Scavenius frelser os alle

Den 10. maj 1940 faldt Hitler over Holland og Belgien, den 4. juni evakueredes de sidste engelske tropper fra Dunkerque, den 9. juni måtte de sidste engelske tropper rømme Nordnorge, den 10. gik Italien ind i krigen på tysk side, og den 17. kapitulerede Frankrig. Ulykke efter ulykke ramte Vesteuropa. I denne situation fiskede de danske nazister i rørt vande. I deres avis Fædrelandet hetzede de mod regeringen og krævede, støttet af LS, en anden regering og et nyt „system”. Demonstrationer arrangeredes. I hast blev det danske politi udvidet med 1200 mand. I danske politiske kredse frygtede man for en eller anden form for nazistisk magtovertagelse, støttet af de tyske bajonetter. Man kunne ikke vide, at de danske nazister nød ringe respekt i Berlin, og at tyskerne foretrak at beholde samlingsregeringen frem for at skabe uro ved at indsætte en marionetregering. Derimod så man gerne regeringen omdannet, så den kom til at omfatte nogle mere „positive” kræfter end de gammelkendte politikere fra de fire store partier.

I det hele fejrede leden ved det bestående system store triumfer. Ikke-nazistiske, nationalistiske kredse pressede kongen med henvendelser om at udnævne en ny regering med få eller ingen partipolitikere – også i håb om at undgå en nazistisk magtovertagelse. Tanken støttedes af Berlingske Tidende og Jyllands-Posten samt af fremtrædende erhvervsledere – populært kaldet ingeniørerne eller Højgaard-kredsen, fordi bl.a. Knud Højgaard, Per Kampmann og Jørgen Saxild var blandt dem. Til kredsen hørte også skibsreder A. P. Møller, historikeren Vilh. la Cour og prins Axel, der var et nyttigt forbindelsesled til kongen. Også hos de konservative var der ønsker om, at i det mindste udenrigsministeren blev udskiftet. P. Munch, som gik i sit 70. år, havde været aktiv i politik i hen ved 40 år. Han forstod udmærket, at man krævede hans afgang. Allerede den 9. april kl. 7 om morgenen havde han i ministermødet sagt, at hans politik – at holde landet uden for krigen ved en militært svagt underbygget neutralitet – var glippet. „Det var derfor i sig selv naturligt, om i hvert fald jeg gik af,” sagde han i erkendelse af, at „systemet Munch” var brudt sammen.

Men konservative som Christmas Møller var helt på det rene med, at gik Munch, fik man Erik Scavenius. Om ham havde kongen under 1. verdenskrig sagt: „Åh udlandet, det sørger Scavenius for. Han frelser os jo alle sammen.” Stauning havde længe ønsket Scavenius. Men det var umuligt, så længe de radikale holdt på P. Munch, og så længe Erik Scavenius ikke selv ville. Endelig kunne det fremføres, at gik Munch, burde Stauning selv træde tilbage, da han som ministeriets chef i hele Munchs udenrigsministertid aldrig havde taget afstand fra dennes linie.

I maj og juni 1940 vaklede regeringen, ikke kun på grund af det ydre stormløb mod den, men også fordi Venstres og konservatives holdning skabte tvivl om, hvad dens parlamentariske grundlag var. Den 30. juni var der i Roskilde voldsomme uroligheder og slagsmål mellem dansk politi og danske nazister støttet af tyske soldater. Regeringen frygtede for, at sådanne hændelser kunne bruges som påskud til indgreb fra tysk side. Den var bl.a. gennem telefonaflytning orienteret om, at hofjægermester Jørgen Sehested fra DNSAP lagde op til en eller anden form for kup. Som følge af dette pres søgte politikerne på ny sammen. Den 2. juli vedtog de fire store partier og Retsforbundet en resolution, hvori de erklærede, at de for at bevare den bestående forfatning ville lægge alle parti-uoverensstemmelser til side, manifesteret ved nedsættelsen af et udvalg på ni medlemmer, som regeringen kunne rådføre sig med. Det var en betydningsfuld beslutning, man herved havde truffet. I udvalget, der så at sige blev Rigsdagens forretningsudvalg, kunne man drøfte alt, hvad der af hensyn til besættelsesmagten ikke lod sig behandle offentligt. Nimands-udvalget fungerede i princippet i hele besættelsestiden og fik stor indflydelse på den politiske udvikling.

Men derved havde man ikke løst det stadig mere påtrængende problem om regeringens sammensætning. Den 26. juni var Stauning ved et middagsselskab sammen med Erik Scavenius og den unge, moderne og dynamiske leder af F. L. Smidth & Co., ingeniør Gunnar Larsen. Presset på at få ikke-partipolitiske ministre var stort. De konservative havde udtrykt ønske om det allerede den 3. juni samtidig med, at de krævede selv at få fagministerier. Erik Scavenius ønskede fortsat ikke at blive udenrigsminister, men i Gunnar Larsen syntes der at være en brugbar mand, og Stauning var indstillet på at tage hensyn til ingeniørernes synspunkter. Han foreslog derfor den 4. juli en regering med fire socialdemokrater (deriblandt ham selv), to radikale (deriblandt P. Munch), to fra Venstre, to konservative og to ikke-politikere. Alle var rede til at godtage dette forslag på nær Venstre, og så faldt det. I stedet endte man den 5. juli med en ren politisk regering, der bestod af fem socialdemokrater, to radikale, tre fra Venstre og to konservative. Denne liste ville kongen imidlertid ikke godkende. Det voldsomme pres udefra havde gjort stærkt indtryk på ham, som det havde gjort det på Stauning. Kongen ønskede Erik Scavenius som udenrigsminister og ikke-partipolitikere på andre poster. Stauning protesterede ikke, men vendte i stedet tilbage til sit eget forslag fra den foregående dag.

Resultatet blev den 8. juli en regering, hvori Stauning fortsatte som statsminister, Vilh. Buhl som finansminister, Kr. Bording som landbrugsminister, mens Johs. Kjærbøl flyttede fra Handelsministeriet til Arbejds- og Socialministeriet. Jørgen Jørgensen fortsatte som undervisningsminister, men de radikale fik kun denne ene post, Venstre stillede to, nemlig Knud Kristensen som indenrigsminister og Søren Brorsen som forsvarsminister. Fra de konservative blev Christmas Møller handelsminister og Vilhelm Fibiger kirkeminister. De meget omtalte „upolitiske” ministre blev Gunnar Larsen som trafikminister og statsadvokaten for særlige anliggender Harald Petersen som justitsminister. Endelig havde – som det mest afgørende – Erik Scavenius ladet sig overtale til på på ny at blive udenrigsminister, som han havde været det 1913-20.

Hans udnævnelse indebar en ændring i den forhandlingspolitik, der hidtil havde været ført over for besættelsesmagten. I de tre måneder, der var gået siden det tyske overfald, havde P. Munch i logisk forlængelse af sin tidligere udenrigspolitik ført en passiv tilpasningspolitik. Den gik ud på ikke at reagere på tyske krav, før de var fremsat direkte, og derpå ved forhandling søge at begrænse dem. Vi måtte ikke kunne mistænkes for at tilslutte os nazisternes mål.

Scavenius var for en aktiv tilpasningspolitik. Han var uden al tvivl overbevist om en tysk sejr, selv om han ikke ønskede den. For at bevare så meget som muligt på danske hænder og afværge nazistiske – det være sig danske eller tyske – forsøg på at overtage regeringsmagten, måtte man både i ord og gerning komme besættelsesmagten i møde, dvs. på forhånd give de indrømmelser, man kunne forvente, at den ville kræve. Herved håbede han at kunne spille sammen med de mere besindige tyskere, således som det var lykkedes for ham under 1. verdenskrig. En sådan politik beroede på, om han havde tilstrækkeligt kendskab til det nazistiske militære og civile hierarki, hvad han imidlertid ikke havde. En anden forudsætning var, at han kunne få ikke bare regering og Rigsdag med sig, men også den folkelige opinion, som siden 1. verdenskrig havde fået en stigende indflydelse på udenrigspolitikken, og det kunne han i det lange løb ikke. Dertil var han for egenrådig og ufolkelig. Samtidig var vilkårene helt anderledes nu, hvor fjenden – modsat under 1. verdenskrig – stod i landet. Hvad der kunne lykkes for Scavenius 25 år tidligere, var dømt til fiasko i 1940. En Erik Scavenius kunne ikke længere frelse os alle.