På den ekstraordinære rigsdagssamling, indkaldt sidst i juni 1925 for at behandle Andelsbankens likvidation, løb veteranen fra provisorietiden Niels Neergaard i spidsen for den borgerlige opposition storm mod regeringen. Denne blev redet af med en socialdemokratisk-radikal dagsorden, der fastslog, at det i nødsfald kunne være påkrævet at standse omfattende arbejdskampe, men at Folketinget i øvrigt afstod fra „at udtale sig om det betimelige i at anvende et forfatningsmæssigt middel, der ikke er blevet bragt i anvendelse”.

Regeringen havde overlevet, men arbejderbevægelsen havde fået mange skrammer. Den økonomiske politik blev dens banesår. Den hurtige opskrivning af kronen medførte store vanskeligheder for eksportindustrien, og arbejdsløsheden steg. I efteråret 1926 foreslog regeringen en kriseplan med direkte støtte til virksomheder, der øgede beskæftigelsen, og store beløb til offentlige arbejder. Udgifterne skulle bl.a. dækkes ved en formueafgift. Socialdemokratiet ønskede ikke overklassens spillegæld betalt af den arbejdende befolkning. Langvarige forhandlinger endte i sammenbrud. De radikale foreslog en samlingsregering, hvad socialdemokraterne opfattede som forræderi. Den 6. november blev kriseplanen stemt ned, og Stauning meddelte, at han ville anmode kongen om at opløse Folketinget og udskrive valg til den 2. december.

Hvordan var status over den første socialdemokratiske regering? Kunne resultaterne, som nogen hævdede, bæres bort i en vestelomme, var de, som Neergaard mente, „lige som ved en øde strand, hvor øjet kun møder vrag på vrag”, eller havde Stauning ret, når han svarede, at „vore programforslag er aldeles ikke strandet … det ærede medlem kan være ganske rolig; han oplever at se dem igen for fulde sejl”.

Én sag var sikker. Socialdemokratiet havde erfaret, at den parlamentarisk-reformatoriske vej var tornestrøet. Arbejderbevægelsen havde lært, at der i det kapitalistiske samfund var nogle grænser, som et „ansvarligt” Socialdemokrati måtte acceptere, hvis det ville have regeringsmagten. Storkonflikten havde været det dyrekøbte lærestykke for den socialdemokratiske samfundspolitik, der ville tage hensyn til alle berettigede interesser.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Opgør.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig