Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Principper på bonede gulve

Oprindelig forfatter NFC

I eftersommeren 1910 var det danske Socialdemokrati vært for næsten 1000 socialister fra det meste af verden. Kongressen i den internationale socialistiske sammenslutning, 2. Internationale, satte for nogle dage København på den anden ende. Her mødtes veteraner fra Pariserkommunen 1871, lederne fra de store socialdemokratier i Østrig, Frankrig og England, Victor Adler, Jean Jaurès og Keir Hardie, og repræsentanter for en yngre generation af socialdemokrater, bl.a. Friedrich Ebert, Ramsay McDonald og Hjalmar Branting, der alle i de kommende år skulle få en central placering i deres landes politiske liv. Mere ubemærkede, men for den fremtidige internationale udvikling ikke mindre vigtige personligheder som de revolutionære Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Lenin, Trotsky og Sinoviev satte på de indre linier deres præg på kongressen, hvis hovedemne var arbejderbevægelsens stilling til et muligt krigsudbrud. Kongressen i København blev den sidste, før den internationale solidaritet endegyldigt blev begravet i skyttegravsmudderet under 1. verdenskrig. Af delegaterne var godt 100 kvinder, der samledes til den socialistiske kvindebevægelses anden internationale kongres for at drøfte kampen for kvindernes politiske og sociale rettigheder, ligeløn og barselsorlov. De besluttede at gøre den 8. marts til kvindernes årlige internationale kampdag.

 Reklame for Stjerneøl. Det kneb i de første år efter grundlæggelsen af Bryggeriet Stjernen at vinde indpas på markedet. Der var en vis uvilje mod at anvende moderne reklame, og fra afholdskredse i arbejderbevægelsen var der stærk modstand mod pilsnerøllet. Således ønskede Peter Sabroe, at bryggeriet kun skulle sælge det alkoholsvage lyse øl. Men efterhånden blev Stjernebajerne et fast indslag i alle socialdemokratiske arrangementer.

Reklame for Stjerneøl. Det kneb i de første år efter grundlæggelsen af Bryggeriet Stjernen at vinde indpas på markedet. Der var en vis uvilje mod at anvende moderne reklame, og fra afholdskredse i arbejderbevægelsen var der stærk modstand mod pilsnerøllet. Således ønskede Peter Sabroe, at bryggeriet kun skulle sælge det alkoholsvage lyse øl. Men efterhånden blev Stjernebajerne et fast indslag i alle socialdemokratiske arrangementer.

Det var ikke tilfældigt, at København og det danske Socialdemokrati var blevet værter for kongresserne. Det var en markering af de nordiske arbejderpartiers hastigt voksende betydning både i national og international sammenhæng. Indtil verdenskrigen var det danske parti politisk og organisatorisk det førende blandt de nordiske, og internationalt havde det et stærkt ry. Den danske arbejderbevægelse var i forhold til landets størrelse den mest indflydelsesrige i kraft af den enhed og meget høje organisationsprocent, der kendetegnede fagbevægelsen, og som følge af partiets stadige parlamentariske fremgang.

Socialdemokratiet håndterede ganske smidigt de taktiske og teoretiske problemer, der skabte store modsætninger i udlandet. Det var på én gang i opposition til de eksisterende politiske magtforhold og ønskede samtidig at udnytte de givne politiske institutioner til at nå resultater for arbejderne.

Annonce

Ikke desto mindre undgik Socialdemokratiet i perioden mellem systemskiftet og 1. verdenskrig ikke interne konflikter om stillingtagen til to magtproblemer: regeringsdeltagelse og holdning til kongemagten. I 1899 havde det vakt opstandelse i den internationale socialistiske bevægelse, at den franske socialist Alexandre Millerand var indtrådt i en borgerlig regering. Ved systemskiftet herhjemme var spørgsmålet om optagelse af socialdemokrater i den nye regering tilsyneladende ikke aktuelt. Christian 9. havde ifølge nogle kilder for en sikkerheds skyld betinget sig, at socialdemokraterne blev holdt udenfor, og disse var, belært af det franske eksempel, heller ikke interesserede. Venstrereformpartiets overvældende flertal i Folketinget og opløsningen af valgalliancen mellem de to partier, efter at højreministerierne var blevet styrtet, overflødiggjorde for en tid alle spekulationer om et sådant samarbejde.

 De delegerede ved den internationale socialistiske kongres 1910 foran Skodsborg Badehotel. Under kongressen inviterede det danske Socialdemokrati deres udenlandske partifæller på udflugt til Dyrehaven. De blev sejlet fra Nyhavn til Skodsborg, hvor der var te og chokolade. Midt i billedet med stor hvid hat troner en stolt Thorvald Stauning. Alle datidens socialistiske ledere er med, men det blev sidste gang, at repræsentanter for alle politiske strømninger i den socialistiske bevægelse mødtes i forholdsvis fredsommelighed.

De delegerede ved den internationale socialistiske kongres 1910 foran Skodsborg Badehotel. Under kongressen inviterede det danske Socialdemokrati deres udenlandske partifæller på udflugt til Dyrehaven. De blev sejlet fra Nyhavn til Skodsborg, hvor der var te og chokolade. Midt i billedet med stor hvid hat troner en stolt Thorvald Stauning. Alle datidens socialistiske ledere er med, men det blev sidste gang, at repræsentanter for alle politiske strømninger i den socialistiske bevægelse mødtes i forholdsvis fredsommelighed.

Men fristen blev kort. Dannelsen af Det radikale Venstre og det tætte sammenfald mellem de radikale og socialdemokratiske reformønsker fik nogle socialdemokrater til at drømme om et snarligt flertal for de to partier og dermed muligheden for at danne regering. Den altid åbenmundede F. J. Borgbjerg kom under et besøg i USA i 1906 for skade at lade munden løbe over med, hvad hjertet var fuldt af. Han forudså i et interview, at der senest ved valget i 1912 ville blive skabt et radikalt-socialistisk flertal og dermed mulighed for at danne en regering, der kunne tage kampen op med Landstinget, gennemføre en grundlovsrevision og foretage dybtgående sociale reformer.

Udtalelsen blev straks refereret herhjemme. Den vakte heftig kritik ikke alene på partiets venstrefløj, men også hos ledelsen. En partikongres i 1908 afviste utvetydigt at deltage i en regeringsdannelse, før „partiet har absolut flertal i Folketinget”. Dermed skulle den sag være uddebatteret, og selv om Socialdemokratiet i 1909 indgik i det parlamentariske grundlag for den kortvarige radikale regering Zahle, var det ikke på tale at deltage i regeringen.

Under de komplicerede forhandlinger om regeringsdannelsen i 1913 blev partilederne flere gange kaldt til kongen. Det gjaldt også Stauning, der mødte med en stor socialdemokratisk valgfremgang i ryggen – partiet var vælgermæssigt blevet landets største – men også med 1908-resolutionen i baglommen samt en serie af vedtagelser om partiets negative holdning til kongemagten.

 Thorvald Stauning på vej over Amalienborg Slotsplads til sin samtale med Christian 10. Han skrev selv på billedet „Erindring om Junidagene 1913” og lod i bevidsthed om mødets betydning billedet fremstille som postkort.

Thorvald Stauning på vej over Amalienborg Slotsplads til sin samtale med Christian 10. Han skrev selv på billedet „Erindring om Junidagene 1913” og lod i bevidsthed om mødets betydning billedet fremstille som postkort.

Hvis noget enkeltspørgsmål i disse år kunne vække de socialdemokratiske lidenskaber, var det just forholdet til kongemagten. Partiprogrammet sagde intet om, at der ønskedes indført republik, men det var underforstået og hyppigt understreget i pressen og den øvrige agitation, at et fremtidigt socialistisk samfund ikke ville have plads til et feudalt levn som kongemagten.

Den parlamentariske fremgang havde imidlertid sin pris. Den indebar blandt andet stillingtagen til bevillinger til hoffet og til udenlandske fyrstebesøg, ofte af konger eller kejsere, der stod som arbejderklassens absolutte modstandere. Det kunne klares ved at stemme imod, men hvad skulle partiets tillidsfolk stille op, når deres position affødte situationer, hvor de direkte skulle møde majestæterne eller repræsentanter for kongehuset? Problemet blev først akut i kommunerne og af alle steder i Århus, hvor det blev den kompromisløse sociale agitator Peter Sabroe, der som den første socialdemokrat debuterede på de bonede gulve ved hoffet. Han deltog i 1902 sammen med lokale partifæller i en festmiddag for prins Christian og prinsesse Alexandrine, det senere kongepar, i anledning af overdragelsen af Marselisborg Slot til parret, og for at gøre det hele fuldkomment sagde de fremmødte socialdemokrater ja tak til en genvisit på Marselisborg. Det fik hele den borgerlige presse til at hovere. Nu ville det sikkert ikke vare længe, før socialdemokraterne dukkede op til taffel hos kongen.

Værre var det, at partimedlemmer landet over var bragt i harnisk, nogle krævede endda eksklusion af de formastelige. Sagen blev i første omgang afgjort med en vedtagelse i hovedbestyrelsen, der lakonisk anbefalede socialdemokrater „ikke at deltage i fester, der arrangeres for offentlige midler til ære for kongelige personer”. Men det var kun en anbefaling og ikke et påbud, og i 1904 var den gal i Odense, hvor en anden kendt socialdemokrat, Emil Marott, så stort på anbefalingen.

 Kongefamilien fotograferet ved tronskiftet i 1912. Christian 10., der besteg tronen den 15. maj 1912, blev i 1898 gift med prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin. De fik to sønner, Frederik (den senere Frederik 9.) i 1899 og Knud i 1900. Christian 10. var matematisk-naturvidenskabelig student – den første danske konge, som var student. Han fik derefter en militær uddannelse og var efter eget udsagn soldat med liv og sjæl. Det prægede hans fremtræden både i offentligheden og ved hoffet.

Kongefamilien fotograferet ved tronskiftet i 1912. Christian 10., der besteg tronen den 15. maj 1912, blev i 1898 gift med prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin. De fik to sønner, Frederik (den senere Frederik 9.) i 1899 og Knud i 1900. Christian 10. var matematisk-naturvidenskabelig student – den første danske konge, som var student. Han fik derefter en militær uddannelse og var efter eget udsagn soldat med liv og sjæl. Det prægede hans fremtræden både i offentligheden og ved hoffet.

Så blev det for meget for de mange, der fortsat holdt principperne højt. Ved kongressen i 1908 fremsattes en serie krasse forslag til udtalelser mod monarkiet, blandt andre følgende fra flere københavnske kredse: „I erkendelse af, at monarkiet, militarismen og klerikalismen er de borgerlige klassers ypperste midler til at holde arbejderklassen nede i økonomisk ufrihed og åndelig uvidenhed, og i betragtning af, at vor daglige agitation må gå ud på at underminere disse tre overklassefaktorer, vedtager kongressen, at al repræsentation ved hof-, militær-, kirke- og lignende fester er Socialdemokratiet uvedkommende. Ingen af vort partis repræsentanter eller tillidsmænd må deltage i sådanne.”

I let modificeret form blev forslaget vedtaget, og ved tronskiftet i 1912 hævdede Social-Demokraten, at „de brede lag er overhovedet ikke længere monarkisk tænkende og følende”, en vurdering, der set med eftertidens øjne forekommer lidt hasarderet. Kongressen i februar 1913 bekræftede holdningen fra 1908.

Få måneder efter stod den 39-årige Thorvald Stauning efter sejren ved folketingsvalget i 1913 ansigt til ansigt med den jævnaldrende, men politisk uerfarne Christian 10. Stauning havde været aktiv i fagligt og politisk arbejde fra midten af 1890'erne og folketingsmand fra 1906, men som partiformand eller forretningsfører, som hans beskedne titel var, havde han kun få år på bagen. I 1910 afløste han Peter Knudsen, der gennem 30 år havde været drivkraften i arbejderbevægelsens opbygning og dens ubrudte politisk-organisatoriske fremgang. Med sin frodige livsførelse havde Stauning vanskeligt ved at leve op til borgerskabets normer for god opførsel, og han gjorde sit for at leve op til rygtedannelser og åbne kampagner mod hans personlige vandel, der gang på gang blev fremdraget som vidnesbyrd om hans uegnethed som partileder. Også ældre partifæller havde deres reservationer over for hans evner.

Det synes dog ikke at have været noget problem for kongen. Ifølge det referat, som Stauning selv nedskrev kort efter samtalerne, gik majestæten lige til sagen. Han pegede på, at Venstre havde lidt nederlag ved valget, og at oppositionen af Det radikale Venstre og Socialdemokratiet havde opnået flertal i Folketinget og derfor burde danne regering. Under hensyn til det altafgørende spørgsmål, grundlovsrevisionen, og det forhold at Venstre fortsat var Folketingets største parti, mente Stauning imidlertid, at venstreregeringen burde fortsætte. Han tilsagde Socialdemokratiets støtte til gennemførelse af en ny grundlov.

Kongen havde dog ellers læst i Social-Demokraten, at partiet godt kunne tænke sig at indtræde i regeringen. Hertil svarede Stauning:

"Ja, naturligvis. Vi har skrevet, at for så vidt Venstre absolut nægter at påtage sig regeringsdannelsen, må de andre partier tage affære, og da der foreligger en enkelt stor sag til afgørelse, vil vi overveje, om den situation er til stede, som muliggør, at socialdemokrater, uden at have flertal i Folketinget, indtræder i en regering for at arbejde med på denne enkelte sags gennemførelse."

Med denne udtalelse og understregningen af, at Folketingets største parti havde pligt til at danne regering, havde Stauning i realiteten omgået kongresvedtagelsen fra 1908. Hvorvidt kongen fangede disse signaler, er usikkert; i senere situationer skulle de få stor betydning.

Samtalen fik imidlertid betydning på en anden måde, idet kongen indledte en veritabel charmeoffensiv over for Stauning og det kongefjendske Socialdemokrati. Midt i diskussionen om regeringsdannelsen gav han sig til at rose Social-Demokraten som „et godt blad … et stort og meget udbredt blad. Det er særdeles velunderrettet både om ind- og udland. – Jeg læser det blad hver dag”. Senere udtrykte han sin glæde over de rolige arbejdsforhold, som han blandt andet tilskrev Forligsinstitutionen, hvilket Stauning støttede ham i. Kongen fandt det glædeligt, „at de danske arbejdere står på et højt stade i flere retninger. De er langt bedre i udseende end mange steder i udlandet. Velklædte og ordentlige og dygtige”.

Også det kunne Stauning tilslutte sig med den tilføjelse, at det var sket ved arbejdernes egne bestræbelser og udvikling af en høj grad af æresfølelse. Kongen roste arbejderforældrene for at drage omsorg for deres børn og sørge for, at de var velklædte. Han havde kun set få underernærede børn i skolerne. Til gengæld kunne han ikke forstå de skarpe grænser mellem de forskellige fag. Hvorfor måtte en murer ikke grave en grøft? Her ramte kongen et ømt punkt just på et tidspunkt, hvor fagbevægelsen internt udkæmpede et utal af grænsestridigheder mellem fagforbundene, og Stauning vinkede af. Faggrænserne var nødvendige og ikke skadelige.

Selv om denne og et par kortere senere samtaler om regeringsdannelsen var resultatløse, fik de dog betydning som et første forsøg på at komme på talefod trods gensidige forbehold. I den følgende tid skulle de to parter få umådelig meget med hinanden at gøre, men der skulle gennemspilles en række dramatiske politiske situationer, før de fandt en forståelse og accept af hinandens roller.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Principper på bonede gulve i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306146