Efter valget anmodede kongen Zahle om at fungere videre, indtil rigsretssagen i Alberti-affæren var afsluttet. Forløbet derefter viste, at parlamentarismen endnu ikke var indarbejdet som en sikker praksis ved regeringsdannelser. Kongen bad Klaus Berntsen som repræsentant for Venstre om at danne regering, men han var helt på det rene med, at det nyligt brydsomt og brøstfældigt samlede Venstre endnu, som det er udtrykt, var „uden fuger”. Især J. C. Christensens ord vejede fortsat tungt trods de skrammer, som Alberti-sagen havde påført ham. Han fostrede den noget besynderlige idé, at Venstre skulle foreslå kongen tre kandidater til posten som regeringsleder, Niels Neergaard, Klaus Berntsen og Anders Nielsen, vel vidende at kongen så ville udnævne Berntsen, der havde en høj stjerne hos majestæten. Således gik det også.
Den nye regering rummede repræsentanter for alle tidligere retninger i Venstre. Ingen af ministrene havde siddet i regering sammen med Alberti, og kun tre af dem var akademikere mod syv i Zahles foregående ministerium. Ud over posten som konseilspræsident overtog Berntsen også Forsvarsministeriet. Han kunne lede regeringen med den myndighed, som meget lang politisk erfaring og kongens ubetingede tillid gav ham. Med Berntsens mangeårige allierede Neergaard som finansminister var det nu beseglet, at den gamle moderate forligsfløj fra halvfemserne var taget til nåde som ligeberettiget i Venstre.
Fire af ministrene, Th. Larsen, Jensen-Sønderup, Berntsen og Jacob Appel, var stærkt prægede af den grundtvigske folkelige dannelse, og det berettigede vurderingen af ministeriet som „højdepunktet i grundtvigianismens magtstilling”. Appel havde en overordentlig stærk folkelig position gennem sit virke som forstander på Askov, hvor han så det som sin opgave at knytte mænd til skolen, „som i videnskabelig henseende stod på højde med, hvad tiden har at bringe, men hvis hjerter var vendt, således at de gerne ville give, hvad de gennem deres forskning hentede, til folkeligt brug”.
Appel måtte sammen med Berntsen, Neergaard og udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvigen lægge ryg til heftige angreb fra nationalistiske kredse for at føre en „tyskerkurs”. Baggrunden var den såkaldte optantkonvention fra 1907, der havde givet godt 4000 personer født af danske statsborgere fulde statsborgerlige rettigheder i Tyskland. Det styrkede danskheden i Nordslesvig, men konventionen indeholdt en indirekte anerkendelse af ophævelsen af paragraf 5 i Prag-freden, hvor det var blevet stillet befolkningen i de nordlige dele af Slesvig i udsigt, at den kunne blive forenet med Danmark, såfremt den gennem fri afstemning tilkendegav ønske herom. Paragraffen var i 1878 blevet ophævet af Preussen og Østrig uden hensyn til danske synspunkter. I 1911 offentliggjorde generaltolddirektøren og historikeren Marcus Rubin i „Preussische Jahrbücher” en af regeringen godkendt artikel, der egentlig skulle afdramatisere forholdet mellem Danmark og Tyskland. Men da Rubin tillige skrev, at i Danmark tænkte „kun tåber og folk uden indflydelse” på at genoplive paragraf 5, udløste det en bølge af angreb på ham og regeringen. De blev forstærket, da Appel tilbagekaldte den af forfatteren Vilhelm Østergaard udsendte „Ungdommens Bog om vort Land”, der rummede en stærk kritik af Preussens fremfærd i Nordslesvig. Denne „underdanighedsakt” var med digteren Johannes Jørgensens ord „en frugt af slapt frisind”. På tærsklen til verdenskrigen var der ingen svækkelse at spore i de nationalpolitiske lidenskaber.
Regeringen havde de radikales og socialdemokraternes fulde støtte, da den i 1912 genoptog periodens store sag, grundlovsrevisionen. I september 1912 ledsagede Berntsen den nytiltrådte Christian 10. på en sejlads til Bornholm, hvor der skulle afholdes militærøvelser. Undervejs drøftede de regeringens planer om at fremsætte forslag til en samlet grundlovsreform.
Den burde efter Berntsens mening gennemføres, mens der endnu var fred i verden. Kom der ufred, ville det muligvis udløse oprørske tendenser, og en demokratiseret grundlov ville virke som et bolværk mod sådanne. Det bevægede kongen til at give sit samtykke til forslaget.
J. C. Christensen havde ikke længere styrke til at opretholde sin idé om en reform i to tempi, så det forslag, som regeringen fremsatte, var i alt væsentligt identisk med det tidligere radikale: kvinder og tyende skulle have valgret, valgretsalder til Folketinget skulle være på 25 år, valgperioden til Folketinget fireårig og otte år til Landstinget, hvis medlemmer skulle vælges af de kommunale råd og de kongevalgte erstattes af landstingsvalgte. Begge ting skulle kunne opløses, og der skulle være fællesmøde mellem tingene i tilfælde af uenighed om finans- eller tillægsbevillingslov. Det var en åbenlys invitation til de radikale og socialdemokraterne og en udfordring til Højre. Forslaget blev da også modtaget som sådant. Det fik en let gang i Folketinget, hvor det med få ændringer blev vedtaget med overvældende majoritet i december 1912. Højre og de Frikonservative standsede det i april 1913 i Landstinget med 33 mod 31 stemmer for en dagsorden, der henviste grundlovssagen til behandling i en kommission. Berntsen reagerede med at erklære sig rede til at opløse Landstinget og understrege, at dette ville være sket, såfremt et valg til Folketinget ikke havde stået for døren.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.