Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den politiløse tid

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Politiets stilling var efter den 29. august 1943 blevet stadig mere vanskelig. Indtil den dag havde politiet – om end fra foråret 1943 uvilligt – bekæmpet sabotagen. Efter 29. august lukkede det øjnene for illegal virksomhed, som adskillige politimænd selv deltog i. Både politikere og embedsmænd frygtede med god grund for, at tyskerne pønsede på at opløse det knap 10.000 mand store korps. Det ville lægge landet blot for almindelig kriminalitet og betyde, at man ved krigsafslutningen stod uden ordensmagt, da hæren allerede var opløst.

Imidlertid gik det nu rask mod katastrofen for Det tredje Rige. I begyndelsen af september 1944 nærmede de allierede hære sig Tysklands vestgrænse, i syd gik fronten ved Firenze, og mod øst var de russiske tropper nået til Weichselfloden. Invasionsfrygten voksede hos besættelsesmagten i Danmark. I august 1943 havde general von Hanneken fået elimineret den danske hær. Nu var tyskerne bange for, at politiet som det franske politi ved befrielsen af Paris ville falde dem i ryggen. Med SS-føreren Heinrich Himmlers tilladelse slog Gestapo til den 19. september 1944. Under en falsk luftalarm arresteredes ca. 2000 politimænd i København, Århus, Odense og Ålborg. De førtes straks sammen med 250 grænsegendarmer til koncentrationslejre i Tyskland, hvor ca. 100 politimænd og ca. 40 gendarmer omkom. Tyskerne havde håbet, at de tilbageblevne ville genoptage arbejdet, men ca. 7000 gik i stedet under jorden og sluttede sig til modstandsbevægelsen. En vigtig opgave for det illegale politi var det at bistå med etableringen af et centralkartotek over alle landssvigere med henblik på deres arrestation efter befrielsen.

 Folkestrejken 1944 skabte fødevaremangel i København. Omkring mejeriet Enigheden på Nørrebro blev mælkekøen lang. De kommunale værker blev lukket af tyskerne, og mange hentede vand i søerne for at sikre sig.

Folkestrejken 1944 skabte fødevaremangel i København. Omkring mejeriet Enigheden på Nørrebro blev mælkekøen lang. De kommunale værker blev lukket af tyskerne, og mange hentede vand i søerne for at sikre sig.

Opløsningen af politiet beredte departementscheferne poli tiske vanskeligheder. Frihedsrådet og flere politikere som Vilh. Buhl, Hans Hedtoft, H. C. Hansen og den konservative Ole Bjørn Kraft fandt, at departementschefernes muligheder nu var udtømte, og at de burde gå af. De toneangivende departementschefer mente derimod, at de af hensyn til befolkningen skulle holde ud. Den 21. september sammenkaldte de i forståelse med politikerne, foruden en kreds af dem, 26 fremtrædende danskere fra erhvervsorganisationer og kulturliv. Denne forsamling gav det råd, som også partierne efterfølgende tilsluttede sig, at departementscheferne burde blive. Frihedsrådet affandt sig hermed.

Annonce

Politiets fjernelse ramte dog borgerne mest. For samfundet var den besættelsens voldsomste rystelse. For at dæmpe kriminaliteten oprettede kommunalbestyrelserne vagtværn. Vagtmændene var uden politimæssig uddannelse og næsten uden hjælpemidler. De kunne ikke opklare forbrydelser, men ved deres blotte tilstedeværelse virke forebyggende. På trods heraf og selv om domstolene satte straffene stærkt i vejret, steg volds- og sortbørskriminaliteten. Situationen indebar en mærkbar forråelse af kriminaliteten i Danmark.

 I Ålborg blev der som i alle andre byer efter politiets opløsning i september 1944 oprettet kommunale vagtværn. Med mangelfuld uddannelse og udrustning vandrede de rundt i gaderne for at hindre de værste udskejelser og indgyde borgerne en vis tryghed. Det lykkedes kun i begrænset omfang. Volds- og berigelseskriminaliteten steg stærkt.

I Ålborg blev der som i alle andre byer efter politiets opløsning i september 1944 oprettet kommunale vagtværn. Med mangelfuld uddannelse og udrustning vandrede de rundt i gaderne for at hindre de værste udskejelser og indgyde borgerne en vis tryghed. Det lykkedes kun i begrænset omfang. Volds- og berigelseskriminaliteten steg stærkt.

Hertil bidrog også stærkt både tyskernes og deres danske hjælperes brutale fremfærd. Ikke mindst blev Hipokorpset berygtet. HIPO stod for Hilfspolizei, dvs. hjælpepoliti. Det var imidlertid en ren forbryderbande, der ligesom de to andre nazistiske formationer, Schalburgkorpset og Sommerkorpset, for frem med mord og brand på deres tyske arbejdsgiveres vegne.

Farligst for modstandsbevægelsen var dog de professionelle tyske politifolk i Gestapo, som det lejlighedsvis lykkedes for at skaffe sig et stort kendskab til bevægelsen, og som derfor blev i stand til at rulle adskillige modstandsgrupper op. Mishandlinger af de tilfangetagne hørte til dagens orden. Blandt de anholdte var fremtrædende folk som Mogens Fog og Børge Outze fra det illegale nyhedsbureau Information. I den politi-løse tid kulminerede også clearingaktionerne, dvs. tyskernes gengældelsesdrab, der gerne ramte helt sagesløse, men ofte kendte mennesker, ligesom deres bombeattentater gik ud over populære institutioner som Tivoli eller virksomheder som Tuborg, ØK og adskillige bladhuse.

I januar 1945 blev general von Hanneken beskyldt for korruption, degraderet og forflyttet. Han afløstes af general Georg Lindemann, der kom fra Østfronten med al dens brutalitet indbygget. Det betød en yderligere skærpelse. Over halvdelen af de i alt 113 henrettede modstandsmænd blev i hans korte tid som chef for værnemagten skudt i Ryvangen.

 I december 1944 schalburgterede den berygtede „Petergruppe” Østasiatisk Kompagnis hovedkontor i København. Det gav Th. Steins mindesmærke for Niels Juel en dramatisk baggrund. Men ugerningen var sammen med andre tilsvarende med til at forstærke hadet til besættelsesmagten og dens håndlangere.

I december 1944 schalburgterede den berygtede „Petergruppe” Østasiatisk Kompagnis hovedkontor i København. Det gav Th. Steins mindesmærke for Niels Juel en dramatisk baggrund. Men ugerningen var sammen med andre tilsvarende med til at forstærke hadet til besættelsesmagten og dens håndlangere.

For at modvirke Gestapos virksomhed, der var i færd med at true modstandsbevægelsens eksistens, foretog Royal Air Force præcisionsbombardementer af de tre gestapohovedkvarterer. Den 31. oktober 1944 udbombedes det på Aarhus Universitet, den 21. marts 1945 kom turen til Shellhuset i København. Her havde Gestapo anbragt prominente danske fanger i øverste etage. Nogle omkom i cellerne eller ved at springe ud fra fjerde sal. Blandt dem, der overlevede et sådant spring, var senere minister Poul Sørensen, medens Mogens Fog og Aage Schoch undslap i forvirringen. Både i Århus og i København dræbtes ca. 100 gestapomænd, og Gestapos arkiver blev ødelagt. I København bombedes ved en fejltagelse Den franske Skole, hvorved 112 mennesker, flest børn, blev dræbt og over 300 såret. Den 17. april bombedes Husmandsskolen i Tarup ved Odense, men tyskerne havde forudset angrebet, og arkiverne var bragt i sikkerhed. Også her skete der utilsigtede ødelæggelser med døde og sårede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Den politiløse tid i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306360