Mange slags danskere

Det danske monarki var mere end kongeriget med grænse ved Kongeåen, og der boede et betydeligt antal danskere uden for riget. Der boede også adskillige titusinde udenlandskfødte her i landet. I selve Danmark var befolkningen i 1901 på knap 2,5 millioner, heraf ca. 35.000 svenskfødte og et par tusinde polske sæsonarbejdere. I Slesvig boede knap 200.000 danske under et netop på dette tidspunkt hårdt undertrykkende tysk styre. Udsigterne til, at denne landsdel kunne forenes med det gamle rige, måtte realistisk vurderes som ringe, og en ændring af Sønderjyllands stilling var i hvert fald afhængig af de storpolitiske magtforhold. Trods udbredt sympati og konkret støtte kunne danskerne selv ikke udrette stort til at forandre de danske slesvigeres situation.

I årtierne før 1900 var ca. 200.000 danskere udvandret, de fleste til USA. Nogle vendte tilbage igen, andre kunne i skikkelse af den rige onkel på besøg fra Amerika berette om de uendelige muligheders land, og indtil 1. verdenskrig fortsatte strømmen af udvandrere med ca. 8000 om året. De fleste emigranter lod sig hurtigt tilpasse den amerikanske levevis som farmere og håndværkere, enkelte udnyttede endda chancerne til at blive rigtige kapitalister. Størst betydning fik paradoksalt nok forfatteren og fotografen Jacob A. Riis, da han i bogen „How the Other Half Lives” i en serie enestående fotografier og tekster blotlagde den sociale elendighed i New Yorks slumkvarterer. Den gav stødet til en første oprydning i storbyens slum og politiske korruption.

Nogle hundrede sømil sydøst for USA lå resterne af Danmarks fortid som kolonimagt, de vestindiske øer Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan. Ud over de nødvendige civile og militære administratorer, enkelte handelsfolk og plantage ejere boede der kun få danskere på øerne. Kolonierne gav underskud, og der var flere gange forhandlet med USA om køb af de tre øer. Tyskland viste i slutningen af 1890'erne interesse for at overtage øerne. Dette fremmede til gengæld amerikanernes iver efter at sætte sig på dem, og i 1902 blev der indgået en konvention om, at USA kunne købe dem for fem millioner dollars. Nationalistiske højrekredse og kapitalinteresser iværksatte en ophidset debat i offentligheden, og konventionen blev forkastet af Landstinget ved stemmelighed, mens der i Folketinget havde været overvældende flertal for salget. Ved en koloniudstilling i Tivoli i 1905 kunne det københavnske borgerskab derfor glæde sig over at blive betjent af en „direkte importeret negerkvinde”, som oven i købet talte godt dansk.

På udstillingen samlede interessen sig dog især om genstande fra de mere nærtliggende besiddelser, Grønland, Island og Færøerne. Grønland havde endnu status af koloni uden indre selvstyre. Danmarks adkomst til at styre og udnytte hele det grønlandske område var internationalt omstridt og blev først gradvist anerkendt i de følgende årtier. Styret var lagt i hænderne på Den Kongelige Grønlandske Handel, der tillige havde monopol på al handel. I 1912 overgik administrationen til „Styrelsen af kolonierne i Grønland”, under hvilken også kirke- og skolevæsen sorterede. Retsplejen stod derimod endnu under grønlandske retstraditioner, de få hundrede danske dog undtaget. De godt 10.000 eskimoiske grønlændere ernærede sig næsten alle ved jagt og fiskeri og levede trods forsøg på fordanskning efter århundredgamle sædvaner. I årene omkring og efter århundredskiftet var Grønland genstand for en intens videnskabelig udforskning og kortlægning fra danske og internationale ekspeditioner.

Eventyrlyst og videbegær drev mange til næsten ubegribeligt anstrengende og farefulde ekspeditioner. Den danske offentlighed fulgte med spændt opmærksomhed Mylius-Erichsen og hans to rejsefællers tragiske endeligt under „Danmarks-ekspeditionen” i 1906, ligesom Ejnar Mikkelsens, Knud Rasmussens og Peter Freuchens store rejser langs de grønlandske kyster og over indlandsisen med slæde talte til fantasi og national stolthed.

Kolonierne blev styret direkte fra Danmark, mens de såkaldte bilande, Island og Færøerne, havde forskellige grader af indre selvstyre. Konge, udenrigs- og forsvarspolitik var fælles, mens alle indrepolitiske forhold for Islands vedkommende varetoges af Altinget. Ved en forfatningslov af 1903 fik Island sin egen minister, som skulle kunne tale og skrive islandsk og være bosat i Reykjavik. Han var ansvarlig over for den danske konge og regering. Ordningen tilfredsstillede ikke alle islændinge, og de opbyggede i de følgende år en stærk bevægelse for større national selvstændighed.

Der boede ca. 78.000 mennesker i Island, hvoraf de fleste ernærede sig ved landbrug, især fåreavl. Fiskeriet var i stærk fremgang, men endnu ikke landets vigtigste næring. Islands særlige geografiske placering og naturforhold bevirker, at øen jævnlig hærges af naturkatastrofer, og i de sidste årtier før 1900 havde der været adskillige vulkanudbrud og jordskælv, der dræbte mange mennesker og ødelagde store værdier.

For de ca. 18.000 færinger, der boede på de 18 Færøer, var fiskeri den vigtigste næringsvej. Det foregik fra åbne både fra kysterne og fra de små havne, og de bedste fangster blev taget 30-40 kilometer fra land. Mange forenede fiskeri med landbrug, hvor fåreavlen var mest indbringende. I begyndelsen af århundredet trængte engelsk og dansk kapital ind og udøvede en dominerende indflydelse på fiskeforarbejdningen og eksporten, ligesom den noget senere var med til at finansiere den gradvise overgang til motorbåde i fjernfiskeriet.

Færøerne var et amt i det danske rige med en amtmand som øverste embedsmand, og øerne var repræsenteret i Folketinget af et folkevalgt medlem og i Landstinget af et medlem valgt af Lagtinget, som i øvrigt varetog det indre styre og havde ret til at indsende lovforslag til Rigsdagen i København. Færøsk taltes af hele befolkningen, men dansk var det autoriserede skole-, kirke- og retssprog. I slutningen af 1800-tallet rejste færingerne en bevægelse for national selvstændiggørelse på både det politiske og kulturelle område. Det resulterede i 1912 i en bestemmelse om, at der i de færøske skoler skulle undervises i læsning på færøsk og kunne undervises i færøsk retskrivning, og at et begrænset antal gudstjenester kunne afholdes på færøsk. Derimod havde bestræbelserne for øget politisk selvstændighed endnu ingen fremgang.