Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Degnen og magten

Oprindelig forfatter NFC

Danmark befandt sig i 1900 midt imellem septemberforliget og systemskiftet, to opgør om magten i det danske samfund. Mens udgangen på storlockouten i 1899 klart markerede en konsolidering – i civiliserede former – af de eksisterende kapitalistiske magtforhold på arbejdsmarkedet, var systemskiftet, hvor Højre måtte afstå magten til Venstre, der rådede over et flertal i Folketinget, et lige så utvetydigt symbol på den socialøkonomiske og politisk-ideologiske dominans, som de danske bønder havde erhvervet sig. Den parlamentariske magtposition var ganske vist vundet i en alliance med dele af byernes borgerskab og arbejderklassen, men ingen var i tvivl om, at storebror i dette partnerskab var gårdmandsklassen.

Det gamle Højre måtte resigneret opgive, hvad den unge politiker Ove Rode kaldte „den konservative detailhandel i politik og administration” og i øvrigt satse på at udnytte den magt, som partiets fortsatte flertal i Landstinget gav det. Nogle embedsmænd kunne ikke skjule deres indgroede skepsis over for venstrefolkenes egnethed til at regere landet. I alle andre kredse blev det parlamentariske skifte modtaget med tilfredshed eller endda begejstring. Historikeren Povl Engelstoft dækkede sikkert de manges glæde, da han 40 år senere erindrede sine følelser: „Den, der har oplevet den 24. juli 1901 som ung, vil mindes den som en mærkelig gennembruddets dag, i slægt vel med den junidag 1849, da grundloven blev givet. Folket havde fået styret for sig selv. Bonden var efter et halvt århundredes kamp for ligeret med de andre nået op i slottets sale. Det luftede, det lyste, det stemte for brystet som et kommende vejr. Flagene gik til tops foran gårde og huse, og mangen småmand kunne med ærligere følelse sige Danmarks navn.”

 Ministeriet Deuntzer, der tiltrådte 24.7.1901. Alle ministerier siden 1848 er fotograferet og hænger i den såkaldte ministergang, der forbinder den røde bygning med Christiansborg. I 1922 begyndte kgl. hoffotograf Elfelt at fotografere ministerierne. Ved en rekonstruktion blev billedrækken ført tilbage til 1848. Ministrene er fra øverst til venstre: justitsminister P. A. Alberti, kultusminister J. C. Christensen, trafikminister Viggo Hørup, marineminister F. H. Jøhnke, konseilspræsident). H. Deuntzer, krigsminister W. H. O. Madsen, landbrugsminister Ole Hansen, indenrigsminister Enevold Sørensen, finansminister Christopher Hage.

Ministeriet Deuntzer, der tiltrådte 24.7.1901. Alle ministerier siden 1848 er fotograferet og hænger i den såkaldte ministergang, der forbinder den røde bygning med Christiansborg. I 1922 begyndte kgl. hoffotograf Elfelt at fotografere ministerierne. Ved en rekonstruktion blev billedrækken ført tilbage til 1848. Ministrene er fra øverst til venstre: justitsminister P. A. Alberti, kultusminister J. C. Christensen, trafikminister Viggo Hørup, marineminister F. H. Jøhnke, konseilspræsident). H. Deuntzer, krigsminister W. H. O. Madsen, landbrugsminister Ole Hansen, indenrigsminister Enevold Sørensen, finansminister Christopher Hage.

I Engelstofts glæde afspejles måske især de københavnske radikales jubel over, at personifikationen af 30 års forfatningskamp, Viggo Hørup, var med i ministeriet. Ude i landet noterede andre en noget mattere stemning ved modtagelsen af budskabet om den nye regering. Fra Vejleegnen berettedes det, at man ikke så mange flag foran gårdene. Var der ikke for mange københavnere og for få grundtvigianere blandt de nye ministre?

Annonce

Regeringens sammensætning sikrede repræsentation for hovedgrupperne inden for Venstrereformpartiet med de gamle ærkefjender P. A. Alberti og Hørup som yderpolerne, med konseilspræsident J. H. Deuntzer og finansminister Christopher Hage som repræsentanter for de københavnske kapitalinteresser. Ingen var dog i tvivl om, at det magtmæssige tyngdepunkt i ministeriet lå hos partiets ubestridte leder og den bergske gruppes frontskikkelse, J. C. Christensen.

Af væsentlige grupper uden for Venstrereformpartiet var Det moderate venstre endnu for kompromitteret af forligspolitikken med Højre i 1890'erne til at kunne accepteres af de øvrige venstrefolk, og socialdemokraterne, der havde leveret mange af de nødvendige bystemmer til alliancen, hverken kunne eller ville optages i en venstreregering. Det havde ifølge nogle beretninger været en af kongens betingelser for at godtage et systemskifte, og socialdemokraterne havde endnu ingen ambitioner om optagelse i det gode selskab. De havde de foregående års hidsige diskussioner i de internationale socialistiske kredse om de franske socialisters regeringsdeltagelse i frisk erindring, og de foretrak at udbygge både deres organisatoriske og parlamentariske magt, før de skulle sætte sig på taburetterne. De havde tiden for sig og så systemskiftet som en bekræftelse på partiets reformistiske politiske linie. Det var nu muligt at opnå den politiske magt og gennemføre sine ideer ad fredelig vej. Men de pegede samtidig advarende på, at lige så lidt som der kunne regeres mod landbefolkningen, kunne der regeres mod arbejderne og den frisindede bybefolkning.

 Vilhelm Lassen var uddannet jurist, men gik straks efter eksamen over til journalistikken. Som redaktør og fra 1896 ejer af Aalborg Amtstidende gjorde han dette blad til det vigtigste talerør for J. C. Christensens politik. Vilhelm og hans indflydelsesrige hustru Marie Lassen var blandt de få, der kom til at stå J. C. Christensen personligt nær. Han tilhørte venstrefløjen i sit parti, og under partispliden 1903-05 håbede de radikale, at han ville bryde med Venstrereformpartiet. Men forgæves. I sin korte tid som politiker – medlem af Folketinget fra 1901 og finansminister fra 1905 til sin død i 1908 – satte han afgørende præg på reformpolitikken efter systemskiftet.

Vilhelm Lassen var uddannet jurist, men gik straks efter eksamen over til journalistikken. Som redaktør og fra 1896 ejer af Aalborg Amtstidende gjorde han dette blad til det vigtigste talerør for J. C. Christensens politik. Vilhelm og hans indflydelsesrige hustru Marie Lassen var blandt de få, der kom til at stå J. C. Christensen personligt nær. Han tilhørte venstrefløjen i sit parti, og under partispliden 1903-05 håbede de radikale, at han ville bryde med Venstrereformpartiet. Men forgæves. I sin korte tid som politiker – medlem af Folketinget fra 1901 og finansminister fra 1905 til sin død i 1908 – satte han afgørende præg på reformpolitikken efter systemskiftet.

Trakasserierne om ministeriets sammensætning varslede om rige muligheder for fremtidige politiske og kulturelle modsætninger inden for venstrealliancen. De dukkede op til overfladen allerede i eftersommeren 1901, da der, vistnok inspireret fra hoffet, fremkom planer om at arrangere et folketog til monarken, fordi han langt om længe havde imødekommet kravet om en regering udgået af Folketingets flertal. Socialdemokraterne var blankt imod at takke for en indrømmelse, der burde være givet for længe siden. De radikale var splittet. En af gruppens mest omstridte personligheder, Edvard Brandes, demonstrerede en påfaldende mangel på begejstring for den nye regering, og fra Studentersamfundets medlemmer lød knubbede ord mod dets nyvalgte formand Ove Rode, fordi han anbefalede takketoget, som Hørup var medarrangør af. „Gid Hørup aldrig mere må bringe mig i den situation at skulle forsvare så kedelige ting som i disse dage,” skrev den ilde berørte Rode til sin kone. Men for Hørup var kampen til ende, og han gik endda så vidt, at han med vanligt stilistisk mesterskab formulerede både folkets takketale til kongen og dennes svar. Den 1. september afleverede den jyske gårdmand Ole Jensen i spidsen for 15.000 udsendinge fra hele landet en tak til kongen, fordi denne „i et afgørende øjeblik så, at en forandring i regeringsmåden var blevet nødvendig og uundgåelig”. Taknemmeligheden var udtrykt just så raffineret tvetydigt, som folket følte den.

Samme eftermiddag præsenteredes i forbindelse med en folkefest i Kongens Have for første gang den nye regering for folkets repræsentanter ved en banket med mange taler, hvori også regeringens program antydedes. Den mest bemærkelsesværdige tale holdt Vilhelm Lassen, redaktør af Aalborg Amtstidende og indflydelsesrig venstremand, der i sin person forenede bondekultur og byradikalisme. Han advarede regeringen mod „for de 50 opad at glemme de 50.000 nedad”, husmændene først og fremmest.

Var systemskiftet et reelt magtskifte? Adskillige, især fra Højre, tolkede ikke den nye regeringsdannelse som kongemagtens accept af folketingsparlamentarismen, men så det snarere som en bekræftelse på kongens efter deres opfattelse ubestridelige ret til frit at vælge sine ministre. Det var ikke Venstre, der havde erobret magten, men Højre, der havde afgivet den, og folketingsparlamentarismen var ikke med ét slag blevet en givet, indarbejdet praksis, hvilket skulle blive demonstreret med al ønskelig tydelighed endnu mange år senere. Den krævede øvelse fra alle parter. Med Venstres solide flertal i Folketinget var jo heller ikke al parlamentarisk magt givet. Endnu havde Højre i dets forskellige afskygninger et solidt greb om Landstinget. Allerede ved landstingsvalget i 1902 nåede regeringen imidlertid et vigtigt skridt, idet de to venstregrupper og de Frikonservative erobrede flertallet fra Højre. Næsten samtidig opløste de moderate venstrefolk deres parlamentariske gruppe og banede derved vejen for et samarbejde med regeringen.

For Venstre var det imidlertid heller ikke uden problemer at overtage en ganske vist efter vor målestok beskeden centraladministration, der gennem 30 år havde udvist ubestikkelig loyalitet over for Højre. Næppe alle i den militære topledelse følte sig beroligede ved besættelsen af de militære ministerier. Krigsminister Madsen og marineminister Jøhnke gav rigelig anledning til at frygte en uddybning af de traditionelle modsætninger mellem hær og flåde. Men forsvarsspørgsmålet, der havde været så afgørende i forfatningskampen, spillede ingen væsentlig rolle ved regeringsdannelsen. J. C. Christensen ønskede klogeligt at henlægge dette for Venstre så ømtålelige spørgsmål til en forsvarskommission.

Regeringens største svaghed var, som skeptikerne havde påpeget, dens bredde. Det havde været J. C. Christensens taktiske mesterstykke at holde sammen på alle forligsmodstanderne under de sidste højreregeringer. Ville det også lykkes for ham nu, da Venstrereformpartiet havde opnået regeringsmagten? Det ville kræve al den snilde og tålmodighed, som var hans særkende. Dybt rodfæstet i jysk grundtvigsk farvet kristendom fastholdt han midt i alle sine taktiske manøvrer nogle værdier, der gav hans politik en indre sammenhæng. Han var en ringere agitator end sit forbillede Christen Berg og savnede den åndelige spændvidde, der karakteriserede andre af Venstres ledere. Men, som Povl Engelstoft har udtrykt det, overgik han dem alle „i samspillet mellem tro og vilje, det mystiske element, der skaber den store personlighed”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Degnen og magten i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306152