Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Billeder, musik og dans

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

I tiden op mod 2. verdenskrig fortsatte den danske landskabsmalertradition fra 1800-tallet. Men den var allerede under 1. verdenskrig brudt og tilført nye impulser. Ikke mindst takket være den svensk-danske maler Karl Isakson fik danske malere øjnene op for bl.a. Paul Cézanne og van Gogh – og for Bornholms natur. Det gælder Oluf Høst, der med impressionistisk farvesikkerhed navnlig hentede sine motiver i Gudhjem. Påvirket af Karl Isakson var også den abstrakt-naturalistiske Olaf Rude. Bornholm indtog nu næsten Skagens plads i malerkunsten. Til bornholmerskolen hører også Niels Lergaard, der var stærkt optaget af vekselvirkningen mellem hav og kyst og også impressionist, men tillige påvirket af den strenge komposition i tidlig kinesisk og indisk kunst. Inspiration fra Edvard Munch og Emil Nolde spores i Jens Søndergaards dramatiske billeder fra Nordvestjylland. På én gang naturalist og mystiker var Erik Hoppe, der malede fra Norge og Søndermarken, hvis grønne lys han fastholdt med stor styrke. Skønt meget forskellige var Lergaard, Søndergaard og Hoppe fælles om at dyrke naturlyrikken. Landskabsmaler var også Lauritz Hartz, der vendte sig mod modernismen og med sarte farver malede naturalistiske billeder. Til den lidt yngre landskabsmalergeneration hører de saglige vendsysselske malere Svend Engelund og Johs. Hofmeister. En byens landskabsmaler er Folmer Bendtsen, som dyrkede Nørrebro og Vesterbros baggårde i ofte dystre malerier, hvor det socialrealistiske indtryk tilføjes en lysere dimension ved menneskeskildringerne. Søren Hjorth Nielsen hentede også sine motiver i storbyen og dens forstæder, men tog tillige landskabsmaleriet op med stilfærdige billeder. Det gælder også Erik Raadal med hans realistiske malerier fra Midtjyllands karrige egne.

 Harald Lander skabte i 1942 på eskimoisk baggrund balletten „Qarrtsiluni” med musik af Knudåge Riisager. Lander ville styrke nationalfølelsen, men selv om værket er udsprunget af den historiske situation, har det siden stået sig. Qarrtsiluni betyder stilheden, mens man venter på noget, der skal briste.

Harald Lander skabte i 1942 på eskimoisk baggrund balletten „Qarrtsiluni” med musik af Knudåge Riisager. Lander ville styrke nationalfølelsen, men selv om værket er udsprunget af den historiske situation, har det siden stået sig. Qarrtsiluni betyder stilheden, mens man venter på noget, der skal briste.

William Scharff fik sit gennembrud allerede under 1. verdenskrig. Han studerede ældre kunst i Italien og andre sydlige lande og omsatte sine indtryk efter devisen menneskets møde med naturen, især udmøntet i store billeder af den danske granskov. Også Vilhelm Lundstrøm opnåede tidligt at blive berømt – eller måske berygtet som „pakkassemaleren”, fordi han lavede collager, hvori indgik utraditionelle materialer. Mere end nogen anden blev han kubismens foregangsmand i Danmark. Hans appelsiner, kander og stiliserede nøgne kvinder, der ligner marcipangrise, vakte først furore, siden anerkendelse.

I slutningen af 1930'erne blev de internationale forbindelser stadig mere tætte. Nu spores også stigende påvirkning fra Georges Braque, Klee, Miro og mange andre. De nonfigurative og abstrakte tendenser udvikles. Typiske for denne kunstneriske fase var bl.a. Ejler Bille, Egill Jacobsen og Richard Mortensen, som både i deres billeder og skrifter bidrog væsentligt til at introducere surrealismen for et dansk publikum. Den mest provokatoriske eksponent for denne kunstretning var formentlig Wilhelm Freddie, der fik nogle af sine arbejder beslaglagt – og anbragt på Kriminalmuseet – som pornografiske, håndfast påvirket af Freud, som de var. Picasso og Matisse havde allerede i nogle år været en latent inspiration. Det blev de særligt for Egill Jacobsen. De unge abstrakte malere samlede sig om tidsskriftet Helhesten (1941-44), bag hvilket Egill Jacobsen var aktiv. Til denne kreds hørte også Else Alfelt, Asger Jorn og Carl-Henning Pedersen. Senere (1948-51) samledes de og andre som f.eks. Henry Heerup i Cobra-gruppen. Navnet var en sammenskrivning af Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam, hvorfra kunstnerne kom. Med dem var efterkrigstidens nye danske billedkunst ved at tage form, stærkt påvirket af de internationale strømninger. Samtidens uoverskuelighed med verdenskrig, den kolde krig og atomalderens trusler betød opløsning af den realistiske, naturalistiske, genkendelige malemådes elementer.

Annonce

Inden for skulpturkunsten kom Einar Utzon-Frank til at spille en rolle – ikke mindst som professor ved kunstakademiet – delvis præget af nyklassicistiske forbilleder. Hans jævnaldrende, Johannes Bjerg, udviklede sig fra at være en modernistisk enegænger til at blive det officielle Danmarks billedhugger med talrige portrætbuster af fremtrædende personer, medens Mogens Bøggild på basis af intense naturstudier blev dyrenes billedhugger. Uden for de herskende retninger står de abstrakte kunstnere Sonja Ferlov og Erik Thommesen, som navnlig har arbejdet med træskulpturer, og Robert Jacobsen, som efter en kort periode med abstrakte fabelvæsner i sten, umiddelbart efter krigen gik over til at arbejde i jern.

Endnu ved periodens begyndelse var Carl Nielsen den dominerende skikkelse i dansk musikliv. For alvor bevægede han sig ind i modernismen i 1925 med den sjette og sidste symfoni og i 1928 med en klarinetkoncert og en stor orgelkomposition „Commotio” (1931). Hos næsten alle tidens øvrige danske komponister spores Carl Nielsen. Stærkt påvirket af ham var således Herman D. Koppel både som pianist og komponist af klaverkoncerter. Under besættelsen måtte han flygte til Sverige og skrev her vokalmusik med baggrund i krigens gru. Også hos Finn Høffding mærkes Carl Nielsens indflydelse. Høffding skrev symfoniske fantasier og arbejdede på at forbedre skolesangen. Sammen med komponisten Jørgen Bentzon arbejdede han også for folkemusikskolen. Bentzon komponerede bl.a. en række orkesterværker præget af et helt moderne tonesprog, men også af en lyrisk holdning. Navnlig inden for kirkemusikken virkede den længe miskendte Rued Langgaard, der søgte tilbage til forrige århundredes musikalske forestillinger især som udtrykt af Niels W. Gade. Kirkemusiker var også Poul Schierbeck, som blev mest kendt for sine festkantater og mange folkelige sange som melodien til „I Danmark er jeg født”.

Nye europæiske strømninger prægede Knudåge Riisager; han fandt symfoniformen passé og skrev i stedet i 1930'erne og 1940'rne en række korte værker, som han med et gammelt italiensk udtryk benævnte sinfonier. Mest kendt blev han dog for sin balletmusik, der blev til i samarbejde med Harald Lander.

Den danske ballet havde været i en nedgangsperiode, indtil Lander i 1932 blev balletmester ved Det kongelige Teater. Han forbandt troskab mod den danske Bournonville-tradition med en betydelig indsigt i de nye strømninger i europæisk dans specielt den, som den russiske koreograf Mikhail Fokin stod for. Harald Lander skabte dansk ballets placering i den store verden. Han var tillige selvstændigt skabende koreograf. Også han påvirkedes af den tyske besættelse. Det kommer til udtryk i balletten „Troldmandens Lærling” (1940) og „Våren” (1942), og det ses af balletten „Qarrtsiluni” (1942), hvortil Knudåge Riisager skrev musikken. Den skildrer grønlænderne, som venter på solen, dvs. befrielsen. Verdensberømt er Harald Landers ballet „Etudes” fra 1948, også med musik af Riisager.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Billeder, musik og dans i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306367