Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De trætte murere

Oprindelig forfatter NFC

I slutningen af maj 1918 begyndte murersvendene på en lang række arbejdspladser i København at forlade arbejdet kl. 12 om lørdagen. På egen hånd indførte de den „engelske uge” med week-end fri. Det blev indledningen til en et år lang kamp om gennemførelse af arbejderbevægelsens 30 år gamle krav om ottetimers arbejdsdag. Nu fandt murerne, at tiden var inde til at gøre kravet til virkelighed.

Så blev det fagretslige system sat ind mod murersvendene. De blev idømt den ene bod efter den anden, og i september erklærede kongens foged foreningen konkurs og lukkede og forseglede dens kontor. Kort efter besluttede murerne at opløse foreningen, og samtidig ophørte medlemskabet af Murerforbundet i DsF. Murerne havde lidt et sviende nederlag, men de havde med deres aktion sat kravet om nedsættelse af arbejdstiden i brændpunktet for den faglige politik. De havde også bragt DsF og Socialdemokratiet i et dilemma. Presset fra arbejdspladserne for en reform af arbejdstiden var voldsomt. Langt ind i DsF's rækker følte medlemmerne, at de nu havde styrke til at vinde denne både principielt og socialt vigtige kamp. Samtidig var arbejdsgiverne i første omgang stejle i deres afvisning af kravet, og DsF's ledelse var fast besluttet på ikke at fravige de indarbejdede regler for arbejdsmarkedet. DsF's hovedmål var en lovfæstelse af ottetimersdagen, men det var der ikke flertal for i Folketinget. Derimod fik regeringen finansudvalgenes tilslutning til at indføre otte-timersdagen inden for statens område, og i begyndelsen af 1919 vedtog Rigsdagen en lov om ottetimers arbejdsdag i virksomheder med døgndrift.

I vinteren 1918-19 lagde arbejderbevægelsen alle kræfter i en offensiv. Massemøder, demonstrationer, direkte aktioner på arbejdspladserne og sammenstød med myndighederne hørte til dagens orden. Trods dybtgående politiske meningsforskelle blandt arbejderne var der en utvetydig enhed i kravet om ottetimersdagen. Den 21. januar 1919 indgik DsF og DA et forlig, der indebar nedsættelse af arbejdstiden med en time i alle fag med titimers arbejdsdag eller derover. For dem, der arbejdede under ti timer, skulle arbejdstiden nedsættes med en halv time. Om lørdagen skulle arbejdstiden være otte timer for alle.

Annonce

 De trætte murere, som Storm P. forestillede sig dem i sin dagbog i BT den 24. juni 1918. Den sidste lørdag i maj 1918 forlod murerne på tre arbejdspladser arbejdet kl. 12 middag. Bevægelsen greb om sig. I de følgende uger forlod i tusindvis af især bygningsarbejdere arbejdet lørdag kl. 12. Det blev begyndelsen til den langvarige, men succesrige aktion for gennemførelse af ottetimersarbejdsdagen. Igennem et halvt århundrede tegnede Storm P. mere end 60.000 tegninger, der spredtes over det ganske land i aviser, ugeblade, årbøger m.v. Han skabte sin helt egen stil, sit eget univers af figurer og ideer. Ingen anden dansk humorist har opnået en popularitet, der kan måle sig med hans. Måske fordi hans arbejder næsten altid rummer et kraftigt element af kærlig forståelse for de personer, han satiriserer over.

De trætte murere, som Storm P. forestillede sig dem i sin dagbog i BT den 24. juni 1918. Den sidste lørdag i maj 1918 forlod murerne på tre arbejdspladser arbejdet kl. 12 middag. Bevægelsen greb om sig. I de følgende uger forlod i tusindvis af især bygningsarbejdere arbejdet lørdag kl. 12. Det blev begyndelsen til den langvarige, men succesrige aktion for gennemførelse af ottetimersarbejdsdagen. Igennem et halvt århundrede tegnede Storm P. mere end 60.000 tegninger, der spredtes over det ganske land i aviser, ugeblade, årbøger m.v. Han skabte sin helt egen stil, sit eget univers af figurer og ideer. Ingen anden dansk humorist har opnået en popularitet, der kan måle sig med hans. Måske fordi hans arbejder næsten altid rummer et kraftigt element af kærlig forståelse for de personer, han satiriserer over.

Selv om ca. 175.000 fik glæde af nedsættelsen fulgtes forliget af forstærket kritik og fortsatte aktioner. Forliget var et „forræderi”, lød det fra syndikalisterne og de revolutionære socialister, og de kunne henvise til, at ottetimersdagen var gennemført i Tyskland og Norge, at Frankrig havde vedtaget en lov herom, og at Sverige inden årets udgang ville have en 48 timers arbejdsuge.

Endelig den 17. maj 1919 indgik de to hovedorganisationer et forlig om gennemførelse af ottetimers arbejdsdag eller 48 timers arbejdsuge senest fra 1. januar 1920. DsF måtte sluge, at arbejderne ikke fik lønkompensation, at retten til at pålægge overarbejde forblev uindskrænket, og at en række store områder som landbruget og søfarten samt kuske og fyrbødere blev undtaget fra reglen.

Reformen blev det varigste og mest betydningsfulde resultat af den hidtil mest gennemgribende mobilisering i arbejderbevægelsens historie. Over for senere angreb var den et gode, som alle dele af bevægelsen holdt sammen om at bibeholde. Det var en historisk sejr, som de forskellige grupperinger søgte at tiltage sig så stor en del af æren for som muligt. For Social-Demokratens lederskribent var den et vidnesbyrd om, at „de gode frugter plukkes kun, hvor sammenholdet er ageren, og hvor troskaben mod socialismens principper er den gærende saft i hver eneste gren og fiber i vor stolte bevægelse. Lad syndikalister, spartakister, separatister af hvad navn nævnes kan, kun mødes i sur misundelse og galdegrønt had”.

Syndikalister og andre aktivister havde ingen misundelse behov. De kunne med rette henvise til deres store tilslutning, deres foragt for alle fagretslige regler og først og fremmest byggefagenes indædte kamp som de udslagsgivende kræfter. De kunne også henvise til dønningerne fra den samtidige internationale revolutionære bevægelse, som de var en del af, og som uden tvivl gjorde sit til at blødgøre arbejdsgiverne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: De trætte murere i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306222