Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krigen om forsvaret

Oprindelig forfatter NFC

Ingen anden enkeltsag delte den danske befolkning så dybtgående og fremkaldte så heftige lidenskaber som forsvarsspørgsmålet. Under forfatningskampen havde forsvaret været stridspladsen frem for nogen, og det var et af de tungeste problemer, som regering og Rigsdag efter systemskiftet skulle tumle med. Den fælles modsætning til Højre havde i nogen grad tilsløret de dybtgående indre modsætninger mellem venstregrupperne i denne vitale sag. Med nedsættelse af en forsvarskommission i 1902 blev der endnu for en stund lagt låg over uenighederne udadtil. Og stunden blev ikke så kort endda. Kommissionen arbejdede langsomt, ikke alene på grund af strid mellem de politiske medlemmer, men også fordi de militære var rygende uenige indbyrdes.

I princippet anfægtede ingen den traditionelle neutralitetspolitik. Uenighederne bundede i radikalt forskellige opfattelser af, hvorledes Danmark skulle forvalte sin neutralitet og for så vidt også af denne neutralitets karakter. I storpolitikken spillede Danmark en uhyre beskeden rolle og var i hvert fald ganske uden indflydelse på de forskydninger, der omkring århundredskiftet skete mellem stormagterne.

 „Forsvarskommissionen arbejder. Øjebliksbillede fra 1924.” I offentligheden var der efter systemskiftet konstant opmærksomhed om forsvarsspørgsmålet. Det var en varm kartoffel for Venstre, og kritikken mod regeringen for at sylte sagen blev fremført fra både højre og venstre fløj. Alfred Schmidt forestillede sig i Blæksprutten 1906, hvorledes kommissionen endnu i 1924 ikke havde afsluttet arbejdet. I virkeligheden nåede endnu en kommission at behandle forsvaret inden da.

„Forsvarskommissionen arbejder. Øjebliksbillede fra 1924.” I offentligheden var der efter systemskiftet konstant opmærksomhed om forsvarsspørgsmålet. Det var en varm kartoffel for Venstre, og kritikken mod regeringen for at sylte sagen blev fremført fra både højre og venstre fløj. Alfred Schmidt forestillede sig i Blæksprutten 1906, hvorledes kommissionen endnu i 1924 ikke havde afsluttet arbejdet. I virkeligheden nåede endnu en kommission at behandle forsvaret inden da.

Mens der siden Den fransk-tyske Krig 1870-71 ikke havde været åbne konflikter mellem store stater i selve Europa, udkæmpedes der økonomiske, politiske og somme tider også militære kampe om indflydelse i det, vi i dag kalder den 3. verden. De imperialistiske hovedmagter, England, Tyskland, Frankrig og delvis Rusland, søgte at udvide og konsolidere deres globale indflydelsessfærer for at udnytte de oversøiske områder økonomisk, og nye magter bankede på døren og ville være med. USA og Japan var på vej til at blive ikke alene økonomiske, men også politiske stormagter. Militært demonstrerede USA sin vilje til at følge i de imperialistiske magters fodspor i krigen mod Spanien i 1898, der resulterede i anneksion af Puerto Rico og Filippinerne og etableringen af et protektorat over Cuba. Økonomisk udøvede USA en stadig større indflydelse over Latinamerika.

Annonce

Japan tilføjede i krigen 1904-05 Rusland et sviende nederlag, der udadtil svækkede denne gigant og indadtil førte til den første russiske revolution i 1905. De europæiske stormagter grupperede sig omkring århundredskiftet i forskellige alliancesystemer. Tyskland gjorde England rangen stridig som industriel stormagt og var den dominerende part i den såkaldte triple-alliance med Østrig-Ungarn og Italien. Rusland og den svageste stormagt, Frankrig, havde i 1890'erne indgået en entente (en venskabelig forbindelse uden egentlig traktatmæssige forpligtelser), der i 1904 fik en tilføjelse med indgåelsen af den såkaldte entente cordiale mellem Frankrig og England. I alle stormagter oprustedes der på livet løs fra 1890'erne. Tyskland tilstræbte en rolle som verdensmagt og gennemførte en omfattende flådeoprustning, der skulle sætte landet i stand til at udfordre Englands hidtidige beherskelse af verdenshavene.

 Prins Carl, senere kong Haakon 7. af Norge. Da Norge i 1905 opløste den næsten 100 år gamle union med Sverige, henvendte den norske regering sig til prins Carl, søn af den senere Frederik 8., med tilbud om den norske trone. Valget blev bekræftet ved en folkeafstemning, der gav 259.563 stemmer for prins Carl som konge og 69.264 for, at Norge skulle blive republik. Christian 9. gav sit samtykke til valget, og i november ankom Carl, der fik kongenavnet Haakon 7., og hans dronning Maud til Kristiania. Den 22. juni 1906 blev kongeparret kronet i Trondhjem Domkirke. Sammen med sin broder Christian 10. og den svenske kong Gustav 5. bidrog han væsentligt til udbygningen af det nordiske samarbejde, navnlig ved de såkaldte trekongemøder under 1. verdenskrig.

Prins Carl, senere kong Haakon 7. af Norge. Da Norge i 1905 opløste den næsten 100 år gamle union med Sverige, henvendte den norske regering sig til prins Carl, søn af den senere Frederik 8., med tilbud om den norske trone. Valget blev bekræftet ved en folkeafstemning, der gav 259.563 stemmer for prins Carl som konge og 69.264 for, at Norge skulle blive republik. Christian 9. gav sit samtykke til valget, og i november ankom Carl, der fik kongenavnet Haakon 7., og hans dronning Maud til Kristiania. Den 22. juni 1906 blev kongeparret kronet i Trondhjem Domkirke. Sammen med sin broder Christian 10. og den svenske kong Gustav 5. bidrog han væsentligt til udbygningen af det nordiske samarbejde, navnlig ved de såkaldte trekongemøder under 1. verdenskrig.

Skønt konflikternes brændpunkter lå fjernt fra Danmark, måtte forskydningerne i de internationale magtforhold indtage en central plads i overvejelserne om det danske forsvars organisering. Det alvorlige dilemma var, at Danmark økonomisk var helt afhængigt af England, mens de sikkerhedspolitiske hensyn måtte blive domineret af naboskabet med Tyskland. Den borgerlige opinion var overvejende pro-britisk og anti-tysk, men måtte hele tiden afbalancere denne holdning med hensynet til de danske i Slesvig. Omvendt var arbejderbevægelsen med dens nære kontakter til det tyske Socialdemokrati gennemgående pro-tysk og stærkt anti-imperialistisk.

Ved regeringsændringen i 1905 fandt der også et udenrigs- og forsvarspolitisk systemskifte sted. Deuntzer havde som udenrigsminister anset Danmarks interesser for bedst varetaget gennem stormagternes anerkendelse af dets neutralitet. Den nye udenrigsminister grev Raben og J. C. Christensen, der også var forsvarsminister, anså det for nødvendigt at give den danske neutralitet et indhold, der gjorde den acceptabel for Tyskland. J. C. Christensens holdning synes at være blevet påvirket af, at officeren kaptajn L. C. F. Lütken havde fået en rolle som „militærpolitisk tillidsmand” allerede, mens J. C. var kultusminister i Deuntzer-regeringen. Lütken etablerede tætte kontakter til den tyske generalstab, navnlig til general Moltke, og hans rapporter om sine samtaler i Tyskland førte til, at Christensen „mistede troen” på et reduceret dansk forsvar, en holdning der som nævnt medvirkede til bruddet med den radikale fløj i Venstre.

I december 1905 lod J. C. Christensen Lütken udnævne til departementschef i Krigsministeriet, og snart efter indledte denne udelukkende med J. C.'s og udenrigsministerens vidende forhandlinger i Berlin med Moltke, der kort forinden var blevet chef for den tyske generalstab. Samtalerne forblev en hemmelighed i de følgende år og blev først kendt af offentligheden, da P. Munch i 1919 lod forhandlingsdokumenterne offentliggøre. Lütken forhandlede i løbet af 1906 i flere omgange med Moltke. Det primære mål var at sikre Tysklands anerkendelse af dansk neutralitet og undersøge, på hvilke betingelser anerkendelsen kunne opnås. Fra tysk side var hensigten med forhandlingerne at sikre, at Danmark effektivt kunne forsvare sit territorium mod Tysklands eventuelle modstandere, og her tænkte tyskerne kun på England, hvorfra de frygtede en invasion i Vestjylland i tilfælde af en krig.

 I valgkampen i 1909 dominerede to spørgsmål, Albertis bedragerier og forsvarssagen. Da Borgbjerg indledte sine angreb på Alberti, havde Venstres presse straks erklæret ham for „en død mand i dansk politik”. Nu kunne Borgbjerg triumfere. Hans modstander i Københavns 5. kreds var overretssagfører Poul Rasmusen, som var udgået af Det unge Højre og ivrig forsvarsmand. Deres livlige vælgermøder tiltrak mange københavnere. Begge tog moderne agitationsmetoder i anvendelse. Her på Borgbjergs valgvogn trækkes modsætningerne op, så de ikke er til at misforstå.

I valgkampen i 1909 dominerede to spørgsmål, Albertis bedragerier og forsvarssagen. Da Borgbjerg indledte sine angreb på Alberti, havde Venstres presse straks erklæret ham for „en død mand i dansk politik”. Nu kunne Borgbjerg triumfere. Hans modstander i Københavns 5. kreds var overretssagfører Poul Rasmusen, som var udgået af Det unge Højre og ivrig forsvarsmand. Deres livlige vælgermøder tiltrak mange københavnere. Begge tog moderne agitationsmetoder i anvendelse. Her på Borgbjergs valgvogn trækkes modsætningerne op, så de ikke er til at misforstå.

 I valgkampen i 1909 dominerede to spørgsmål, Albertis bedragerier og forsvarssagen. Da Borgbjerg indledte sine angreb på Alberti, havde Venstres presse straks erklæret ham for „en død mand i dansk politik”. Nu kunne Borgbjerg triumfere. Hans modstander i Københavns 5. kreds var overretssagfører Poul Rasmusen, som var udgået af Det unge Højre og ivrig forsvarsmand. Deres livlige vælgermøder tiltrak mange københavnere. Begge tog moderne agitationsmetoder i anvendelse. Her på Borgbjergs valgvogn trækkes modsætningerne op, så de ikke er til at misforstå.

I valgkampen i 1909 dominerede to spørgsmål, Albertis bedragerier og forsvarssagen. Da Borgbjerg indledte sine angreb på Alberti, havde Venstres presse straks erklæret ham for „en død mand i dansk politik”. Nu kunne Borgbjerg triumfere. Hans modstander i Københavns 5. kreds var overretssagfører Poul Rasmusen, som var udgået af Det unge Højre og ivrig forsvarsmand. Deres livlige vælgermøder tiltrak mange københavnere. Begge tog moderne agitationsmetoder i anvendelse. Her på Borgbjergs valgvogn trækkes modsætningerne op, så de ikke er til at misforstå.

Selv om ledende kredse i Tyskland med kejser Vilhelm i spidsen tidligere havde syslet med tanken om Danmarks nærmere sikkerhedspolitiske tilknytning til Tyskland, kom der ikke noget ud af forhandlingerne. Til alt held for Danmark greb Moltke ikke tilbuddet, men markeringen af den danske stilling beroligede i første omgang tyskerne, navnlig den udtrykte vilje til at lade kontrollen med gennemsejlingen til Østersøen blive effektiv i en eventuel krigssituation, hvor Tyskland stod over for både den engelske og russiske flåde. Tyskerne havde også længe demonstreret, at de ønskede et godt forhold til Danmark. Kejser Vilhelm besøgte hyppigt den danske kongefamilie og udfoldede en veritabel charmeoffensiv over for den danske offentlighed.

Var samtalerne hemmelige og i det konkrete resultatløse, havde J. C. Christensens holdninger klare konsekvenser for hans standpunkter, da de afgørende forhandlinger om en forsvarsordning skulle finde sted. Men han holdt i denne som i så mange andre sager sine kort tæt til kroppen indtil beslutningsprocessens sidste faser.

Få dage efter regeringsomdannelsen i juli 1908 afgav forsvarskommissionen langt om længe betænkning, og med hele fire forslag blotlagde den de dybtgående uoverensstemmelser, der rådede mellem partierne om forsvarets ordning. Mest vidtgående var det socialdemokratiske mindretalsforslag, hvor det krævedes, at Danmark erklærede sig principielt og vedvarende neutralt, at landet blev totalt afrustet og fæstningen omkring København nedlagt. En grænsevagt og nogle inspektionsskibe måtte være tilstrækkeligt til at konstatere brud på neutraliteten. Som motivering angav socialdemokraterne, at Danmark umuligt kunne forsvares mod en stormagts angreb, og at et krigsberedskab ville være en risiko, der tiltrak angreb, snarere end hindrede dem.

Selv om der i Socialdemokratiet var mange pacifister, var partiets alternativ til et krigsberedskab ikke pacifistisk. Det foreslog, at den militære uddannelse skulle erstattes af udvidet gymnastikundervisning i alle skoler, og at ungdommen skulle uddannes fysisk og opøves i våbenbrug. På partiets kongres i september 1908 udspandt der sig en heftig debat om nødvendigheden af, at socialister i det kapitalistiske system kunne forsvare friheden, og Stauning tilsluttede sig en hollandsk partifælle, der havde understreget, at „riflen skal benyttes i det kapitalistiske samfund, når stemmesedlen ikke strækker til. Vi lever i klassekampens tid, hvor arbejderne ikke kan bortkaste ethvert våben”. Det skulle ikke være forbeholdt overklassens ungdom at øve sig i våbenbrug i de forskellige skydeselskaber.

De socialdemokratiske synspunkter vakte bestyrtelse i Det radikale Venstre, hvis mindretalsforslag i betænkningen ellers lå nærmest det socialdemokratiske. Men det fulgte ikke konsekvent Odense-programmet. Ganske vist skulle Københavns land- og søbefæstning nedlægges, men hæren skulle blot indskrænkes, og det udelukkedes ikke, at den kunne komme i kamp under forsøg på at afværge neutralitetskrænkelser. Værnepligten skulle opretholdes, men tjenestetiden indskrænkes til et halvt år. Skønt det radikale forslag ville medføre betydelige besparelser på militæret, var der indadtil i partiet rynkede bryn over forslagets imødekommenhed over for dele af Venstrereformpartiet.

 Billedhuggeren og keramikeren Niels Hansen Jacobsen udførte i 1898-99 under et ophold i Paris denne symbolistiske skulptur „Militarismen”, der i dag er opstillet i hans fødeby Vejen. Skulpturen virker med sine fire meter i højden just så truende, som Hansen Jacobsen og med ham tusinder af andre forestillede sig virkningerne af stormagternes rustningskapløb. Denne moderne ridder i panser og plade er helt koncentreret om destruktion.

Billedhuggeren og keramikeren Niels Hansen Jacobsen udførte i 1898-99 under et ophold i Paris denne symbolistiske skulptur „Militarismen”, der i dag er opstillet i hans fødeby Vejen. Skulpturen virker med sine fire meter i højden just så truende, som Hansen Jacobsen og med ham tusinder af andre forestillede sig virkningerne af stormagternes rustningskapløb. Denne moderne ridder i panser og plade er helt koncentreret om destruktion.

De socialdemokratiske og radikale synspunkter havde sandsynligvis tilslutning i næsten halvdelen af befolkningen, men kunne med den gældende parlamentariske magtkonstellation ikke realiseres. Fra den diametralt modsatte fløj fremsatte Højres repræsentanter i kommissionen med støtte fra de militære sagkyndige fra hæren forslag om en kraftig udbygning af Københavns landbefæstning med 20 fortanlæg, en udbedring af søbefæstningen og forlængelse af værnepligtstiden.

Men hvad ville Venstre og regeringen? Et flertal af Venstrereformpartiet og det forhandlende Venstre ønskede på grundlag af udsagn fra marinens repræsentanter „et levende værn”, der effektivt kunne opfylde den folkeretslige forpligtelse til at hævde landets neutralitet. Det indebar efter flertallets opfattelse, at landbefæstningen skulle nedlægges helt og søbefæstningen udvides betydeligt med blandt andet en række kystbefæstninger på Sjælland. Antallet af indkaldte skulle øges og hæren deles i en større østhær og mindre vesthær med skillelinie ved Store-Bælt. Det krævede en engangsudgift på godt 30 millioner kr. og en årlig forøgelse på knap to millioner kr., mens Højres forslag ville kræve ca. 40 millioner kr. i engangsudgift og godt fem millioner kr. årligt.

Forslagene udløste en af tidens mest omfattende og langvarige offentlige debatter. En flodbølge af avisartikler, pjecer og bøger skyllede ud over landet. Alle lag i befolkningen engagerede sig i dette spørgsmål. Højre var klart i offensiven og kunne mobilisere forsvarsadresser med titusinder af underskrifter, og de såkaldte „forsvarskvinder” gik atter i aktion for at redde fædrelandet.

Hovedinteressen samlede sig om flertallets forslag, mens Socialdemokratiets og Det radikale Venstres blev fejet til side eller latterliggjort i den borgerlige presse. I den nationalkonservative opinion blev Venstres forslag udlagt som ensbetydende med en opgivelse af viljen til at bevare Danmark som en suveræn stat. Hvis der udbrød krig, ville vi blive reduceret til „Tysklands nødtvungne forpost” hed det i Vort Land, der førte an i kampagnen mod forslaget. Det var en „åben hånd mod Tyskland og en knyttet næve mod England”, mente den konservative Holger Hammerich.

 Socialdemokratisk Ungdoms Forbund kastede sig før og under verdenskrigen med stor energi ud i kampen mod militarismen. Deres aktioner var ofte på eller over kanten af, hvad moderpartiet brød sig om. Men agitationen havde en betydelig gennemslagskraft blandt byernes unge. Plakaten annoncerer en landsdækkende mødevirksomhed, der i 1914 blev holdt som modvægt til mindefesterne for krigen i 1864.

Socialdemokratisk Ungdoms Forbund kastede sig før og under verdenskrigen med stor energi ud i kampen mod militarismen. Deres aktioner var ofte på eller over kanten af, hvad moderpartiet brød sig om. Men agitationen havde en betydelig gennemslagskraft blandt byernes unge. Plakaten annoncerer en landsdækkende mødevirksomhed, der i 1914 blev holdt som modvægt til mindefesterne for krigen i 1864.

At finde en politisk løsning for forsvaret krævede i denne ophidsede stemning mere end almindelig taktisk snilde og styrke. Den fandtes ikke i regeringen Neergaard, der i oktober 1908 havde efterfulgt J. C. Christensens regering. Kort efter valget 1909 faldt regeringen på indre uenighed i Venstre. J. C. modsatte sig Neergaards kompromisforslag om de såkaldte „fremskudte forter”, som han opfattede som anti-tyske.

Frederik 8. brændte for forsvarssagen og indkaldte partilederne til at rådgive sig om regeringsdannelsen, en procedure der her blev anvendt for første gang. Han kunne med tilfredshed konstatere et flertal for en løsning af forsvarssagen nu, men flertallet kunne til gengæld ikke pege på en politiker, der kunne løse opgaven. Efter en række forgæves tilløb sendte kongen kronprinsen i kongehusets første bil til Ledreborg ved Roskilde for at overtale veteranen fra forfatningskampen, den aristokratiske venstremand grev Holstein til at danne regering. Han påtog sig tøvende hvervet, men så meget realistisk, at J. C. Christensen var nøglen til et kompromis i forsvarssagen og udnævnte ham trods Højres fortørnelse til forsvarsminister.

Til det sidste kogte lidenskaberne. Forsvarskvinderne lod ustandseligt høre fra sig, og da den nye regering den 19. august skulle fremstille sig for Folketinget, brød den ivrige forsvarsdame Mary Westenholz ind i tinget, greb formandens klokke og udslyngede en bandbulle mod J. C. Christensen. Derefter angreb hun alle tingets medlemmer: „Her sidder I danske mænd og købslår og sjakrer i magtbrynde og egennytte om landets ve og vel, men det skal siges Eder fra dette sted: Danske kvinder foragter og brændemærker Eder som en hob fædrelandsløse lejesvende, der forråder Danmarks ære.” I sin dybe indignation havde hun her ironisk nok stemplet alle tingets medlemmer med brændemærket „fædrelandsløse svende”, som 30 år tidligere var blevet heftet på de tyske socialdemokrater.

I september 1909 lykkedes det omsider at samle venstregrupperne og et flertal af Højre og de Frikonservative om et forlig. Landbefæstningen skulle bibeholdes indtil 1922, søbefæstningen skulle styrkes, mens de famøse fremskudte forter gled ud. J. C. Christensen havde igen vundet en politisk sejr og samtidig nået sit mål: at berolige Tyskland. Alle havde samtidig erfaret, hvilke stærke kræfter der kunne mobiliseres bag den nationale sag.

Hvad indebar forsvarsforliget for Danmarks stilling internationalt? Var det, som hævdet fra mange højrefolk, blot en oppustet version af Hørups gamle udsagn „Hvad skal det nytte?” eller var det udtryk for en realisme i vurderingen af landets muligheder for at forsvare neutraliteten og af den sikkerhedspolitiske afhængighed af Tyskland? Lå der i ordningen også en hensyntagen til de danske i Slesvig? Ro om forsvaret blev der ikke, men der var skabt nogle forholdsvis faste rammer, der holdt et tiår og stod sig i en verdenskrig, hvor Danmarks neutralitet for alvor kom på prøve.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Krigen om forsvaret i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306162