Industriel vækst

Det var skibsfart, skibsmotorer og landbrugsprodukter, der fik dansk økonomi placeret på verdensmarkedet. Den øvrige industri gennemløb dog også en solid vækst fra 1890'erne til 1. verdenskrig. Trods en nedsættelse af beskyttelsestolden i toldloven af 1908 formåede industrien at klare den øgede udenlandske konkurrence på det danske marked. Værdien af industriproduktionen blev i perioden næsten tredoblet, mens importen af forarbejdede varer og maskiner kun steg ca. 70 procent. Generelt blev industriens vægt i den samlede økonomi stadig større. Det skete dels ved et ekspanderende hjemmemarked, hvor den hjemlige industri dækkede ca. 70 procent af forbruget, og dels på bekostning af håndværket. Værdien af produktionen i industrien overhalede allerede i 1903 håndværket, og i 1916 var den mere end halvanden gang så stor.

Årtierne op til 1. verdenskrig var internationalt set en gennembrudsperiode for monopoliserings- og koncentrationstendenser. Især i USA og Tyskland erobrede industrivirksomheder en monopolstatus på de hjemlige markeder. Samtidig søgte de at ekspandere på de udenlandske markeder, både med vareafsætning og etablering af multinationale selskaber. Tendensen vakte bekymring hos nationale politikere og økonomer, fordi de frygtede, at internationale monopoler ville nedbryde den liberalistiske konkurrencesituation, som stort set alle endnu betragtede som idealet. I flere lande blev der derfor ad lovgivningens vej foretaget indgreb mod både nationale monopoldannelser og internationale monopolers frem-trængen, dog i de fleste tilfælde uden større succes.

Danmark tiltrak tilsyneladende kun i ringe omfang den internationale kapitals interesse, vel især på grund af det begrænsede hjemmemarked og mangelen på naturlige ressourcer. I 1914 var der kun hen ved et dusin udenlandske filialvirksomheder, fortrinsvis inden for elektroteknisk virksomhed, forarbejdning af kødvarer og den nymodens cigaretproduktion. I 1901 oprettede American Tobacco Company en filial i København, og efter at der i 1913 var bygget en stor fabrik på Amager, indledte firmaet en aggressiv markedsføring efter amerikansk model med gratis udlevering af cigaretprøver, præmier og vinduesudstillinger med det klare formål at sætte sig på det eksplosivt voksende cigaretmarked. Produktionen voksede fra en million i 1907 til 312 millioner i 1914, og selv om staten indførte en af de mere lukrative afgifter på ti procent af prisen, blev det ikke en hæmsko for den videre vækst i forbruget.

Den hjemlige industrielle fremgang beroede især på øgede investeringer i bygninger og produktionsapparat, hvor den danske industri gennemgående fulgte godt med i de nye tekniske landvindinger. I den første del af perioden skete en væsentlig del af ekspansionen i provinsen, især i de lidt større provinsbyer som Odense, Ålborg og Horsens, men også stationsbyerne fik deres del af den industrielle vækst. København var dog fortsat det førende industriområde, og i perioden 1906-14 sker der en stærk koncentration i udbygningen med centrum i København.

Et billede af industriens fordeling kan fås ved at betragte antallet af beskæftigede arbejdere i de forskellige dele af landet. Op mod verdenskrigen arbejdede næsten halvdelen af alle landets industriarbejdere i København, mens ca. 34 procent hørte hjemme i provinsbyerne og ca. 18 procent i de industrier, der lå på landet. Der var også ret klare forskelle mellem industrien i de forskellige regioner. I København dominerede metal- og beklædningsindustrien samt de virksomheder, der fremstillede tekniske apparater, mens provinsbyerne havde overvægt inden for fremstillingen af næringsmidler, hvor de 32 slagterier vejede tungt, samt i tekstilindustrien. Provinsindustrierne var ofte placeret tæt ved lokale råvareforekomster, som f.eks. de mange teglværker, cementfabrikkerne i Ålborg eller papirfabrikkerne i Silkeborg, Dalum og Næstved med deres store vandforbrug.

Da industrien fortrinsvis skulle dække hjemmemarkedets behov, var branchespektret meget bredt. Mange provinsbyers industri var stærkt afhængig af afsætning af redskaber og andre varer til landbruget i et forholdsvis begrænset lokalt marked, hvilket også gjaldt de bryggerier, der fandtes i så godt som alle byer.

I mange provinsbyer kom enkelte industrivirksomheder til at dominere det lokale produktionsliv. Karakteristisk er således den opsugning af næsten al arbejdskraft, der skete i de lolland-falsterske byers sukkerfabrikker under roekampagnerne fra efterårsferien og gennem de første vintermåneder. Arbejdere i og omkring disse byer kunne i en vis udstrækning finde helårsbeskæftigelse i en vekselvirkning mellem sæsonarbejdet i landbruget, på byernes havne og i sukkerfabrikkerne. Sukkerproduktionen er et eksempel på en næsten totalt monopoliseret branche, hvor A/S De danske Sukkerfabrikker fra århundredskiftet kontrollerede fabrikker og raffinaderier i hele landet. Kun sukkerfabrikken Vestsjælland i Gørlev mellem Slagelse og Kalundborg, der blev bygget i 1912, var uden for selskabets domæne.

Lolland-Falster havde ikke kun sukkerroer og sukkerfabrikker. Der var også adskillige blomstrende maskinfabrikker som Guldborg i Nykøbing og Vulcan i Maribo. Sidstnævnte specialiserede sig i lokomotiver og jernbanevogne, fortrinsvis til de mange privatbaner rundt om i landet og var med sine godt 400 arbejdere en lokal storindustri. I 1906 blev fabrikken offer for den københavnske storkapital i skikkelse af Landmandsbanken og dennes interesser i en koncentration af produktionen af jernbanemateriel på Randers-virksomheden Scandia. Vulcan måtte lukke, og kun ca. 30 arbejdere fandt beskæftigelse ved en ny fabrik for produktion af landbrugsmaskiner. Det var en katastrofe for både by og arbejderklasse, men slet ikke noget ukendt fænomen i disse ellers så „sorgløse tider”.

I flere byer trak de store skibsværfter mange arbejdere til sig og fik yderligere indflydelse ved at beskæftige mindre lokale virksomheder som underleverandører. Det var f.eks. tilfældet i Helsingør og Svendborg og lidt senere i Nakskov.