Historikeren Povl Engelstoft fik et meget alsidigt fagligt virke. Hans foretrukne område var Danmarks historie i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede. I 1927-33 var han medarbejder ved det banebrydende Institut for historie og samfundsøkonomi, hvor han medvirkede ved udarbejdelsen af en række socialhistoriske værker. Han var gennem en menneskealder engageret i redaktionen af forskellige kildeudgaver og leksikale værker, hvor hans vigtigste indsats var den myndige redaktion af „Dansk Biografisk Leksikon", 2. udg. (1933-44). Her skrev han selv flere aldeles ypperlige artikler om bl.a. D.G. Monrad og Viggo Hørup.

.

Den nyeste fremstilling af Danmarks historie efter 1900 er Gyldendals Danmarks Historie, hvor Lorenz Rerup i bind 6 (1989) skriver om tiden 1864-1914, og Niels Finn Christiansen, Karl Christian Lammers og Henrik S. Nissen i bind 7 (1988) behandler tiden 1914-1945. I bind 9 (1985) har Hans Chr. Johansen udarbejdet en dansk økonomisk statistik 1814-1980. Alle tre bind rummer særdeles omfattende litteraturoversigter og præsentationer af kildemateriale og væsentlige standpunkter i forskningen. I en meget stimulerende analyse har Søren Mørch i Den ny Danmarkshistorie 1880-1960 (1982) diskuteret en række temaer i historie, herunder også socialt-kulturelle emner der tidligere har været negligeret i brede fremstillinger. Mørch har fulgt fremstillingen op med den debatskabende Den sidste Danmarkshistorie (1996).

En fin kender af den politiske historie i 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede, Povl Engelstoft, skildrede i Det danske Folks Historie, bind 8 (1929) udviklingen mellem systemskiftet og 1. verdenskrig, en fremstilling der også indgik i Schultz Danmarks Historie, bind 5 (1942). En af periodens fremtrædende politiske aktører, P. Munch, behandlede i de samme værker „Det danske Folks Livsvilkaar 1864-1914” og i henholdsvis bind 8 og 6 (1943) tillige udviklingen under den 1. verdenskrig. Hans Jensen beskrev den politiske historie i mellemkrigstiden, mens Finn T.B. Friis skrev om de økonomiske og sociale forhold, og filosoffen Frithiof Brandt i en meget prægnant form skildrede åndslivet efter 1900. Povl Engelstoft har også behandlet den parlamentariske udvikling efter systemskiftet i jubilæumsværket Den danske Rigsdag 1849-1949, bind 2 (1951), hvor Frantz W. Wendt dækkede rigsdagshistorien 1915-1940.

I Politikens Danmarkshistorie gav Vagn Dybdahl i bind 12, „De nye Klasser 1870-1913” (1965), en levende skildring, der blev banebrydende i fremstillingen af de sociale og kulturelle forhold. Erik Rasmussens følgende bind 13 „Velfærdsstaten på vej 1913-1939” (1965) har navnlig sin styrke i analysen af den politiske udvikling med betoningen af, at det moderne velfærdssamfund grundlægges i denne periode. Endelig har den mangeårige iagttager af det politiske liv Svend Thorsen i De danske ministerier 1901-1929 (1972) tegnet ofte meget rammende portrætter af de enkelte ministre og ministeriernes virke. Niels Thomsen har i Hovedstrømninger 1870-1914. Idélandskabet under dansk kultur, politik og hverdagsliv (1998) trukket nogle linier op på væsentlige samfundsområder, navnlig de kulturelle. Dansk Biografisk Leksikon, 1-16, 3. udg. (1979-84) rummer udførlige biografiske artikler om personer inden for alle samfundslivets områder med henvisninger til kilder, litteratur og portrætter. Dansk Kvindebiografisk Leksikon, 1-4 (2000-01) supplerer med indgående portrætter af de betydeligste kvindeskikkelser.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Litteraturvejledning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig