Skat og selvangivelse

Ved Rigsdagens åbning den 5. oktober 1901 holdt kongen for første gang i mange år selv trontalen. Det kunne han gøre, fordi han, som det hed i talen, med udnævnelsen af det nye ministerium havde imødekommet ønsket fra folkets flertal om at betro regeringens ledelse til mænd, der også havde dets tillid. Han håbede på et frugtbart samarbejde mellem regering og Rigsdag om et program, der set med vor tids øjne kan forekomme beskedent, men som repræsenterede kernepunkterne i Venstrereformpartiets hidtidige program.

Regeringen bebudede en retsplejereform for at indfri grundlovens løfte herom. Der ville desuden komme forslag til „et bedre ordnet og efter vore forhold afpasset forsvarsvæsen”, til en mere hensigtsmæssig fordeling af skattebyrden, til fremme af erhvervslivet, til det kirkelige livs fremme og til udvikling af de kommunale styreforhold.

Bag disse knappe formuleringer gemte sig sager af vidtrækkende betydning, først og fremmest spørgsmålet om indførelse af skat på almindelig indkomst. Det havde gennem årtier været et hovedpunkt for Venstre at få lettet skatterne på jorden, og fra midten af 1890'erne havde omlægning af skattesystemet været en varm politisk kartoffel. Finansminister Hage fremsatte i efteråret 1901 forslag om indkomst- og formueskat til staten. Forslaget ville navnlig begunstige gårdejerne på de store og mellemstore gårde og i mindre grad de småbesiddende, mens byboerne ville blive hårdt ramt. De gamle jordskatter på landet og bygningsskatter i byerne skulle forsvinde og erstattes af en ejendomsskyld, som var baseret på hele ejendommens handelsværdi. Der skulle af alle ejendomme svares 1,1 promille til staten. Flytningen af skattebyrden fra jorden alene til jorden og bygningerne ramte de mindre ejendomsbesiddere hårdest, og husmændene kunne med en vis ret føle sig urimeligt behandlet. Det revolutionerende nye var indkomstskatten. Den skulle lignes efter en progressiv skala, hvor der f.eks. af 2000 kr. skulle betales 1,4 procent og af 100.000 2,5 procent. Med et skattefrit fradrag på 800 kr. var det endnu i nogen tid meget beskedent, hvad en arbejder kunne komme til at betale i indkomstskat. Skatteligningen skulle baseres på alle danske familiers senere årlige plage, selvangivelsen. Indsendelsen var frivillig, men undlod en skatteyder at indsende den, skete ligningen efter skøn. Endnu fem år efter skattelovens vedtagelse i 1903 indsendte kun ca. 60 procent af skatteyderne i hele landet selvangivelse, mens tallet i de større byer, hvor et skøn var vanskeligere, hurtigt nåede 90 procent.

Forslaget om en skattereform blev i første omgang standset af Landstingets flertal. Højre var imod indkomst- og formueskatten, men efter flertalsskiftet i Landstinget 1902 opnåedes et forlig mellem Venstre og de Frikonservative. Det gamle Højres to medlemmer undlod at stemme. I begge ting stemte socialdemokraterne mod skattelovene. De førte en stærk agitation mod den lave progression i ligningen og mod tendensen til at begunstige det store landbrug på husmændenes og byboernes bekostning. Socialdemokratiets parlamentariske leder F. J. Borgbjerg forudså, at lovene ville styrke socialisterne. „For 2-3 år siden måtte en fattig husmand forlade godset og køre ned ad alleen på den lille fjællevogn, hvorpå hans fattige ejendele lå. Han satte sig bagpå og spillede på sin harmonika, og det, han spillede, var socialistmarchen. De kan tro, mine herrer, at der vil blive spillet på harmonika, når disse skattelove bliver gennemført, og det bliver socialistmarchen, der bliver spillet.”

Socialdemokraterne vendte sig også stærkt imod de såkaldte „spændetrøjeparagraffer”, der lagde loft over den lokale skatteudskrivning og satte bom for socialdemokratiske drømme om at udbygge de sociale og kulturelle institutioner i de kommuner, hvor de var ved at få solidt fodfæste. Også adskillige af byernes venstrefolk var skeptiske, og hele sagen var et blandt mange varsler om svigtende sammenhold inden for det store regeringsparti. I højreregeringernes tid havde gårdmændene næret en indgroet modvilje mod udgifter til sociale og kulturelle formål. Da skattelovene i nogen grad begunstigede de større landbrug, havde de efter alt at dømme den virkning, at denne modstand blev svækket nu, hvor den økonomiske byrde ved sådanne reformer blev lettet.

I de første år blev de direkte personskatter næppe oplevet som særlig tyngende af nogen gruppe. Indtægterne herfra udgjorde endnu kun en beskeden del af de samlede statsindtægter, i finansåret 1905-06 således kun ca. ti procent, hvilket var omtrent det samme som overskuddet fra Statsbanerne og Post- og Telegrafvæsenet. Af statens indtægter kom ca. halvdelen fra told og afgifter på øl og spiritus.