Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark i den internationale politik

Oprindelig forfatter NFC

Det var lykkedes Danmark at fastholde neutraliteten under verdenskrigen, og alle partier var enige om, at den ligelige neutralitetspolitik skulle være grundlaget for efterkrigstidens udenrigspolitik. Krigen havde imidlertid også vist, at erklæret neutralitet ikke rummede en absolut sikkerhed for små lande mod overgreb fra stormagterne.

Efter krigen gik alle stater ind for at skabe en ny verdensorden, der kunne hindre krige eller i hvert fald sikre, at en angriber blev mødt med forholdsregler fra alle andre stater. Da USA's præsident Wilson fremlagde sine 14 punkter, foreslog han i punkt 14, at der skulle oprettes en international organisation med det formål at garantere både små og store staters politiske uafhængighed og territoriale integritet. I fredsaftalerne 1919 indgik en pagt om et Folkenes Forbund, der skulle løse internationale konflikter og sikre freden med politiske, økonomiske og om nødvendigt med militære magtmidler. Der skulle etableres et såkaldt kollektivt sikkerhedssystem.

Danmark blev i marts 1919 sammen med 12 andre neutrale lande indbudt til at indtræde i forbundet og kommentere udkastet til pagten. Det rejste problemet om den danske neutralitets indhold og karakter. Kunne neutraliteten forenes med en forpligtelse til at indgå i løsningen af konflikter med sanktioner, der kunne indebære anvendelse af militære magtmidler? Heroverfor stod Danmarks stærke interesse i at skabe en fredelig verden gennem Folkeforbundet. De danske forhandlere, P. Munch og Niels Neergaard, søgte sammen med de øvrige neutrale stater at løse dette dilemma ved at erklære deres principielle tilslutning til tanken om et Folkenes Forbund og samtidig argumentere for en svækkelse af de forpligtelser til sanktioner, som et medlemskab ville medføre. Det lykkedes at modificere den endelige pagt, således at den kun forpligtede til politiske, diplomatiske og økonomiske sanktioner, mens militære indgreb ikke skulle være automatiske og obligatoriske. De skulle besluttes efter forhandlinger. Til gengæld lykkedes det ikke at undgå en bestemmelse om, at tropper fra Folkeforbundet i påkommende tilfælde skulle have ret til at marchere gennem de neutrale landes territorium.

Annonce

En anden dansk og nordisk betænkelighed var Folkeforbundets manglende universalitet. De besejrede centralmagter blev fra begyndelsen udelukket. Sovjetunionen blev overhovedet ikke indbudt til at deltage, og USA's kongres afviste at ratificere Versailles-traktaten, således at ideens ophavsland ikke blev medlem. Det var en afgørende svækkelse af forbundet.

 Europa før verdenskrigen. Fredsslutningerne 1919-20 resulterede i store ændringer af statssystemet i Europa. Tydeligst ved opløsningen af det store Østrig-ungarske Rige til staterne Østrig, Ungarn, Tjekkoslovakiet, mens andre dele blev tillagt det nye Polen, Jugoslavien og Rumænien. Tyskland måtte afstå Alsace-Lorraine til Frankrig. Mellem Tyskland og det tyske Østpreussen oprettedes den såkaldte polske korridor, og langs Østersøen dannedes de tre stater Estland, Letland og Litauen, der hidtil havde været under Rusland. Endelig fik Finland sin selvstændighed fra russisk overherredømme.

Europa før verdenskrigen. Fredsslutningerne 1919-20 resulterede i store ændringer af statssystemet i Europa. Tydeligst ved opløsningen af det store Østrig-ungarske Rige til staterne Østrig, Ungarn, Tjekkoslovakiet, mens andre dele blev tillagt det nye Polen, Jugoslavien og Rumænien. Tyskland måtte afstå Alsace-Lorraine til Frankrig. Mellem Tyskland og det tyske Østpreussen oprettedes den såkaldte polske korridor, og langs Østersøen dannedes de tre stater Estland, Letland og Litauen, der hidtil havde været under Rusland. Endelig fik Finland sin selvstændighed fra russisk overherredømme.

På trods heraf besluttede en enig Rigsdag i februar 1920, at Danmark skulle indtræde, og tilsvarende beslutninger blev truffet i de andre nordiske lande. Danske politikere lagde 20'rne igennem et stort arbejde i Folkeforbundet. Partierne sendte nogle af deres mest indflydelsesrige parlamentarikere til forhandlingerne i delegeretforsamlingerne og til de mange underorganisationer, der blev skabt til at varetage sociale, kulturelle og humanitære opgaver. Den, der frem for nogen kom til at tegne den danske politik, blev P. Munch fra Det radikale Venstre. Skønt han ikke nærede dybere illusioner om Folkeforbundets muligheder for at udføre dets primære opgave at sikre freden, arbejdede han utrætteligt i dets forskellige organer og opnåede en betydelig international anerkendelse for sin indsats.

Partiernes repræsentation i delegationerne var en nyskabelse i dansk udenrigspolitik. Den var udtryk for Rigsdagens stigende indflydelse på udenrigspolitiske sager. Udenrigspolitik var ikke længere et eksklusivt regeringsanliggende. Den skulle udformes i et samspil mellem Rigsdag og regering, og for at sikre dette oprettede Rigsdagen i 1923 et Udenrigspolitisk Nævn som et stående udvalg. Her udformedes også instrukserne for de danske delegationer til Folkeforbundets møder i Geneve.

Formuleringen af den danske politik skete i et stadigt snævrere samvirke med de øvrige nordiske lande, og i det hele taget udbyggedes det internordiske samarbejde i disse efterkrigsår. Det fik et bredt folkeligt grundlag med oprettelse af de private foreninger Norden i 1919.

 Europa efter verdenskrigen. Fredsslutningerne 1919-20 resulterede i store ændringer af statssystemet i Europa. Tydeligst ved opløsningen af det store Østrig-ungarske Rige til staterne Østrig, Ungarn, Tjekkoslovakiet, mens andre dele blev tillagt det nye Polen, Jugoslavien og Rumænien. Tyskland måtte afstå Alsace-Lorraine til Frankrig. Mellem Tyskland og det tyske Østpreussen oprettedes den såkaldte polske korridor, og langs Østersøen dannedes de tre stater Estland, Letland og Litauen, der hidtil havde været under Rusland. Endelig fik Finland sin selvstændighed fra russisk overherredømme.

Europa efter verdenskrigen. Fredsslutningerne 1919-20 resulterede i store ændringer af statssystemet i Europa. Tydeligst ved opløsningen af det store Østrig-ungarske Rige til staterne Østrig, Ungarn, Tjekkoslovakiet, mens andre dele blev tillagt det nye Polen, Jugoslavien og Rumænien. Tyskland måtte afstå Alsace-Lorraine til Frankrig. Mellem Tyskland og det tyske Østpreussen oprettedes den såkaldte polske korridor, og langs Østersøen dannedes de tre stater Estland, Letland og Litauen, der hidtil havde været under Rusland. Endelig fik Finland sin selvstændighed fra russisk overherredømme.

Versaillesfreden var de sejrende magters fred, og Folkeforbundet var i de første mange år sejrherrernes redskab til at sikre denne fred. Det var dog næppe forbundets fortjeneste, at 1920'rne blev et forholdsvis fredeligt årti i den internationale politik. Alle stater var udmattede, og de fleste kræfter blev lagt i forsøgene på at løse de komplicerede økonomiske problemer mellem staterne og internt i de enkelte lande.

For Danmark kunne det være blevet et alvorligt problem, at Tyskland, som var vor eneste tænkelige fjende, ikke blev medlem af Folkeforbundet, og at der ikke forelå en tysk godkendelse af den nye grænsedragning. Den nye tyske Weimarrepublik gjorde imidlertid ikke forsøg på at anfægte grænsens gyldighed, og de to stater udviklede forholdsvis gode relationer i 20'rne. Blandt andet godkendte Tyskland og Danmark gensidigt mindretallenes ret til kulturelle særordninger.

Fredstraktaternes princip om national selvbestemmelse indebar oprettelsen af en lang række nye stater i Europa. På ruinerne af det østrig-ungarske monarki grundlagdes de selvstændige stater Østrig, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien, mens Rumænien fik tillagt et stort areal. Af større betydning for Danmark var oprettelsen af de nye stater langs Østersøens kyster, Polen, Estland, Letland, Litauen og Finland. Mens relationerne til disse stater var uproblematiske, kneb det for Danmark at udvikle en selvstændig linie i forholdet til det bolsjevikiske styre i Rusland.

Danske virksomheder havde før revolutionen haft meget livlige handelsforbindelser og omfattende investeringer i Rusland. Selv om den danske regering umiddelbart efter revolutionen anerkendte det nye styre, hindrede dette ikke en beslaglæggelse af alle danske besiddelser i Sovjetunionen. Ved årsskiftet 1918-19 fulgte Danmark stormagternes bestræbelser på at isolere og nedkæmpe bolsjevikkerne og afbrød de diplomatiske og handelsmæssige forbindelser i overensstemmelse med den økonomiske blokade, som de vestlige magter iværksatte.

I de følgende år lå den danske politik over for bolsjevikkerne hele tiden i kølvandet på den engelske. Da det nye styre i 1920 så ud til at blive konsolideret, indledte England en forsigtig tilnærmelse, og Danmark fulgte op med resultatløse, halvofficielle handelsforhandlinger. Selv om England gennem en handelsoverenskomst i 1921 de facto havde anerkendt den sovjetiske regering, gik der på grund af indrepolitiske uoverensstemmelser to år, før Danmark afsluttede en tilsvarende overenskomst, og først under den socialdemokratiske regering i 1924 fulgte den endelige diplomatiske anerkendelse af Sovjetunionen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Danmark i den internationale politik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306255