Møde i folketingssalen i Fredericiagade. Fra Christiansborg Slots brand i 1884 til indvielsen af det nye Christiansborg i 1918 holdt Rigsdagen sine moder i fægtesalen i det gamle Landkadetakademis fornemme bygning, der senest havde tjent som kaserne. Pladsen var trang for Folketingets 114 medlemmer, og endnu værre blev det, når Landstingets 66 medlemmer ved Rigsdagens fællesmoder skulle presses ind. Medlemmerne holdt talerne fra deres pladser. I baggrunden var formandens stol, hævet over tinget, og bag ham en balkon beregnet for kongefamilien. Embedsmænd og tilhørere sad i den modsatte ende af salen med mulighed for direkte kontakt med medlemmerne. Salen havde et intimt præg, som mange ældre medlemmer kom til at savne, da Rigsdagen flyttede til de mere rummelige forhold på Christiansborg. I dag har Østre Landsret sæde i bygningen.

.

Efter valget anmodede kongen Zahle om at fungere videre, indtil rigsretssagen i Alberti-affæren var afsluttet. Forløbet derefter viste, at parlamentarismen endnu ikke var indarbejdet som en sikker praksis ved regeringsdannelser. Kongen bad Klaus Berntsen som repræsentant for Venstre om at danne regering, men han var helt på det rene med, at det nyligt brydsomt og brøstfældigt samlede Venstre endnu, som det er udtrykt, var „uden fuger”. Især J. C. Christensens ord vejede fortsat tungt trods de skrammer, som Alberti-sagen havde påført ham. Han fostrede den noget besynderlige idé, at Venstre skulle foreslå kongen tre kandidater til posten som regeringsleder, Niels Neergaard, Klaus Berntsen og Anders Nielsen, vel vidende at kongen så ville udnævne Berntsen, der havde en høj stjerne hos majestæten. Således gik det også.

Den nye regering rummede repræsentanter for alle tidligere retninger i Venstre. Ingen af ministrene havde siddet i regering sammen med Alberti, og kun tre af dem var akademikere mod syv i Zahles foregående ministerium. Ud over posten som konseilspræsident overtog Berntsen også Forsvarsministeriet. Han kunne lede regeringen med den myndighed, som meget lang politisk erfaring og kongens ubetingede tillid gav ham. Med Berntsens mangeårige allierede Neergaard som finansminister var det nu beseglet, at den gamle moderate forligsfløj fra halvfemserne var taget til nåde som ligeberettiget i Venstre.

Fire af ministrene, Th. Larsen, Jensen-Sønderup, Berntsen og Jacob Appel, var stærkt prægede af den grundtvigske folkelige dannelse, og det berettigede vurderingen af ministeriet som „højdepunktet i grundtvigianismens magtstilling”. Appel havde en overordentlig stærk folkelig position gennem sit virke som forstander på Askov, hvor han så det som sin opgave at knytte mænd til skolen, „som i videnskabelig henseende stod på højde med, hvad tiden har at bringe, men hvis hjerter var vendt, således at de gerne ville give, hvad de gennem deres forskning hentede, til folkeligt brug”.

Appel måtte sammen med Berntsen, Neergaard og udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvigen lægge ryg til heftige angreb fra nationalistiske kredse for at føre en „tyskerkurs”. Baggrunden var den såkaldte optantkonvention fra 1907, der havde givet godt 4000 personer født af danske statsborgere fulde statsborgerlige rettigheder i Tyskland. Det styrkede danskheden i Nordslesvig, men konventionen indeholdt en indirekte anerkendelse af ophævelsen af paragraf 5 i Prag-freden, hvor det var blevet stillet befolkningen i de nordlige dele af Slesvig i udsigt, at den kunne blive forenet med Danmark, såfremt den gennem fri afstemning tilkendegav ønske herom. Paragraffen var i 1878 blevet ophævet af Preussen og Østrig uden hensyn til danske synspunkter. I 1911 offentliggjorde generaltolddirektøren og historikeren Marcus Rubin i „Preussische Jahrbücher” en af regeringen godkendt artikel, der egentlig skulle afdramatisere forholdet mellem Danmark og Tyskland. Men da Rubin tillige skrev, at i Danmark tænkte „kun tåber og folk uden indflydelse” på at genoplive paragraf 5, udløste det en bølge af angreb på ham og regeringen. De blev forstærket, da Appel tilbagekaldte den af forfatteren Vilhelm Østergaard udsendte „Ungdommens Bog om vort Land”, der rummede en stærk kritik af Preussens fremfærd i Nordslesvig. Denne „underdanighedsakt” var med digteren Johannes Jørgensens ord „en frugt af slapt frisind”. På tærsklen til verdenskrigen var der ingen svækkelse at spore i de nationalpolitiske lidenskaber.

Regeringen havde de radikales og socialdemokraternes fulde støtte, da den i 1912 genoptog periodens store sag, grundlovsrevisionen. I september 1912 ledsagede Berntsen den nytiltrådte Christian 10. på en sejlads til Bornholm, hvor der skulle afholdes militærøvelser. Undervejs drøftede de regeringens planer om at fremsætte forslag til en samlet grundlovsreform.

Den burde efter Berntsens mening gennemføres, mens der endnu var fred i verden. Kom der ufred, ville det muligvis udløse oprørske tendenser, og en demokratiseret grundlov ville virke som et bolværk mod sådanne. Det bevægede kongen til at give sit samtykke til forslaget.

J. C. Christensen havde ikke længere styrke til at opretholde sin idé om en reform i to tempi, så det forslag, som regeringen fremsatte, var i alt væsentligt identisk med det tidligere radikale: kvinder og tyende skulle have valgret, valgretsalder til Folketinget skulle være på 25 år, valgperioden til Folketinget fireårig og otte år til Landstinget, hvis medlemmer skulle vælges af de kommunale råd og de kongevalgte erstattes af landstingsvalgte. Begge ting skulle kunne opløses, og der skulle være fællesmøde mellem tingene i tilfælde af uenighed om finans- eller tillægsbevillingslov. Det var en åbenlys invitation til de radikale og socialdemokraterne og en udfordring til Højre. Forslaget blev da også modtaget som sådant. Det fik en let gang i Folketinget, hvor det med få ændringer blev vedtaget med overvældende majoritet i december 1912. Højre og de Frikonservative standsede det i april 1913 i Landstinget med 33 mod 31 stemmer for en dagsorden, der henviste grundlovssagen til behandling i en kommission. Berntsen reagerede med at erklære sig rede til at opløse Landstinget og understrege, at dette ville være sket, såfremt et valg til Folketinget ikke havde stået for døren.

Partikamp eller grundlovsalliance

Klaus Berntsens ministerium havde trods Venstres mandat-mæssige styrke stået forholdsvis svagt, fordi der til stadighed var usikkerhed om J. C. Christensens stilling i grundlovssagen. Han var fortsat partileder og i 1912-13 tillige formand for Folketinget. Det blev mere og mere klart, at han frygtede, at Venstre ville miste sin politiske dominans ved en revision af grundlov og valglov. De nye sociale grupper, der nu rykkede frem, ville bringe partiet i defensiven, og derfor måtte der bevares nogle konservative garantier i form af et ureformeret Landsting, fastholdt i en alliance med Højre.

Men han var ved at miste terræn til de tidligere moderate, Berntsen og Neergaard, der ville have en reform af Landstinget, og det sammen med Det radikale Venstre og Socialdemokratiet, muligvis med den bagtanke, at denne taktik kunne vinde nogle radikale vælgere for Venstre. Internt ivrede de for en valgaftale med de radikale, mens J. C. Christensen gik imod, vistnok ud fra den antagelse, at muligheden for et radikalt-socialdemokratisk flertal ville virke så skræmmende, at det foreliggende grundlovsforslag faldt.

For både de radikale og socialdemokraterne gjaldt det om at sikre grundlovsflertallet, og de indgik aftaler om valgsamarbejde i de vanskelige kredse. Med et let omskrevet citat af omkvædet på en Holger Drachmannvise fra 1895 anslog Edvard Brandes en militant linie. Nu handlede det om at „gå ud på landevejen og slå ihjel; jeg mener naturligvis og siger blot: gå ud på folkevejen og blive valgt”.

Folketingsvalget den 20. maj 1913 gav de to partier en stor sejr. Socialdemokratiet blev for første gang vælgermæssigt det største parti med 107.000 stemmer og 32 mandater. De radikale fik 67.000 stemmer og 31 mandater, mens Venstre gik tilbage og for 105.000 stemmer fik 44 mandater. Højre måtte igen se sig håbløst underrepræsenteret med kun syv mandater for 82.000 stemmer. Valgordningen havde sikret de radikale og Socialdemokratiet 55 procent af mandaterne for 48 procent af stemmerne. Kunne de bruge flertallet?

Regeringsdannelsen blev en af den tidlige parlamentarismes mere spegede situationer. Alle parter betragtede dette spil om magten som udtryk for den forskydning mellem klasser og grupper, der foregik i disse år, og som manifesterede sig stadigt tydeligere i valgtallene.

Venstre befandt sig i det klassiske taktiske dilemma. Skulle partiet prøve at svække modstanderne gennem samarbejde eller forsøge sig med åben konfrontation. Berntsen og Neergaard syntes i grundlovssagen at hælde til samarbejde og ønskede at føre sagen til ende. J. C. Christensen, der klarest repræsenterede gårdmandsklassens frygt for den frembrusende arbejderklasse, ønskede kamp og kunne samle flertal i partiet imod fortsat regeringsansvar. De radikale kunne knap skjule deres iver efter igen at besætte taburetterne, selv om der var betænkeligheder i baglandet. Socialdemokratiet kunne med den konstante fremgang i ryggen fornemme, at dets tid snart ville komme. Enkelte drømte om snarlig regeringsdeltagelse og var måske endog villige til at bryde eller ændre kongresvedtagelsen fra 1908 (se Principper på bonede gulve) for at kunne indgå i en grundlovsregering med Venstre og radikale. Deres hovedmål var at binde Venstre til at fastholde grundlovsforslaget. Også i Højre foregik der overvejelser, navnlig blandt repræsentanterne for de mange byvælgere, om det var prisen værd at kæmpe for at bevare det eksisterende Landsting, hvis partiet fortsat skulle være så stærkt underrepræsenteret i Folketinget.

Rigsdagen blev indkaldt til en sommersamling, og den 12. juni indgav Berntsen regeringens afskedsbegæring. Udgangen på de følgende dages mange samtaler hos kongen og mellem partilederne blev, som Christian 10. sagde, at kuglen trillede, således at Det radikale Venstre igen kunne træde til med parlamentarisk støtte fra Socialdemokratiet og med arvefjenden J. C. Christensens uudtalte forventning om indrømmelser i grundlovssagen. Mange i Venstre fornemmede, at han i virkeligheden havde fældet sit eget partis regering.

Med hovedkvarter i Edvard Brandes' villa på Østerbro sammensatte den radikale inderkreds bestående af de to „gamle”, Zahle og Brandes, og de to „unge”, P. Munch og Ove Rode, det nye ministerium. Som konseilspræsident var Zahle selvskreven, om end kongens kabinetssekretær A. Krieger havde ventileret muligheden af Edvard Brandes på posten. Brandes afviste dette. En jøde kunne ikke være regeringens leder, og han indså selv, at han ikke var egnet til at holde sammen på et ministerium. Det kunne derimod Zahle.

Ministeriet blev en blanding af gamle kendinge og nye ansigter. Zahle overtog igen selv Justitsministeriet, Scavenius Udenrigsministeriet, og Brandes var given som finansminister. Større problemer voldte det at placere P. Munch og Ove Rode. Munch ville helst igen være indenrigsminister, men Rode krævede denne post, og Munch måtte i erkendelse af Rodes ubestridelige kompetence på grundlovs- og valglovs-områderne afgive dette ministerium og acceptere Forsvarsministeriet, hvor han som de radikales mest konsekvente anti-militarist frygtede for forholdet til generalerne og kongen.

Selv om Zahle søgte at tilgodese alle fløje i partiet, vakte regeringens sammensætning misfornøjelse i den radikale rigsdagsgruppe. Der var nu som mange gange senere utilfredshed med den egenrådighed, som den hårde kerne, Zahle, Brandes, Munch og Rode, havde udvist. Der var ingen jyder og for få landboere i regeringen. Når P. Munch, der i sine optegnelser altid anvendte yderst moderate formuleringer, kunne finde stemningen i gruppen „overordentlig uhyggelig” og diskussionen „i allerhøjeste grad pinlig”, er der ikke tvivl om, at situationen har været det nærmeste, en radikal gruppe kunne komme til åbent skænderi.

Ministeriet har senere fået ry for at være sammensat af de bedste begavelser, nogen regering har rummet i dette århundrede. Rigtigt er det, at de fleste var særdeles kompetente, og at de selv var klar over det, samtidig med at de var urokkeligt overbeviste om den radikale ideologis overlegenhed over for alle andre retninger. Mange i samtiden og eftertiden har draget en parallel til de nationalliberales rolle og selvforståelse i midten af 1800-tallet. Begge grupper så sig, hævet over klasse- og særinteresser, kaldet til at lede landet på grundlag af en nærmest overhistorisk fornuft og tro på muligheden af absolut „rigtige” løsninger. Sammenligningen faldt så meget lettere i pennen, som Ove Rode var direkte efterkommer af Danmarks første egentlige politiker, Orla Lehmann, og var sig denne slægtsarv særdeles bevidst.

Regeringen var begunstiget med en usvigeligt loyal parlamentarisk partner i Socialdemokratiet. Af hensyn til grundlovssagens løsning og senere bevarelsen af dansk neutralitet under verdenskrigen lagde begge partier alle stridspunkter på hylden, herunder også tanker om at ændre forsvarslovene af 1909. Socialdemokraterne gav tilmed tilsagn om for første gang at stemme for finansloven, altså også militærbevillingerne.

Prøvestenen for regeringens parlamentariske evner var og blev grundlovssagen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Stille år og ny grundlovsdebat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig