Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den folkelige realisme

Oprindelig forfatter Redaktionen

Jeppe Aakjær skrev „Hvem sidder der bag Skærmen” i Jebjerg i Jylland i juni 1905. Få dage efter blev „Jens Vejmand” trykt i københavnerradikalismens hovedorgan, Politiken. Den blev hurtigt folkeeje, båret ud over det ganske land af den melodi, som Carl Nielsen skrev til den i 1907. Tekst og melodi smyger sig om hinanden, støtter hinanden og udtrykker præcist den hårfine balance mellem social indignation og sentimentalitet, som sangen rummer. Det blev ikke sidste gang, et samarbejde mellem disse to kunstnere bragte en sang, en melodi og et budskab ud til vide kredse i den danske befolkning.

Samarbejdet var et blandt mange inden for en generation af kunstnere, digtere, forfattere, malere, billedhuggere, komponister i dette århundredes to første årtier. Den store generation er de blevet kaldt. Ud over Aakjær og Carl Nielsen tæller den Johannes V. Jensen, Johan Skjoldborg, Martin Andersen Nexø og Jakob Knudsen. Men der var mange flere. Den særprægede, tidligt afdøde arbejderforfatter Jacob Hansen, Knud Hjortø, Thøger Larsen og nogle få kvinder, Marie Bregendahl og Thit Jensen, søster til Johs. V. Blandt malerne var det først og fremmest den gruppe, der blev kendt som de fynske malere, Fritz og Anna Syberg, Peter Hansen, Johannes Larsen, Poul S. Christiansen, Jens Birkholm og endelig den lidt yngre billedhugger Kai Nielsen.

Med undtagelse af Nexø var de født på landet eller i mindre provinsbyer. De var vokset op under forfatningskampen og gennembruddet for de to sociale bevægelser, bonde- og arbejderbevægelsen, og mange af dem havde været på højskole og der modtaget afgørende impulser. De kunne alle i deres emnevalg trække på erfaringer fra det folkelige hverdagsliv. Bønders, husmænds, fiskeres og arbejderes verden udgjorde en del af deres personlige erfaringsgrundlag. De havde også et direkte forhold til naturen, dens kræfter og skønhed, ikke som turister, men fra den daglige omgang med den.

Annonce

De optog i deres værker den optimisme og kraft, som var nedlagt i disse sociale klassers krav om at vinde indflydelse i samfundet. Men de var på den anden side ikke blinde for de modsætninger, der også var mellem disse klasser og grupper. Tværtimod. De bragte dem frem i lyset gennem deres realistiske skildringer af dagligliv på landet og i byerne. Arbejdet og de arbejdende fik gennem deres værker en langt stærkere plads i den offentlige bevidsthed, end den faglige og politiske agitation kunne fremkalde. Ikke i modsætning til denne, men som et tilskud og en berigelse af den.

Aakjær, Skjoldborg og Andersen Nexø mestrede både i brede skildringer og i små skarpt tegnede episoder at afdække magtforholdene i dagligdagen. De viste, at der var magt på spil i selv de enkleste sociale forhold, at den store politiks modsætninger var en afspejling af talløse daglige konfrontationer på godset, på gården, i værkstedet og i fabrikken. Det står i al sin enkelhed frysende klart i „Jens Vejmand”:

"Og ager du til staden
bag bondens fede spand,
og møder du en olding,
hvis øje står i vand, –
det er såmænd Jens vejmand
med halm om ben og knæ,
der næppe ved at finde
mod frosten mer et læ."

Eller i Andersen Nexøs skildring af fornedrelsen og afmagten blandt de talrige beboere i „Arken” i København. Det var her Pelle mødte byen:

"… Storstaden var en helt ny verden, ingenting var som hjemme, her skete hundrede forskellige ting hver dag. Og Pelle begyndte godvilligt forfra, han havde sin gamle trang endnu til at overvære det hele og gøre det til sit."

Pelle personificerer de manges oplevelse af bruddet mellem land og by, men midt i elendigheden bærer han også just den kraft, der skulle til for at blive en „erobrer”. Da Pelle Erobreren udkom første gang i 1906-09, gennemsyrede denne kraft arbejderbevægelsen i dens vilje til at vinde magten i samfundet.

Fronten mellem land og by blev overskredet af denne kunstnergeneration, der var overbevist om nødvendigheden af at nedbryde den for at give underklassen magt og værdighed. Mange af malerne, med Peter Hansen som det klareste eksempel, bevægede sig ubesværet mellem byen og landet og lod sig berige af denne dobbelte erfaring.

Denne generations enhedspræg på tværs af vidt forskellige genre- og medievalg hang også sammen med tætte personlige venskaber mellem mange af dem. Mellem malerne indbyrdes, mellem malere, forfattere, billedhuggere og den store ener blandt komponisterne, Carl Nielsen. Tilsammen var de nogle betydningsfulde brikker i billedet af en ny, usentimental og folkelig danskhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Den folkelige realisme i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306148