• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvorfor ikke revolution i Danmark?

Oprindelig forfatter NFC

Den russiske Revolution havde vist, at forholdsvis få beslutsomme og viljestærke revolutionære kunne gribe magten i et kæmperige som det russiske. I Tyskland herskede i vinteren 1918-19 arbejder- og soldaterråd i mange byer og garnisoner, ja selv det konservative Bayern var en overgang rådsrepublik. Det habsburgske dobbeltmonarki Østrig-Ungarn faldt sammen, og Østrig blev republik ledet af et radikaliseret Socialdemokrati, mens Ungarn i foråret og sommeren blev styret som rådsrepublik. Italien oplevede revolutionære masseaktioner, fabriksbesættelser og dannelse af arbejderråd. I Finland udkæmpede „rode” og „hvide” fra januar til maj 1918 en blodig borgerkrig. Det kunne i næsten alle lande se ud, som om magtforholdene var flydende, og det var i hvert fald indtil sommeren 1919 helt åbenlyst arbejderne, der i alle lande var i offensiven.

Derefter begyndte gradvis „ro og orden” at herske igen. De forskellige rådsbevægelser blev nedkæmpet af højregrupper og militær, de „hvide” sejrede i Finland og fulgte sejren op med en terrorbølge, hvor talrige tidligere revolutionære modstandere blev fysisk udryddet. Kun Den russiske Revolution syntes trods intervention fra mange kontrarevolutionære stater at kunne overleve.

Var der på noget tidspunkt mulighed eller risiko for en revolutionær udvikling i Danmark? Følger man samtidens vurderinger, veksler de mellem overbevisning om revolutionens umulighed, en nagende frygt for at de internationale bevægelser skulle slå afgørende igennem herhjemme også, og – hos et lille mindretal – en revolutionær overbevisning og vilje til handling, der ikke lod udlandets revolutionære noget efter.

Annonce

For en nøgtern betragtning var revolutionære omvæltninger næppe inden for mulighedernes rammer. De egentlige revolutionære var hele tiden et yderst beskedent mindretal ikke alene i befolkningen som helhed, men også inden for arbejderklassen. Selv om mange arbejdere på et eller flere tidspunkter var i aktion, var der aldrig tale om, at de ville gøre op med den reformsøgende linie, der i de foregående årtier var blevet en rodfæstet tradition i den danske arbejderbevægelse. Det var en solid åndelig bagage, de medbragte, også når de gik i aktion for de mange konkrete forbedringer i 1917-19. Når så mange sluttede sig til en aktionslinie, skyldtes det sandsynligvis mindre en egentlig revolutionær holdning end øjeblikkelig utilfredshed og den erfaring, at den traditionelle forhandlings-linie var blokeret, og at aktioner under de givne politiske konjunkturer kunne aftvinge modparten indrømmelser.

Dybtgående ideologisk uenighed mellem de revolutionære grupperinger svækkede yderligere muligheden for et samlet opgør om magten i samfundet. Syndikalisterne havde den største tilslutning blandt arbejderne og var vel ene om at udgøre en reel udfordring til den socialdemokratiske hovedlinie i arbejderklassen. Deres fuldstændige afvisning af parlamentarisk arbejde umuliggjorde varigt samarbejde med de øvrige grupper, der lagde hovedvægten på den politiske kamp. Blandt disse kom SAP nærmest til at formulere et revolutionært program. Partiets tilslutning blandt arbejderne var ringe, og i lighed med syndikalisterne svækkedes det ved de betydeligste lederes hyppige fængselsophold.

Endelig var SUF som den medlemsmæssigt største del af venstreoppositionen delt næsten lige midt over mellem dem, der fastholdt loyaliteten over for Socialdemokratiet, og den gruppe, der brød ud i 1919. Denne gruppes målsætning indskrænkede sig i lang tid til udelukkende at ville drive moderpartiet tilbage til en formodet klassekampslinie.

Afgørende var det dog frem for alt, at det danske samfund besad en solid indre sammenhæng, og at de revolutionære ikke som deres fæller i Central- og Østeuropa stod over for magtsystemer, der lå i ruiner efter nederlaget i verdenskrigen. Magten var, med et let omskrevet Leninudtryk, ikke lige til at samle op i de københavnske gader. Der var i Danmark ikke tale om et udlevet politisk-socialt system. Trods dybe sociale kløfter og bitre politiske modsætninger ønskede langt det overvejende flertal af befolkningen, at kampen mellem disse modsætninger skulle udspilles inden for det borgerlige samfund og det parlamentariske systems politiske rammer. Fra Socialdemokratiet til det yderste højre var der et aktivt beredskab til at sætte ind mod forsøg på at sprænge disse rammer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Hvorfor ikke revolution i Danmark? i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306227