Udmattelseskrig og septemberforlig

„Var det ikke sådan, at det var så dyrt, måtte arbejdsgiverne gerne lave flere af den slags historier, for så skal der nok blive socialister.” Sådan lød vurderingen af storlockouten i 1899 fra en smed i Silkeborg. Selv om arbejdsgiverne ikke umiddelbart lavede flere af den slags historier, blev der alligevel mange flere socialister og især mange flere medlemmer i fagbevægelsen.

Storlockouten havde været en styrkeprøve af stor principiel rækkevidde. Internationalt set var den både i omfang og varighed den største arbejdskamp, der nogen sinde var udkæmpet, Danmarks størrelse taget i betragtning. Den vakte kolossal opmærksomhed i udlandet og fremkaldte herhjemme politiske, sociale og moralske lidenskaber i kredse, der rakte langt ud over de direkte involverede parter.

Begge parter havde mobiliseret støtte i udlandet. Arbejdsgiverne anmodede deres kolleger i nabolandene om ikke at ansætte danske arbejdere, så længe konflikten løb, og omvendt søgte mange arbejdere arbejde i Sverige, Norge og Tyskland for at skaffe føden til familien og bidrage til fagforbundenes strejkekasser. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet fik gennem deres fæller i den internationale arbejderbevægelse indsamlet ganske betragtelige beløb. Herhjemme betragtede mange landboere konflikten som et sidestykke til den samtidige kamp for det parlamentariske princip og ydede derfor arbejderne bistand ved at sende madforsyninger og modtage de konfliktramte familiers børn i ferieophold på gårdene.

Selv inden for det kapitalistiske borgerskab var der kritik af arbejdsgivernes stejlhed, fordi konflikten truede med at ødelægge det produktionsliv, der blomstrede under den internationale højkonjunktur. Navnlig fra bankkredse blev der taget flere initiativer til at afslutte den næsten fem måneder lange konflikt.

Andre borgerlige lod det ikke blive ved sådanne indgreb. Midt under lockouten tog en række personer med tilknytning til indre mission skridt til at oprette en organisation fælles for arbejdere og arbejdsgivere. 1 juli 1899 stiftedes ved et møde i Vejle „Kristelig dansk Fællesforbund for Arbejdsgivere og Arbejdere”, hvis idémæssige grundlag var en forkastelse af klassekampen og en forestilling om, at købere og sælgere af arbejdskraft havde fælles interesser. Målet var at bryde fagforeningernes monopol på salg af arbejdskraft og sprænge arbejderorganisationerne. Arbejdsgivere og arbejdere skulle mødes i lokale organisationer for i „et fælles samarbejde” at værne om parternes interesser, men kun i det omfang, det kunne „forenes med og forsvares fra et kristeligt, retfærdigt og broderligt standpunkt”.

Tanken var at opbygge lokale kristelige organisationer som en parallelstruktur til fagbevægelsens kamporganisationer og derved tilbyde et alternativ for de mange arbejdere, som måtte formodes at være utilfredse med de mange konflikter, der havde præget arbejdsmarkedet i de foregående år. Konflikter skulle undgås ved at indbringe stridsspørgsmål for en voldgiftsret. Intet under, at de fagorganiserede arbejdere just på dette tidspunkt betragtede initiativet som et helt uantageligt forsøg på at underminere den solidaritet, der var sat på så hård en prøve under storlockouten.

Med slet skjult tilfredshed kunne lederen af De samvirkende Fagforbund, jens Jensen, et par år senere konstatere, at det kristelige fællesforbund kun havde fået en meget ringe tilslutning blandt arbejderne. Den danske fagbevægelse forblev en enhedsorganisation og kunne fortsætte med at opbygge sin styrke uden væsentlig konkurrence fra „gule” fagorganisationer, som kendtes i rigt mål i udlandet.

Udgangen på storkonflikten, som den blev formuleret i septemberforliget, blev da også ganske upåvirket af dette forsøg. Heller ikke arbejdsgivernes store flertal ville vide af fælles organisering med arbejderne. I denne fase vel navnlig fordi de kunne handle ud fra en styrkeposition, der tillod dem i alt væsentligt at diktere indholdet af forliget. Kernen i dette var en gensidig anerkendelse af organisationerne og disses forhandlings- og konfliktret, samt en nøjere fastlæggelse af regler for indgåelse og opsigelse af kollektive overenskomster. Disse principper kom til at udgøre rygraden i organiseringen af arbejdsmarkedet. Forliget rummede desuden en centralisering af beslutningsprocessen, idet hovedorganisationerne efter krav fra arbejdsgiverne kunne gøres ansvarlige for underorganisationernes handlinger. Denne bestemmelse blev et centralt punkt i den kritik, der hurtigt efter forligets indgåelse blev rejst fra en række af de faglige organisationer. De faglige ledere med Jens Jensen i spidsen betragtede forliget som en nødvendig følge af de givne styrkeforhold og beskrev det med en parallel til den politiske situation som indførelse af parlamentarisme på arbejdsmarkedet. Blandt underorganisationerne var der derimod nogen utilfredshed med den stækkelse af kampmulighederne for de enkelte organisationer og arbejdspladser, som forliget indebar. Omgangsskruen og de spontane, uvarslede strejker var en saga blot.

Septemberforliget blev mere end løsningen på en storkonflikt. Det kom under vekslende politiske, økonomiske og sociale konjunkturer til at fungere uændret som arbejdsmarkedets grundlov i mere end 60 år. I sine hovedtræk gælder forliget endnu i vore dage.