Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den revolutionære syndikalisme

Oprindelig forfatter NFC

„Arbejdere, lad jer ikke korsfæste!” lød den manende appel fra en plakat efter indgåelsen af den femårige overenskomst i 1911. Den skulle stemmes ned, fordi den betød ti år med sulteløn og magtesløshed for arbejderne. Sådan sagde den opposition, der i løbet af få år var blevet et problem for den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Adskillige hundrede arbejdere, fortrinsvis yngre, havde i 1910 samlet sig i den syndikalistiske „Fagoppositionens Sammenslutning”. Deres rekrutteringsbasis var den socialistiske ungdomsbevægelse, og inspirationen kom fra både de russiske arbejderes opstand i 1905 og den militante amerikanske organisation „Industrial Workers of the World”. Den var en fagopposition i den forstand, at den bekæmpede den socialdemokratiske fagbevægelses organisations- og kampprincipper og satte ind mod septemberforliget, arbejdsretten og forligsmandsloven, fordi de med deres krav om fredelige løsninger lagde hindringer i vejen for arbejdernes revolutionære kamp mod kapitalismen. Men det var også en politisk opposition, der ville revolutionere hele samfundet. Midlerne hertil lå milevidt fra den socialdemokratiske forestillingsverden.

 Løbeseddel fra Fagoppositionens Sammenslutning med indbydelse til 1. maj-møde 1911. 1. maj havde siden begyndelsen af 1890'erne været præget af enhed i arbejderbevægelsen. Syndikalisterne gik imidlertid her som i andre tilfælde deres egne veje og ville ikke vide af „de gamle slidte fraser”, som de mente de socialdemokratiske møder var forfaldet til. Lige siden 1910 har netop 1. maj blandt sine paroler haft ønsket om enhed, der samtidig demonstrerer den faktiske splittelse i arbejderbevægelsen.

Løbeseddel fra Fagoppositionens Sammenslutning med indbydelse til 1. maj-møde 1911. 1. maj havde siden begyndelsen af 1890'erne været præget af enhed i arbejderbevægelsen. Syndikalisterne gik imidlertid her som i andre tilfælde deres egne veje og ville ikke vide af „de gamle slidte fraser”, som de mente de socialdemokratiske møder var forfaldet til. Lige siden 1910 har netop 1. maj blandt sine paroler haft ønsket om enhed, der samtidig demonstrerer den faktiske splittelse i arbejderbevægelsen.

Syndikalisterne forkastede den parlamentariske kamp som et egnet middel til at gennemføre socialismen. Deres middel var „den sociale generalstrejke”. Med den som våben skulle produktionsmidlerne erobres og „lønslaveriet” afskaffes. Når denne økonomiske magt var vundet, fulgte den politiske af sig selv. Kampen skulle føres af industriforbund uden centralistiske overbygninger. De skulle blot operere inden for „Sammenslutningen”. Syndikalisterne brød således radikalt med al gammel fagegoisme. Skel mellem lønarbejdere ville kun hæmme den industrielle kamp.

Annonce

Midlerne i den kamp var først og fremmest den spontane uvarslede strejke, og svaret på en lockout ville blive en udvidet sympatistrejke. Sådanne direkte aktioner ville skærpe klassekampen, og udgangen ville blive det endelige opgør i den sociale generalstrejke.

DsF og Socialdemokratiet mødte denne udfordring ved at føre en ubønhørlig kamp mod disse „splittelsesfolk” overalt, hvor de dukkede op i det urolige årti mellem 1910 og 1920. Det var i første omgang også til at overse. Den faglige opposition havde kun ringe tag i provinsens arbejdere, men blandt en række faggrupper i København slog deres agitation igennem, fra starten hos bygningsarbejderne, der blev en af syndikalisternes bastioner, og lidt senere hos havnens folk i lager- og pakhusarbejdernes fagforening. Også blandt de traditionelt forholdsvis moderate smede var der en vis tilslutning til den syndikalistiske bevægelse.

Syndikalisternes agitation havde stor gennemslagskraft. Den var holdt i et blomstrende sprog med usminkede anklager mod både kapitalismen, den socialdemokratiske moderation og pamperne i de store fagforbund. Da de mange repræsentanter for den internationale socialisme i 1910 skulle mødes i København til kongres, blev de mødt med en bandbulle fra syndikalisterne:

 Socialistisk Ungdoms Forbund i demonstration på Østervoldgade i København 1906. Efter de revolutionære opstande i Rusland i 1905 bevægede ungsocialisterne i Danmark sig i lighed med tilsvarende grupper i udlandet i en meget militant retning. En del af dem gik få år efter ind i den syndikalistiske bevægelse. Her agiteres for „direkte Handling” for at få indført ottetimers arbejdsdagen. På andre opråb hedder det „Ned med Overklasseherredømmet” og „Meld dig ud af Folkekirken”.

Socialistisk Ungdoms Forbund i demonstration på Østervoldgade i København 1906. Efter de revolutionære opstande i Rusland i 1905 bevægede ungsocialisterne i Danmark sig i lighed med tilsvarende grupper i udlandet i en meget militant retning. En del af dem gik få år efter ind i den syndikalistiske bevægelse. Her agiteres for „direkte Handling” for at få indført ottetimers arbejdsdagen. På andre opråb hedder det „Ned med Overklasseherredømmet” og „Meld dig ud af Folkekirken”.

Farisæere!
Atter holder I kongres med „Arbejderklassens frigørelse” på dagsordenen, atter er I samlet for at finde midler til at forblinde arbejderklassen med Eders politiske gøgl. – Atter er I samlede for at udregne de letteste og for Eder behageligste måder, på hvilke I, under skin af at komme den lidende arbejderklasse til hjælp, kan svinge Eder op på de pladser i samfundet, hvorfra I senere med foragt kan skue ned på den arbejderklasse, ved hvis hjælp I er kommet op …
Derfor ned med det politiske gøgl!
ned med partiautoriteten!
ned med farisæerne!
leve den direkte handling!

Men syndikalisterne havde mere at byde på end blot en brændemærkning af socialdemokraterne. De var fra starten førende i en heftig antimilitaristisk agitation over for de unge, der var eller skulle være soldater. De iværksatte socialt og kulturelt oplysningsarbejde og socialt hjælpearbejde. I adskillige københavnske arbejderkvarterer vandt de betydelig respekt, fordi de så konsekvent forbandt alle sider af arbejdernes dagligdag. Det var ikke blot en økonomisk-politisk kamp, men handlede måske lige så meget om moral og ansvarlighed over for familien, f.eks. om at undgå drukkenskab. Deres efterhånden ubestridt ledende personlighed Christian Christensen satte ind på et felt, der hidtil havde været tabu blandt arbejderne, seksualiteten. I sin meget læste bog „Arbejderne og Børneflokken” fra 1911 og et utal af foredrag landet over gjorde han sig til talsmand for seksuel frigørelse, seksualoplysning og børnebegrænsning ved hjælp af prævention, længe før det var blevet en accepteret holdning. Med et nutidigt begreb kan syndikalisternes indsats karakteriseres som et forsøg på at politisere privatlivet i kontrast til samtidens både borgerlige og socialdemokratiske adskillelse af arbejde og fritid.

 Christian Christensen var født på Lolland, men kom i slutningen af 1880'erne som femårig til København og voksede op i det såkaldte rabarberkvarter på Nørrebro. Her delte han kår med de fleste arbejderbørn på denne tid med stor fattigdom, tidligt ud at arbejde, en fordrukken far og en forslidt mor, hyppige sammenstød med myndighederne – en opvækst, som han med stor effekt og en lidt for livlig fantasi har skildret i de to erindringsbøger „En rabarberdreng vokser op” (1961) og „Bondeknold og rabarberdreng” (1962), begge udgivet efter hans død.

Christian Christensen var født på Lolland, men kom i slutningen af 1880'erne som femårig til København og voksede op i det såkaldte rabarberkvarter på Nørrebro. Her delte han kår med de fleste arbejderbørn på denne tid med stor fattigdom, tidligt ud at arbejde, en fordrukken far og en forslidt mor, hyppige sammenstød med myndighederne – en opvækst, som han med stor effekt og en lidt for livlig fantasi har skildret i de to erindringsbøger „En rabarberdreng vokser op” (1961) og „Bondeknold og rabarberdreng” (1962), begge udgivet efter hans død.

Syndikalisterne var blot et blandt flere symptomer på, at der var stærke indre brydninger i den internationale arbejderbevægelse. Den revolutionære strejke- og rådsbevægelse i Rusland i kølvandet på nederlaget til Japan i krigen 1904-05 havde sat spørgsmålstegn ved den hidtidige strategi og organisationsform. Massestrejken som revolutionært kampmiddel blev heftigt debatteret i det internationalt ledende parti, det tyske Socialdemokrati. De revolutionære tendenser i mange landes arbejderbevægelser kunne endnu for en stund rummes inden for den grundlæggende socialdemokratiske enhed, som de senere skulle sprænge.

Herhjemme stod syndikalisterne dog fra første færd uden for enheden, og trods den begrænsede tilslutning til bevægelsen udgjorde de det eneste alvorlige modspil til den socialdemokratiske dominans.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Den revolutionære syndikalisme i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306144