Gør din pligt og kræv din ret

På de ofte meget smukke faner, som fagforeningerne anskaffede sig, var det foretrukne motto „Gør Din Pligt og kræv Din Ret”, tæt fulgt af solidaritetens grundformel „Enighed gør stærk”. Det var en erfaring, som arbejderne havde gjort i de foregående 20 år, og den erfaring fik arbejderne til at organisere sig i så stort tal.

Nogle forbund havde allerede omkring 1900 tilslutning fra 80 procent af arbejderne i faget. Organisationerne nåede langt ud både geografisk og branchemæssigt. Undertiden var det lykkedes at opbygge centrale fagforbund med forhandlings- og konfliktret og strejkekasser. Disse enestående resultater fik i de første år efter 1900 faglige ledere fra bl.a. England, Skotland og Frankrig til at indfinde sig for at se, hvordan sådan noget kunne gøres. Den danske fagbevægelse spillede derfor en central rolle i opbygningen af internationale faglige sammenslutninger i perioden indtil 1. verdenskrig. Målet var det helt elementære at forhindre internationalt strejkebryderi og yde gensidig støtte i konfliktsituationer. Behovet for dette måtte de danske søfolk og havnearbejdere sande, da de i 1902 tabte en strejke, fordi havnearbejderne stod uden for DsF, og fordi arbejdsgiverne ikke skyede de store omkostninger ved at hverve flere hundrede strejkebrydere i Rusland.

Fagbevægelsen var kommet gennem den store kamp i 1899 i kraft af et usvækket sammenhold, men resultatet vakte nogen misfornøjelse blandt de organiserede. Enkelte forbund meldte sig ud af DsF i protest mod den centralisering, der var indeholdt i septemberforliget, og rundt omkring i landet oplevede de lokale fagforeninger en til tider betydelig medlemstilbagegang, der dog også hang sammen med en midlertidig økonomisk afmatning.

Samlet faldt DsF's medlemstal fra 1900 til 1903 fra 77.000 til 63.000, men derefter steg det støt igen. 1914 havde forbundene under DsF ca. 120.000 medlemmer og forbundene udenfor ca.38.000. DsF's andel af de organiserede faldt i perioden med ca. fem procent, især på grund af en begyndende syndikalistisk fagopposition. Kvindernes andel voksede i takt med deres stigende betydning som industriel arbejdskraft, men endnu havde de den klart laveste organisationsgrad.

Antallet af fagforbund øgedes i perioden fra 56 til 70, hvilket indebar, at stort set alle fag var organiserede. Mange af disse forbund var små. I 1900 havde 14 under 200 medlemmer, hvilket f.eks. gjaldt børstenbinderne, handskemagerne, rebslagerne og litograferne. Mindst var forgyldernes og gørtlernes forbund med 49 og 41 medlemmer. Mange af disse fag forblev små og var truet af industriens overtagelse af deres arbejdsområder, mens andre som litograferne oplevede en stærk vækst. Der er dog ingen tvivl om, at netop de mange små forbund bidrog til den høje organisationsgrad, fordi de evnede at trænge ud i alle kroge af faget.

Selv om det for eftertiden kan synes naturligt, at alle organiserede sig, var processen ikke uden svære problemer. Solidariteten var ikke etableret én gang for alle. Den skulle hele tiden afprøves og bekræftes. Det store arbejde blev lagt i lokalsamfundene, hvor det gjaldt om at organisere alle fag og navnlig om at få nytilkomne arbejdere til at melde sig ind i fagforeningen. For dem, der drog fra landet til byerne, var det ingen givet sag at organisere sig. De havde ingen erfaringer med hjemmefra om solidaritetens nødvendighed, og mange havde en udpræget individualistisk livsholdning i bagagen.

Arbejderne erfarede imidlertid snart, at fagforeningen var forudsætningen for ikke alene bedre løn og arbejdsforhold, men også for overhovedet at få et arbejde, idet der allerede fra 1890'erne mange steder blev aftalt reelle eksklusivaftaler. Det skete ofte på arbejdsgivernes initiativ, fordi det sikrede dem en mere stabil og disciplineret arbejdskraft.

Fagforeningerne tilbød medlemmerne et nyt, tæt fællesskab, et forhold der blev yderligere forstærket ved dannelse af fagklubber på de enkelte arbejdspladser. De fleste fagforeninger holdt i denne periode mange møder, og ofte var der mødepligt. Det gav medlemmerne mulighed for at udveksle erfaringer, men også for en indbyrdes kontrol. De medlemmer, der arbejdede under tariffen, og især de der dristede sig til at optræde som strejkebrydere, blev prompte udelukket fra fællesskabet. Fagforeningerne tilbød også en vis social sikkerhed med støtte under konflikter og arbejdsløshed og med hjælp til familier, der kom i sociale vanskeligheder.

Det var en dybt forankret holdning blandt danske arbejdere, at de skulle passe deres arbejde, gøre det ordentligt, komme til tiden og følge den fastlagte arbejdsrytme. Blandt de faglærte svende trivedes fagstoltheden som en arv fra lavstiden. Den grundlæggende glæde ved et godt stykke arbejde borgede for en høj kvalitet af produkterne i mange brancher og sikrede i mange mindre håndværksvirksomheder en tæt kontakt mellem mestre og svende. Begge parter kunne enes om at begræde den tendens til at nedbryde gamle kvalifikationer, som var indbygget i den industrielle fremstilling af produkterne.

Fagforeningen sørgede også for medlemmernes moralske vandel, specielt i forhold til drikkeri på arbejdspladserne og i konfliktsituationer. Der er mange eksempler på, at arbejdere mistede deres understøttelse, hvis de under en konflikt blev set berusede eller med spiritus. Selv om den danske arbejderbevægelse aldrig officielt adopterede afholdssagen, som tilfældet var i Norge og Sverige, førte de enkelte fagforeninger en aktiv kamp mod overdrevet drikkeri.

Det hele var dog ikke arbejde, konflikter og eksistenskamp for familien. Der var også fest og glæde. Arbejderbevægelsen tilbød sine medlemmer et bredt spektrum af sociale og selskabelige aktiviteter. Der blev holdt mange fester, juletræsfester for børnene og udflugter. 1. majmøderne blev det årlige højdepunkt, efterhånden som det lykkedes at få arbejdsgiverne til at anerkende dagen som halv eller hel fridag. Mange fagforeninger oprettede sangkor, en del var aktive i oprettelse af sportsforeninger, af og til som modstykke til allerede eksisterende borgerligt prægede klubber. Hvis de ikke direkte hed noget med arbejder-, fik de navne som Frem og Fremad for at fremhæve den fremskridtsoptimisme, der var en levende del af arbejderbevægelsens ideologi.