Varemanglen gav sig fantasifulde udslag. Denne pige, der poserede i Aarhuus Stiftstidende i juli 1943, har syet sig en nederdel af lapper.

.

Den hestetrukne omnibus genopstod under krigen. Allerede fra 1940 kørte i Vejle en ganske almindelig autobus forspændt tre heste. I andre købstæder indstillede man buskørslen. Den kollektive trafik blev under krigen år for år skåret ned.

.

I 1944 kunne alt sælges, også dansk rødvin. Den markedsførtes under betegnelsen „Lamaison”, altså hjemmegjort. Til de tre slagord kunne man tilføje: og til sidst syg!

.

Varemanglen gav sig fantasifulde udslag. Allerede i december 1941 kom der standardhabitter for mænd i handelen, efterhånden af ringere og ringere kvalitet. Mange foretrak at lade en gammel habit vende, så lommer og knaphuller sad forkert. Det gjorde ikke noget. Alle var i samme båd.

.

I den sidste krigsvinter så familien Danmark en anelse luvslidt ud. Man krøb sammen i en enkelt svagt belyst stue. I de kakkelovnsfyrede lejligheder satte løbesoden ofte sit præg på grund af de våde tørv. I spisekammeret var der sparsomt med mad på hylderne, men de fleste steder dog nok. I januar 1945 kom der forbud mod at servere skrællede kartofler i restaurationer, pensionater og fælleshusholdninger. I februar rationeredes salt og kaffeerstatning. Rigtig kaffe og te fandtes ikke. Tobak heller ikke. Selv ellers adstadige borgere kunne ses som „røgdykkere”, der dukkede ned for at samle cigaretskod op. Stumperne kunne så plukkes og rulles til nye cigaretter, og senere kunne skoddenes skod atter anvendes.

For den, der var blevet ekviperet i 1939, kunne påklædningen vel gå an, men ellers så danskerne derangerede ud i tøjet. Celluld og kradsuld var alt, hvad man kunne få. Herreekviperingshandlerne var til sidst kun leveringsdygtige i en såkaldt „maksimalhabit”, der ikke måtte koste over 100 kr. Den kradsede skrækkeligt, og efter et par ganges brug lignede den en kartoffelsæk. Mange lod et gammelt jakkesæt vende, så brystlommer og knapper sad modsat det sædvanlige. Af lagener kunne der sys cottoncoats. Som pelsværk var muldvarp eftertragtet, men brugbar var også kanin, der for tilfældet kaldtes „lapæng”. Damerne promenerede i sko med korkhæle og overlæder af garvet rødspætteskind.

Et særligt fænomen var „bukkevarer”, et navn, der antydede butiksindehaverens legemsstilling, når han under disken fremdrog ikke-rationerede, men sjældne varer som f.eks. gummistøvler, parfume, brillantine, brændevin, dansk frugtvin, kaldet pullimut, eller et par lange heluldne underpermissioner – for ikke at tale om et par silkestrømper. Hvis man skulle holde konfirmation, kunne man måske få en kasse øl ligesom tørve- og brunkulsarbejdere, der på dette område var unddraget den sædvanlige forbrugsbegrænsning på grund af deres livsvigtige arbejde.

Tuskhandel blev en udbredt foreteelse. „Jeg har to dåser sirup og har brug for en hvid skjorte” blev et tema, der kunne høres i mange variationer. Skønt hjemmeslagtning var forbudt, skadede det aldrig at kende en bonde, hos hvem en anpart i en gris kunne hentes.

I kælderen eller brændeskuret stod cyklerne under bolt og lås; dækkene kunne være forsynet med adskillige lapper, hvis da ikke den ulykkelige ejer måtte køre på korkpropper eller små bøgeklodser, holdt fast om fælgen af en ståltråd. Cykeltyverier florerede og søgtes hæmmet med strenge, ubetingede fængselsstraffe. Ranet af en cykel kunne ofte være ruinerende, fordi en ny var uerholdelig og offentlig transport var nedskåret til et minimum, dvs. uden for de største byer til en til to gange om dagen, undertiden kun hver anden dag.

Med gasgenerator på bagenden hostede og prustede en mistrøstig, stærkt begrænset bilpark rundt. I 1939 fandtes 117.000 personbiler, under hele krigen lå tallet på ca. 7000. Med jævne mellemrum måtte chaufføren standse og smide bøgebrænde ned i „kakkelovnen”. Klip-klap-lyden fra generatorens ventil blev velkendt. Lydløse benzindrevne biler varslede derimod Gestapos ankomst.

Tyskerne blev mere og mere desperate, men skønt henrettelser og schalburgtager hørte til dagens orden, var indstillingen til at hjælpe modstandsfolk eller nedskudte engelske flyvere blevet en anden. At gå under jorden var ikke længere så problematisk som i 1943. Alle havde nu en fælles fjende.

I byerne lød ofte sirenerne som tegn på mulig allieret overflyvning. Mange vendte sig om natten blot om på den anden side og sov videre, mens andre, overvåget af husvagter med gasmaske i hylster over skulderen, pligtskyldigt søgte beskyttelsesrummet i kælderen.

En lurende utryghed ved en mulig drastisk og blodig afslutning på krigen lå vel i baghovedet på de fleste, men som man i 1939-40 havde skubbet det værst tænkelige fra sig, håbede alle på og regnede med, at værnemagten i al fald i Danmark lige så stille ville give op.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Luvslidte danskere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig