Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Folkeforbund og forsvar

Oprindelig forfatter NFC

Alle partier var efter krigen enige om, at forsvarsordningen af 1909 skulle revideres. Om ikke af andre grunde, så fordi det heri var bestemt, at Københavns befæstning skulle nedlægges i 1922. Det skete allerede i 1920. Også de ændrede styrkeforhold efter krigen og Danmarks indtræden i Folkeforbundet krævede en revision, og i 1919 blev der nedsat en forsvarskommission. I dennes betænkning fra maj 1922 var partierne enige om, at forsvarsudgifterne kunne nedsættes under hensyn til de fredeligere internationale forhold. Men hermed var enigheden også slut. De fire partier afgav hver deres separate forslag til ny forsvarsordning. For dem alle lå to forudsætninger til grund. For det første at Tyskland fortsat var den eneste mulige fjende, og for det andet at Folkeforbundets kollektive sikkerhedssystem kunne stille nogle krav til et dansk forsvar. Om det første problem var der for så vidt enighed. Alene kunne Danmark ikke opstille et effektivt værn mod et massivt tysk angreb. Det ville med Neergaards ord være et „gøglebillede” eller, som den konservative Victor Pürschel formulerede det, være umuligt, selv om „vi alle går i panser og plade”.

Victor Pürschel spillede som formand for Det konservative Folkepartis folketingsgruppe 1922-28 en betydelig rolle i partiets forsøg på at afklare sin parlamentariske rolle. Han kom i Folketinget i 1920 og repræsenterede en aggressiv bykonservatisme, der vedkendte sig rødderne tilbage i det gamle Højre. Han var skeptisk over for samarbejdet med Venstre, både på grund af dettes afvisning af en aktiv erhvervspolitik, og fordi venstrefolkene ikke ville gå langt nok i udbygningen af forsvaret. Sideløbende med sit politiske virke udførte han et stort arbejde som jurist, bl.a. som landsdommer.

Victor Pürschel spillede som formand for Det konservative Folkepartis folketingsgruppe 1922-28 en betydelig rolle i partiets forsøg på at afklare sin parlamentariske rolle. Han kom i Folketinget i 1920 og repræsenterede en aggressiv bykonservatisme, der vedkendte sig rødderne tilbage i det gamle Højre. Han var skeptisk over for samarbejdet med Venstre, både på grund af dettes afvisning af en aktiv erhvervspolitik, og fordi venstrefolkene ikke ville gå langt nok i udbygningen af forsvaret. Sideløbende med sit politiske virke udførte han et stort arbejde som jurist, bl.a. som landsdommer.

Dermed ophørte enigheden. Socialdemokratiet fastholdt sin gamle linie om afrustning med opretholdelse af et politikorps til bevogtning af grænser og kyster. Det bedste værn for Danmark var fortsat den – skulle man synes – noget illusoriske forestilling om socialisternes og de faglige organisationers internationalisme. Danmark kunne umuligt forsvares mod et angreb. De radikale delte i princippet denne holdning, men ville dog bevare mindre hær- og flådestyrker til bevogtningsopgaver. Begge partier foreslog afskaffelse af den almindelige værnepligt. I Venstre var der traditionelt ganske store forsvarsskeptiske grupper, og partiet fandt, at Danmark kunne indskrænke værnene til en styrke, der muliggjorde en henholdende kamp, indtil der kom hjælp fra Folkeforbundet. Til grund for forslaget lå også ønsket om at spare på de offentlige udgifter.

Det konservative Folkeparti ønskede i overensstemmelse med partiets militære rådgivere, at forsvaret skulle være i stand til at gennemføre et effektivt neutralitetsværn. Det ville især kræve en udbygning af hærens styrker. Alle partier henviste i deres forslag til medlemskabet af Folkeforbundet, men de drog vidt forskellige konklusioner om de forpligtelser, Danmark havde påtaget sig. Socialdemokrater og radikale understregede forbundets bestræbelser for nedrustning og hævdede i forbindelse med det kollektive sikkerhedssystem, at forbundets rustningskrav var en maksimumsgrænse for den militære styrke. Omvendt hævdede de konservative, at det var et minimumskrav og fastslog, at „ingen – heller ikke forbundet – vil røre en finger for at hjælpe et land, der ikke selv har vist viljen til livet”.

Annonce

Forsvarssagen blev den alvorligste prøvesten for det borgerlige samarbejde. Venstre måtte regne med, at for store nedskæringskrav kunne føre til regeringens fald, mens de konservative kunne frygte, at de ved en for stejl holdning risikerede at kaste Venstre i armene på de radikale. Det var ikke desto mindre en konservativ hjertesag, og mange rigsdagsmedlemmer havde vanskeligt ved at sluge et forlig, der ikke fulgte partiets krav. Partiets problem var imidlertid også, at dets militære rådgivere var dybt uenige. På baggrund af nogle indrømmelser sejrede hensynet til det borgerlige samarbejde, bl.a. også fordi den kommanderende general Wolff betegnede forliget som acceptabelt. Bevillingen til forsvaret blev forøget med et par millioner i forhold til Venstres forslag, og hæren forøgedes med et fodfolksregiment samt en artilleriafdeling, mens flyvevåbnet fik en mindre udvidelse. I alt repræsenterede forliget en betydelig reduktion af bevillingerne til forsvaret.

Forsvarsforliget den 27. juli 1922 splittede Det konservative Folkeparti. Ved tredje behandling i Folketinget undlod fem konservative at stemme, og grev Bent Holstein stemte sammen med radikale og socialdemokrater imod, unægtelig med en anden begrundelse end disse. Han protesterede mod, at de konservative solgte deres „førstefødselsret i forsvarssagen for en udlevet venstrepolitiks udblødte og saftløse linser”. Da han flere gange havde angrebet sit parti direkte og offentliggjort interne uenigheder, blev han kort efter ekskluderet. I den næste halve snes år optrådte han som fribytter på dansk politiks yderste højrefløj.

Venstre måtte for at få forliget ført igennem acceptere at foretage nogle „små skridt til siden”, dvs. afvigelser fra partiets principielt liberalistiske erhvervspolitik. Efter pres fra konservative og industrikredse indførtes et forbud mod import af skotøj og cigarer. Det blev i 1923 ændret til en krisetold, der dog bortfaldt i slutningen af året. Venstre var fortsat ikke meget for at stille „krykker” til rådighed for industrien.

I det hele taget kunne regeringen ikke beskyldes for at angle efter popularitet i byerne. Madsen-Mygdal og landbrugsorganisationernes leder P. P. Pinstrup tordnede mod både fabrikanter og arbejdere i industrien for deres manglende vilje og evne til at tilpasse sig den frie konkurrence. Oven i det hele fandt regeringen det nødvendigt at introducere en restaurationsskat, hvis „10 procent til Neergaard”, som det hed i tjener sproget, irriterede bybefolkningen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Folkeforbund og forsvar i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306256