Borgerskabets bange anelser fik en symbolsk bekræftelse, da en større gruppe aktivister fastelavnsmandag 1918 stormede Børsen. Det havde længe ulmet blandt de arbejdsløse, nogle havde efter et mode plyndret fødevarebutikker i Istedgade. Ideen til at storme Børsen blev undfanget af den kendteste syndikalist, redaktoren af bladet Solidaritet Christian Christensen, sammen med maskinarbejder Lauritz Hansen og tømrer Alfred Mogensen. I spidsen for den praktiske udførelse stod en af 1900-tallets mest energiske politiske aktivister, skibssmed Andreas Fritzner, hvis beretning om aktionen vi her følger.

Demonstrationer fra flere steder i byen skulle samles i nærheden af Nørreport og derefter gå mod Børsen. Men vel vidende, at der blandt de arbejdsløse var en del politistikkere og civilklædt politi, udspredte initiativtagerne det rygte, at marchen gjaldt en plyndring af Kødbyen, og det troede politiet øjensynligt på. Fritzner fortæller videre:

"Vi var klar over, at når de arbejdsløse nærmede sig Børsen, så kunne den børsbetjent, der stod ved indgangen, ganske roligt smække døren i for næsen af demonstranterne og derved forpurre hele foretagendet. Vi var derfor en lille fortrop på fire, der var gået i forvejen for at forhindre det. På en måde var vi dog kun tre, for den fjerde var min kone, og hun skulle selvfølgelig ikke være med til det, selv om hun fulgtes med os ind ad Købmagergade. Det var fastelavnsmandag den 11. februar den dag, og vi stoppede op ved en forretning, der hed Kina-Japan-huset, og som lå på hjørnet af Landemærket og Købmagergade, hvor vi købte tre fastelavnskøller, som vi stoppede i inderlommen. Vi skulle rigtig ud at slå katten af tønden den dag, og vi gik altså i forvejen et stykke foran demonstrationstoget ind til Børsen."

Toget blev forsinket, og en politikæde søgte ved Højbro Plads forgæves at standse det. Da det nåede Frederik 7.s statue, gik de tre i fortroppen op ad børsrampen, og da toget nåede foden af den, gik de tre ind i børssalen, trak deres knipler og begyndte at slå løs på børsherrerne. Og Fritzner fortsætter:

"Min kollega Poul Gissemann … råbte med sin bekendte kraftige stemme … „Kan I så se at komme ud, alle I slyngler, tyveknægte og banditter!” Vi slog løs på børsfolkene, og snart myldrede demonstranterne ind ad døren, og så var hele Børsen hurtigt ryddet for dens daglige gæster."

Efter stormen anholdt politiet nogle få demonstranter. Fritzner og Gissemann slap med en bøde på 500 kr. for „gadeuorden”, hvad de jo strengt taget ikke havde lavet. Andre, der havde spillet en mere tilbagetrukken rolle, fik fængsel fra 120 dage til to år. Christian Christensen, der slet ikke havde deltaget i aktionen, blev idømt 18 måneders fængsel, en glimrende illustration af retssystemets nidkærhed og vilkårlighed over for politiske aktivister i disse urolige år. Der blev slået hårdt til, ofte uden hensyn til beviser mod dem, som politiet fik fat på. Og der var rigeligt for myndighederne at tage sig til.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Uddrivelsen af Børsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig