Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Scavenius og Best

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Da Scavenius straks efter sin udnævnelse til statsminister fremstillede sig for Folketinget, kom til husvalelse for tyskerne de ventede tirader om det kommende nye Europa og kriminaliseringen af sabotage, men også en bemærkning om, at den nye regering ville føle sig forpligtet over for Rigsdagen. Det beroligede politikerne, som efterhånden var blevet skeptiske med hensyn til hans demokratiske sindelag.

Erik Scavenius og Werner Best fandt hurtigt sammen i et interessefællesskab og udviklede en gensidig forståelse næsten som den, der under 1. verdenskrig havde præget Scavenius' samarbejde med den tyske gesandt Brockdorff-Rantzau. Deres fælles fjender var på den ene side modstandsbevægelsen, på den anden general von Hanneken. Både Scavenius og Best ville opretholde det bestående system, Scavenius fordi han nu engang mente, at indrømmelsespolitikken gavnede land og rige mest, Best fordi hans attrå var at dokumentere, at han – modsat Terboven i Norge – var i stand til at styre et besat land med et minimum af mandskab og magtanvendelse og derved kunne høste anerkendelse hos Hitler. Skulle Scavenius' taktik lykkes, krævede det et passivt folk, og for Best var det nødvendigt, at værnemagten holdt sig i ro. Begge forudsætninger bristede – i høj grad påvirket af den udenrigspolitiske og militære udvikling.

I de samme dage, som ministeriet Scavenius blev til, rullede den engelske hær under marskal Montgomery efter gennembruddet ved El Alamein sejrrigt frem i Nordafrika, og den amerikanske hær under general Eisenhower gik i land i Marokko og Algeriet. Den Rode Hær havde samtidig spærret resterne af de tyske angrebsstyrker inde i Stalingrad. Synligt for enhver var krigslykken ved at vende.

Annonce

 På plakatsøjlerne agiteredes i marts 1943 for at stemme – og med en Sikker Hansenplakat for at give børnene Vitaminol. Det var et vitaminpræparat, som Sundhedsstyrelsen anbefalede som supplement til kosten, der i mange hjem blev forringet under krigen.

På plakatsøjlerne agiteredes i marts 1943 for at stemme – og med en Sikker Hansenplakat for at give børnene Vitaminol. Det var et vitaminpræparat, som Sundhedsstyrelsen anbefalede som supplement til kosten, der i mange hjem blev forringet under krigen.

I Danmark måtte von Hanneken sikre sig mod en invasion. Han krævede i oktober 1942 den danske hærs garnisoner i Jylland rømmet, og de blev overflyttet til Fyn. Han krævede også alle de våben, der ikke blev brugt til uddannelse, udleveret. Ved forhandling – og takket være Bests mellemkomst – lykkedes det at få kravet reduceret til mobiliseringsbeholdningerne, det vil bl.a. sige 60.000 geværer, 1000 maskingeværer og 30 mill. patroner. Resten tog tyskerne efter den 29. august 1943. I november 1942 gennemførte det danske politi på tysk krav en ny bølge af arrestationer af kommunister. Ca. 250 blev arresteret og anbragt i Horserødlejren. Også Aksel Larsen, der havde levet under jorden, blev arresteret. Han blev udleveret til tyskerne og endte i koncentrationslejr.

Til gengæld gav forhandlingspolitikken også positive resultater. Medens der i sommeren 1942 ikke var danskere i tysk fængsel – de 100 kommunister fra 1941-interneringen sad i en dansk fangelejr – var der sidst på året i 1942 80. Gennem Werner Best blev det tyske Udenrigsministerium af Erik Scavenius overbevist om, at det ville være gavnligt for roen i landet, om de overgik til de danske myndigheders varetægt. Derfor var der i april 1943 kun en halv snes danske i tysk fængsel.

Et andet resultat af samarbejdet mellem Scavenius og Best var, at besættelsesmagten gav tilladelse til den 23. marts 1943 at afholde folketingsvalg – formentlig det mest ejendommelige i Danmarks snart 150-årige demokratis historie. Landets helt eksistentielle problem kunne ikke omtales, og al sædvanlig agitation var forbudt, hvilket som nævnt også DKP var. Scavenius og Best havde imidlertid en sammenfaldende interesse i, at valget blev afholdt. De politiske partier kunne ikke komme uden om at forsvare forhandlingspolitikken, og det var svært at forestille sig, at vælgerne ville underkende den. Et valg kunne hermed legitimere Scavenius' politik og give ham mandat til at fortsætte den. Når politikerne selv ønskede valget afholdt, skyldtes det, at valgperioden udløb den 2. april. Undlod man valget, risikerede man, at tyskerne ikke ville acceptere et parlament, der med henvisning til nødretten havde forlænget sig selv. For Best lå fordelen ikke blot i den sandsynlige folkelige godkendelse af samlingsregeringen under Scavenius, men også i at Danmark i propagandaen kunne fremstilles som et mønsterprotektorat.

 En våd tørv vrides. Brændværdien i tørvene var ofte meget ringe, muligheden for løbesod i skorstenen betydelig. En avisnotits berettede om ildebrand i et hus, hvor alt brændte undtagen tørvene.

En våd tørv vrides. Brændværdien i tørvene var ofte meget ringe, muligheden for løbesod i skorstenen betydelig. En avisnotits berettede om ildebrand i et hus, hvor alt brændte undtagen tørvene.

Ved valget opstillede det tyske mindretal ikke, fordi så mange af dets medlemmer gjorde tjeneste ved fronten. Som erstatning gennemtvang tyskerne, at mindretallet i stedet fik et særligt kontor i Statsministeriet til varetagelse af dets interesser. De fem samarbejdende partier fandt den 9. marts sammen om en udtalelse, der i realiteten tog afstand fra den statsminister, de bar oppe. Overhovedet er omstændighederne ved valget i 1943 et skoleeksempel på besættelsestidens dobbeltbundethed. Scavenius var upopulær i befolkningen, hvis støtte på den anden side var nødvendig for partierne, der herved kom i klemme, fordi besættelsesmagten ikke ville godtage nogen anden statsminister end ham. Det snoede de fem partier sig udenom ved i udtalelsen at tale om, at valget alene gjaldt den Rigsdag, „som nu og i den kommende tid skal give folkets vilje udtryk”, altså ikke den ulyksalige Scaveniusregering, som de fire af partierne selv var repræsenteret i. Budskabet opfattedes rigtigt, og til overflod tydeliggjordes det i valgkampen, at valget ikke var for eller imod Scavenius, men for eller imod folkestyret. Da politik både er skuespil og brød, meddelte handelsminister Halfdan Hendriksen samme dag i radioen, at i april kvartal ville rationerne af brød, sukker, gryn og sæbe være de samme, men rationen af hvedemel måske 800 g mere. Det var et budskab, der var til at forstå.

Modstandsbevægelsen var i et dilemma. Den havde endnu ikke styrke til at udfordre hele det etablerede politiske system. Det ses af, at Christmas Møller i BBC opfordrede til at stemme på et af de fem samarbejdende partier eller på Dansk Samling og af, at det illegale „Ringen” støttede „ukompromitterede mænd” uanset partifarve. Der var endnu for få, som turde tage konsekvensen af at bryde med forhandlingspolitikken. DKP opfordrede til at stemme blankt, hvilket meget få dog gjorde.

 Handelsminister Halfdan Hendriksen vurderer et stykke formbrændsel. Brunkulsbriketter var en vigtig indenlandsk energikilde ved siden af tørv og træ. Brændværdien i tørvene var ofte meget ringe, muligheden for løbesod i skorstenen betydelig. En avisnotits berettede om ildebrand i et hus, hvor alt brændte undtagen tørvene.

Handelsminister Halfdan Hendriksen vurderer et stykke formbrændsel. Brunkulsbriketter var en vigtig indenlandsk energikilde ved siden af tørv og træ. Brændværdien i tørvene var ofte meget ringe, muligheden for løbesod i skorstenen betydelig. En avisnotits berettede om ildebrand i et hus, hvor alt brændte undtagen tørvene.

Mere markant var Dansk Samlings holdning. Arne Sørensens holdning til demokratiet havde været flimrende, men efter krigsudbruddet i 1939 gik han ind for de allieredes kamp mod nazismen. Dansk Samling angreb ved valget Scavenius og de fem samarbejdende partier, men det gik dog kun fra 9000 op til 43.000 stemmer og tre mandater.

På den anden side stod DNSAP. Det havde i 1939 fået 31.000 stemmer og opnåede nu 43.000. Men da stemmedeltagelsen samtidig steg fra 79 procent til 90 procent, den hidtil højeste, betød det i virkeligheden fiasko. Mens nazisterne endnu i 1942 kunne betragtes som et faremoment for folkestyret, var de nu definitivt færdige. Best erkendte det og anbefalede, at man bevarede det danske „landsbydemokrati”. Frits Clausen drog konsekvensen og tog til Østfronten som militærlæge.

Det var de fem samarbejdende partier, som vandt valget, om end med indbyrdes forskydninger. Den mest markante fremgang tilfaldt de konservative, der øgede deres stemmetal med over en tredjedel og i mandater gik fra 26 til 31. Socialdemokraterne gik to frem, de radikale en tilbage, Venstre to tilbage. Det var socialdemokrater og radikale, som havde haft ansvaret for dansk politik til og med den 9. april. Vælgerne følte åbenbart ingen tilbøjelighed til nu at straffe dem for den måde, på hvilken de havde administreret dette ansvar. Det var også lykkedes politikerne at overbevise befolkningen om, at de af omstændighederne var tvunget til at bære Scavenius oppe, skønt de ikke brød sig om ham. Fra dagligstuemøderne, som trådte i stedet for de forbudte vælgermøder, trængte budskabet ud til vælgerne, der foretrak det gammelkendte frem for det ukendte og usikre.

 Radioen blev helt uundværlig under krigen. I Fyns Venstreblad kunne man i oktober 1940 se en annonce, der på en uangribelig måde gjorde opmærksom på, at den averterede radio kunne bringe ejeren i forbindelse med f.eks. London. Tyskerne forbød aldrig radioaflytning i Danmark. Prisen på radioen svarede til mere end to ugelønninger for en arbejder.

Radioen blev helt uundværlig under krigen. I Fyns Venstreblad kunne man i oktober 1940 se en annonce, der på en uangribelig måde gjorde opmærksom på, at den averterede radio kunne bringe ejeren i forbindelse med f.eks. London. Tyskerne forbød aldrig radioaflytning i Danmark. Prisen på radioen svarede til mere end to ugelønninger for en arbejder.

Imidlertid skiftede befolkningens holdning på få måneder. I august 1943 foretog „Ringen” diskret en opinionsundersøgelse, som viste, at af de 1300 adspurgte var 70 procent af mændene og 50 procent af kvinderne ubetinget tilhængere af sabotage, af resten var de fleste betingede tilhængere. Selv om en undersøgelse foretaget på dette tidspunkt og under disse forhold må tages med et vist forbehold, giver den utvivlsomt som folketingsvalget fem måneder før et sandt billede.

Der var sket meget på denne korte tid. I Stalingrad havde de tyske tropper overgivet sig. Den årelange belejring af Leningrad var brudt, og Afrika var kommet helt i de allieredes hænder. Tyske frontberetninger talte om elastiske tilbagetog. I hjemmene sad danskerne klinet til radioen for at høre BBC's udsendelser og tegnede de vigende tyske linier ind på store landkort. Allerede i valgmåneden forefaldt 60 sabotageaktioner. SOE's tilstedeværelse i Danmark blev på samme tid en realitet. I marts 1943 sendtes Flemming B. Muus hertil som ny „chief Organizer in the field”, og flere faldskærmsfolk fulgte efter, i 1943 i alt 20. Muus formåede at skabe sig en central placering i det illegale miljø. I samme marts måned foretog Royal Air Force den første nedkastning af våben og sprængstof i Jylland, og flere nedkastninger fulgte efter. Centralt i denne virksomhed stod modtagegruppen i Hvidsten, indtil den i marts 1944 blev arresteret, røbet af en fanget faldskærmsmand. Nedkastningerne foregik efter kodemeldinger i BBC: hilsen til Karen, Peter osv. Hvert navn betegnede en modtageplads, hvor illegale grupper stod parat til at opsamle og gemme de nedkastede containere. Sådanne modtagepladser forberedtes efterhånden over hele landet.

Sabotagen blev fra marts 1943 langt mere seriøs. Den vakte tyskernes opmærksomhed, fordi den beviste engelsk infiltration også i Danmark. Navnlig takket være B&O-ingeniøren L. A. Duus Hansens indsats stod den danske modstandsbevægelse fra foråret 1943 i en løbende og pålidelig radiokontakt med SOE.

 Den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best ankom til København den 5. november 1942, hvor udenrigsminister Erik Scavenius modtog ham. Få dage efter var Scavenius tillige statsminister. De to mænd fik et godt samarbejde, indtil spillet væltede den 29. august 1943. De ønskede begge en fredelig udvikling i Danmark. Best for at demonstrere, at en forholdsvis blød hånd kunne give resultater, Scavenius fordi han mente, at det var til skade for befolkningen at gøre modstand.

Den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best ankom til København den 5. november 1942, hvor udenrigsminister Erik Scavenius modtog ham. Få dage efter var Scavenius tillige statsminister. De to mænd fik et godt samarbejde, indtil spillet væltede den 29. august 1943. De ønskede begge en fredelig udvikling i Danmark. Best for at demonstrere, at en forholdsvis blød hånd kunne give resultater, Scavenius fordi han mente, at det var til skade for befolkningen at gøre modstand.

Politikerne så med den største ængstelse på denne udvikling. Ved kommunevalget den 5. maj 1943 tog camouflerede DKP-lister i flere byer stemmer fra Socialdemokratiet, flest i Nakskov, hvor listen tog en femtedel af alle stemmer. Grunden var begyndt at skride under indrømmelsespolitikken. Den 15. maj 1943 overtog kongen efter sin sygdomsperiode atter regeringens forelse og holdt da på ministeriets foranledning en tale i radioen, hvor han karakteriserede sabotageaktionerne som „forkastelige handlinger”. Også hantalte for døve øren, skønt han straks efter den 9. april 1940 var blevet nationens samlingsmærke. Befolkningen opfattede kongen som tvunget dertil af Scavenius og Best, skønt også han kunne nære frygt for, hvad der ville ske med monarkiet, hvis tyskerne sendte regeringen hjem og lukkede Rigsdagen.

Den 10. juli 1943 gik de allierede i land på Sicilien; Mussolini blev afsat, og Sovjetunionen begyndte en ny offensiv. Hamburg blev bombet fra luften. I Danmark frygtede general von Hanneken for en allieret invasion på den jyske vestkyst. Betonbunkers begyndte at vansire klitlandskabet, og von Hanneken rasede mod sabotørerne, samtidig med at han frygtede for, at den danske hær – så indskrumpet den end var – ville falde værnemagten i ryggen i tilfælde af en invasion i Danmark. Han appellerede til føreren om at få hæren afvæbnet og om, at der skete drastisk indskriden over for modstandsbevægelsen. Magtkampen mellem ham og Werner Best gik ind i sin kulmination. Best blev taberen, og han tog Scavenius og indrømmelsespolitikken med sig i sit nederlag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Scavenius og Best i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306351