• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den 29. august 1943

Oprindelig forfatter Redaktionen

Ved siden af enkelte modstandsfolks dristige aktioner kom nu et folkeligt oprør, som mundede ud i omfattende strejker. De grønklædte værnemagtssoldater irriterede, provokerede og blev provokeret. Det kom til slagsmål, hærværk mod værnemageres og nazisters ejendom og klipning af „feltmadrasser”, dvs. piger, der var kærester med tyske soldater. I slutningen af juli 1943 nåedes et højdepunkt, da det nybyggede tyske mineskib „Linz” på Odense Stålskibsværft blev bombesprængt, netop som det skulle afleveres. Da tyskerne svarede med at postere væbnede vagter på værftet, udbrod der strejke, som forplantede sig til andre arbejdspladser i byen. „August-oprøret” bredte sig til andre byer, ialt 17, med Esbjerg (10.-11. august), Odense (18.-23. august) og Ålborg (23.-29. august) som højdepunkter. Fabrikker, forretninger og kontorer gik i stå. Gennem forhandlinger mellem politi, kommunalpolitikere og fagforeningsfolk på den ene side og tyskerne på den anden søgtes strejkerne bilagt. Regeringen manede desperat til ro. Men strejkebølgen gik sin gang. Den blev skabt af de store provinsbyer uden københavnernes og landboernes hjælp, af de ophidsede mængder på gaderne og arbejdspladsernes folk, af kommunisterne som de altdominerende organisatorer, ledsaget af et borgerskab, der de fleste steder sluttede villigt op.

 En af de opsigtsvækkende sabotager ramte i august 1943 Forum, den kendte københavnske udstillingshal, der var opført i 1926. Det var sådanne handlinger, der undergravede tilpasningspolitikken.

En af de opsigtsvækkende sabotager ramte i august 1943 Forum, den kendte københavnske udstillingshal, der var opført i 1926. Det var sådanne handlinger, der undergravede tilpasningspolitikken.

I København blev Forum sprængt i luften ved højlys dag af sabotageorganisationen „Holger Danske”. Bygningen anvendtes til indkvartering af tyske soldater. I Odense mishandlede folkemængden en tysk officer på gaden, hvad von Hanneken rapporterede til Hitler som et bevis blandt mange på, at udviklingen i Danmark var ude af kontrol. Best blev kaldt til Hitlers hovedkvarter i Østpreussen og vendte tilbage til København med et ultimatum, der bl.a. krævede indførelse af undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Da Best den 28. august 1943 afleverede det til Scavenius, skete det med ordene: „Jeg er en død mand.” Både han og Scavenius indså, at de stillede krav ikke kunne imødekommes.

Med enkelte undtagelser ønskede politikerne ikke på dette tidspunkt et brud med den førte kurs. De havde ment alle deres opfordringer og formaninger om ro og orden alvorligt. Det ses bl.a. af, at da bruddet var indtruffet, sendte Alsing Andersen et cirkulære til Socialdemokratiets tillidsmænd. Heri beklagede han, at forhandlingspolitikken var „blevet undermineret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalition af chauvinister og kommunister”, der ansvarsløst havde søgt at mistænkeliggøre samarbejdet. Det var en vurdering, som også deltes af politikere i de øvrige partier. De var meget vel klar over, at et brud kunne blive nødvendigt, hvis det f.eks. blev forlangt af dem, at der skulle indføres dødsstraf eller diskriminering af jøder. En sådan problemstilling havde længe været diskuteret mellem politikerne og også uden for deres kreds. Når de nølede så længe, var det af ængstelse for det uvisse, som rummede mulighed for, at deres demokratisk legitimerede magtpositioner skulle overgå til, hvad de betragtede som ansvarsløse bombemænd, eller til kommunisterne, der var ved at vinde indpas i fagbevægelsen. Først og fremmest var det dog, fordi de mente, at det bådede land og rige bedst at undgå norske tilstande. De egentlige sabotører var få i tal, men bredden i det folkelige oprør viste, at en betragtelig del af befolkningen netop ønskede sådanne tilstande nu.

Annonce

 En gruppe kommunistiske fanger fotograferet under interneringen i Horserød. Landsretssagfører Carl Madsen, der var virksom og vanskelig som talsmand for fangerne, sidder som nummer to i anden række fra venstre, og billedet er taget af hans hustru. Den 29. august 1943 hørte Carl Madsen til de fanger, som nåede at flygte. Derefter gik han ind i illegalt arbejde.

En gruppe kommunistiske fanger fotograferet under interneringen i Horserød. Landsretssagfører Carl Madsen, der var virksom og vanskelig som talsmand for fangerne, sidder som nummer to i anden række fra venstre, og billedet er taget af hans hustru. Den 29. august 1943 hørte Carl Madsen til de fanger, som nåede at flygte. Derefter gik han ind i illegalt arbejde.

Den 28. august kl. 15.30 afleveredes den danske regerings afslag til Werner Best, og et par timer efter henrettede tyskerne den første danske modstandsmand. Natten mellem den 28. og 29. august rykkede tyskerne ind i Horserødlejren, hvor de pågreb 150 af de internerede kommunister, mens 90 nåede at undvige. De internerede stolede på et tilsagn om at blive advaret fra fængselsmyndighederne, hvis tyskerne ville overtage lejren fra det danske fængselsvæsen. Den 28. opfordrede betjentene da også til flugt, men de indsatte frygtede for at gå i en fælde og ønskede at afvente et signal højere oppefra. Det kom ikke. På ministermødet om eftermiddagen rejste justitsminister O. Thune Jacobsen spørgsmålet om kommunisternes skæbne uden at få noget svar. Han anså formentlig ikke forhandlingspolitikkens muligheder for udtømte, og i så fald ville en åbning af lejren kunne opfattes som en provokation. I stedet endte de 150 i kz-lejr i Tyskland, hvor mange omkom, og kommunisterne fik endnu en anledning til angreb på de fem partier, som i sidste ende var ansvarlige for ulykken.

 Generalløjtnant Ebbe Gørtz (tv.) blev chef for hæren i 1941, viceadmiral Aage H. Vedel for søværnet samme år. Den 29. august 1943 nægtede Gørtz at lade hæren kæmpe. Det skyldtes hans ubetingede loyalitet over for regeringen. Vedel gav ordre til at sænke de danske orlogsfartøjer, som ikke kunne undslippe til Sverige. Begge fik nær forbindelse med modstandsbevægelsen, og i oktober 1944 udnævntes Gørtz af Frihedsrådet til øverstkommanderende for de samlede danske modstandsstyrker. Vedels handling skabte ham betydelig goodwill, ikke mindst i marinen, som den 9. april 1940 ikke fik mulighed for at åbne blot ét skud. Foto taget i London 1949.

Generalløjtnant Ebbe Gørtz (tv.) blev chef for hæren i 1941, viceadmiral Aage H. Vedel for søværnet samme år. Den 29. august 1943 nægtede Gørtz at lade hæren kæmpe. Det skyldtes hans ubetingede loyalitet over for regeringen. Vedel gav ordre til at sænke de danske orlogsfartøjer, som ikke kunne undslippe til Sverige. Begge fik nær forbindelse med modstandsbevægelsen, og i oktober 1944 udnævntes Gørtz af Frihedsrådet til øverstkommanderende for de samlede danske modstandsstyrker. Vedels handling skabte ham betydelig goodwill, ikke mindst i marinen, som den 9. april 1940 ikke fik mulighed for at åbne blot ét skud. Foto taget i London 1949.

Den 29. august blev også værnenes personel og et par hundrede fremtrædende danskere interneret. Under aktionen mod hær og flåde kom det til ildkamp, og 24 danske soldater faldt. Efter ordre fra søværnets chef, viceadmiral Aage H. Vedel, „måtte skibene efter omstændighederne sænkes”, og tyskerne fik fat i de færreste. Blandt de allierede opfattedes flådens reaktion som et udtryk for dansk modstandsvilje.

Samme morgen lod von Hanneken, der tillige havde erklæret landet i militær undtagelsestilstand, et brev aflevere til Scavenius, hvori han kort og godt meddelte, at regeringen var afsat, og at den tyske hær havde overtaget den udøvende magt, idet dog embedsmændene under trusler beordredes til at fortsætte. Scavenius kunne ikke ganske slippe tanken om at søge bruddet helet; men de politiske ministre så ikke nogen vej tilbage. Man enedes derfor om en anden af besættelsestidens både-og-løsninger: ministeriet ophørte straks at fungere og indgav sin demissionsbegæring til kongen, som imidlertid efter aftale nægtede at tage imod den. Nu kunne ministrene ikke drages til ansvar for den kommende tid, men formelt var der stadig en regering og derfor ikke noget hul, som tyskerne måske ellers ville føle trang til at udfylde. Ordningen indebar også den fordel, at det parlamentariske styre hurtigt kunne retableres.

 Flådens Leje i København efter den 29. august 1943. 31 orlogsfartøjer af i alt 49 blev sænket eller ødelagt, fire slap til Sverige sammen med ni små kystbevogtningskuttere, seks blev taget af tyskerne under kamp, og otte blev overrumplet.

Flådens Leje i København efter den 29. august 1943. 31 orlogsfartøjer af i alt 49 blev sænket eller ødelagt, fire slap til Sverige sammen med ni små kystbevogtningskuttere, seks blev taget af tyskerne under kamp, og otte blev overrumplet.

I ministeriets demissionserklæring hed det, at administrationen ville blive videreført af styrelsescheferne. Det indvarslede den fase i besættelseshistorien, der er kaldt „departementschefstyret”. Når det lykkedes at opretholde denne ordning, som værnede befolkningen mod tysk infiltration af centraladministrationen, skyldtes det i høj grad Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen. Både Best og von Hanneken ønskede nemlig en eller anden form for regering. Nils Svenningsen anså dette for udelukket. Han vidste, at politikerne foretrak at være i hi og lade departementscheferne tage ansvaret i den forestående tunge tid, mens de dog selv gennem det stadigt fungerende nimandsudvalg – nu udvidet til 13 mand – i det skjulte hele tiden havde et ord at skulle have sagt. Og sådan blev det. Nils Svenningsen fungerede i departementscheftiden som den første blandt ligemænd i snæver kontakt med Vilh. Buhl, den magtfulde leder af 13-mandsudvalget. Flere af ministrene opretholdt i øvrigt kontakt med deres ministerier.

Selv om Højesterets præsident var imod departementschefarrangementet og ved direkte henvendelse til kronprinsen forgæves søgte at få det erstattet af et rigtigt ministerium, anerkendte domstolene dog, at styrelsescheferne kunne udstede såkaldte „lovanordninger”, hvis de var strengt nødvendige. Embedsmændene forblev altså i deres stillinger for til landets bedste at hindre tysk infiltration i forvaltningen og for at undgå kaos.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Den 29. august 1943 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306353