Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pres på regeringen

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Den danske modvilje mod en mønt- og toldunion blev fra tysk side tolket derhen, at 8. juli-erklæringen kun var tom snak uden ærlig vilje bag. Scavenius havde ikke kunnet levere det „nødvendige og gensidigt aktive samarbejde”. Det førte i første omgang til et krav om Christmas Møllers afgang som handelsminister, hvilket skete den 3. oktober 1940. Han afløstes af Halfdan Hendriksen, hvem det da blev beskåret i radioen at glæde befolkningen med små lempelser af rationeringen før jul.

Mere betænkeligt var det, at det danske nazistparti med økonomisk støtte fra det tyske gesandtskab ned gennem oktober og ind i november iværksatte en kampagne mod regeringen gennem annoncer, plakater og pjecer for at kyse den til afgang. I hvor høj grad havde de Berlin i ryggen?

I denne situation søgte Højgaard-kredsen atter at gøre sig gældende. Den frygtede for „norske tilstande” og ville redde så meget som muligt af demokratiet ved delvis at suspendere det for en tid. Man forestillede sig en regering under kongens fætter prins Axel, ØK's direktør, og at den skulle virke gennem fuldmagtslovgivning. Det var en forudsætning, at Rigsdagen godkendte konstruktionen. Man håbede samtidig at komme af med Scavenius for at bremse eftergivenheden over for tyskerne. Den 14. november 1940 henvendte Højgaard-kredsen sig til kongen, der afviste dens ønsker og orienterede statsministeren. Dette medførte, at Stauning den følgende dag i Rigsdagen fremsatte en erklæring, der én gang for alle fastslog, at både konge og ministerium stod på parlamentarismens grund. Rigsdagen ville naturligvis ikke sætte sig selv ud af spillet. Erklæringen var også et nej til Frits Clausen. Kongen stod bag ministeriet, og en „kongekrise” ville det tyske udenrigsministerium ikke ud i. Den var ubelejlig. De danske nazister kunne endnu en tid fortsætte deres demonstrationer, der den 17. november førte til slagsmål mellem dem og københavnerne og den 8. december til det såkaldte „spadeslag” i Haderslev mellem nazister og politi. Men derefter gled de i baggrunden i den tyske politik over for Danmark.

Annonce

 I efteråret 1940 holdt professor Hal Koch på Københavns Universitet en række forelæsninger over Grundtvig. Auditoriet fyldtes til bristepunktet, og forelæsningerne fik sammen med Hal Kochs øvrige virke stor betydning for det folkelige sammenhold på et tidspunkt, hvor man frygtede for ungdommens påvirkning fra tysk-nazistisk side. Hal Koch blev fra oktober 1940 en ledende kraft i Dansk Ungdomssamvirke.

I efteråret 1940 holdt professor Hal Koch på Københavns Universitet en række forelæsninger over Grundtvig. Auditoriet fyldtes til bristepunktet, og forelæsningerne fik sammen med Hal Kochs øvrige virke stor betydning for det folkelige sammenhold på et tidspunkt, hvor man frygtede for ungdommens påvirkning fra tysk-nazistisk side. Hal Koch blev fra oktober 1940 en ledende kraft i Dansk Ungdomssamvirke.

Denne blev fastlagt i dagene kort før jul 1940, og i fastlæggelsen deltog Scavenius ude i kulissen. Han var som Renthe-Fink selv utilfreds med Staunings svage lederskab og ville have ham ud af regeringen. Gennem en mellemmand lod han tyskerne vide, at Københavns overborgmester, Viggo Christensen, stod parat til at overtage statsministerposten. På denne baggrund fik Renthe-Fink det direktiv, at han skulle meddele i København, at eftersom 8. juli-erklæringen kun var forblevet et dødt bogstav, var det usandsynligt, at Stauning kunde skabe en forbedring. En partiafhængig regering var ikke i stand til at skabe et frugtbart samarbejde. Derpå kunne danskerne selv uden tysk indblanding finde ud af, hvad der skulle ske. Samtidig skulde Christmas Møller tvinges helt ud af politik.

Men der blev ikke noget ud af en ny regering. „Tak, fordi du beholdt Stauning!” havde en arbejder råbt til kongen under en af hans morgenrideture, som han til stor opmuntring for befolkningen opretholdt efter den 9. april. Kongen erklærede over for Renthe-Fink, at en regering, der ikke udgik af partierne, var i uoverensstemmelse med forfatningen. Og arbejderne sluttede op om Stauning. Formanden for De samvirkende Fagforbund, Laurits Hansen truede Renthe-Fink med generalstrejke i givet fald. „Nytårskrisen” fusede ud – det tyske udbytte af postyret var Christmas Møllers udtræden af Folketinget og socialdemokraterne Hans Hedtofts og H.C. Hansens nedlæggelse af deres poster i partiet og fagbevægelsen.

 Knud Højgaard var en af Danmarks store iværksættere. Han var chef for ingeniørfirmaet Højgaard & Schultz, der i mellemkrigstiden bl.a. havde anlagt havnen i Gdynia. Han var formand for Dansk Ingeniørforening og en række andre foreninger og virksomheder.

Knud Højgaard var en af Danmarks store iværksættere. Han var chef for ingeniørfirmaet Højgaard & Schultz, der i mellemkrigstiden bl.a. havde anlagt havnen i Gdynia. Han var formand for Dansk Ingeniørforening og en række andre foreninger og virksomheder.

Helt uafhængig af alt dette var Ørum-sagen. Oberstløjnant T. P. A. Ørum søgte i december 1940 at komme til London via Berlin og Lissabon som den første af en række unge flyverofficerer, men blev efter et tip fra København arresteret i Berlin og sigtet for landsforræderi og spionage. Han stod til en dødsdom ved tysk krigsret. Tyskerne var villige til at lade ham dømme ved en dansk domstol, såfremt det blev til livsvarigt fængsel. Til det formål vedtog Rigsdagen en „lex Ørum”, og denne blev derpå i januar 1941 dømt ved en lov med tilbagevirkende kraft.

I samme måned stillede tyskerne krav om at få udleveret 12 af den danske marines torpedobåde. Erik Scavenius tilrådede at imødekomme tyskerne, men andre ministre protesterede, og han fik da bragt det tyske krav ned på otte uden bevæbning. Udleveringen fremkaldte stor harme både blandt de danske søofficerer og i det engelske admiralitet, som mente, at besætningerne burde have sænket skibene.

Presset mærkedes også i det små. I marts 1941 søgte en tysk marinesoldat i Frederikshavn at kysse en 16-årig pige. Hun svarede med at kalde Hitler „det dumme svin”. Soldaten anmeldte hende, og politimesteren gav hende en advarsel. De tyske myndigheder forlangte imidlertid pigen udleveret og stillet for en tysk krigsret. På trods af de ihærdigste danske anstrengelser lykkedes det ikke at afværge dette krav. Påvirket af dette nøjedes krigsretten dog med at tildele pigen en advarsel.

 En konkurrerende nazigruppe fremstillede Frits Clausen som sprællemand. Selv håbede han helt til 1942, at tyskerne ville hjælpe ham til magten, men det skete ikke. Ved rigsdagsvalget i 1943 led DNSAP et stort nederlag, og Frits Clausen meldte sig som læge i SS. Efter krigen blev han arresteret, men han døde i 1947, inden hans sag var pådømt.

En konkurrerende nazigruppe fremstillede Frits Clausen som sprællemand. Selv håbede han helt til 1942, at tyskerne ville hjælpe ham til magten, men det skete ikke. Ved rigsdagsvalget i 1943 led DNSAP et stort nederlag, og Frits Clausen meldte sig som læge i SS. Efter krigen blev han arresteret, men han døde i 1947, inden hans sag var pådømt.

Justitsminister Harald Petersen havde tyskerne forset sig på, da han efter deres mening kun greb håndfast ind over for de danske nazister, men ikke over for dem, der var begyndt at chikanere besættelsesmagten. Stauning og Scavenius bestemte sig for hans afgang, der fandt sted den 8. juli 1941.

På mange andre områder – ikke mindst i forholdet til pressen – mærkedes tyskernes tilstedeværelse som stigende undertrykkelse. Det stod klart, at de ikke var til sinds at overholde tilsagnene fra 9. april.

Et af besættelsestidens værste danske anslag mod demokratiet var det danske politis arrestation af ca. 300 medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti den 22. juni 1941. På denne dag gik Tyskland til angreb mod Sovjetunionen, og samme morgen forlangte tyskerne af regeringen, at de ledende danske kommunister, derunder de tre folketingsmedlemmer, blev arresteret. I modsat fald ville tyskerne selv gøre det. Der var ikke tid til hverken ministermøde eller møde i nimandsudvalget, men Stauning accepterede, og politiet parerede ordren så nidkært, at der blev anholdt flere, end tyskerne havde bedt om.

Forklaringen er, at kommunisterne i befolkningens øjne havde sat sig uden for samfundet. Ikke blot ved deres almindelige holdning i 1930'erne, men også og navnlig ved deres stilling til den finske vinterkrig og ved deres reaktion på Hitler-Stalinpagten. I Arbejderbladet brugte de både før og efter den 9. april de voldsomste skældsord mod de „engelsk-franske krigsforvoldere”, og efter den 9. april rettedes skytset også imod samlingsregeringen.

 Flyverofficeren, oberstløjtnant T. P. A. Ørum, der gav anledning til den „lex Ørum”, der senere også blev brugt over for andre. I 1943 blev han under en indlæggelse på Militærhospitalet ved en dristig aktion befriet af modstandsfolk og bragt til Sverige.

Flyverofficeren, oberstløjtnant T. P. A. Ørum, der gav anledning til den „lex Ørum”, der senere også blev brugt over for andre. I 1943 blev han under en indlæggelse på Militærhospitalet ved en dristig aktion befriet af modstandsfolk og bragt til Sverige.

Kommunistpartiet gik i illegalitet under ledelse af Aksel Larsen (indtil hans arrestation i november 1942), Alfred Jensen, Borge Houmann og Thorkild Holst. Partiapparatet decentraliseredes under tremandsledelser i byerne og med et minimum af kontakt mellem de enkelte grupper. Partiet slog ind på en national politik: „Kampen står ikke klasse mod klasse, men gælder Danmarks frihed.” I september 1941 havde partiets illegale presse sin debut med „Danske Toner” i et oplag på ca. 15.000. Pjecen indeholdt „den tale, Aksel Larsen burde have holdt i Folketinget”, da partiet blev forbudt ved lov.

Når Stauning og siden hele ministeriet godtog arrestationen af kommunisterne, var det som ved „Lex Ørum” ud fra overbevisningen om, at tyskerne ellers ville have gjort det og sendt de arresterede til Tyskland. Godt 100 blev nu interneret i Horserød, resten løsladt. Men der var desuagtet tale om et grundlovsbrud, dels fordi der blandt de arresterede var et af de tre folketingsmedlemmer, dels fordi de anholdte ikke kom i grundlovsforhør.

Aktionen mod DKP kunne alene juridisk begrundes i nødretten, men den nye justitsminister, rigspolitichef Eigil Thune Jacobsen var, tilskyndet af højesteretspræsident Troels G. Jørgensen, af den opfattelse, at man burde lovliggøre forfatningsbruddet ved, at Rigsdagen vedtog at gøre kommunistisk virksomhed ulovlig. Det var ganske det samme, den tyske gesandt krævede, og den 21. august 1941 vedtog Rigsdagen da en sådan lov, der til overflod indeholdt en bestemmelse om, at man kunne arrestere personer, om hvem der var grund til „at antage, at de vil deltage i kommunistisk virksomhed”. Indrømmelsespolitikken fortsatte således med at underminere danske retstilstande.

 Den 22. juni 1941 rykkede det danske politi ud og arresterede på tysk foranledning ca. 300 kommunister, blandt dem partiets og Arbejderbladets medarbejdere i Griffenfeldsgade i København. Det var et grundlovsbrud, men kun få reagerede imod det i 1941. Kommunisterne var i almindelighed ringeagtede, især på grund af deres holdning til Sovjetunionens angreb på Finland.

Den 22. juni 1941 rykkede det danske politi ud og arresterede på tysk foranledning ca. 300 kommunister, blandt dem partiets og Arbejderbladets medarbejdere i Griffenfeldsgade i København. Det var et grundlovsbrud, men kun få reagerede imod det i 1941. Kommunisterne var i almindelighed ringeagtede, især på grund af deres holdning til Sovjetunionens angreb på Finland.

Ligesom man ved 8. juli-erklæringen fra 1940 havde taget et skridt bort fra neutralitetspolitikken, fremsatte regeringen ved Tysklands angreb på Sovjetunionen atter en udtalelse, der var et knæfald over for besættelsesmagten ved at identificere Danmark med Tysklands kamp. Den blev først til efter svære kampe i ministeriet. De politiske ministre var efterhånden dygtig trætte af Scavenius, som behandlede dem med hån. Men de turde af hensyn til tyske sanktioner ikke bryde med ham.

Som en følge af at tyskerne nu var i krig med Sovjetunionen, kom deres ønske om, at der oprettedes et særligt korps under danske officerer til kamp på Østfronten. Det førte til oprettelsen af „Frikorps Danmark”, der blev underlagt Waffen-SS. Hvervning hertil blev tilladt, og danske befalingsmænd fik lov til at træde uden for nummer for at slutte sig til korpset. Skønt regeringen ikke på nogen måde havde ønsket dette korps oprettet og ej heller havde givet udtryk herfor, opfattede vide kredse i befolkningen „Frikorps Danmark” som godkendt af regeringen, så meget mere som aviserne indeholdt store hverveannoncer. I alt var der i løbet af krigen 6.000 frivillige på tysk side, hvoraf ca. en fjerdedel kom fra det tyske mindretal. De fleste, der meldte sig, var nazister, og regeringens holdning var formentlig derfor af underordnet betydning.

Straks efter besættelsen åbnede tyskerne arbejdsanvisningskontorer for via disse at få danske arbejdere til at rejse til Tyskland og arbejde i rustningsindustrien, i dokkerne og ved håndværk. I alt ca. 90.000 nåede på denne måde at komme til Tyskland sædvanligvis kun for en kort periode. Arbejdsløsheden i 1940 var høj, nemlig 24 procent, og det kunne nok tilskynde til at drage til Tyskland. Det skete også, om end kun i ganske få tilfælde, at arbejdsløse af danske myndigheder blev henvist til at søge tysk arbejde under trussel om, at de ikke ville kunne få kommunehjælp. Mere attraktivt var det under alle omstændigheder at søge arbejde på de tyske flyvepladser i Danmark. I 1941-43 arbejdede ca. 15.000 her i gennemsnit pr. år, mens der i marts 1944 var ca. 70.000.

 Frikorps Danmark blev oprettet den 28. juni 1941. Danske officerer fik tilladelse til at træde uden for nummer i den danske hær for at kunne slutte sig til korpset.

Frikorps Danmark blev oprettet den 28. juni 1941. Danske officerer fik tilladelse til at træde uden for nummer i den danske hær for at kunne slutte sig til korpset.

Selv om den fysiske modstand mod besættelsesmagten i løbet af 1941 fortsat kun havde karakter af individuel, sporadisk chikane, 19 registrerede tilfælde mod ti i 1940, begyndte fronterne i den folkelige opinion at blive trukket op. Historikeren Vilh. la Cour udsendte allerede i januar 1941 sin pjece „Om at sige Ja – og Nej”, flere fulgte efter, og la Cour måtte to gange vandre i fængsel. Dansk Samling agiterede også imod tilpasningspolitikken. Enkelte løbesedler, strøsedler og graffiti dukkede op. Fra oktober 1941 udsendte DKP sit hovedblad „Politiske Maaneds-breve”, fra marts 1942 kaldet „Land og Folk”. I England oprettedes i oktober 1940 en dansk afdeling af SOE (Special Operations Executive), der gik i gang med at uddanne frivillige danskere med henblik på nedkastning med faldskærm og efterfølgende indsættelse i sabotage mod den tyske besættelsesmagt. Samtidig hermed begyndte journalist Ebbe Munck i Stockholm med kilde i den danske efterretningstjeneste at formidle militære oplysninger til englænderne. Det var alt sammen såre småt, men udtryk for en gryende vilje til at modarbejde Tyskland aktivt.

Skønt USA i 1940 endnu var neutralt, havde den danske gesandt, Henrik Kauffmann, straks erklæret sig uafhængig af den danske regering. Amerikanerne var interesserede i baser på Grønland, og Kauffmann skubbede nu de to landsfogder til side og indgik den 9. april 1941 en overenskomst med USA, der gav amerikanerne ret til selv at anlægge baser, så længe der var fare for det amerikanske kontinent. Det var en aftale, som havde karakter af en blankoveksel. Men det var også en anti-tysk handling, der var med til at skaffe Danmark hårdt tiltrængt goodwill i den vestlige verden. Penge til „De frie Danske”s virksomhed skaffede Kauffmann ved at lægge sin hånd på de betydelige indtægter fra salget af grønlandsk kryolit. Kauffmanns dispositioner bragte den danske regering i vanskeligheder. Tyskerne reagerede skarpt, og han blev afskediget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Pres på regeringen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306349