Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tro og demokrati

Oprindelig forfatter NFC

I juni 1897 indviede sognepræsten i Bøvling sogn i Nordvestjylland et mejeri med ordene „Gjøres alt til Guds ære”. I forvejen var der både her og i nabosognet andelsmejerier. Oprettelsen af det tredje mejeri var en udløber af krigen om søndagsfreden mellem de hellige og de vantro, mellem indremissionske, vakte bønder og husmænd og de grundtvigsk orienterede eller blot økonomisk køligere kalkulerende naboer. I mange egne af landet var der i 1890'erne gået en ny vækkelsesbølge gennem sognene, og på de lange intense vækkelsesmøder i missionshusene styrkede missionsfolkene hinanden i overbevisningen om, at deres tro måtte leves konsekvent også i dagligdagen. Det skabte et indre sammenhold i de vaktes samfund, der gjorde det muligt for dem at træffe beslutninger, der syntes at gå på tværs af alle økonomiske fornuftshensyn. På mejeriområdet indebar det et krav om, at mælketransport og mejeridrift ikke måtte finde sted om søndagen.

Mejerikrigen hærgede det ene sogn efter det andet, navnlig i Jylland, og polariseringen ramte også andre områder. Der stiftedes religiøse fiskerikompagnier, kristelige sygeplejeforeninger og missionske brugsforeninger. I begyndelsen af det nye århundrede ebbede krigen ud. Det sidste søndagshvilemejeri blev bygget i 1903 i Harboøre, det sogn der frem for alle andre stod som symbolet på den anden bølge af indremissionske vækkelser.

Troen samlede og splittede den danske befolkning. De folkelige, religiøse vækkelsesbevægelser havde aftegnet deres skarpe konturer på 1800-tallets åndelige landskab. Mange danskeres livsholdning og samfundsforståelse formedes inden for rammerne af de to store hovedretninger indre mission og grundtvigianismen. En vækkelsesbølge kunne splitte et sogn fra godsejer til landarbejder, hvor det i andre tilfælde var alle sociale lag, der bekendte sig til en af trosretningerne. Mens grundtvigianernes kerne var de selvejende gårdmænd, var missionens sociale grundlag oftest bredere og talte gårdmænd, husmænd, håndværkere, fiskere, tyende og daglejere blandt „vennerne”.

Annonce

 Olfert Ricard blev cand. theol. i 1895 og året efter sekretær i Københavns KFUM, der under hans ledelse oplevede et vældigt opsving. Unge mænd blev i stort tal tiltrukket af Ricards og foreningens alsidige kristeligt-kulturelle og idrætslige aktiviteter, der til gengæld bragte denne gren af indre mission i et vist modsætningsforhold til mere puritanske missions-kredse ude i landet. Med stor sproglig indføling og betydeligt vid fængede Ricards forkyndelse i lige grad lærlinge, kontorelever og gymnasiaster. Blandt hans mange skrifter blev „Ungdomsliv” (1905) det mest udbredte. Denne bog udkom i talrige oplag og er i alt trykt i 123.000 eksemplarer.

Olfert Ricard blev cand. theol. i 1895 og året efter sekretær i Københavns KFUM, der under hans ledelse oplevede et vældigt opsving. Unge mænd blev i stort tal tiltrukket af Ricards og foreningens alsidige kristeligt-kulturelle og idrætslige aktiviteter, der til gengæld bragte denne gren af indre mission i et vist modsætningsforhold til mere puritanske missions-kredse ude i landet. Med stor sproglig indføling og betydeligt vid fængede Ricards forkyndelse i lige grad lærlinge, kontorelever og gymnasiaster. Blandt hans mange skrifter blev „Ungdomsliv” (1905) det mest udbredte. Denne bog udkom i talrige oplag og er i alt trykt i 123.000 eksemplarer.

Den grundtvigske bevægelse havde bevaret præget fra den landbodemokratiske rejsning med basis i de enkelte sogne, med friskoler og højskoler som bredt orienterede kulturelle højborge, der havde taget kampen op med den borgerlige bykultur. Præster, lærere og højskolelærere spillede en rolle som åndelig fortrop, men deres autoritet over for lægfolket var begrænset til deres personlige indsats. For grundtvigianerne gik arbejde, hverdagsliv, deltagelse i andelsbevægelse og politisk virke ideelt set op i en højere enhed.

Livet i indre mission havde et ganske andet præg. Det var centralt styret, nogle mente autoritært. Missionens høvding gennem 40 år, Vilhelm Beck, døde i 1901, og dermed sluttede en epoke i bevægelsen. Han kaldte stærkt modstridende følelser frem. For de vakte var han den ubestridte fører i åndelige og verdslige anliggender, for folk uden for missionen var han slet og ret diktator. Jeppe Aakjær gav få år før Becks død følgende karakteristik af den indremissionske bevægelse: „Hele missionen er indrettet á la solsystem: Beck er dets hele midtpunkt; om ham drejer sig i sorte ringe en flok af præster, og om præsterne drejer sig missionærerne; men alle planeterne såvel som drabanterne får deres lys fra solen, som er Beck.”

Uden at være bygget på formelt medlemskab repræsenterede indre mission både i lokalsamfundene og på den kirkelige landspolitiks område en magtfaktor med stor gennemslagskraft. Ved Vilhelm Becks død var der over hele landet 408 missionshuse, de fleste tilskødet indre missions bestyrelse, som holdt en streng linie for både den fysiske indretning af husene og for, hvem der måtte tale i dem. Til at virke for troens udbredelse og holde sammen på de vaktes samfund havde missionen ansat 257 udsendinge, hvoraf 147 var missionærer, 13 lærere og 97 kolportører, og tallet steg støt i århundredets første årtier. Missionens virke udbyggedes gennem oprettelse af højskoler og lærerseminarier i tilknytning til højskolerne i Haslev og Nørre Nissum samt et studenterkursus i Rønde, men denne side af indre missions arbejde fik aldrig et omfang, der kunne måle sig med den grundtvigske højskole- og seminarievirksomhed. Ved siden af Indre Missions Tidende fik bevægelsen med overtagelsen i 1897 af det nygrundlagte Kristeligt Dagblad et landsdækkende talerør.

 Eliaskirken på Vesterbros Torv i København stod færdig i 1908. Den er tegnet af Martin Nyrop. Klemt inde mellem almindelige etageejendomme er den ét blandt mange eksempler på det kirkebyggeri, som Københavns Kirkefond iværksatte fra 1896. Indvandringen til hovedstaden havde sprængt alle kirkelige rammer, og fonden ønskede at fremme kirke- og menighedslivet i den hastigt voksende befolkning. Initiativet blev taget af lægfolk fra det bedre borgerskab, der var inspireret af den kristeligt-sociale bevægelse i England. I løbet af de første 25 år opførte fonden 24 kirker.

Eliaskirken på Vesterbros Torv i København stod færdig i 1908. Den er tegnet af Martin Nyrop. Klemt inde mellem almindelige etageejendomme er den ét blandt mange eksempler på det kirkebyggeri, som Københavns Kirkefond iværksatte fra 1896. Indvandringen til hovedstaden havde sprængt alle kirkelige rammer, og fonden ønskede at fremme kirke- og menighedslivet i den hastigt voksende befolkning. Initiativet blev taget af lægfolk fra det bedre borgerskab, der var inspireret af den kristeligt-sociale bevægelse i England. I løbet af de første 25 år opførte fonden 24 kirker.

Stridighederne i indre mission var mange, med modsætningen mellem landmission og bymission som den mest dybtgående i 1880'erne og 90'erne. Det var samtidig en strid mellem en mere vækkelsesorienteret mission og byernes gerningsmissionske orientering, med vægt på socialt arbejde for både at vinde byernes underklasse for Gud og forhindre arbejderbevægelsen i at vinde den for den gudløse socialisme.

Grundtvigianerne udgjorde en hovedgruppe i Venstres politiske kamp både før og efter systemskiftet. Indre mission havde derimod et væsentligt mere kompliceret forhold til det politiske liv, med en officiel holdning der tilsagde de vakte at se bort fra denne verdens politiske stridigheder og koncentrere sig om frelsen. Følgen var, at en omvendelse for mange blev det samme som en afpolitisering af deres liv eller et stærkt nedtonet engagement. I den udstrækning indre mission overhovedet befattede sig med landspolitik, var der en tendens til at støtte Højre, og gennem en forståelse med det mangeårige regeringsparti havde indre mission opnået en betydelig indflydelse på besættelse af præsteembederne, i adskillige tilfælde uden at missionen i de pågældende sogne kunne mobilisere et flertal i menigheden.

Venstrereformpartiet havde sat en ændring af kirkens styre højt på regeringsprogrammet. Kirken skulle demokratiseres, menighederne være herrer i eget hus, selv vælge præster for at sikre den åndelige samklang mellem menighed og præst. Allerede før systemskiftet havde J. C. Christensen fremsat lovforslag om oprettelse af menighedsråd. Som en af sine første ministergerninger fremsatte han fire lovforslag, om menighedsråd, kirkers brug, valgmenigheder og selvejende kirker. Forslagene udløste en heftig kirkepolitisk debat både i og uden for Rigsdagen. Indre mission og konservative, højkirkelige kredse modsatte sig med forskellige begrundelser på det bestemteste forslaget, men også grundtvigianernes venstrefløj argumenterede imod det, fordi det efter deres opfattelse ikke var tilstrækkelig demokratisk.

I 1903 vedtoges tre af forslagene, menighedsrådsloven dog i ret indskrænket form, idet der kun indførtes en høringsmulighed og ikke en høringspligt ved besættelse af præsteembeder. I praksis fik menighedsrådene en udstrakt indflydelse på præstevalgene i de følgende år, mens rådenes kompetence på de økonomiske og administrative områder foreløbig kun blev ringe. Til de nye menighedsråd indførtes en meget bred valgret, hvor alle medlemmer af folkekirken over 25 år efter begæring kunne optages på valglisterne. Set i et videre demokratisk perspektiv var det mest bemærkelsesværdige, at også kvinderne opnåede valgret til menighedsrådene.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Tro og demokrati i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306155