Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Husmænd og akademikere

Oprindelig forfatter NFC

De store sociale kløfter, der var skabt i landbosamfundet i løbet af 1800-tallet, satte først sent i århundredet politiske spor. De helt jordløse landarbejdere og de fleste husmænd havde været næsten uden fortalere, bortset fra spredte socialdemokratiske forsøg på at organisere dem. De husmænd, der producerede mere end til eget forbrug, havde fundet deres plads i andelsbevægelsen, og mange af dem var medlemmer af landboforeningerne sammen med gårdmændene. Den daglige tilværelse på husmandsbrugene krævede et umådeligt slid af alle familiemedlemmer, ofte samtidig med lønarbejde på de større gårde. I slutningen af århundredet vågnede en græsrodsbevægelse blandt husmændene. De begyndte at få mæle og udtrykke en selvbevidsthed som en særlig gruppe blandt landboerne. Litterært fandt den udtryk hos en række forfattere med Johan Skjoldborg i spidsen. I fortællingen „En Stridsmand” fra 1896 gav han et usentimentalt, men noget heroiserende billede af husmanden Søren Brander, der kæmper for at aftvinge den tynde klitjord et mådeligt udkomme for familien og hæve denne op til en position, hvor den kunne nyde frugterne af sit arbejde og gøre sig uafhængig af andre grupper i samfundet. Drømmen var selvejet og familiebruget, midlet var et livslangt slid, der til sidst får Søren til at bukke under. Men først efter at vi i små intenst fortalte episoder har fået indkredset hele husmandsfamiliens livssituation. Vi føres ind i en verden, hvor omsorg for hinanden, børn, gamle og dyr er uomgængelige krav. Hustruen Ane får en central rolle ikke alene ved at tage del i det daglige slid, men også ved en moralsk styrke, der sætter hende i stand til at samle Søren op, da han er ved at gå til i druk og hor i Bolle-Mettes smugkro.

 Martin Andersen Nexø (th.) og hans kone Margrethe fotograferet sammen med Johan Skjoldborg og hans kone Louise Abenth under et besøg i 1908 på Skjoldborgs husmandssted på Dynæs ved Himmelbjerget. Begge forfattere knyttede sig tæt til opbruddet i underklassen på landet og i byerne. På dette tidspunkt havde Nexø just afsluttet de to første bind af „Pelle Erobreren” og var i gang med det tredje, „Den store kamp”. En betydelig del blev skrevet på Laven hotel ved Silkeborg. Herfra besøgte Nexø hver dag Skjoldborg, der på denne tid husede eftersøgte revolutionære og anarkister som Christian Christensen og Andreas Fritzner, begge gode venner af Nexø.

Martin Andersen Nexø (th.) og hans kone Margrethe fotograferet sammen med Johan Skjoldborg og hans kone Louise Abenth under et besøg i 1908 på Skjoldborgs husmandssted på Dynæs ved Himmelbjerget. Begge forfattere knyttede sig tæt til opbruddet i underklassen på landet og i byerne. På dette tidspunkt havde Nexø just afsluttet de to første bind af „Pelle Erobreren” og var i gang med det tredje, „Den store kamp”. En betydelig del blev skrevet på Laven hotel ved Silkeborg. Herfra besøgte Nexø hver dag Skjoldborg, der på denne tid husede eftersøgte revolutionære og anarkister som Christian Christensen og Andreas Fritzner, begge gode venner af Nexø.

To år efter stillede Skjoldborg i „Kragehuset” den ældre generation af kæmpende husmænd over for en ny generation, der bragte et pust af de nye tider med højskole, andelsforeninger, afholdsbevægelse og troen på politiske og sociale fremskridt ind i husmandstilværelsen.

Den nyvundne selvbevidsthed fandt sit organisatoriske udtryk i husmandsforeninger, der så småt skød op i det sidste årti af 1800-tallet, og som fik et massivt gennembrud i det første tiår efter århundredskiftet. I det ene sogn efter det andet stiftede husmændene deres egne foreninger, der skulle varetage både økonomiske, sociale og kulturelle opgaver. Husmandsbevægelsen blev ved siden af de velorganiserede bonde- og arbejderbevægelser den tredje store klassebevægelse i det nye århundrede, og den fostrede stærke lederpersonligheder.

Annonce

I 1901 blev der gjort forsøg med en landsorganisation Dansk Husmandsforening, men den kom for tidligt og smuldrede i løbet af 1902. Samme år blev der til gengæld stiftet landsdelsorganisationer som De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger, De Samvirkende Jydske Husmandsforeninger og tilsvarende sammenslutninger på Fyn og Bornholm. I løbet af få år var landet omspændt af husmandsforeninger. Der udkom to ugeblade for husmændene, der med lidt forskellig vægt dækkede sociale, kulturelle og fagligt-økonomiske emner. Oplysnings- og kulturarbejdet stod stærkt i husmandsbevægelsen med oprettelse af egne højskoler, studierejser og indkaldelse af folkelige talere til de lokale husmandsforeninger. Med store ofre for husmandsfamilierne og med støtte fra Rigsdagen sendtes i århundredets første tiår ca. 1500 husmandssønner og -døtre på højskoler, landbrugs- og hus-mandsskoler. I 1910 kronedes organisationsbevægelsen med dannelsen af De Samvirkende Danske Husmandsforeninger.

 L.A. Ring indfangede med maleriet „Husmandssted” (1901) nogle væsenstræk ved tilværelsen i en husmands-familie: det nødvendigt tætte samarbejde mellem mand og kone, det fysiske slid, de beskedne, men velholdte bygninger. De tre steders nære placering fortæller, hvor små lodderne var, og dermed hvor sparsomt udkommet måtte være. Alligevel hviler der over Rings billede en idyl og frodighed, som om han vil fortælle, at sliddet har sin løn. Billedet er fra Nordsjælland. Længere vestpå mødte der husmændene et barskere liv og en mindre gavmild jord.

L.A. Ring indfangede med maleriet „Husmandssted” (1901) nogle væsenstræk ved tilværelsen i en husmands-familie: det nødvendigt tætte samarbejde mellem mand og kone, det fysiske slid, de beskedne, men velholdte bygninger. De tre steders nære placering fortæller, hvor små lodderne var, og dermed hvor sparsomt udkommet måtte være. Alligevel hviler der over Rings billede en idyl og frodighed, som om han vil fortælle, at sliddet har sin løn. Billedet er fra Nordsjælland. Længere vestpå mødte der husmændene et barskere liv og en mindre gavmild jord.

Sit mest markante program fik bevægelsen i køgeresolutionen 1902, hvor de sjællandske husmænd fremhævede husmandsbruget som den „fordelagtigste form for landbrug, såvel for samfundet som for den enkelte”, men samtidig afviste at kræve særlige rettigheder fra staten. Blot skulle „husmands-klassens lige retsstilling med de øvrige samfundsklasser” anerkendes gennem lovgivningen. Det handlede i første omgang om en reform af skattesystemet, specielt en afløsning af ejendomsskatterne med en grundskyldsreform. Programmet viste en stærk påvirkning fra den amerikanske samfundsteoretiker Henry George og hans ideer om en skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling.

Mod gårdmændene nærede husmændene et dybtliggende nag efter årtiers underkuelse i sognene, mangelen på indflydelse på de kommunale anliggender og den halvhjertede Statshusmandslov af 1899. På den anden side ville husmændene, eller de fleste af dem, nødigt mistænkes for maskepi med Socialdemokratiet, som med et gennemarbejdet udstyknings-program appellerede til husmænd og landarbejdere. En af husmændenes ledere, Jørgen Nielsen fra Viby i Jylland, så også klart parallellen mellem arbejdernes organisationer og husmændenes gradvise opvågnen til gennem organisering at få varetaget deres interesser. Husmændene måtte lære at tage del i det politiske arbejde, og opgaven bestod nu, som P. Larsen fra Ølstykke i 1905 skrev i Husmanden, i at være „samlingselementet i det danske demokrati” og „af alle livsens kræfter virke for samling og sammenhold, ikke lade sig drage af andre, men selv drage de andre”.

 P. Munch fotograferet på vej til møde i Rigsdagen i Fredericiagade i begyndelsen af hans anden ministerperiode fra 1913. Energi, fremdrift, selvsikkerhed og ro stråler ud af portrættet. Utynget af de mange dokumenter og den nidkære forberedelse, som han altid lagde for dagen til beundring og frustration hos både partifæller og modstandere. Frem for nogen personificerede Munch den radikale tro på fornuftens og de velunderbyggede argumenters gennemslagskraft i den politiske proces.

P. Munch fotograferet på vej til møde i Rigsdagen i Fredericiagade i begyndelsen af hans anden ministerperiode fra 1913. Energi, fremdrift, selvsikkerhed og ro stråler ud af portrættet. Utynget af de mange dokumenter og den nidkære forberedelse, som han altid lagde for dagen til beundring og frustration hos både partifæller og modstandere. Frem for nogen personificerede Munch den radikale tro på fornuftens og de velunderbyggede argumenters gennemslagskraft i den politiske proces.

Husmændenes parole om demokratisk samling kunne ikke skjule, at de med deres selvstændige organisationsdannelse og social-økonomiske program undergravede venstregruppernes ellers så solide fundament i landbosamfundet. Husmandsbevægelsen blev et led i uroen i Venstre, da der i 1902-03 blev sluttet kontakt mellem husmandsforeninger på Sjælland og Studentersamfundet i København. Flere af dettes medlemmer, heriblandt den unge historiker P. Munch, blev indbudt som foredragsholdere i foreningerne, og hermed var grunden lagt til en af de mest betydningsfulde politisk-sociale alliancer i de følgende årtier mellem københavnsk akademisk radikalisme og husmandsbevægelsen.

I efteråret 1903 blev Den radikale Klub stiftet i København på initiativ af P. Munch, Ove Rode og andre yngre radikale. Den var tænkt som en privat diskussionsklub, men blev hurtigt centrum for oppositionen imod regeringens politik. Den samlede et par hundrede medlemmer med et stærkt islæt af nogle af de mest fremtrædende akademikere med rødder i Studentersamfundet; navnlig historikerne var stærkt repræsenteret med Kristian Erslev, Erik Arup og Aage Friis i spidsen. I dens møder deltog utilfredse folketingsmedlemmer fra Venstrereformpartiet og fra bevægelsen ude i landet. I oktober indledte Munch udgivelsen af tidsskriftet Det ny Aarhundrede, hvortil han knyttede nogle af de mest fremtrædende radikale skribenter, men også en række højskolefolk. Dets indhold skulle bredt dække alle samfundsforhold og kulturspørgsmål.

I sin programartikel slog Munch fast, at de „social-radikale” skulle holde Venstre fast på dets gamle demokratiske program. De var i sin tid blevet draget mod bønderne „af deres politiske retfærdighedsfølelse, de tog stilling side om side med arbejderne ledede af social retfærdighedsfølelse. De havde aldrig selv nogen klasse bag sig, og derfor aldrig nogen talrig vælgerhær”. Den radikale verdens „indflydelse beror ene på den klogskab, hvormed den optræder”. Fraværet af et selvstændigt klassegrundlag og troen på dannelsens magt ledte næppe tilfældigt tankerne hen på de nationalliberales selvopfattelse under rejsningen af den første demokratiske bevægelse godt et halvt århundrede tidligere. Ove Rode har utvivlsomt følt sig tiltalt af den tydelige linie tilbage til morfaderen Orla Lehmann. Hovedmålet var med Munchs formulering den „langsomme omformning af befolkningens tænkevis i moderne ånd”. Det internationale vidsyn, troen på fornuften og de gode argumenters gennemslagskraft blev ledetråden for Munch og de øvrige social-radikale.

Og de fik travlt. Krigsminister Madsen rejste i sommeren 1903 rundt til møder i landets skytteforeninger og talte om „at holde brodden rede”, og J. C. Christensen udfordrede i en tale i Ringkøbing de radikale ved at plædere for et forsvar, der skulle koste blod. Da der i februar 1904 udbrød krig mellem Rusland og Japan, lod Madsen uden bevilling opføre skanser på Saltholm. Med betydeligt ubehag måtte de radikale medlemmer af Venstrereformpartiet stemme for en tillidsdagsorden for at afværge et socialdemokratisk mistillidsforslag. I efteråret 1903 bebudede justitsminister Alberti et lovforslag, hvorefter bøller og voldsmænd skulle have „læsterlige prygl”. Efter forslaget skulle der indføres pryglestraf for mænd mellem 15 og 55 år for voldtægt, grov legemlig vold og uterlighed over for småpiger. Anledningen var en række vitterligt grove voldssager i de foregående år og en kvindeadresse til Rigsdagen om indgreb mod voldsmænd, men reaktionen på forslaget blev ophidset. Socialdemokraterne agiterede kraftigt imod og Den radikale Klub udsendte sit første flyveskrift mod Albertis forslag. I første omgang blev forslaget standset, fordi adskillige medlemmer af Venstrereformpartiet og først og fremmest regeringslederen J. H. Deuntzer var imod og fik Rigsdagen hjemsendt inden dets vedtagelse. Men det blev gennemført i den følgende samling.

De afvigende holdninger til militærpolitikken og pryglestraffen var blot ydre tegn på en tiltagende gæring i Venstre. Der havde i flere år været uro i Vendsyssel, fordi en del venstrefolk modsatte sig valget af Vilhelm Lassen til Folketinget. De ville have en lokal repræsentant. Vilhelm Lassen lå i mange spørgsmål ret tæt på de radikale, han gik ind for en aktiv husmandspolitik og modsatte sig prygleloven, men var ikke desto mindre en af J. C. Christensens sikre støtter, og hans blad Aalborg Amtstidende blev anset for at være J. C.'s talerør. Uroen blev anledning til endnu en kontakt mellem Det københavnske Venstre og kredse på landet, idet P. Munch i sommeren 1904 blev hentet til Vendsyssel for at tage kampen op mod Vilhelm Lassen på et møde, der blev det tørste store kampmøde mellem de stridende venstreretninger.

I løbet af efteråret skærpedes modsætningerne. Det hjalp intet, at Anders Nielsen, formand for folketingsgruppen og J. C. Christensens tro væbner, slog uroen hen med en bemærkning om, at „man keder sig”. Uroen var ifølge Anders Nielsen alene skabt af venstremænd uden for Rigsdagen, der ikke forstod de parlamentariske vilkår.

Den radikale Klub indledte i november 1904 forberedelser til samling af radikale uden for Rigsdagen, og i rigsdagsgruppen ytrede stadigt flere utilfredshed med krigsministeren. Han anmodede juleaften om sin afsked, men krævede som betingelse, at også marineminister Ferdinand Henrik jøhnke gik af. Deuntzer tøvede, og så greb J. C. Christensen tøjlerne. Den 5. januar 1905 søgte han sammen med Alberti, Ole Hansen og Enevold Sørensen sin afsked, og den 10. januar gav Deuntzer op. På det tidspunkt havde en gruppe på 21 venstrefolk erklæret, at de kun ville støtte en ny regering, hvis den tog hensyn til alle sider af partiet. Efter pres forlod flere af dem dog den oppositionelle gruppe og gav deres støtte til en ny regering, der under J. C. Christensens ledelse blev dannet den 14. januar. Han overtog selv begge militære ministerier, mens Enevold Sørensen blev kultusminister. Ole Hansen og Alberti fortsatte på deres poster, og Udenrigsministeriet blev overtaget af lensgreve Frederik Raben-Levetzau, Vilhelm Lassen blev finansminister. To sønner af gamle venstreførere blev optaget i ministeriet, Sigurd Berg som indenrigsminister og Svend Høgsbro som trafikminister.

 Det første ministerium J.C. Christensen, udnævnt den 14. januar 1905. Ministrene er fra venstre foroven: landbrugsminister Ole Hansen, indenrigsminister Sigurd Berg, kultusminister Enevold Sørensen, udenrigsminister Frederik Raben-Levetzau, konseilspræsident og forsvarsminister J.C. Christensen, justitsminister P.A. Alberti, finansminister Vilhelm Lassen, minister for Island Hannes Hafstein, minister for offentlige arbejder Svend Høgsbro.

Det første ministerium J.C. Christensen, udnævnt den 14. januar 1905. Ministrene er fra venstre foroven: landbrugsminister Ole Hansen, indenrigsminister Sigurd Berg, kultusminister Enevold Sørensen, udenrigsminister Frederik Raben-Levetzau, konseilspræsident og forsvarsminister J.C. Christensen, justitsminister P.A. Alberti, finansminister Vilhelm Lassen, minister for Island Hannes Hafstein, minister for offentlige arbejder Svend Høgsbro.

Ministeriet bestod af J. C. Christensens sikre støtter, og den radikale fløj blev overhovedet ikke repræsenteret. Ved fremlæggelsen af regeringens program påpegede J. C., at han ikke troede på nedsættelse af de militære udgifter; han havde ganske vist ikke tiltro til den eksisterende fæstning, men ville hverken love fæstning eller ikke-fæstning og tvivlede på forsvarskommissionens nytte. Om et andet kardinalpunkt for de radikale, den kommunale valgret, udtalte han sig svævende. Programmet blev vedtaget i Venstrereformpartiets folketingsgruppe, men otte medlemmer undlod at stemme. De ville dog ikke følge J. C.s opfordring til at melde sig ud, hvorefter de den 26. januar blev ekskluderet. Fire andre fulgte dem ud af partiet. Blandt de ekskluderede „rebeller” var juristen C. Th. Zahle, der stod husmandsbevægelsen nær, overretssagfører Alfred Christensen, veteranen Christopher Krabbe og redaktør Carl Slengerik. Folketingets formand Herman Trier var blandt dem, der selv meldte sig ud, dog uden at slutte sig til den nye gruppe i tinget. Denne tog navnet Folketingets Venstre med tydelig historisk henvisning til Bergs og Hørups retning i 1880'erne.

Venstres folketingsgruppe var tit og ofte blevet sprængt, uden at det havde givet anledning til, at der blev dannet nye organisationer ude i landet. Situationen nu var ny. Selv om der ikke var direkte forbindelse mellem Folketingets Venstre og kredsen omkring Den radikale Klub, så forstod de „moderne” politikere som Munch og Rode betydningen af at skabe et fast organisatorisk grundlag for en ny partidannelse, hvis den skulle have varig indflydelse. Den tid var forbi, hvor et parti kunne eksistere udelukkende som rigsdagsgruppe. De samlede en liste på flere hundrede tillidsmænd ud over landet, hvoraf mere end en tredjedel var lærere, ganske mange gårdejere, husmænd og håndværkere, men stort set ingen arbejdere. Bevægelsen fik støtte fra en række venstreaviser landet over og fik med Ove Rodes overtagelse af posten som politisk redaktør ved Politiken fra januar 1905 et vigtigt talerør i hovedstaden.

 Borgbjerg som kommandersergent. I den moderate venstrepresse hed det ofte, at de radikale blot var forklædte socialdemokrater. Med afsæt heri lod Alfred Schmidt i bladet Klods Hans i 1905 Borgbjerg eksercere C. Krabbe og C.Th. Zahle. I baggrunden står K.L. Fogtmann, Alfr. Christensen, C. Slengerik og H. Rørdam. Til højre socialdemokraterne K.M. Klausen og Emil Wiinblad. Teksten lyder: ,,-Ret!-se til-venstre!-Når jeg siger venstre, karle, venter jeg at se næserne flyve helt ud i Rømersgade. Der er jeres fremtidige venstre.-Om igen-Se til Wiinblad! – hvad står denne lille Zahle og kigger efter Integade for? Tror han, at der skal flyve stegte ænder ud af Cavlings vindue? Op med hovedet, Rørdam! Sikken en grabbe den Krabbe står og dingler med! Kan Fogtmann få den mave trukket ind og det lidt villigt. Nå! Og nu vil jeg sige jer, at den første pligt er lydighed og ingen mukken i geledderne. For ellers kommer jeg! Tr-r-æd af-f-f!

Borgbjerg som kommandersergent. I den moderate venstrepresse hed det ofte, at de radikale blot var forklædte socialdemokrater. Med afsæt heri lod Alfred Schmidt i bladet Klods Hans i 1905 Borgbjerg eksercere C. Krabbe og C.Th. Zahle. I baggrunden står K.L. Fogtmann, Alfr. Christensen, C. Slengerik og H. Rørdam. Til højre socialdemokraterne K.M. Klausen og Emil Wiinblad. Teksten lyder: ,,-Ret!-se til-venstre!-Når jeg siger venstre, karle, venter jeg at se næserne flyve helt ud i Rømersgade. Der er jeres fremtidige venstre.-Om igen-Se til Wiinblad! – hvad står denne lille Zahle og kigger efter Integade for? Tror han, at der skal flyve stegte ænder ud af Cavlings vindue? Op med hovedet, Rørdam! Sikken en grabbe den Krabbe står og dingler med! Kan Fogtmann få den mave trukket ind og det lidt villigt. Nå! Og nu vil jeg sige jer, at den første pligt er lydighed og ingen mukken i geledderne. For ellers kommer jeg! Tr-r-æd af-f-f!"

Sammen med Munch og juristen Oskar Johansen, der var formand for Politikens bestyrelse, formulerede Rode det programudkast, der blev forelagt på det egentlige partistiftende landsmøde i Odense i maj 1905. Her dannedes endelig, efter nogen strid om partiets navn, Det radikale Venstre, med en af de oprørske vendelboer Jørgen Hald som formand. Først efter denne partistiftelse blev medlemmerne af Folketingets Venstre indladt til mødet, og efter at Zahle havde erklæret, at de ville arbejde på det nye programs grundlag, blev de optaget i partiet. Herefter var Det radikale Venstre både vælgerparti og rigsdagsparti med en noget uklar magtfordeling mellem de to led. I det lange løb viste det sig, at rigsdagsgruppen kom til at arbejde ret uafhængigt af vælgerpartiet og dets standpunkter.

Det nye partis program rummede både elementer fra det gamle Berg-Hørupske Venstre og helt nye tanker. Med en klar markering af, hvad man anså for vigtigt, stod militærspørgsmålet først, og her krævedes det, at Danmark skulle erklæres „vedvarende neutralt”, og at militærudgifterne skulle nedsættes til det niveau, der krævedes for at varetage landets neutralitetsforpligtelser. Der skulle gennemføres en forfatningsændring med afskaffelse af den privilegerede valgret til Landstinget, der skulle åbnes mulighed for folkeafstemninger, gives kvinder lige politiske rettigheder, og tyende og fattighjælpsmodtagere skulle ikke fortsat være berøvet valgretten.

I de økonomiske afsnit krævedes en lighedsfremmende skattepolitik og under påvirkning af samtidens stærke georgistiske strømninger indførelse af grundværdibeskatning. Over for virksomheder af monopolkarakter „værnes samfundets interesser om fornødent ved virksomhedernes overtagelse af kommune eller stat”. Der blev opstillet et bredt og omfattende socialpolitisk program for at mindske den bestående økonomiske ulighed. En retsplejereform skulle gennemføres, og der skulle sikres åndslivet frihed på alle områder. Folkeskolens binding til kirken skulle løsnes og enhedsskolen tilstræbes.

Programmet var et omfattende social-liberalt manifest med en tydelig invitation til samarbejde med Socialdemokratiet om en fælles reformpolitik. Men de radikale var ikke fordækte socialister, selv om enkelte formuleringer fik den borgerlige og især den moderate venstrepresse til at hænge dem ud for at danse efter socialdemokraternes pibe. Tværtimod, målet for et samarbejde med Socialdemokratiet var snarere at hindre partiets frygtede fremmarch henimod et absolut parlamentarisk flertal. Og denne blokering gennem samarbejde frem for kamp blev uhyre effektiv. Som socialt bevidste ikke-socialister så de radikale det som deres mission at trække Socialdemokratiet ind i den politiske proces og hindre en isolering af arbejderbevægelsen, som den kunne ses i Tyskland. Demokratisk samling i stedet for klassekamp var deres løsen, og her fandt de snart villige partnere blandt de mere moderate socialdemokrater.

Det radikale Venstre fik hurtigt ry for at være et parti af husmænd, skolelærere og københavnske akademikere. Disse grupper udgjorde da også kernetropperne i partiet, men dets sociale grundlag var dog noget bredere med et islæt af gårdmænd i visse egne af landet og tilslutning fra ganske mange velstående kapitalister og en del håndværkere i byerne. De radikale rummede en særpræget blanding af medlemmer med internationalt orienteret vidsyn og folk, der var optaget af i bogstaveligste forstand jordnære problemer. Partiet samlede omkring sig en række stærke personligheder, hvis selvbevidsthed ikke var mindre end deres uomtvistelige begavelse. De kunne af og til virke irriterende på repræsentanter fra andre partier med deres utilslørede overbevisning om at være de bedste og have ret. Deres utrættelige forsøg på at argumentere sig frem til de „rigtige” løsninger forlængede mangen politisk debat. Der var i deres krav til de politiske former noget massivt tvingende, der i løbet af få år satte sit umiskendelige præg på den danske politiske kultur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Husmænd og akademikere i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306158