Musik og krop

Historiske nybrud lader sig sjældent placere på præcise datoer eller år, og hvad der anses for nyt, afhænger ganske af iagttagerens optik. Fra de tidlige 20're fornemmes det imidlertid, at en ny epoke tager sin begyndelse. Livet blev anderledes for de fleste. Verden blev „moderne”. I hvert fald Europa og USA smed endegyldigt 1800-tallets ham. Tempoet og rytmen i arbejdet og fritiden blev raskere. Måske fordi 20'rne er et af de årtier, hvor musikken sætter sit umiskendelige præg på tilværelsen, hvad enten vi befinder os i den seriøse eller populære ende af skalaen.

I dansk musikliv var Carl Nielsen den førende komponist og autoritet. Han fuldførte i 1922 sin femte symfoni, der som de foregående kraftigt understregede musikkens urkraft og lysets sejr over mørket. „Musik er liv, som dette uudslukkeligt”, havde han sat som motto over den fjerde symfoni (1915-16). I Carl Nielsens sjette og sidste symfoni fra 1925 fornemmes indflydelsen fra de nye europæiske strømninger, navnlig Hindemith og Schønberg. De havde begge i de mellemliggende år dirigeret egne værker ved koncerter i København.

Carl Nielsen var ikke alene hovedskikkelsen i den såkaldte kunstmusik. Han satte også sit eget stærke præg på den folkelige musik ved at bidrage med ca. 50 melodier til „Folkehøjskolens Melodibog” (1922). Den blev frem for noget „Bibelen” for de følgende generationer. Carl Nielsen fik sin enestående indflydelse for dansk musikliv, fordi han spændte over såvel det djærve og fynske som det klassiske, det eksperimenterende og søgende.

20'rne blev også gennembrudsår for en anden folkelig genre, slageren, den hurtigt opfattede revyvise med det iørefaldende refræn. Mange viser fra disse år overlevede døgnfluens skæbne, som f.eks. „Sov Dukke Lise”, „Hils fra mig derhjemme” og „Du gamle måne”, der fra tidens Tivoli- og Scalarevyer hærgede som landeplager, men også bevarede deres popularitet, hjulpet på vej ind i underholdningens historie af tidens nye forbrugsgode, grammofonpladen. Den var også med til at bære årtiets ubestridt største danske „hit”, Jacob Gades „Tango Jalousie” fra 1925, på dens sejrsgang over den ganske verden.

I 1924 indspillede Valdemar Eiberg og hans jazzorkester den første danske jazzplade, „In Bluebird Land”. Jazzen var hentet i USA, og i 1925 besøgte et ægte jazzorkester, Sam Woodings „Chocolate Kiddies”, for første gang København. Fra 20'rnes begyndelse kunne let skræmte københavnere høre jazz på adskillige danserestauranter med Kai Ewans' orkester som det absolut førende. Men folkeeje blev jazzen ikke i de første mange år. Den var for fremmedartet. „Disse jazz-bands stammer fra negermusikken og har en barbarisk sammensætning … der ofte efterligner dyrebrøl, jævnlig med stærk anvendelse af synkoper,” fortalte et leksikon i 20'rne sine læsere.

Jazzen var også fremmed, fordi den er improvisationsmusik. Ikke desto mindre fik dens stærke rytmiske form, dens „beat”, tusindvis af unge ud på dansegulvene, fordi den kaldte på nogle kropslige energier, som mange unge nu ikke længere fandt udløsning for i arbejdet alene.

Sporten blev 20'rnes andet store felt for kropsudfoldelse. I en rig mangfoldighed af idrætsgrene udøvede stadig flere danskere en eller flere sportsdiscipliner. Der kan også iagttages en mere udtalt deling mellem elite og masse med en tendens til „professionalisering” inden for enkelte grene. Boldspillet var det fælles. Nationalsporten fodbold dyrkede alle sociale grupper på landet og i byerne dog hyppigt således, at eliten samlede sig i de store byklubber.

Sporten rummede også andre konfliktmuligheder. Nogle dyrkede den for at frigøre kroppen i tæt socialt samvær med andre, mens den i andre sammenhænge nærmest fik karakter af en disciplinering. Det fremtrådte tydeligst i den videreførelse af 1800-tallets svenske højskolegymnastik, der blev knyttet uløseligt til Niels Bukh. Efter opførelsen af Ollerup Gymnastikhøjskole i 1920 uddannede han her en hærskare af delingsførere, der kunne drage ud i sognene for at lede landboungdommens gymnastikhold i forsamlingshusene. Den var mindre konkurrencepræget end byungdommens sport, men delingsførerne modtog en stærk ideologisk prægning fra Niels Bukhs nationalt og religiøst farvede holdninger. For ham var der ikke tvivl om, at krop og sjæl i lige høj grad fordrede tugtelse og disciplinering, hvis ungdommen ikke skulle blive slap og henfalde til det moderne livs fristelser. Kroppens ranke holdning gav et „pålideligt billede på karakterens styrke”.

I en for tiden karakteristisk strid afviste han derfor også brugen af musik i forbindelse med gymnastikken, sådan som det blev praktiseret i kvindegymnastikken. Som et modstykke til Ollerup blev Snoghøj Gymnastikhøjskole grundlagt i 1925 med det formål at udvikle en særlig kvindegymnastik, ledet af kvinder og med musik som et centralt element i den kropslige udfoldelse. I modsætning til Bukhs autoritære metoder skulle kvinderne ledes til „selvtugt” gennem frivillig opdragelse.

Hvor landboidrætten var nationalistisk, religiøs og sundhedsdyrkende, var bysporten i langt højere grad præstations-orienteret, rettet mod de olympiske idealer om „hurtigere, højere, stærkere”. De to modstående principper for kropsudfoldelse bidrog til at forstærke billedet af 1920'rnes modsætninger mellem land- og bykultur.