Valdemar Eibergs jazzorkester „Midnight Follies”, der spillede i Bonbonnieren i København i midten af 20'rne. Kapelmesteren selv sidder i midten af billedet; yderst til venstre Peter Rasmussen med trombone og yderst til højre Kai Ewans med saxofon. Disse tre musikere var i familie og havde fået inspirationen fra grammofonplader, hjembragt af en onkel, der sejlede på amerikabådene. Især saxofonen interesserede dem, for det var „det mest bemærkelsesværdige instrument, man havde hørt, et sådant monstrum var aldrig set her i Danmark”, har Kai Ewans fortalt.

.

Gymnaster på plænen neden for Ollerup Gymnastikhøjskole i begyndelsen af 1920'rne. Niels Bukhs arbejde byggede på iagttagelser af sammenhængen mellem arbejde og kropsholdning, navnlig i landbruget. Han ville udvikle gymnastiske øvelser, der modvirkede arbejdets negative indflydelse på kroppen. De unges „noget tunge, stive og ubehjælpsomme skikkelse” skulle modarbejdes „på den måde, der hurtigst fjerner sliddets præg og får det ranke, frigjorte og duelige frem i de unges lemmer”.

.

Det særlige Bygningssyn, fotograferet af synets arkitekt Mogens Clemmensen under en tilsynsrejse til Tønder i 1920. Fra venstre arkitekt, etatsråd H.B. Storck, dr. phil. Vilhelm Lorenzen, formanden, departementschef A.P. Weis, synets vært i Tønder, amtsassessor P.C. Stemann, og yderst til højre direktør for Nationalmuseet, M. Mackeprang. Det femte medlem af synet, arkitekt Martin Borch, er ikke med. Der forelå efter genforeningen et stort arbejde med at inddrage Sønderjylland under bygningsfredningsloven af 1918. Hvilke bygninger skulle fredes, og hvilken stand var bygningerne i? Det var bygningssynets opgave at tage stilling hertil.

.

Hornbækhus ved Ågade i København er tegnet af Kay Fisker og opført 1923 med støtte fra statsboligfonden af 1922. Stilen er en monumental og præcis nyklassicisme. Facaden har fået et ensartet, taktfast præg. Det er et af de første eksempler på en karrébebyggelse omkring en lukket gård med stort, anlagt haveanlæg og legeplads, så børnene kunne holdes væk fra gaden. Huset fik centralvarme og alle datidens moderne bekvemmeligheder. Opholdsrummene vender alle ud mod lyset, mens køkken og soveværelse er til gården. Hornbækhus kan rumme lige så mange beboere som en lille provinsby.

.

Politigården i København er opført 1918-24 efter tegninger af Hack Kampmann og efter dennes død i 1920 af Aage Rafn. De bistre grå ydre facader skjuler en rig komposition af cirkulære og firkantede indre gårde med søjlegange, lettere, lysere og mindre skræmmende. Inspirationen er tydeligt klassisk.

.

I arkitekturhistorien karakteriseres tiden mellem 1900 og begyndelsen af 1920'rne ofte under overskriften „kampen mod hæsligheden”. Det peger på, at der i offentligheden og især blandt arkitekter var en intens debat om husenes kvalitet, udseende og beliggenhed. Der var i det hele taget en stigende opmærksomhed om vore fysiske omgivelser. Både fra myndigheder, private og institutioner blev der taget mange initiativer for at bevare landets naturværdier samt eksisterende gode og smukke huse og sikre en højere standard i det nye byggeri. Konkret udmøntede disse bestræbelser sig bl.a. i de første fredningslove.

Rigsdagen gennemførte i 1917 en lov om naturfredning. Den åbnede mulighed for fredning af områder, som på grund af deres „skønhed eller ejendommelighed” havde væsentlig betydning for almenheden. Desuden kunne områder, planter, dyr og geologiske dannelser fredes af hensyn til naturvidenskabelige eller historiske interesser, og endelig skulle befolkningen have adgang til at færdes i naturen for at dyrke fritidsliv. Lokale myndigheder kunne gribe ind over for påtænkte byggerier, som ville forstyrre naturværdier. Det hele skulle administreres af lokale fredningsnævn og et overfredningsnævn, hvis kendelser ikke kunne appelleres.

Denne lov blev i 1918 fulgt op af den første lov om bygningsfredning. Her blev der fastlagt regler for fredning af bygninger, der var over 100 år gamle og havde „kunstnerisk eller historisk værdi”. Var en bygnings værdi særlig fremragende, kunne bygningssynet med ejerens tilslutning henlægge den under Nationalmuseet som „fredet mindesmærke”, til hvilke staten skulle yde tilskud til vedligeholdelse.

Disse love blev de første milepæle i fredningssagen. De blev til på et tidspunkt, hvor mange med hurtigt tjente gullaschformuer rundt om i landet ombyggede ældre huse eller opførte nye, der fyldte folk med blot et minimum af æstetisk sans med rædsel og fik arkitekterne til at intensivere indsatsen for højere kvalitet. Allerede før krigen havde en gruppe arkitekter oprettet en „tegnehjælp”, der skulle bistå ved opførelsen af de mange nye husmandssteder. På en stor landsudstilling i Århus i 1909 koncentrerede arkitekterne sig om de nye stationsbyers udseende og udformede ligefrem forslag til en modeiby. På mange måder blev disse initiativer et sidestykke til den folkelige kvalitets gennemslag i litteratur, malerkunst og musik.

De mange bestræbelser blandt arkitekterne blev i 1915 samlet i Landsforeningen Bedre Byggeskik med det formål at fremme det bedste i dansk byggetradition, at bygge nye huse, der skulle „være enkle, hjemlige og smukke, som de gamle var”. Bevægelsen fik praktiske udfoldelsesmuligheder gennem de mange boligselskaber, der i København og provinsbyerne blev grundlagt mellem 1910 og 1925. Arbejderbevægelsen gik i spidsen med kooperative byggeforeninger, og andre skabte de almennyttige boligselskaber. Dertil kom kommunale bygge-initiativer, navnlig i krigens sidste år. Denne almennyttige og offentlige indsats kom på afgørende måde til at præge bolig-byggeriet, hyppigt sat på tegnebrættet af landets bedste arkitekter. Store boligkvarterer skød op mellem 1917 og 1925, med ekstra fart efter oprettelsen af en statsboligfond i 1922. De var præget af en ny sans for lys, luft og grønne områder og med en gennemført høj kvalitet. Det gjaldt både ved gennembruddet for den moderne rækkehusbebyggelse med Bakkehusene i Grøndalskvarteret i København og ved en ny funktionalistisk udformning af lejlighedsboligen som i det monumentale kompleks Hornbækhus ved Ågade, ligeledes i København.

For funktionærer og bedrestillede arbejdere blev idealboligen et fritliggende hus med have, hyppigt placeret langs slyngede veje og i provinsen helst i nærheden af vand eller skov.

Var der grøde og fremsyn i boligbyggeriet, tegnede billedet af de bygninger, hvor det offentlige, magten, skulle huses, sig væsentlig mere broget. Det nye Christiansborg, det tredje, blev taget i brug i 1918, og det blev allerede før færdiggørelsen udsat for hård kritik. Som en „tung og ucharmerende bygning i en konventionel, repræsentativ barokstil” pegede det nye hjemsted for det parlamentariske demokrati snarere tilbage til fortidens betoning af magtens symboler end det repræsenterede den nationale og folkelige bredde bag demokratiet.

Mens befolkningen vel efterhånden tog dette „monumentale uheld” til deres hjerter, har et andet af magtens store huse, Politigården i København, aldrig kaldt varme følelser frem. Den blev færdiggjort i 1924 og var i ekstrem form det sidste udslag af den nyklassicisme, der var blevet så charmerende indvarslet med museet i Fåborg. Med sine strenge grå facader vendt ud mod borgerne stod den som udtryk for en „totalitær nyklassicisme”, der viste hen til den foretrukne byggestil i 20'rnes og 30'rnes autoritære og fascistiske regimer.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Magtens og menneskenes boliger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig