Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

1920'rne: kaos eller fremskridt

Oprindelig forfatter NFC

„Verden er blevet chaotisk på ny”, lød den første linie i Tom Kristensens store digt „Landet Atlantis” fra hans debutbog i 1920 „Fribytterdrømme”. Digtet sluttede med dette vers:

Sådan er længselens land, Atlantis,
hvor alle harmoniske fordomme svigter,
farverne sprænges og formerne sprænges,
og skønheden skabes af grelle konflikter.
I Chaos jeg løfter min bøsse
mod skønhedens stjerne og sigter.

Tom Kristensen gav her et signalement af den „fortabte generation”, af „årgangen, der måtte snuble i starten”. Det var en generation, der som ganske unge havde gennemlevet verdenskrigen og i temperamentsfuld desperation længtes mod „voldsomhed, ødelæggelse og revolution”. Internationalt var det forfattere som Ernest Hemingway, Aldous Huxley, André Malraux og i Norden Aksel Sandemose, Sigurd Hoel og Jacob Paludan. Det var en generation, der startede deres liv „med nul komma nul”, fuldstændig berøvet den fremskridtsoptimisme, der havde været fællesgods for liberale, radikale og socialister før verdenskrigen.

 Harald Giersings „Danserinder spejler sig” fra 1920. Giersing blev trods et kort liv – han døde i 1927 kun 45 år gammel – en hovedperson i det moderne gennembrud i dansk malerkunst. Et ophold i Paris 1906-07 blev skelsættende for hans udvikling med påvirkning af alle de nyere franske malere, fra Manet til Cézanne. Efterhånden skete der en vis tilnærmelse til kubismen, og fra krigens slutning førte hans interesse for fart og bevægelse ham til nye motiver som fodboldspillere og – som her -danserinder. Han blev dristigere i sine farvekontraster. Giersing var en ivrig deltager i kunstdebatten. Han var med til at sprænge Den frie Udstilling i 1915 og var hovedkraften bag oprettelsen af sammenslutningen Grønningen samme år.

Harald Giersings „Danserinder spejler sig” fra 1920. Giersing blev trods et kort liv – han døde i 1927 kun 45 år gammel – en hovedperson i det moderne gennembrud i dansk malerkunst. Et ophold i Paris 1906-07 blev skelsættende for hans udvikling med påvirkning af alle de nyere franske malere, fra Manet til Cézanne. Efterhånden skete der en vis tilnærmelse til kubismen, og fra krigens slutning førte hans interesse for fart og bevægelse ham til nye motiver som fodboldspillere og – som her -danserinder. Han blev dristigere i sine farvekontraster. Giersing var en ivrig deltager i kunstdebatten. Han var med til at sprænge Den frie Udstilling i 1915 og var hovedkraften bag oprettelsen af sammenslutningen Grønningen samme år.

De var fascineret af det politiske, men frastødt af de organiserede politiske partier og etablerede systemer. Enkelte af dem som Otto Gelsted og Broby-Johansen søgte varig, om end problemfyldt tilknytning til kommunismen, mens Jacob Paludan formulerede en konservativ længsel mod førindustrielle tilstande. Med vidt forskellige motiver udtrykte Gelsted i digtet „Reklameskibet” og Paludan i fortællingen „De vestlige Veje”, begge fra 1922, en bidende kritik af de udfordringer, der blev sammenfattet i begrebet „amerikanisering”. Teknikdyrkelsen, reklamebrølet, sensationsjaget og den billige samlebåndsunderholdning repræsenterede alt sammen en forfladigelse af ægte kulturelle værdier. Paludan søgte udvejen i en konservativ påkaldelse af traditionen og det naturgroede. Gelsted derimod så fremad mod det, han senere kaldte „en aktiv humanisme”.

Annonce

De var internationalt velorienterede og så især i USA tendenser, der endnu kun kunne anes i det danske samfund. Iløbet af 1920'rne trængte disse tendenser imidlertid frem i produktion og forbrug i form af samlebåndsproducerede massevarer, beregnet for et forbrug i de brede lag af befolkningen. I Danmark blev den nye organisering af produktionen omkring samlebåndet, „fordismen” som den blev døbt, endnu ikke udbredt, men masseproducerede varer strømmede ind over landets grænser ledsaget af just det reklamebrøl, som forfatterne vendte sig imod.

 Tom Kristensen er en af mellemkrigstidens betydeligste danske forfattere. Efter debut med digtsamlingen „Fribytterdrømme” skrev han i 1921 romanen „Livets Arabesk”, der på en måde er én stor fribytterdrøm om et opgør mellem et udlevet borgerskab og et proletariat, der skulle repræsentere en alternativ kollektiv idé, men som i sidste ende enten opsuges af magten eller slås ned. Disse første værker er stærkt ekspressionistiske. I 1925 foretog Tom Kristensen efter rejser til Kina og Japan et selvopgør, hvor han anklagede ekspressionismen for at være en letsindig og forkælet „ungdomskultur”. Som anmelder ved Politiken 1924-27 og igen 1931-63 blev han en af vort århundredes mest betydende kritikere og formidler af angelsaksisk og nordisk litteratur til et dansk publikum.

Tom Kristensen er en af mellemkrigstidens betydeligste danske forfattere. Efter debut med digtsamlingen „Fribytterdrømme” skrev han i 1921 romanen „Livets Arabesk”, der på en måde er én stor fribytterdrøm om et opgør mellem et udlevet borgerskab og et proletariat, der skulle repræsentere en alternativ kollektiv idé, men som i sidste ende enten opsuges af magten eller slås ned. Disse første værker er stærkt ekspressionistiske. I 1925 foretog Tom Kristensen efter rejser til Kina og Japan et selvopgør, hvor han anklagede ekspressionismen for at være en letsindig og forkælet „ungdomskultur”. Som anmelder ved Politiken 1924-27 og igen 1931-63 blev han en af vort århundredes mest betydende kritikere og formidler af angelsaksisk og nordisk litteratur til et dansk publikum.

Mest foruroligende var det dog, at disse tendenser bredte sig ind over kulturen. 1920'rne blev et gennembrudsårti for massekulturen. Sporten og filmen havde vundet fodfæste i årene før verdenskrigen. Med deres appel til krop og følelser blev de nu anliggender, der hentede udøvere og tilskuere på tværs af sociale og kønsmæssige skel. Allernyest var radioen, der fra at være nogle få amatørers leg med ny teknik i løbet af få år udbredtes med eksplosiv hast. I 1925 overtog staten ansvaret for radiospredningen og dermed for de følgende årtiers måske vigtigste kulturformidling.

Alting gik hurtigere i 1920'rne. Det var især slående inden for transport- og kommunikationsområderne. Cyklen var nu hvermandseje, og i gader og på landeveje overtog biler til person- og varetransport mere og mere hestekøretøjernes rolle. Telefonen blev et opnåeligt meddelelsesmiddel for stadigt flere. I 1924 var der næsten 300.000 apparater, svarende til 87 for hver 1000 indbyggere. Det placerede Danmark som det land i Europa, der havde den største telefondækning.

„Massernes tidsalder” er en hyppigt anvendt overskrift for tiden efter 1. verdenskrig. Her tænkes ikke alene på kulturen, men i lige så høj grad på massernes inddragelse i politikken. I kølvandet på verdenskrigen gennemførte de fleste stater almindelig valgret, der nu vel at mærke også omfattede kvinderne. Det gjaldt ikke blot de traditionelle demokratier i Vesteuropa, men tillige de nye skrøbelige demokratier i Central- og Østeuropa, der blev skabt som en følge af fredstraktaterne i Versailles i 1919.

 Otto Gelsted indledte efter at have opgivet et matematikstudium sit forfatterskab i 1912. På udlandsrejser stiftede han bekendtskab med den nykantianske idéretning og med psykoanalysen, som han introducerede i Danmark med et udvalg af Freuds skrifter „Det ubevidste” (1920). I mellemkrigstiden ernærede han sig som journalist, først som litteraturredaktør ved Ekstrabladet 1924-27 og derefter som medredaktør af Politikens litteraturside. Han skrev samtidig adskillige digtsamlinger og udgav tidsskriftet Sirius 1924-25, hvor han formulerede sin humanistisk-rationalistiske livsanskuelse og etiske socialismeopfattelse, der blev det ideologiske grundlag for den kulturradikalisme, som fik sit gennembrud med tidsskriftet Kritisk Revy (1926-28).

Otto Gelsted indledte efter at have opgivet et matematikstudium sit forfatterskab i 1912. På udlandsrejser stiftede han bekendtskab med den nykantianske idéretning og med psykoanalysen, som han introducerede i Danmark med et udvalg af Freuds skrifter „Det ubevidste” (1920). I mellemkrigstiden ernærede han sig som journalist, først som litteraturredaktør ved Ekstrabladet 1924-27 og derefter som medredaktør af Politikens litteraturside. Han skrev samtidig adskillige digtsamlinger og udgav tidsskriftet Sirius 1924-25, hvor han formulerede sin humanistisk-rationalistiske livsanskuelse og etiske socialismeopfattelse, der blev det ideologiske grundlag for den kulturradikalisme, som fik sit gennembrud med tidsskriftet Kritisk Revy (1926-28).

Inddragelse af alle voksne borgere i det politiske liv kunne ses som den endelige fuldkommengørelse af det liberale demokrati. Den opfattelse deltes af alle de liberale, radikale og socialdemokratiske partier og for en stor dels vedkommende også af de konservative og kristne politiske bevægelser og partier. For alle disse retninger måtte den politiske opgave være, at den demokratiske proces kom til at omfatte alle vælgergrupper og derved forhindre, at masserne lod sig forlede af de yderliggående politiske tendenser på både venstre og højre fløj.

Kommunisterne virkede i de politiske systemer som både parlamentarisk og udenomsparlamentarisk opposition, men formåede kun i ganske få lande at opnå noget, der lignede en massetilslutning. En langt alvorligere trussel mod demokratiet kom fra de nye fascistiske massebevægelser. De kunne med et ideologisk sammensurium af ekstrem nationalisme, raceteorier og førerdyrkelse tiltrække stadig større grupper. I første halvdel af 1920'rne opnåede fascisterne, med undtagelse af Italien, kun begrænset tilslutning. Men de fik udviklet deres metoder, der bestod af en kynisk blanding af vold, hæmningsløs propaganda og blændende udnyttelse af de nye massemedier, film og senere radio, tilsat foragt for den demokratiske politiske kultur. De kunne frit spille på massernes frygt for social nød, økonomisk kaos og usikkerhed over for en række af de radikalt nye tendenser på næsten alle kulturlivets områder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: 1920'rne: kaos eller fremskridt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306246