Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den mørke armé

Oprindelig forfatter NFC

Det landproletariat, hvis forhold nu blev trukket frem i den ene roman efter den anden, havde i 1800-tallet været en usynlig social gruppe. De kvinder, mænd og børn, der som tjenestepiger, karle, roekoner, daglejere og vogterdrenge udgjorde et så væsentligt element af landbosamfundet, var glemt og overset af stort set alle andre samfundslag. Der havde ganske vist været enkelte undersøgelser af deres sociale forhold, men en samlet indsats for at forbedre dem var det aldrig blevet til.

De spor, disse grupper satte sig, var resultaterne af deres arbejde for godsejere og gårdmænd. Lidt tilspidset kan det vel hævdes, at det overskud, som netop disse klasser opnåede til at engagere sig i organisatorisk, politisk og kulturelt virke, kun blev tilvejebragt, fordi der hele tiden var en ekstra arbejdskraft til at tage det hårde slid.

Politisk havde underklassen på landet ingen mulighed for at spille en rolle. Den optrådte hyppigere på fattiglisterne end på valglisterne, levede i sognene helt på godsejeres og gårdmænds nåde og var som følge af det sæsonprægede landarbejde i lange perioder henvist til at leve tæt på eller under fattigdoms- og sultegrænsen og til at modtage den fattighjælp, der berøvede dem en række af de borgerlige og politiske rettigheder.

Annonce

 „Det tabte Paradis”, malet af Christjern Schobius i 1900. Billedet blev samme år udstillet på Charlottenborgs forårsudstilling og vakte diskussion i offentligheden ved den realisme, hvormed Schobius havde skildret nøgenhed, fattigdom og fortvivlelse. Tyendets vilkår var just ved at blive et af de hedeste emner i den politiske debat, og billedet lagde med dets kunstneriske styrke vægt bag agitationen på en måde, som nok så mange taler og artikler ikke formåede. Schobius døde allerede i 1900 kun 27 år gammel.

„Det tabte Paradis”, malet af Christjern Schobius i 1900. Billedet blev samme år udstillet på Charlottenborgs forårsudstilling og vakte diskussion i offentligheden ved den realisme, hvormed Schobius havde skildret nøgenhed, fattigdom og fortvivlelse. Tyendets vilkår var just ved at blive et af de hedeste emner i den politiske debat, og billedet lagde med dets kunstneriske styrke vægt bag agitationen på en måde, som nok så mange taler og artikler ikke formåede. Schobius døde allerede i 1900 kun 27 år gammel.

Det egentlige tyende, karle og piger, var underlagt ydmygende, nærmest feudale bestemmelser i tyendeloven af 1854, der gav husbonden en næsten ubegrænset myndighed over dem i fæsteperioden. For manges vedkommende var tyendestatus imidlertid alene en station på vejen til at blive selvstændig, et led i uddannelsen til selv at overtage en gård eller et hus, og det indebar, at de næppe opfattede sig som arbejdere på linie med daglejerne.

Landarbejdernes muligheder for at organisere sig var spinkle. De levede og arbejdede spredt, og den næsten konstante eksistenskamp levnede ikke energi og tid til at bygge organisationer op. For manges vedkommende havde skolegangen været brøstfældig, og den havde i hvert fald ikke bibragt dem en indsigt, der satte dem i stand til at gennemskue de rådende sociale og politiske sammenhænge. Det er da også karakteristisk, at 1800-tallets få forsøg på at organisere landarbejderne skete på initiativ fra folk uden for klassen selv. Først et stykke ind i det 20. århundrede tog de selv fat.

I slutningen af efteråret 1906 modtog De samvirkende Fagforbunds hovedkontor i København et brev fra en ung mand, der anmodede om 200 kr. til støtte for et agitationsskrift og en mødeturné rundt i landet for at stifte foreninger blandt tyendet. Den unge mand hed Carl Westergaard, var 21 år og underskrev sig på Tjenestefolkenes Forenings vegne. Han havde ikke tidligere haft forbindelse til arbejderbevægelsen, men kom som husmandssøn fra underklassen på landet. I april 1906 stiftede Westergaard sammen med nogle kammerater en Tjenestefolkenes Forening med et kort program på ni punkter. Det væsentligste krav var ophævelse af tyendeloven, fjernelse af usunde karlekamre, valgret og valgbarhed for tyendet til alle valg og afskaffelse af skudsmålsbøgerne.

 Carl Westergaard var husmandssøn og kom som 11-årig ud at tjene på bønder- og herregårde. Allerede som 19-årig havde han prøvet landarbejderlivets omskiftelighed, bl.a. som tørvegraver og fodermester. I 1904-06 skaffede han sig midler til at komme på højskole, først på Køng og senere på Askov, hvor der i 1906 rasede en debat om tyendets forhold under indtryk af Peter Sabroes agitation. Mens debatten resulterede i nedsættelse af tyendekommissionen af 1905, drog Westergaard ud i landet for at organisere tyende og landarbejdere.

Carl Westergaard var husmandssøn og kom som 11-årig ud at tjene på bønder- og herregårde. Allerede som 19-årig havde han prøvet landarbejderlivets omskiftelighed, bl.a. som tørvegraver og fodermester. I 1904-06 skaffede han sig midler til at komme på højskole, først på Køng og senere på Askov, hvor der i 1906 rasede en debat om tyendets forhold under indtryk af Peter Sabroes agitation. Mens debatten resulterede i nedsættelse af tyendekommissionen af 1905, drog Westergaard ud i landet for at organisere tyende og landarbejdere.

I brevet til De samvirkende Fagforbund angav Westergaard et medlemstal i foreningen på 200 fra især Jylland og Fyn. Det var ikke mange, men det kunne næppe skræmme de garvede organisatorer i DsF, som alle havde erfaringer med opbygning af fagforeninger fra bunden. I sit brev slog han desuden på nogle strenge, der måtte tale til deres egne erfaringer:

"Jeg tror, at det er den eneste virkelige begyndelse til at organisere landarbejderne, da det hele er kommet fra denne klasse selv uden medvirkning udefra – og jeg tror, det ville have sin store betydning for de organiserede arbejdere, om landarbejderne kunne komme med, og skal det lykkes, må det være vi unge der skal begynde, og til dette arbejde venter vi støtte fra de organiserede arbejdere i byerne."

Westergaard fik sine 200 kr. Måske fordi hans ansøgning havde været ledsaget af en tungtvejende anbefaling til DsF's formand Martin Olsen fra ingen ringere end Jeppe Aakjær. Han havde ganske vist endnu ikke hørt den unge mand som taler, men i personlige samtaler havde han vist sober dømmekraft og evner, der kunne gøre ham til en betydningsfuld agitator på landet. Aakjær fortsatte

"Tyendet – landarbejderne – husmændene – det er de store uopdyrkede heder og moser i vort folkesamfund, længe har de ventet på agitationens plov for at blive jævnbyrdige med de andre folkeslag. Her melder sig nu en ung, bondefødt mand – opvokset ved hyrdekæppen og tungt legemligt arbejde – som har lyst til at lægge hånden på denne plov. De skulle sætte ham i stand dertil uden alt for nøjeregnende at undersøge, om han nu også kan pløje lige – en kunst man dog først nemmer ved øvelsen."

Det kneb ganske rigtigt for Westergaard at pløje lige. Han havde vanskeligt ved at orientere sig politisk-ideologisk mellem socialdemokrater, radikale, kristeligt sociale og georgister, hans ordenssans var til at overse, og han var et rodehoved med penge. Men han var til gengæld en brændende, myndig og fængende agitator og organisator, for hvem det lykkedes på mindre end ti år at skabe en landsdækkende organisation af landarbejdere og tyende.

 Foreningsfane for Fensmark-Olstrup Landarbejderforening. Landarbejderfamilien hilser den opgående sol som symbol på fremtiden og friheden. Temaet genfindes på en række af landarbejderforbundets faner fra disse år. I forbindelse med en tørveskærerstrejke i 1893 var der blevet dannet en arbejderforening i Fensmark. Senere blev der stiftet en afdeling af Dansk Arbejdsmands Forbund, og herfra udgik i 1918 initiativet til denne landarbejderforening.

Foreningsfane for Fensmark-Olstrup Landarbejderforening. Landarbejderfamilien hilser den opgående sol som symbol på fremtiden og friheden. Temaet genfindes på en række af landarbejderforbundets faner fra disse år. I forbindelse med en tørveskærerstrejke i 1893 var der blevet dannet en arbejderforening i Fensmark. Senere blev der stiftet en afdeling af Dansk Arbejdsmands Forbund, og herfra udgik i 1918 initiativet til denne landarbejderforening.

I Tyendebladet agiterede Westergaard utrætteligt for at bibringe denne underklasse en bevidsthed om eget værd og styrke. På forsiden af nr. 1 bragte bladet Jeppe Aakjærs slagsang for tyendet „Her kommer fra dybet den mørke armé og fordrer af verden et svar”, og Westergaard sluttede en agitationspjece med en optimistisk appel: „Vi har magten, men det ved vi endnu ikke alle, men tyendeklassen er en slumrende kæmpe, der snart vil vågne – og når det sker – ja, da kan den blæse alle – både store og små – agrarer over ende.” Optimismen var dog vanskeligere at omsætte i praksis, end det unge brushoved forestillede sig. Tyendeforbundet blev splittet på grund af organisatoriske uoverensstemmelser og uenighed om tilknytningen til Socialdemokratiet og fagbevægelsen. I en årrække fungerede to foreninger med forbindelser til henholdsvis de radikale og socialdemokraterne. Michael Christian Lyngsie arbejdede i kulissen for at sikre en tilslutning til Arbejdsmandsforbundet, men Stauning ønskede et selvstændigt landarbejderforbund med tilknytning direkte til Socialdemokratiet. I 1915 lykkedes det på en fælles kongres under Staunings myndige ledelse at samle de to foreninger i Landarbejderforbundet, der året efter til Lyngsies skuffelse indmeldte sig i De samvirkende Fagforbund som en selvstændig organisation. Der skulle gå næsten 20 år, før Landarbejderforbundet kunne optages i Dansk Arbejdsmands Forbund.

Landarbejderforbundets slagkraft blev ikke så stor, som Westergaard havde forudset. Det lykkedes kun at organisere et mindretal af landarbejderne, og kampen for at indgå kollektive overenskomster med landbrugets arbejdsgivere stødte på hårdnakket modstand. Der ligger en tragisk historisk pointe i, at denne den første og største del af arbejderklassen, de socialt mest elendigt stillede og politisk hårdest undertrykte arbejdere blev senest og dårligst organiseret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Den mørke armé i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 9. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306170