Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kvinderne og kampen om kommunerne

Oprindelig forfatter NFC

En reform af den kommunale valgret var et gammelt fælleskrav for alle venstregrupper og Socialdemokratiet. De skel, der var sat mellem borgerne, skulle slettes og den almindelige valgret indføres. Forslag herom var flere gange fremsat og vedtaget i Folketinget, men standset af landstingsflertallet. Højre betragtede med rette en valgretsreform som en alvorlig trussel mod deres beherskelse af de fleste købstæder. De gæl-dende regler for valg til det kommunale styre var mildest talt både indviklede og udemokratiske.

Venstrereformpartiets fastholdelse af kravet om almindelig valgret i kommunerne var på flere punkter omstridt. Det ville indebære en trussel mod den solide gårdmandsdominans i sognerådene, når husmænd, landarbejdere og tyende fik stemmeret, og Højres repræsentanter på Rigsdagen undlod da heller ikke over for venstrebønderne at udmale de farlige perspektiver for de besiddende på landet. Men her holdt J. C. Christensen og hans fæller fast, næppe uden sammenhæng med den trussel fra venstresiden, som Det radikale Venstre og Socialdemokratiet frembød.

 „Politisk Ret vi fordre maa, ved Enighed vi Maalet naa”, stod der på de kvindelige herreskrædderes banner ved en grundlovsdemonstration i 1901. Kampen for kvindernes valgret forløb herhjemme forholdsvis fredeligt. De meget militante aktioner, som de engelske suffragetter måtte anvende for at vinde gehør, blev ikke nødvendige. Men der gik dog en årrække, før den kvindelige valgret blev gennemført som et af systemskiftets vigtigste resultater, først til kommunerne og siden til Rigsdagen.

„Politisk Ret vi fordre maa, ved Enighed vi Maalet naa”, stod der på de kvindelige herreskrædderes banner ved en grundlovsdemonstration i 1901. Kampen for kvindernes valgret forløb herhjemme forholdsvis fredeligt. De meget militante aktioner, som de engelske suffragetter måtte anvende for at vinde gehør, blev ikke nødvendige. Men der gik dog en årrække, før den kvindelige valgret blev gennemført som et af systemskiftets vigtigste resultater, først til kommunerne og siden til Rigsdagen.

Kvindernes valgret var en anden knude, som dog allerede var ved at blive løst op. Den var som nævnt opnået i loven om menighedsråd i 1903, og i 1907 fik kvinderne valgret og valgbarhed til de råd, der bestyrede de nye hjælpekasser, der ydede social bistand uden fattighjælpens virkninger. En række kvindeorganisationer agiterede efter systemskiftet for, at den kvindelige valgret skulle udstrækkes til de egentlige politiske valg. Da Dansk Kvindesamfund tøvede noget med at gå ind i debatten, stiftedes i 1904 en Politisk Kvindeforening i København med kvindelig valgret på programmet. Herfra udgik initiativ til dannelse af lignende organisationer ude i landet. De sluttedes i 1907 sammen til Landsforbundet for Kvinders Valgret, der havde ca. 5000 medlemmer. Det var en tværpolitisk sammenslutning, dog med klar overvægt af repræsentanter fra Det radikale Venstre blandt de aktive. Samme år stiftede kvinder fra fagbevægelsen og Socialdemokratiet en Socialdemokratiske Kvinders Valgretsforening, der imidlertid ikke blev anerkendt af partiet med den begrundelse, at mænd og kvinder skulle kæmpe sammen, hvorfor der ikke var plads for separate kvindeorganisationer i arbejderbevægelsen.

Annonce

Ved den endelige vedtagelse af kommunalreformen i 1908 fik kvinderne valgret. J. C. Christensen og adskillige højremænd støttede dette ud fra en formodning om, at kvinderne ville stemme mere konservativt end mændene. Der indførtes forholdstalsvalg, og den almindelige og lige valgret gennemførtes med enkelte indskrænkninger. De Frikonservative betingede sig, at vælgerne skulle have boet to år i kommunen, hvilket især ramte tjenestefolk og løsarbejdere ved større anlægsarbejder. De fik også indføjet en bestemmelse om, at skatteforhøjelser skulle godkendes af Indenrigsministeriet. Det skete ud fra en antagelse af, at de nye vælgergrupper fra de lavere sociale lag ville forsøge at flå borgere med høje indkomster. Venstre måtte også acceptere, at der bibeholdtes privilegeret valgret til amtsrådene.

 Som Alfred Schmidt i 1909 i Klods Hans forestillede sig et byrådsmøde efter kvindernes indtog i rådene. Det massive flertal for kvindernes valgret fjernede ikke med ét slag gamle kønsrollemønstre og fordomme. De unge appetitlige kvinder kurtiseres energisk af de mandlige byrådsmedlemmer, mens alle vender ryggen til den mandhaftigt vredladne kvinde i billedets centrum. Hun overlades til sit ensomme hækleri. Det kunne være et portræt af formanden for de kvindelige herreskrædderes fagforening Andrea Brochmann, der med sin forening var gået i spidsen for kvindelig valgret.

Som Alfred Schmidt i 1909 i Klods Hans forestillede sig et byrådsmøde efter kvindernes indtog i rådene. Det massive flertal for kvindernes valgret fjernede ikke med ét slag gamle kønsrollemønstre og fordomme. De unge appetitlige kvinder kurtiseres energisk af de mandlige byrådsmedlemmer, mens alle vender ryggen til den mandhaftigt vredladne kvinde i billedets centrum. Hun overlades til sit ensomme hækleri. Det kunne være et portræt af formanden for de kvindelige herreskrædderes fagforening Andrea Brochmann, der med sin forening var gået i spidsen for kvindelig valgret.

Mens repræsentanter fra alle partier i den gamle demokratiske alliance – trods indrømmelserne til de Frikonservative – udtrykte deres tilfredshed med reformen, anede de mere stålsatte højremænd, at den var et varsel om tilsvarende ændringer i grundloven og valgretten til Rigsdagens to ting. I en af sine sidste taler i Landstinget advarede Højres grand old man, J. B. S. Estrup, Venstre om følgerne: „Hvad vil det forslå, om alle Danmarks 60.000 gårdejere eller hvor mange der nu rykker frem endogså med hustruerne under armen og deres myndige døtre? Hvad vil det forslå over for den umådelige vælgermasse, der nu skabes gennem denne lov?”

Ved kommunalvalgene i de følgende år holdt kvinderne deres indtog i de kommunale råd, om end det ikke skete i den takt kvindeorganisationerne havde håbet, og deres mere hårdnakkede modstandere havde frygtet. Dansk Kvindesamfunds forudsigelse om, at kvinderne hurtigt ville indtage halvdelen af pladserne, holdt ikke stik. Ved valget i 1909 fik de kun godt en procent af pladserne, i sognerådene var de så godt som uden repræsentation, mens de klarede sig noget bedre i købstæderne og i København, hvor de fik henholdsvis syv og 18 procent. I København og på Frederiksberg steg tallet i 1913 til 23 procent, mens det ikke øgedes i de øvrige kommuner. Bestræbelser på at opstille kvinder på særlige lister havde kun ringe virkning, og de løb hurtigt ud i sandet. Formodningen om, at kvinderne ville stemme mere konservativt end mændene, så derimod ud til at blive indfriet. Ved de første valg efter reformen gik socialdemokraterne relativt tilbage i en række kommuner. Det skyldtes imidlertid, at arbejderkvinderne i ret vid udstrækning undlod at udnytte stemmeretten. Der gik dog kun få valg, før forskellen var udlignet.

Estrups bekymring for vælgermasserne var bestemt ikke uden hold i virkeligheden. Landsognene forblev Venstres domæne, selv om der efterhånden valgtes enkelte radikale og socialdemokrater. I byerne foregik der i den følgende snes år en intens kamp om magten mellem Højre og Socialdemokratiet. I København valgtes borgmestrene indtil 1917 på livstid af borgerrepræsentationen; derefter sammensattes magistraten efter partiernes forholdsmæssige styrke. I købstæderne var borgmestrene indtil 1919 kongevalgte, dvs. udpeget af regeringen, og byernes ledelse havde i generationer været fuldstændig domineret af Højre. Kun i Kolding, Assens og Holbæk havde Venstre flertallet. Mange højreborgmestre havde været særdeles kompetente folk, der havde stået i spidsen for den kraftige udbygning af de kommunale aktiviteter fra slutningen af 1800-tallet. Kloakering og opbygning af vand-, gas- og elforsyning gennemførtes i stort set alle byer. Havne blev udvidet, og de største byer gennemkrydsedes af sporvejslinier, hvor de gamle hestetrukne vogne afløstes af el-drevne. Skoler og sygehuse var skudt op, efterhånden som byernes befolkningstal voksede.

 Fodboldkamp i Idrætsparken omkring 1. verdenskrig. Københavns Idrætspark blev indviet i 1911 efter en større omlægning af den gamle fælled. Inden da havde boldspillerne måttet dele græsset med køerne. Det nye anlæg rummede kricket-, tennis- og hockeybaner, et atletikanlæg samt et idrætshus med lokaler til de mange små fælledklubber. Fodboldstadion havde 25.000 tilskuerpladser, hvoraf kun ganske få under den smukke hovedtribune var overdækkede. Idrætsparken blev fra begyndelsen hjemmebane for det danske fodboldlandshold.

Fodboldkamp i Idrætsparken omkring 1. verdenskrig. Københavns Idrætspark blev indviet i 1911 efter en større omlægning af den gamle fælled. Inden da havde boldspillerne måttet dele græsset med køerne. Det nye anlæg rummede kricket-, tennis- og hockeybaner, et atletikanlæg samt et idrætshus med lokaler til de mange små fælledklubber. Fodboldstadion havde 25.000 tilskuerpladser, hvoraf kun ganske få under den smukke hovedtribune var overdækkede. Idrætsparken blev fra begyndelsen hjemmebane for det danske fodboldlandshold.

Fra arbejderbefolkningen var der tidligt en skarp kritik af langsommeligheden i udbygningen af den kommunale sektor. Den fulgte ikke med behovene, og der var hyppigt en sammenblanding af private og offentlige interesser. Socialdemokratiet ønskede en effektivisering af kommunerne og en fuldstændig kommunal overtagelse af alle offentlige tjenester og anlæg. „Kommunesocialisme” blev slagordet for arbejderbevægelsen og skræmmebilledet for de borgerlige i de kommunale valgkampe, og på mange måder blev kommunerne den første slagmark for kampen mellem socialdemokratiske og borgerlige politiske principper.

De enkelte borgere mødte i det daglige langt hyppigere det offentlige i kommunalbestyrelsernes og sognerådenes skikkelse, end de blev konfronteret med staten. Social-, sundheds- og skolevæsen var næsten udelukkende kommunale anliggender, og disse områder blev politiske kampfelter. I by efter by rykkede socialdemokraterne ind i stort tal, ofte i alliance med de radikale. Før 1. verdenskrig opnåede Socialdemokratiet kun flertal alene i ganske få byer. Med den initiativrige J. P. Sundbo i spidsen udnyttede det i Esbjerg i en kort periode fra 1905 til 1909 flertallet til at opbygge et mønsterskolevæsen. I Nakskov fik de flertal i 1913, og her udpegedes Sophus Bresemann i 1914 som den første socialdemokratiske borgmester i en provinsby. Først under og lige efter 1. verdenskrig kom det egentlige gennembrud med erobring af flertallet i flere og flere købstæder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Kvinderne og kampen om kommunerne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306160