Det sociale demokrati

Modsætninger mellem regeringen Neergaard og Socialdemokratiet prægede i stigende grad den politiske scene. Da socialdemokraterne i september 1923 samledes til partikongres i Odense var stemningen optimistisk og offensiv. Arbejdsløsheden var på vej ned. Regeringen var rystet af bankskandaler, voksende økonomiske problemer og indre modsætninger. Den dybtgående splittelse, som havde ramt store dele af den europæiske arbejderbevægelse, var ikke slået igennem i Danmark. Det lille kommunistparti var hærget af indre brydninger og orienteringsproblemer i forhold til Moskva, kommunismens centrum. Stauning kunne med tilfredshed konstatere, at den danske arbejderbevægelse var en enhedsbevægelse. Den socialdemokratiske dominans var uantastet, og alt tegnede til en fremgang for partiet ved det kommende valg. Spørgsmålet var, om det i så fald skulle overtage regeringsmagten. Hidtil havde et flertal i Folketinget været anset for en uomgængelig betingelse. Kongressen slog ikke desto mindre fast, at partiet ikke ville „unddrage sig nogen forpligtelse, der følger af dets deltagelse i det parlamentariske liv”. Forudsætningen var fremgang og et „fornødent parlamentarisk grundlag”. Det indebar, at Det radikale Venstre skulle støtte en socialdemokratisk regeringsdannelse.

Efter 1920 var de radikale så svækkede, at det eneste alternativ til Venstre og konservative var en socialdemokratisk regering med radikal støtte. Socialdemokraterne havde flere gange indbudt til en „arbejder- og husmandsregering”, men de radikales holdning var uklar. Dets ledere var indbyrdes uenige om holdningen til Socialdemokratiet. P. Munch var hele tiden den mest positive over for et samarbejde, mens Ove Rode og Edvard Brandes distancerede sig mere og mere fra den tidligere alliancepartner.

Kongressen vedtog et valg- og arbejdsprogram, der tillige måtte opfattes som et regeringsprogram. Det var bemærkelsesværdigt, fordi det intet indeholdt om partiets socialistiske fremtidsmål. Det angreb de værste udslag af kapitalismen, krise, spekulation og svindel, men ikke kapitalismen som system. Den skulle bringes under kontrol ved en statslig indsats, der satte bom for udskejelserne ved indgreb over for banker, aktieselskaber og forsikringsvæsen og gennem aktive foranstaltninger til at modvirke krise og arbejdsløshed. De offentlige arbejder skulle indskrænkes under højkonjunktur og udvides under kriser. Der skulle sikres jord til husmandsbrug og gennemføres en omfattende bolig- og sociallovgivning. Skolen skulle demokratiseres.

Programmet tegnede konturerne af det, der skulle blive socialdemokratisk regeringspolitik i de følgende årtier, med en konjunkturudlignende økonomisk politik og et socialt velfærdsprogram. Det var resultatet af dybtgående overvejelser i partiet og havde klare paralleller i andre europæiske socialdemokratier, hvor man også diskuterede spørgsmålet om partiets sociale basis. Skulle de fortsat overvejende være klassepartier, eller skulle de søge et bredere folkeligt grundlag for en reformpolitik, der også kunne imødegå de reaktionære tendenser? Et sådant skifte måtte føre til et kompromis med kapitalismen i ønsket om at styrke de produktive erhverv, navnlig industrien.

Den vægt og retning, som Odense-kongressen gav oplysningsarbejdet, pegede på, at socialdemokraterne tog deres ønske om at overtage administrationen af det kapitalistiske samfund alvorligt. Det blev besluttet at oprette Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF), ikke alene for at højne arbejdernes oplysningsniveau og udnytte den øgede fritid efter ottetimersdagens indførelse, men også i erkendelse af, at styret af stat og kommuner krævede mere end blot at overtage nogle taburetter. Hvis arbejderne skulle gennemføre deres mål, måtte de være modstanderne jævnbyrdige eller overlegne i faglig og politisk indsigt. Derfor måtte der sættes ind med et intensivt organiseret oplysningsarbejde, ganske som bønderne i sin tid havde styrket deres politiske stilling gennem højskolebevægelsen.

Valgkampen i 1924 blev præget af en balanceakt i den socialdemokratiske agitation. En kritik af de kapitalistiske „udskejeiser” blev ledsaget af beroligende udsagn om, at en socialdemokratisk regering ikke ville undergrave, men tværtimod støtte de private erhverv.

Blandt de nye midler i valgkampen var radioen. For første gang blev dette nye medium taget i brug i en valgkamp. Endnu var der kun ca. 50.000 radiomodtagere, men ingen var i tvivl om, at her lå nye muligheder for at påvirke vælgerne. For socialdemokraterne var det den prøvede agitator Borgbjerg, der kom i ilden.

Det radikale Venstre kritiserede med Rode og Munch i spidsen også skarpt regeringens økonomiske politik, men bandt sig ikke til et socialdemokratisk alternativ. Valget den 11. april gav stor fremgang til oppositionen. De radikale vandt to mandater, Socialdemokratiet vandt syv og fik med 470.000 stemmer en fremgang på 80.000. Nu var partiet ubestridt det største. Mest bemærkelsesværdigt var det, at det fik et gennembrud i udprægede landkredse i Jylland. De konservative vandt et enkelt mandat, hvorimod Venstre mistede syv og gik 50.000 stemmer tilbage. Med 75 mandater, 55 socialdemokrater og 20 radikale havde oppositionen flertal i Folketinget over for Venstres 45 og 28 konservative. Erhvervspartiets tre repræsentanter gled ud, og hverken kommunisterne eller Retsforbundet, der begge opstillede for første gang, blev repræsenteret.

Maliciøst bemærkede den radikale Niels Frederiksen om valgets resultat, at „de, der trængte til kløene, fik dem, og de, der nu er nået så langt, at de trænger til vanskeligheder, de fik dem!” Venstre, der var gået til valg for „frihedstanken imod tvangssystemet”, tog konsekvensen. Niels Neergaard rådede få dage efter valget kongen til at overdrage Stauning dannelsen af den nye regering.