og forbrugsafgifterne blev yderligere skruet i vejret, så de nu indbragte ca. 200 mill. kr. mere. Det gik ved en omsætningsafgift på ti procent ud over trikotage, garn, ure, guld- og sølvvarer, hatte og paraplyer. Endvidere blev der lagt skat på elpærer, papir, sodavand, parfume og kosmetik, ligesom afgiften på øl, tobak og chokolade atter forhøjedes. Omsætningsafgiften blev ikke indregnet i pristallet, hvilket ramte alle lønmodtagere, hvis lønninger var pristalsregulerede.

En tredjedel af alle organiserede arbejdere var i februar 1940 uden arbejde. Selv om dette for en del skyldtes den sæsonbestemte arbejdsløshed, som i 1940 var højere end sædvanligt på grund af den strenge isvinter, viste det dog, at krigen ikke kun ramte landbruget, men også byerhvervene.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Krigens første måneder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig