Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Begyndende modstand

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

 I sommeren 1941 påbegyndte tyskerne hvervning i Danmark. Det var forbudt ifølge dansk lovgivning, men regeringen turde ikke modsætte sig det, og Statsradiofonien bragte efter tysk ønske en udsendelse om hvervningen.

I sommeren 1941 påbegyndte tyskerne hvervning i Danmark. Det var forbudt ifølge dansk lovgivning, men regeringen turde ikke modsætte sig det, og Statsradiofonien bragte efter tysk ønske en udsendelse om hvervningen.

Modstandskamp fandt Erik Scavenius direkte absurd og fornuftstridig på et tidspunkt, hvor tyskerne med et tilsyneladende slagent Rusland, et endnu svagt kæmpende England og et neutralt USA syntes uovervindelige. Da Danmark i november 1941 blev opfordret til at tilslutte sig antikominternpagten, stod regeringen over for en korsvej. Pagten var nok formelt alene rettet mod Sovjetunionen, men tilslutning til den indebar efter politikernes opfattelse risikoen for, at vi måtte acceptere jødeforfølgelser, udskrivning af soldater osv. Derfor sagde de nej, men Scavenius gennemtrumfede et ja ved truslen om at gå af. Til gengæld fik han føjet nogle forbehold på, som tog brodden af de politiske forpligtelser, idet han behændigt udnyttede, at tyskerne af propagandamæssige grunde og Ribbentrop af prestigehensyn ønskede, at også Danmark underskrev pagten den 25. november 1941.

Selv om Scavenius havde fået modifikationer igennem, og tyskerne havde erklæret sig tilfredse om end kun nødtvungent, ydede tilslutningen til antikominternpagten et stort bidrag til at undergrave tilpasningspolitikken. Da Scavenius kom hjem, blev han mødt med råbet „landsforræder”. Studenter gik i demonstration til Amalienborg, og for første gang offentligt krævedes „norske tilstande”.

Da USA i december 1941 gik ind i krigen mod Tyskland, fik den voksende anti-tyske opinion et yderligere incitament. Det samme betød Christmas Møllers flugt til London, hvorfra han første gang den 14. maj 1942 over BBC talte til Danmark. Efter at det var opgivet at samle ham op med en vandflyver fra Tissø i Vestsjælland, havde han ledsaget af sin kone og søn taget toget til Middelfart og videre med taxa til Aggersund, hvorfra en motorgalease sejlede familien til Göteborg. Men Christmas Møller var blevet genkendt, og da galeasen returnerede til Frederikshavn, blev den to mand store besætning arresteret af det danske politi og båden beslaglagt.

Annonce

Medens der således skabtes stadig vanskeligere vilkår for Scavenius' kurs, døde statsminister Stauning den 3. maj 1942. Han havde som regel bakket Scavenius op og fastholdt til sin død nødvendigheden af samarbejde med Tyskland politisk og økonomisk. Hans død føltes som et stort tab for Danmark. Han var blevet en national skikkelse, som personificerede det bedste i den danske arbejderklasse. Da han i 1930'erne og for stod i sin manddoms fulde kraft, havde han vist sine betydelige politiske evner. Hertil kom, at da han var så almindelig, genkendte vælgerne sig selv i ham, hvilket gav ham en sjælden folkelig styrke. Ved hans død skrev Johannes V. Jensen:

"Han kom af folkestammens marv. Indfølt hos ham var landets tarv. Hvem løfter efter ham hans arv?"

 Staunings død i maj 1942 udløste på det nærmeste landesorg. Han bisattes den 10. maj ved en statsbegravelse i Forum, hvor kongen var til stede. En kæmpekrans fra Hitler lod sig ikke afværge. Staunings død skabte kun en kortvarig usikkerhed om statens ledelse. Stauning havde længe været meget svag, og Socialdemokratiet havde efterfølgeren parat.

Staunings død i maj 1942 udløste på det nærmeste landesorg. Han bisattes den 10. maj ved en statsbegravelse i Forum, hvor kongen var til stede. En kæmpekrans fra Hitler lod sig ikke afværge. Staunings død skabte kun en kortvarig usikkerhed om statens ledelse. Stauning havde længe været meget svag, og Socialdemokratiet havde efterfølgeren parat.

Det blev i første omgang finansminister Vilh. Buhl, der som ny statsminister skulle løfte arven. Problemerne var fortsat de samme. På det økonomiske område måtte man søge at modvirke den begyndende forarmning. Det hjalp meget, at der ikke blot var arbejde ved de tyske befæstningsarbejder og flyvepladser, hvad det danske samfund ganske vist selv måtte betale, men der var også til stadighed ca. 50.000 mand beskæftiget i tørvemoserne og 5000 i brunkulslejerne, hvor de tilvejebragte livsvigtigt brændsel, men også efterlod store månelandskaber og grimme ar i naturen.

I tørvemoser og brunkulslejer udfoldede der sig et særegent liv. En DSB-mand, der gjorde tjeneste i Troldhede nær Skjern, beretter:

"Området lignede nærmest Klondyke med udgravninger, tipvogne og skure – ofte beboet af arbejdere under meget primitive forhold. Det var et barsk folkefærd, som kunne knokle og derfor tjene gode penge. Men pengene forsvandt undertiden hurtigt ved hasardspil og våde varer. Slagsmål forekom. Af og til dukkede sortbørshajer op. En dag ankom med gasgeneratortaxa en vel smart „køwenhavner” med en papkuffert fyldt med tobak, cigaretter, cigaretpapir, skrå og andre eftertragtede varer. I et af skurene fremviste han kollektionen, men da han var lovlig fræk med prisen, blev der gjort kort proces. Han fik et par på kassen og blev smidt i en vandfyldt udgravning. Derpå delte arbejderne de rare sager, og sortbørshajen luskede bort som en våd hund med en tom kuffert. Han skulle ikke vide af at underrette politiet. – Alt, hvad man var i stand til at grave op af brunkul kunne sælges, og jeg havde bestandig entreprenørerne i nakken. De kunne ikke få banevogne nok."

 I denne mose gravedes der i 1942 tørv som hundredvis af andre steder i Danmark. Den brændselsfattige tid kunne gøre en foragtet mose til en guldgrube for ejeren. Tørvearbejderne var vellønnede og fik ekstra øl-ration, men det var også hårdt arbejde.

I denne mose gravedes der i 1942 tørv som hundredvis af andre steder i Danmark. Den brændselsfattige tid kunne gøre en foragtet mose til en guldgrube for ejeren. Tørvearbejderne var vellønnede og fik ekstra øl-ration, men det var også hårdt arbejde.

Arbejdsløsheden, der i 1941 var på 18 procent, gik i 1942 ned til ni procent og i 1943 ned til seks procent – ikke kun på grund af arbejdet i brunkulslejer, moser og for værnemagten, men også fordi den danske industri omstillede sig til fremstilling af erstatningsvarer. Tallene nedbragtes for en del kunstigt af Arbejdsministeriet som frygtede for tysk tvangsudskrivning, hvis arbejdsløshedstallet var for højt.

I forholdet til besættelsesmagten så man ingen anden udvej end at fortsætte tilpasningspolitikken, som Scavenius efter Staunings død helt tegnede. Regeringen måtte nu kæmpe mod en stadigt stigende modstandsvilje, som ikke havde lette kår, da besættelsen havde karakter af en fredsbesættelse. Der var stadig en lovlig regering, som man altså – foruden mod tyskerne – også skulle sætte sig op imod. Danmark havde ikke som andre besatte lande en eksilregering, og hovedparten af befolkningen var stadigvæk enig i den førte politik.

Men der blev også flere af dem, der arbejdede for „norske tilstande”. I december 1941 oprettede kommunisterne frontorganisationen „De danske Studenter”, fulgt op i foråret 1942 af „Frit Danmark”. Det proklameredes som en tværpolitisk gruppedannelse omkring det illegale blad af samme navn, men styredes tæt af folk som kommunisterne Borge Houmann og professor Mogens Fog (der udadtil markerede sig som partiløs). Bladet opnåede med tiden stort oplag og stor indflydelse. I november 1941 grundlagdes såvel organisationen og bladet „Studenternes Efterretningstjeneste” af folk fra KU som den halvlegale oplysningsorganisation „Ringen” med Frode Jakobsen som drivende kraft. „Ringen” gik i sommeren 1943 over i fuld illegalitet.

 Frode Jakobsen blev cand. mag. i 1939. Allerede i 1930'erne havde han illegalt hjulpet jøder i Tyskland. Nu gik han med sej udholdenhed ind i at opbygge en modstandsbevægelse. Han blev Frihedsrådets leder fra dets oprettelse i september 1943, og det var i høj grad hans skyld, at det lykkedes for modstandsbevægelse og politikere at finde sammen kort før befrielsen.

Frode Jakobsen blev cand. mag. i 1939. Allerede i 1930'erne havde han illegalt hjulpet jøder i Tyskland. Nu gik han med sej udholdenhed ind i at opbygge en modstandsbevægelse. Han blev Frihedsrådets leder fra dets oprettelse i september 1943, og det var i høj grad hans skyld, at det lykkedes for modstandsbevægelse og politikere at finde sammen kort før befrielsen.

Tidligt i 1942 besluttede DKP at iværksætte sabotage og dannede til formålet organisationen KOPA, senere omdøbt til BOPA (Borgerlige Partisaner), i begyndelsen bestående af tidligere spaniensfrivillige. Aktionsdebut'en fandt sted den 9. april 1942. Med hjemmelavede brandbomber foretog de en lang række aktioner mod tyske depoter og virksomheder, der arbejdede for tysk regning. SOE sendte faldskærmsagenter til Danmark fra slutningen af december 1941, igennem 1942 i alt otte, hvilket skete i tæt samarbejde med folk fra Dansk Samling, der derved aktiviseredes illegalt. Men de fleste agenter, der kom i 1942, blev enten dræbt, taget til fange eller måtte flygte, og SOE i Danmark var nærmest ikke-eksisterende. Stor opsigt vakte det i foråret 1942, at nogle gymnasieelever i Ålborg („Churchill-klubben”) stjal våben fra tyskerne og afbrændte tyske godsvogne. Sådanne „drengeklubber”opstod også andetsteds i landet.

BOPA's sabotage fik den tyske gesandt til at kræve indførelse af dødsstraf eller overladelse af retsplejen til tyske krigsretter. I denne situation gik statsminister Vilh. Buhl den 2. september i radioen, hvor han erklærede, at den, der udøvede sabotage eller tilbageholdt viden om sabotageplaner eller undlod at medvirke ved opklaring af sabotage, handlede imod sit fædrelands interesser. Det blev opfattet som en opfordring til at angive sabotører til det danske politi, hvilket ikke indebar nogen form for retssikkerhed, fordi politiet samarbejdede med tyskerne og udleverede arrestanter, selv om enkelte politimænd herved følte sig i en samvittighedskonflikt.

 Kong Christian 10. blev et symbol på nationens sammenhold. Hans daglige rideture i København fik stor psykologisk betydning. Motivet var populært på de meget anvendte „telegrammer”, som konfirmander modtog fra slægt og venner. Kongen styrtede af hesten den 19. oktober 1942, og kronprins Frederik overtog regeringens førelse indtil den 15. maj 1943. Men kongen, der døde i 1947, overvandt aldrig følgerne af ulykken. Efter den 29. august 1943 blev han af tyskerne tilbageholdt på Sorgenfri. Senere tog han ophold på Amalienborg, hvor tyskerne tillod, at en politistyrke bestred vagttjenesten efter den danske hærs opløsning i august 1943.

Kong Christian 10. blev et symbol på nationens sammenhold. Hans daglige rideture i København fik stor psykologisk betydning. Motivet var populært på de meget anvendte „telegrammer”, som konfirmander modtog fra slægt og venner. Kongen styrtede af hesten den 19. oktober 1942, og kronprins Frederik overtog regeringens førelse indtil den 15. maj 1943. Men kongen, der døde i 1947, overvandt aldrig følgerne af ulykken. Efter den 29. august 1943 blev han af tyskerne tilbageholdt på Sorgenfri. Senere tog han ophold på Amalienborg, hvor tyskerne tillod, at en politistyrke bestred vagttjenesten efter den danske hærs opløsning i august 1943.

Når det i september 1942 kom til en regulær konflikt mellem besættelsesmagten og den danske regering, skyldtes det imidlertid ikke den voksende modstand, men en hændelse, der må virke absurd på eftertiden, men som i samtiden satte sindene voldsomt i bevægelse. Det var den såkaldte telegramkrise. Til kongens fødselsdag den 26. september sendte Hitler en lykønskning og modtog derpå kongens standardsvar: „Min bedste tak”. Det var ikke nok for føreren, som gerådede i raseri. Karrierediplomaten Renthe-Fink blev erstattet af karrierenazisten Werner Best og den fremkommelige øverstbefalende for de tyske tropper Erich Lüdke af general Hermann von Hanneken, der havde tilbragt al sin tid bag et skrivebord, men nu skulle slå en eventuel allieret invasion i Jylland tilbage. Erik Scavenius blev kaldt til Berlin. I et statsråd forberedte han forinden regeringen på, at vi kunne blive mødt med krav om dødsstraf og lovgivning mod jøder.

Kongen havde den 19. oktober været udsat for en rideulykke, og kronprinsen havde overtaget regeringens førelse. Han var nok parat til at rejse til Berlin og undskylde kongens korte svar, men var imod disse krav, hvad ministrene også var. Nazister i regeringen og en ny statsminister ville man heller ikke have.

Slet så galt gik det ikke. Tyskerne krævede alene Scavenius som statsminister og nye ministre fra DNSAP og fagbevægelsen. Scavenius nægtede pure at optage nazister i regeringen, men da han kom hjem, søgte hans kolleger længst muligt at undgå ham som statsminister. Best insisterede imidlertid på at få ham. Da de tyske krav hverken omfattede dødsstraf eller jødeforfølgelser, lagde kronprinsen med henvisning til sammenholdets afgørende betydning sit lod i vægtskålen, og Venstre og konservative bøjede sig da nølende. Erik Scavenius kunne den 9. november 1942 danne sin regering. De fire store partier var fortsat repræsenteret, men nu blev også nogle højtstående embedsmænd og formanden for De samvirkende Fagforbund, Laurits Hansen, ministre.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Begyndende modstand i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306350